Debatbogen Et spørgsmål om kultur dokumenterer til fulde, hvorfor store dele af kultursektoren har så svært ved at forstå det kulturpolitikken.
CulturCritik:
M ed bogen Et spørgsmål om kultur, kulturpolitikken til debat søger forfatteren Merete Sanderhoff at reflektere over, hvad kulturen betyder for os og give et indspark til en fagligt nuanceret og flerstemmig kulturpolitisk debat.Bogen stiller fem spørgsmål til 42 personer med synspunkter om kultur. Langt de fleste funderet indenfor kultursektoren.
De fem spørgsmål er:
- Hvilket kulturelt danmarkskort vil du gerne give videre til de kommende generationer?
- Hvordan afspejler din vision sig i den praksis, du står for?
- Har vi brug for armslængden i forvaltningen af kultur?
- Hvad kan vi efter din mening undvære i det danske kulturlandskab
- Hvordan kan kulturen opnå øget vægt på den politiske dagsorden?
Danmarkskortet
Når der spørges til hvilket “danmarkskort” der skal gives videre, er det ikke mærkeligt, at rigtig mange af svarene bliver præget af spørgsmålets iboende geografiske dimension. Spørgsmålet kunne have været stillet på mange andre måder, men selve formuleringen er givetvis medvirkende til at langt de fleste adspurgte forholder sig til den aktuelle politiske debat om Øst- og Vestdanmark. Og ikke synderligt forbavsende mener alle, at der skal være en balance, Hovedstaden skal fortsat været hovedstad etc.
Langt de fleste svar indholder den slags både og-udsagn. Både for folket og for eliten. Både for unge og gamle. Både for byer og for land. Både kulturarv og ny kunst. Svarene handler også om mangfoldighed, sammenhængskraft og at kultur ikke er flødeskum, men en basal forudsætning for Danmark.
Gennemgående får man 42 enetaler, som næsten er ens. Da det er kapaciteter, som bliver spurgt, er de fleste også i stand til at bidrage med virkelig gode begrundelser og billeder, som kan fungere som god inspiration for enhver kulturpolitiker, som skal søge at formulere en holdning til kulturpolitik.
Der kan også være gummiudsagn som dybest set ikke giver nogen mening, fx “Mangfoldighed handler om at anerkende vigtigheden af kulturel diversitet”. Ja, diversitet betyder forskellighed eller mangfoldighed, så vi har altså en ren cirkelslutning.
Praksis
Alle de adspurgte har en praksis, som sjovt nok lever op til deres egne krav. Det er seriøse og ambitiøse mennesker som også i det daglige arbejder ud fra at sikre mangfoldighed, eksperimenter, nytænkning. Det kan virke fint at få en bredere indsigt i de enkeltes virke, men bidrager ikke synderlig til forståelsen af kulturpolitikken.
Undervejs får vi at vide, at såvel Det Kongelige Teater som Statens Museum for Kunst har public service-funktioner. Det er så forfatterens definition af public service, for det står ikke i de to institutioners målsætninger. Af alle andre definitioner af public service fremgår, at det beskriver en særlig form for medievirksomhed.
Armslængden
Stort set alle svarer “ja” til spørgsmålet om der er brug for armslængden. Enkelte problematiserer fortolkninger og forståelsen af begrebet. Ingen vil afskaffe armslængdeprincippet.
Mange kommer med mere eller mindre floromvundne udsagn, som skal læses som at Dansk Folkeparti ikke respekterer armslængdeprincippet. Samtidig benyttes utallige varianter af fortolkning af armslængdeprincippet og forfatteren gør sig ikke den umage at hjælpe med definitionen endsige at spørge, hvori Dansk Folkepartis brøde konkret består.
Undervejs får forfatteren sagt “Armslængden er der for at sikre en demokratisk baseret fordeling af midlerne”. Det er et virkeligt mærkeligt udsagn, for armslængden er jo netop ikke demokratisk, men de folkevalgtes afskrivning af magt.
En del af spørgsmålene handler om at forfatteren problematiserer, at der ikke er armslængde i forhold til fondene. Dette understreges ved at hun også ser et problem i at fondene ikke er folkevalgte (side 222). Hvis fondene var folkevalgte, ville de jo i sagens natur ikke længere være fonde, men blot en del af et statsligt støttesystem af en eller anden art.
Armslængdeprincippet beskriver at kunststøtte gives af uafhængige organer uden politisk indblanding. Det er fx aldrig hævdet at disse uafhængige organer skal være på armslængde af kunstnerne. I en række sammenhænge, fx kunstneriske udsmykninger og filmkonsulenter, forudsættes nærmest at armslængdeorganer er i tæt dialog med kunstnerne.
At kræve armslængde mellem kunstnere og fonde, svarer således til at kræve længere afstand mellem kunstnere og fonde end der er mellem de statslige kunststøtteorganer.
Hertil kommer bogens begrebsforvirring, i og med at der knapt tales om kunstnere, men primært om kunstinstitutioner. I statslig forstand er dette styret af et selvforvaltningsprincip, men altså ikke armslængde. Der eksisterer ikke et statsligt armslængdeorgan til at fordele museumsstøtte. Det er et politisk anliggende.
I diskussionen om fondenes betydning bliver Søren Søndergaard, Enhedslisten, citeret for at sige “det burde være en statslig opgave at bygge det, der skal bygges”. På den efterfølgende side bliver Henrik Tvarnø, A.P. Møller Fonden, citeret for sin glæde over at have været med til at støtte byggeriet af Strandingsmuseet, Tirpitz og Vadehavscentret. Der kunne jo godt komme en interessant samtale ud af at sætte de to til at tale sammen. Det principielle synspunkt, kun staten bygger, mod det praktiske, vi hjælper og publikum er glade.
Hvad kan vi undvære
Næsten ingen af de 42 giver sig i kast med at pege på kultur, de kan undvære. En fondsdirektør vil gerne af med teaterkoncerterne. Kun på museumsområdet er der enkelte, som har svært ved at se berettigelsen af meget små og svagt funderede museer.
De fleste synes det er svært, måske umuligt at pege på områder, man kan undvære. En del forsøger kreative varianter, som at de gerne vil undvære excelark, ensretning, kvantificerbare succeskriterier, politisk indblanding, pampere eller konsulenter. Sjovt at læse, men kulturpolitik til debat?
Øget vægt på kultur
Svarene er velformulerede, men ikke særligt overraskende: kulturens folk skal stå sammen, hyppigere deltage i kulturpolitiske debatter, styrke folkeskolens kreative fag, ændre retorikken fra støtte til investering, prale af hinanden, vi skal have andre politikere, andre former for regnskaber, Kulturens Tænketank og Kulturens Analyseinstitut er blandt løsningsforslagene.
Vi får også sjove svar, som når Knud Romer citeres for at sige “hvis man tog kulturen ud af ligningen, ville vi ikke være andet end en kulstofbasert aminosyrelivsform”. Tja, jo. Men er der nogen som tager kulturen ud af ligningen? Der er nok en grund til at det ofte virker som om kunstnere og kulturpolitikere lever på adskilte planeter.
Bogens præmisser
Præmissen for bogen er forfatterens opfattelse af at “med stigende bekymring har vi i kultursektoren set, at ingen politikere i Folketinget – hverken i regering eller opposition – for alvor har gjort ansatser til at stoppe nedskæringerne”. Bogen bygger på forfaldshistorien, den offentlige kulturpolitik er ødelæggende og kunsten har ingen venner i det politiske. Man kan naturligvis diskutere, hvad forfatteren mener med den bløde formulering “for alvor gjort ansatser”. Men det er godt nok at skyde med skarpt at hævde at oppositionen i VLAK-årene intet har gjort for at stoppe nedskæringerne. Det minder mere om værtshussnak end om en dyrt fondsfinansieret bog.
Forfatteren drømmer sig også gerne tilbage til engang da verden var mere stabil: “Ingen – hverken borgerne eller kulturverdenens aktører – kan vide sig sikre på den kulturpolitiske retning”. Oplevelsen er sikkert rigtigt beskrevet. Men er nok også typisk for dele af den kulturpolitiske debat, navleperspektivet. Man kan lige så vel spørge: findes der overhovedet dele af den offentlige sektor, hvor man kan være sikker på retningen? Uddannelserne? Forsvaret? Pensionerne? Trafikken? Regionerne? Det er snarere et grundvilkår i dagens offentlige ledelse, at vilkår omkalfatreres. Ja, det giver problemer. Men det er ikke enestående for kultursektoren.
Myter om det politiske
Forfatteren er naturligt optaget af det politiske, men formår adskillige gange at placere sig selv som aldeles ureflekteret.
Rane Willerslev får stillet spørgsmålet “Har politikerne tilstrækkelig faglig indsigt i kulturarv til at kunne gøre det (prioritere, red.) forsvarligt? Det er et mere interessant spørgsmål end forfatteren lader ane. For hvis man ikke mener at politikerne har faglig indsigt til at prioritere, hvordan kan man så bede dem om at gøre andet end at skrue op eller ned på procenter?
Forfatteren tillader sig endda at stille dette spørgsmål til Alex Ahrendtsen “Aftalen får indflydelse på alle danskeres medietilbud, selv om den er gennemført med et smalt flertal.” Ahrendtsen må følgelig give forfatteren en lille grundlektion i demokrati.
Prøv at tænke et eksempel: Såfremt dette års finanslovsforhandlinger resulterer i afskaffelse af omprioriteringsbidraget, kan forfatteren logisk tænke “Men afskaffelsen af omprioriteringsbidraget får indflydelse på alle danskeres kulturtilbud, selv om det er gennemført med et smalt flertal.” Ja, sådan er demokratiet. Det går begge veje.
Tilsvarende lanceres en udokumenteret påstand om, at “politikere ynder at tale om, at historieløsheden breder sig i befolkningen”. Forfatteren kan spørge Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden “regeringen forventer, at fondene tager mere over, når de statslige bevillinger skrumper”. Tvarnø svarer “Jeg har ikke selv bemærket det, du referer til.” Forfatteren angiver ikke nogen kilde for sin påstand.
Forfatteren kan også få sig selv til at på en og samme side (side 36) skrive “Men det (kulturen, red.) har aldrig været en del af et valgoplæg til folketingsvalgene i nyere tid” og senere på samme side “det er lykkedes kulturministeren at forhandle en ekstrabevilling til kulturen hjem på finansloven, men det er også blevet bemærket, at den falder i et valgår”. Jamen, det må vel så være et valgoplæg i “nyere tid”.
Fejlene
Som helhed bygger bogen på en væsentlig mængde udokumenterede påstande om kulturpolitikkens rædsler. Nogle af påstandende er dog værd at korrigere:
- Fejl: “Statens Kunstråd blev i 2014 lagt ind under Statens Kunstfond” (side 18). Nej de to organisationer blev slået sammen til én under navnet Statens Kunstfond. Protesterne dengang kom fra Statens Kunstfond, som følte at man blev lagt ind under Statens Kunstråd.
- Fejl: “De (Bertel Haarder og Mette Bock) har således fulgt en politisk linje udstukket af Finansministeriet frem for Kulturministeriet” (side 39). I sig selv er det vanskeligt at forstå, hvordan en minister skal kunne gå imod en politisk linje udstukket af sit eget ministerium. Ministeren er politikeren, ministeriet skal følge ministerens politiske linje. Men det er ganske forbavsende, at forfatteren ikke har bemærket de højlydte protester netop Bertel Haardar havde i forhold til Finansministeriet, som han endda selv nævner i sit svar til forfatteren (side 216).
- Fejl: Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti bliver citeret for at sige “Alle andre medieaftaler er indgået med brede flertal” (side 67). Medieaftalerne fra 2002-2006 og 2011-2014 var smalle.
- Fejl: Forfatteren skriver “De kreative fag bliver mere og mere nedprioriteret i folkeskolen” (side 111). Det er et ofte hørt udsagn, men stemmer bare ikke. Siden 1975 er det vejledende timetal i folkeskolen til musik og billedkunst steget med ca. 20%. Den væsentligste stigning skete ved folkeskoleaftalen i 2014.
- Fejl: Uffe Elbæk, Alternativet, citeres for at sige “I min egen tid som kulturminister stod vi i en finanskrise, hvor der reelt ikke var nogen penge, og dog gennemførte vi ikke besparelser” (side 228). Den eneste finanslov Uffe Elbæk havde ansvaret for, 2012-finansloven, gennemførte besparelser på 95 mio. kr. på kulturen. I den efterfølgende finanslov for 2013 foreslog Uffe Elbæk afskaffelse af gratis entré til museer. Han trak sig som minister, inden finansloven kom på plads – med merbevilling.
Hvis kulturpolitikken skal være mangfoldig, som er et af bogens gennemgående udsagn, ville det nok have været interessant med en mere mangfoldig sammensætning af de adspurgte. Kun fem af de interviewede er udøvende kunstnere. Blandt de 42 finder man 14 med udgangspunkt i museumsverden, 10 fra den politiske, fem fra billedkunsten. Øvrige områder er repræsenteret med en enkelt eller to stemmer. Det er dog ikke sikkert at svarene havde været meget anderledes.
Et af de afgørende problemer i bogen er, at der kun gives plads til lange enetaler. Der spørges ikke ind til de synspunkter vi præsenteres for. Det kan virke som at læse 42 ensartede kronikker i træk. Der mangler modspørgsmål, der mangler konkretiseringer. Som en af de interviewede siger i anden sammenhæng: “Floskler dræber”.
