(Åben) lukket scene

Trods udtalt politisk velvilje lykkedes det ikke at etablere en åben teaterscene i København. Det var ikke blot den rette bygning der manglede – projektet var forkert defineret.

CulturCommentar:

I 2011 var en åben scene for de frie scenekunstnere det hotteste teaterpolitiske emne. Flere års arbejde for at skabe en åben scene fik politiske medvind – og et bredt flertal af folketingets partier (alle undtagen Enhedslisten) indgik en aftale om en åben scene.

To år senere er ideen opgivet af de samme politikere. I stedet etableres en pulje, som kan bruges til at leje lokaler og lave markedsføring i forbindelse med gæstespil i Hovedstaden. Såvel teatre som frie teatergrupper kan søge om tilskud, som skal fordeles af det kommende Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst. Betingelsen er, at forestillinger opføres på scener som ikke er ansøgers faste scene. Pengene kan også anvendes til festivaller og større events, som giver de frie teatergrupper større synlighed. Der er afsat 3,8 mio. kr. årligt fra 2014-2017 til formålet.

Noget gik galt

De ivrigste fortalere for en åben scene har været organisationerne Scenekunstnere uden Scene og Uafhængige Scenekunstnere.  På et tidspunkt troede organisationerne, at sejren var i hus – men noget gik åbenbart helt galt.

De to organisationer fik lov til at specificere kravene til såvel teaterrum, faciliteter og ledelsesform. Ud fra dette så det i nogen tid ud som om Teater Republique måtte overlade en scene til den åbne scene (læs Søndag Aften arkiv). Men opbakningen til dette teater var for stærk.

Dermed kom fortalerne for den åbne scene til at stå i modsætning til andre teatermiljøer.

Kravspecifikationerne til den åben scene indebar et årligt budget på 8 mio. kr. – det dobbelte af, hvad den politiske vilje var til.

Efterhånden kom det til at fremstå for folketingets partier som om Scenekunstnere uden Scene og Uafhængige Scenekunstnere kun repræsenterede en mindre del af de frie grupper og at de modeller for åben scene, man opererede med, i realiteten kunne ende som lige så ”lukkede”  scener, som øvrige teatre. I mellemtiden har fx den hyppigt udskældte organisation, Det københavnske teatersamarbejde, etableret samarbejder med en række huskompagnier, fundet blandt frie grupper.

Performanceteatrenes tur

Debatten om åben scene har været holdt meget diplomatisk. Afgørelsen om at skrinlægge planerne førte dog til stor skuffelse i organisationerne Scenekunstnere uden Scene og Uafhængige Scenekunstnere. Deres reaktion tyder på, at de ikke tror, at de miljøer, de repræsenterer, vil nyde særlig gavn af den kommende pulje.

Denne negative reaktion fik Teatrenes Interesseorganisation (Tio) til at tage bladet fra munden: ” åben scene-problematikken i København ikke er løst ved at bygge en enkelt scene til performancemiljøet, for der er tale om en generel problematik, som ikke kan snævres ind til at handle om en enkelt scenekunstnerisk grupperings scenebehov”, skrev man.

Og her er vi måske ved kernen i, hvorfor det gik galt: den åbne scene var blot et andet ord for en ramme for københavnske (og gæstende) performance-teatre.

Og det er måske i virkeligheden det, man skulle have diskuteret: hvorfor har en storby som København ikke  en fast – men fleksibel – scene for performanceteater. Danseteatret har fået sin faste scene i Dansehallerne i Carlsbergområdet. Nu kunne det være performanceteatrets tur til et samlende udviklingscenter.

Hvad ønsker de frie

Men man kunne også spørge landets frie teatergrupper, hvad de allermest har brug for. Og så er svaret næppe en ny fast scene, svarende til tidligere Kanonhallen. I realiteten er det mest udtalte ønske flere penge. Ikke bare fordi man altid vil have flere penge, men fordi dette område har  haft økonomisk åndenød siden de voldsomme besparelser i 2002.

En generationskonflikt mellem gamle og unge frie grupper tegner sig forude.

De frie grupper tegner et dynamisk og nyskabende felt indenfor dansk teater. Men udvikling er vanskelig under de nuværende økonomiske betingelser. Skiftende scenekunstudvalg har haft mere end svært ved at give flerårige støttetilsagn til selv velrenommerede kompagnier. En generationskonflikt mellem gamle og unge frie grupper tegner sig forude.

Kulturpolitisk er det aldrig en salgsvare at blot give 5 eller 10 millioner mere til en mere eller mindre anonym pulje. Der skal som regel konkrete overskrifter til.

Formelt set er resultatet, at der er overført 4 mio. kr. fra Det københavnske teatersamarbejde til Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst. Denne bevilling gælder indtil 2017.

På det tidspunkt vil der være en kamp for at beholde pengene  – og sandsynligvis for at projektstøtteudvalget får friere rammer til anvendelsen af pengene.

Det ekstra huslejetilskud, der ligger i den nye pulje, kan nemt blive en økonomisk sovepude uden kreativ anvendelse (men måske netop kreativ økonomisk tænkning). Udefra set kan det blive mere succesfyldt at gennemføre nogle af de festivaller og events, som puljen lægger op til. Projektstøtteudvalget kan med fornuft holde fast i festivalpuljen og lade de øvrige midler indgå i de almindelige tilskud.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør