I 2024 blev der solgt 9,4 millioner biografbilletter i Danmark, et fald på 300.000 i forhold til salget i 2023 som var på 9,7 millioner billetter. Dermed er det klart, at biografbranchen slet ikke har hentet sig efter coronaperioden. Inden coronaårene blev der solgt 12-13 millioner billetter årligt.
Ifølge den aktuelle filmaftale for 2024-2027 skal danske film have en markedsandel på 29 procent som gennemsnit for perioden. I 2024 var andelen af solgte billetter til danske film kun 24 procent. Det lægger et større pres på de kommende års danske film.
Filmaftalen siger også, at de ti bedst sælgende danske film i gennemsnit skal sælge 250.000 billetter hver. Dette levede filmene langt fra op til. De ti bedst sælgende danske film i 2024 solgte i gennemsnit lige under 200.000 billetter hver.







