Aktuelt · Arkitektur og design
Omvendte højhuse
Bropiller som skelet for boliger og kontorer. Det er det radikale forslag til omdannelse af en række broer i Calabrien.
I Calabrien, støvlespidsen i det sydlige Italien, har man et problem: en række broer, som ikke har nogen funktion længere. Hvad er løsningen: byg omvendte højhuse langs bropillerne.
Calabrien har altid været en fattig del af Italien med gode traditioner for korrupte forhold. I 2012 blev regionen dømt til at tilbagebetale 380 mio. Euro til EU for omfattende vejprojekter, som bare aldrig var gennemført endsige korrekt regnskabsført.
I årevis har en lang række broer stået mere eller mindre ubenyttet hen, overflødiggjort af nyere vejanlæg. En arkitektkonkurrence viser måske vejen ud af moradset. Det franske OXO Architectes vandt konkurrencen med det radikale forslag: byg boliger, kontorer, skoler ned langs bropillerne og lad broen forbinde husene ovenpå.
En by af en bro
De enkelte broer kan bedst sammenlignes med en landsby – bare med omvendte højhuse. Alle faciliteter vil være i byen, der kan være butikker, skoler og andre fælles faciliteter. På selve broen kan der være stier og parkeringsmuligheder.
byg boliger, kontorer, skoler ned langs bropillerne og lad broen forbinde husene ovenpåDa vi er i et område med vulkansk aktivitet, er der geotermisk varme, så energien bør ikke blive noget problem. Projektet er tænkt bæredygtigt i den forstand, at bro-byerne skal være selvforsynende og ikke påvirke lokalområdet i øvrigt.
Pengene mangler stadig
Måske er dette ideen. Men pengene mangler stadig. Det varer nogen tid, før Calabriens økonomi, endsige Italiens, kan bære et projekt som dette. Det varer måske også nogen tid før EU vil satse regionalmidler til omvendte højhuse under broer, man allerede har betalt for reparation af.