Aktuelt · Kunst og museer · Medier og internet · Politik
Facebook: Drama og medier
DR’s dramachefer, TV2 og museers momsbetaling var blandt de emner, der optog folketingspolitikerne i februar.
Drama om DR
Både DR’s tidligere og nuværende dramachef kom i ilden med sine udsagn om Dansk Folkeparti.
Mette Bock fra Liberal Alliance gav den tidligere dramachef disse ord med på vejen:
En ægte Gabold:
Ingolf Gabold, tidligere dramachef i DR, befinder sig som en fisk i vandet i dag. Han NYDER at kaste en lille bombe og skabe forargelse ved at hævde, at dramaserien 1864 var et politisk indlæg mod DF og nationalkonservatismen.
Jeg er ret overbevist om, at hans gamle arbejdsplads, der har givet ham en meget stor frihed i mange år, er rimeligt trætte af at blive taget som gidsler af pensionisten.
Men så tager vi da debatten lige debatten igen-igen. Jeg kan forudse alle standpunkter i den debat. Og den kommer – igen – til at skygge for vigtige reformer.
Naser Khader, Konservativ, nøjedes med at konstatere:
Meget fordumsfuld med stort ego.
Holger K. Nielsen, SF, så sagen fra den anden side:
Søren Espersen er kommet op i det røde felt fordi Piv Bernth har udtalt sig en smule kritisk om Dansk Folkeparti til en radiostation på New Zealand. Espersen mener at DR nærmest har lavet en sammensværgelse imod DF og har nu sat himmel og jord i bevægelse.
Kære Søren Espersen: ta’ nu og slap af. Det afgørende er jo ikke hvad Piv Bernth og Ingolf Gabold går rundt og siger men hvad der bringes ind i stuerne til os. Man trænger virkelig til at få pudset brillerne hvis man mener at DR’s drama er specielt venstreorienteret. Skulle vi ikke i stedet glæde os over at så mange mennesker – både i Danmark og i udlandet – begejstret følger med i DR’s produktioner?
Og kom så ud af jeres evindelige offerrolle. DF får jo enormt megen medieomtale. I får generelt en blid behandling af journalisterne. For at sige det lige ud: DF har intet at klage over hvad angår DR’s og andre mediers behandling af partiet.
TV2
Mogens Jensen, Socialdemokraterne, holdt sig væk fra diskussionen om DR Drama. I stedet henviste han til en egen artikel på Altinget.dk: Et statsejet TV 2 er bedst for Danmark.
Mogens Jensens synspunkt er, at TV 2 har den største andel af de danske seere og klarer sig økonomisk godt. Derfor giver det ikke mening at indlede et risikofyldt salg.
De fire kommentarer på hans tråd går lidt i modsat retning:
– Vi skal ikke have mere statsejet TV, vi skal derimod af med tvangslicensen,
– Så kunne det måske være at vi kunne få de blå brillede journalister ud af TV2,
– Helt enig, men pas nu på at det hele ikke snart er i København,
– Sælg lortet!!!!! – Selv om vi betaler licens kan vi jo ikke se det!!!!
Censur i Tyrkiet
Rasmus Nordqvist, Alternativet, henviste til en artikel han skrev til TV2: Vi har brug for et kritisk eftersyn af vores aftaler med Tyrkiet.
Pressefriheden i Tyrkiet er under pres.Jeg er stærkt bekymret over Tyrkiets fremfærd overfor journalister.
Inden for kort tid har to danske journalister oplevet at blive afvist og endda blive særdeles hårdt behandlet. Det anslås at op mod 30 udenlandske journalister sidder i tyrkiske fængsler.
Tyrkiet befinder sig i bunden af Journalister uden Grænsers pressefrihedsindex. Landet strammer forsat deres linje overfor pressen, det både den nationale og internationale.
Det er dybt problematisk, at Tyrkiet blokerer for adgang for medierne i tid hvor flere milioner flygtinge opholder sig i Tyrkiet. I en tid hvor pressens bedste adgang til Nordsyrien er gennem Tyrkiet. På et tidspunkt, hvor Tyrkiet er aktivt involveret i kampen mod Daesh (Islamisk stat). På et tidspunkt, hvor EU er involveret i et tæt samarbejde med de tyrkiske myndigheder og har givet landet tilsagn om at støtte Tyrkiets flygtingeindsats med 3 mia. euro i 2016 og 2017. Fra dansk og europæisk hold er det afgørende at vi lægger pres på Tyrkiet og kræver fri adgang for pressen.
Netop fordi vi har valgt at samarbejde med Tyrkiet har vi et særligt ansvar. Naturligvis overfor de pågældende jorunalister men også for at sikre at udviklingen i Tyrkiet formidles videre til den bredere befolkning.
Det er afgørende at vi lægger pres på Tyrkiet. Det er en afgørende betingelse for en oplyst debat og for at vi kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Udflytning aflyst
Mogens Jensen glæder sig over, at Statens Værksteder for Kunst ikke skal flyttes til Helsingør:
Så vandt fornuften i Kulturministeriet. Den milliondyre udflytning af Statens Værksteder og 8 medarbejdere er foreløbig standset!
Mogens Jensen glæder sig også over, at Danmarks Underholdningsorkester overlever:
Stort tillykke! 3 fonde har sikret økonomien i Danmarks Underholdningsorkester så orkestret kan fortsætte til og med 2018.
Museer og moms
Holger K. Nielsen, SF, er optaget af at museer skal betale moms:
Det er helt katastrofalt at museerne nu skal betale moms af det konserveringsarbejde, som skal sikre en ordenlig bevarelse af vores kulturarv. Skatteministeren har oplyst at momsreglerne ikke kan ændres, og finansministeren agter ikke at foretage sig noget. Jeg har derfor kaldt kulturministeren i samråd. Haarder må finde de penge – også selvom det betyder at han skal gå til finansministeren igen.Han henviser til en artikel på Altinget.dk om samme emne.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 29. februar 2016. Du kan selv følge opslagene ved at skrive “Kultur- og medieordførere (Liste)” i Facebooks søgefelt (kræver at man er logget ind på Facebook). Her samles alle opslag fra 12 kultur- og medieordførere. Listen kan følges, uden at man behøver at tilkendegive, om man følger listen – endsige like’ de enkelte politikere. Man kan følge listen ved øverst til højre at klikke på værktøjstegnet, pil og Følg liste. Ordførerne forholder sig til mange andre emner end kultur, du må selv skimme listen for det, der interesserer dig. For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medieordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter mange andre steder.