Nordisk Ministerråd sparer 20 procent på kultur i de næste fire år.
Almindeligvis er det nordiske samarbejde højt besunget, især bliver der ofte lagt vægt på de nære kulturelle relationer mellem de nordiske lande. Det gælder dog ikke længere for den faktiske kulturpolitik.
I 2020 var kulturbudgettet for Ministerrådets kultursamarbejde 174 mio. kr. Dette spares med knapt 5 procent om året, så kulturbudgettet i 2024 kun skal udgøre 140 mio. kr. En besparelse på 34 mio. kr., svarende til 19,4 procent.
Ministerrådet for Kultur, budget 2020-2024 | ||||||
2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | Samlet besparelse | |
Budget | 173.766 | 161.858 | 154.608 | 147.358 | 140.108 | |
Besparelse | -11.908 | -7.250 | -7.250 | -7250 | -33.658 | |
Besparelse i procent | -6,9% | -4,5% | -4,7% | -4,9% | -19,4% | |
Alle beløb i 1.000 kr. Kilde: Nordisk Ministerråd |
Alt undtagen film
Alene i 2021 spares 12,1 mio. kr., hvorved 2021 bliver det år med den største besparelse, 6,9 procent. Besparelserne er i 2021 fordelt på stort set alle kulturområder. Kun Nordisk Film- och TV-fond går helt fri for besparelser.
Målt på overordnede kategorier bliver besparelsen i 2021 størst på Programmer og projekter, hvor der alene i 2021 spares hele 5,7 mio. kr. svarende til 27,2 procent. Besparelserne på Strategiske partnerskaber er på 3,5 mio. kr., svarende til 3,3% og besparelserne på Institutioner udgør 2,7 mio. kr. svarende til 5,7 procent.
Projekter og programmers andel af det samlede budget reduceres herved fra 12 procent til 9 procent.
De enkelte formål
Det er især budgetområdet Generelle kulturindsatser, som kommer til at bløde i 2021. Af de samlede besparelser på 12,1 mio. kr. hentes 5,8 mio. kr. her. Det går især ud over Strategiske satsninger, som reduceres med 3,3 mio. kr., svarende til 28 procent og Nordisk Kulturfond med 1,5 mio. kr., svarende til 4 procent.
De nordiske kulturhuse (Reykjavik, Færøerne, Åland og Grønland) skal i alt spare 2,7 mio. kr. svarende til 5,7 procent. Mest skal Nordens institut i Grønland spare, 0,7 mio. kr., svarende til 10,2 procent.
Budgetposten Øvrig kulturvirksomhed reduceres med 1,4 mio. kr., svarende til 32 procent af budgettet i 2020.
Budgettet for Ministerrådets kultursamarbejde vedtages i samarbejde mellem de nordiske landes kulturministre. Den fire-årige besparelsesplan blev vedtaget i februar 2020. Den konkrete udmøntning for 2021 blev vedtaget i maj 2020. Formandsskabet for Nordisk Ministerråd indehaves i 2020 af Danmark.