Fra 2010 til 2019 øgedes Kulturministeriets udbetalinger fra 7,5 mia. kr. i 2010 til 10,0 mia. kr. i 2019, en forøgelse på 2,5 mia kr., svarende til en stigning på 34 procent. Det fremgår af Danmarks Statistiks oversigt over Kulturministeriets udbetalinger fra 2010 til 2019. I samme periode er den akkumulerede generelle pris- og lønstigning steget med 9,8 procent.
Tages der således hensyn til pris- og lønstigningerne i perioden, er Kulturministeriets udbetalinger øget med 24 procent.
En af de væsentlige forklaringer er, at omlægningen fra licens til finanslovsfinansiering af public service i 2019, gav en merudgift for Kulturministeriet på godt 1 mia. kr. En anden væsentlig forklaring er, at folkeoplysningsområdet i 2012 blev overført til Kulturministeriet. Dette blev til en vis grad modsvaret af, at Aarhus Arkitektskole, Designskolen Kolding og Det Kgl. Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering samtidig blev overført fra Kulturministeriet.
Trækker man Kulturministeriets finansiering af radio og tv og overførslen af folkeoplysningen i 2012 modsvarende den samtidige overførsel af kunstneriske skoler ud af de samlede udgifter, er disse steget fra 7,4 mia. kr. i 2010 til 8,6 mia. kr. i 2019, en stigning på i alt 1.174 mio. kr., svarende til 15,9 procent. Målt i faste priser er dette således en udgiftsstigning på 6,1 procent i Kulturministeriets udbetalinger fra 2010 til 2019 på de områder, som i hele perioden har været finansieret af Kulturministeriet.
Det er sket i et årti, hvor VLAK-regeringens omprioriteringsbidrag har fyldt mest i den kulturøkonomiske debat.
Det enkeltområde, som er steget mest i det forgangne tiår, er den såkaldte “Anden/tværgående kultur”. Her er Kulturministeriets udbetalinger øget fra 307 mio. kr. i 2010 til 770 mio. kr. i 2019. En stigning på hele 151 procent.