Ny public service-kontrakt

Diskussionen om DR UnderholdningsOrkestret viser, at der er brug for en ny “kontrakt” mellem politikere og DR. En ny minister får en væsentlig opgave.

CulturCommentar:

Langt de fleste af de mennesker, som deltog i diskussionerne om DR UnderholdningsOrkestret i de sidste fire måneder af 2014, havde aldrig nogensinde hørt om DRs public service-kontrakt. Og kun ganske få har læst den.

Den uden sammenligning vigtigste kulturinstitution styres overordnet politisk ad veje, som kun få forstår og forholder sig til. Den nuværende model, både med public service-kontraktens udformning og bestyrelsens sammensætning og funktion, skal i høj grad forstås ud fra DRs egen historik og i særdeleshed problemer med tidligere Radioråd.

Vi har valgt at have en radio- og fjernsynslov, som nærmest intet siger om DRs virksomhed. Loven udmøntes gennem 4-årige medieaftaler, som, ud over generelle hensigtserklæringer og angivelser af hvilke kanaler DR sender på, især beskriver krav til ændringer. Og de mediepolitiske aftaler udmøntes i en public service-kontrakt, som ministeren pr. tradition lader partiernes ordførere godkende. Public service-kontrakten er en kampzone mellem politikerne og DR, hvor DR helst undgår detailstyring, og politikerne stiller krav om detaljer, de prioriterer.

Kig til udlandet

I andre, sammenlignelige, lande har man valgt andre modeller.

Såvel det svenske “sändningstillstånd”, den norske “NRK-plakaten” som BBCs Charter og Agreement er langt mindre detaljeret end den danske public service-kontrakt. Til gengæld indeholder disse i højere grad principielle hensigtserklæringer. Den svenske er fx langt mere detaljeret end den danske med hensyn til forpligtelser overfor minoriteter og minoritetssprog, mere principiel vedrørende ytringsfrihed og stiller krav til genmæle og berigtigelse, som ikke indgår i den danske public service-kontrakt. I Sverige defineres “hele befolkningen” som 99,8% – en sådan præcis definition indgår ikke i den danske public service-kontrakt.

Den politiske aftale om grundlaget for public service kan altså udformes på mange måder.

96% kan ikke tage fejl

Væsentligt i dette er naturligvis DRs forhold til befolkningen. Til påstanden om at DR er for lukket, svarer DRs generaldirektør til dagbladet Politiken, “Vi har kontakt med 96 procent af befolkningen hver uge. Man kan ikke klandre os for at være lukkede.”

Den argumentation illustrer en del af problemet. Den danske stat har vel også kontakt til 96% af befolkningen – alligevel kan man da diskutere lukkethed og gennemsigtighed. PostDanmark kan sikkert også hævde at have “kontakt” til 96% af befolkningen – alligevel kan man jo diskutere, om virksomheden kan have en anden grad af transparens.

De folkevalgte politikere er en slags filtre for kommunikation mellem DR og dele af befolkningen. De er således ikke blot bøvlede og irriterende enkeltsagskritikere. De er en reel ressource for DR.

Forløbet af medieaftale og public service-kontrakt i 2014 illustrerer, at der er grund til at overveje, om samarbejds- og kontraktformerne skal udformes på anden vis.

Hvem læser public service-kontrakten?

Public service-kontrakten er i ganske ringe omfang udformet som en “kontrakt”, hvor man efterfølgende kan vurdere om kontrakten er “overholdt”. Kontrakten indeholder (siden 2013) en budgetfordeling (som en del af arbejdet med større gennemsigtighed) ud fra medier, kanaler og formål.

Disse budgetter hænger på ingen måde sammen med de øvrige prioriteringer, som nævnes i public service-kontrakten. Budgetterne er udarbejdet af DR, og undervejs i kontraktforløbet har Kulturministeriet ikke stillet ét eneste kritisk spørgsmål til disse. I den nuværende form burde de højst udgøre et bilag fra DR, ikke en del af en kontrakt.

Og da denne budgetdels opdeling i kanaler og formål ikke efterfølgende indgår i DRs regnskaber, er der ingen som helst gennemsigtighed i, hvorvidt budgetterne faktisk overholdes.

Rundbordssamtale

Hvad skal man med en kontrakts budgetdel, når ingen læser eller forholder sig til den? Hvad skal man med en “kontrakt”, når  indholdet er bredpenslet og umuligt at kontrollere?

et væsentligt formål i at etablere et nyt grundlag for samspillet mellem politikere og DR

Og for folketingets politikere er det oplagt at spørge, om snittet mellem lov, mediepolitisk aftale og public service-kontrakt er lagt rigtigt.

Forløbet omkring kontrakten for 2015-2018 viser, at der er grund til en bredere samtale om dette, man kunne kalde det for en rundbordssamtale blandt de mange interessenter.

Den politisk giftige stemning, der kom ud af diskussionen om DR UnderholdningsOrkester, giver ikke grund til at tro, at den nuværende kulturminister er den rette til at indlede en sådan samtale. Men man må for DRs skyld håbe, at den kommende minister ser et væsentligt formål i at etablere et nyt grundlag for samspillet mellem politikere og DR.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør