Tendensen er der i forvejen: Facebook bruges af mange som primær nyhedskilde. Nu prøver Facebook at gøre dette endnu tydeligere med FB Newswire, en nyhedsportal rettet mod journalister.
Tanken er – i konkurrence med Twitter – at levere de seneste vigtige nyheder. Nyhederne samles fra alskens kilder, men indlejres i Facebook, så hvis man deler artiklerne, fremstår de som Facebooks.
Da “redigeringen” af FB Newswire sker gennem algoritmer, bliver konsekvensen naturligvis en større koncentration af de samme nyheder, som alle andre bringer.
Et aktuelt nedslag viser, at ud af de 20 seneste opslag på FB Newswire er der en historie om Ukraine, en om sport, en om bjørne i Californien, tre om præsident Obama og hele 14 om vejrfænomener primært i USA.