Aktuelt · Biblioteker · Clip
Vejen til bibliotekssucces
Det har naturligvis vakt nogen debat, at Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh i sin bog Vejen til ansvar skriver, at “i dag har vi ikke længere brug for bibliotekerne, som vi kender dem”.
Det har bibliotekerne dog ikke ladet sig påvirke af. Bogen findes på bibliotekerne i hele 89 ud af landets 97 bibliotekskommuner.
Ikke nok med at bibliotekerne har købt bøgerne. Der er også pæn efterspørgsel. Kun Ikast, Faxe og Ishøj havde bøgerne hjemme til udlån sidst i august.
I Haderslev skal man vente helt til 30. maj, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at læse bogen fra biblioteket. Men Haderslev har også kun købt et enkelt eksemplar. Aarhus har 16 eksemplarer, alligevel skal man vente til langt ind i januar, hvis man vil låne bogen på biblioteket. Hele 13 af landets biblioteker har reservationskøer til ind i 2024.
Bogens “sorte” pletter er i Tårnby, Vallensbæk, Halsnæs, Lejre, Kerteminde, Ærø, Tønder og Læsø, som slet ikke har købt nogle bøger. Måske skal partiet lave et fremstød her?