Aktuelt · Finanslov · Medier og internet · Politik
Facebook i oktober: Finanslov og angreb på DR
For nogle var finansloven vigtig. For Katrine Daugaard fra Liberal Alliance handler alt for tiden om DR.
For nogle var det kulturpolitisk vigtigste i oktober, at der blev indgået en finanslovsaftale for 2026. Først ude var Henrik Rejnholt Andersen fra Moderaterne. Han skriver:
Det er en god dag for Østjylland. Med finansloven for 2026 er der sat penge af til to stærke, lokale initiativer, som jeg er rigtig glad for at have været med til at få udvalgt. Kattegatcentret i Grenaa får 1 mio. kr. til projektet “Havets stemme” – en investering i viden, naturformidling og oplevelser, der styrker både kulturen og vores forståelse for havet. Og i Aarhus får spillestedet Train 3 mio. kr. til at færdiggøre udviklingen af det nye sted på Sydhavnen – et løft til musikken, kulturen og byens fællesskab. To initiativer, der på hver deres måde binder vores landsdel sammen – fra havet i Grenaa til rytmerne i Aarhus. Jeg er stolt af, at vi med finansloven bakker op om både kultur, fællesskab og lokale kræfter.
En anden regeringsrepræsentant, Mogens Jensen fra Socialdemokratiet, skriver:
KULTURENS REGERING
SVM-regeringen bliver uberettiget skældt ud for meget men ingen kan være i tvivl om at det er en regering som prioriterer kulturen.
Også med finansloven for 2026 foretager vi en milliardinvestering i dansk kunst og kulturliv over de kommende år – og til fremragende initiativer:
340 mio. kr. om året til at afskaffe bogmomsen, 60 mio. kr. om året til en scenekunstreform, 125 mio kr om året til produktionsstøtteordning til film og tv-serier, knap 70 mio til en litteraturhandlingsplan de næste år, 45 mio. kr. til, at oplysningsforbundene kan bidrage til danskernes åndelige og praktiske beredskab, økonomi til at videreføre det digitale leksikon, Lex.dk, støtte til cirkus og meget meget mere.
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf fire kommentarer.
Og finanslovspartneren, Helle Bonnesen fra Konservative var også stolt:
Konservative er borgerlige stemmer, der arbejder. Det gør vi også lokalt – og det kan ses i Finansloven for 2026. Vi har nemlig sørget for, at borgere i Dragør Kommune får fælles mødesteder. Det skal være med til at underbygge den lokale forankring, den gode debat og fællesskabet. Det er kerne-konservativ, og det er godt! I Dragør Kommune får legepladserne også et løft. Dragør er blandt andet kendt for sit flotte lodstårn, slidefiskeriet og fastelavnsryttere, der fylder gaderne i februar. Med Finansloven for 2026 kommer der tilskud til, at de lokale legepladser kan være med til at formidle byens rige kulturarv. Det var vigtigt for mig i forhandlingerne, og det fik vi med i aftalen. Som konservativ kulturordfører er jeg svært begejstret for de lokale initiativer, der styrker den kulturelle forankring. Kulturarven er den fælles DNA, der binder os sammen. At en lang række lokale projekter er kommet på finansloven, er et tydeligt konservativt resultat.
Opslaget opnår 30 reaktioner, heraf en enkelt kommentarer. Den ene kommentar er fra en konservativ i Dragør, som er rigtig glad for finansloven.
Daugaard og DR
Mens andre var optagede af finansloven var Katrine Daugaard fra Liberal Alliance optaget af journalistik og DR. Det blev til hele 13 opslag i løbet af oktober måned:
DR har formået at udgive decideret fake news i form af den manipulerende, misinformerende og ekstremt identitetspolitiske og ”post-kolonialistiske” ”Grønlands Hvide Guld”, der udkom kort inden et for rigsfællesskabet afgørende valg. For indeværende arbejder der på DR et stort antal dybt inhabile redaktører, værter og journalister, som har brudt DRs egne retningslinjer ved at på aktivistisk vis og i egenskab af at være DR-ansatte har underskrevet en ekstremt politisk Gaza-erklæring, der kobler Israel til folkedrab. Dette kommer oveni, at DR er en organisation, der på et venstreorienteret og identitetspolitisk grundlag arbejder for en dybt politiseret mangfoldighedspolitik, som man i praksis arbejder for at køn, hudfarve og seksualitet skal vægtes højere end relevans, meritter og faglig ekspertise. Det er, for alle som følger debatten om DR og kanalens åbenlyse problemer med manipulation, inhabilitet og politiseren, tydeligvis dette, som Alex Vanopslagh i sin video kritiserer. At DJ så på hysterisk vis mener, at dette er udtryk for ”MAGA”, har man naturligvis ret til at mene – for DJ er trods alt ikke financieret af knap 4 milliarder skattekroner, og kan forventes at skulle betjene hele befolkningen og ikke kun et lille politisk segment. Men at vælger at udlægge en politisk kritik af et åbenlyst dysfunktionelt og venstreaktivistisk DR, som en form for trumpisme illustrerer sådan set meget Alex Vanopslags pointe.
Opslaget opnår 100 reaktioner, heraf 10 kommentarer. Der er enighed med Daugaard.
Næste opslag lyder:
I går var jeg i debat med Dansk Journalistforbund,’s formand, Allan Boye Thulstrup, i Henrik Qvortrups podcast Q&Co. Det var mildest talt en særpræget oplevelse, at debattere en journalistformand, der tydeligvis har så ringe styr på fakta.
Anledningen var, at Allan blev meget harm over, at Alex Vanopslagh i en video har sagt, at DR manipulerer og fordrejer, fordi Liberal Alliance ikke fremlagde dokumentation i den korte video. Vi mener selvsagt, at alle, der følger LAs udmeldinger om DR, udmærket ved, hvad Alex Vanopslagh hentyder til. Og mere om det senere. Formandens anklage mod vores video er lidt sær, eftersom han kort efter selv lavede en helt identisk video, hvor han uden dokumentation anklagede LA for at manipulere og polarisere og sammenlignede LA med Donald Trump. Tilsyneladende mener journalistforbundets formand, at LA ikke må lave sådanne videoer uden dokumentation – mens han gerne må. Om det er en særlig journalistisk dobbeltstandard, han her anvender, skal jeg ikke kunne sige.
Endnu mere overraskende er det, at formanden i programmet påstod, at det er løgn, at 80 procent af Dansk Journalistforbunds medlemmer stemmer rødt. Men det gør de altså, som det fremgår af links i kommentarene. Tallet er fra 2012, men flugter fint med en nyere undersøgelse af stemmeafgivning på Journalisthøjskolen. Skulle formanden mene, at journalisterne er blevet mindre røde siden, ser jeg frem til at se hans belæg for det.
Det er ret pudsigt, at journalisternes formand ikke er bekendt med fakta om sin egen organisation.
I debatten mente Allan også, at de inhabile journalister, redaktører og værter på DR, der har skrevet under på en erklæring, der kobler Israel til folkedrab og dermed har brudt DRs egne retningslinjer, er blevet fjernet fra dækningen af konflikten. Men der havde formanden tydeligvis heller ikke styr på fakta – for de dækker skam stadig konflikten.
At journalistforbundets formand derudover ikke er bekendt med DRs øvrige alvorlige problemer med troværdighed og bias er bekymrende, men også her hjælper jeg ham. Her er et par eksempler:
Kryolit-dokumentaren, hvor DR på dybt pinlig vis hævdede, at Danmark havde “stjålet” flere hundrede milliarder fra Grønland, hvilket førte til, at dokumentaren blev trukket, og en chef blev fyret.
Vi har “Forfulgt af politiet?”, hvor DR både lagde falske lydeffekter på og insinuerede, at en ung mand var blevet bortført og måske endda dræbt af politiet, mens han i virkeligheden var på familiebesøg i udlandet.
DR har på manipulerende vis i dokumentaren “Byen med det giftige vand” givet seerne indtryk af, at vandkvaliteten i en by var “giftig”, selv om niveauerne lå langt under de reelt sundhedsskadelige grænseværdier. Det blev kraftigt kritiseret af Brugernes redaktør på DR, der påpegede, at DR havde udeladt svar fra relevante aktører.
Vi har Spies-dokumentaren, hvor DR hævdede, at Spies havde brækket armen på en prostitueret uden antydning af belæg.
Og jeg kunne blive ved.
Dertil kommer, at DR som nævnt har et ekstremt alvorligt habilitetsproblem, da en lang række højtplacerede redaktører, værter og journalister direkte har ageret aktivistisk og i modstrid med DRs retningslinjer ved at skrive under på en politisk erklæring, der kobler Israel til folkedrab. Dette nægter DR pure at gøre noget som helst ved – hverken fjerne inhabile fra dækningen af Gaza-konflikten eller blot deklarere deres åbenlyse inhabilitet, når de alligevel gør det.
Lyttere, seere og læsere må bare lære at leve med, at de betaler dybt inhabile journalister for at dække et ekstremt betændt emne, efter de direkte har overtrådt DRs egne retningslinjer.
Det burde i dén grad provokere journalistformanden. Men det gør det naturligvis ikke. Han har tydeligvis alt for travlt med at lave smædevideoer om Alex, hvilket ironisk nok kun understreger Alex’ budskab om politisk bias.
Opslaget opnår 220 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Kommentarerne er mestendels enige med Daugaard. Angrebene rettes mod DR, som ikke bør have statsstøtte.
Katrine Daugaard fortsætter angrebet på Journalistforbundet:
Journalistforbundets gigantiske selvmål Journalistforbundet beskylder Liberal Alliance for at være trumpistiske og for at underminere tilliden til danske medier. Alt sammen fordi vi har haft frækheden til at kritisere DR for åbenlys politisering og manipulation – blandt andet i en række dokumentarer. Noget, DR i øvrigt selv har erkendt. At forbundets formand, Allan Boye Thulstrup, udpeger Liberal Alliance som sin fjende, er grundlæggende absurd. Der findes næppe et parti, der så konsekvent og ubetinget har stået på den frie presses side. Sådan har det været gennem hele partiets levetid. Det er Liberal Alliance, der: • Kritiserer regeringens narrestreger og forsøg på at indskrænke pressefriheden, blandt andet ved at foreslå en medieombudsmand. • Igen og igen peger på regeringens forsøg på at undvige aktindsigter – senest tog det 674 dage at udlevere det centrale notat i SMS-sagen. • Kræver en tilbundsgående undersøgelse af skandalen om Samsam og FE, hvor medier blev intimideret og truet til tavshed. • Arbejder for at lempe offentlighedsloven. • Kæmper for at løsne de stramme regler for pressen på Christiansborg. Det er jo regeringen, der modarbejder pressens interesser. Og den, der skal modarbejdes. Journalistforbundet har ikke forstået, at vi i virkeligheden kæmper samme sag: at styrke journalisters arbejdsvilkår og beskytte pressens vigtige rolle i demokratiet. Det er ren Omvendtslev.
Opslaget opnår 400 reaktioner, heraf 30 kommentarer. Langt de fleste kommentarer er enige med Daugaard. Mange mener at Journalistforbundet skal ses som en underafdeling af Enhedslisten.
Herefter flytter Daugaard fokus til en ledelsesafskedigelse i DR:
DR SKAL TAGE JOURNALISTISK AKTIVISME OG INHABILITET LIGE SÅ ALVORLIGT SOM TAXIREGNINGER Nu får det tilsyneladende konsekvenser, at DRs nyhedsdirektør Sandy French har brugt løs af skatteborgernes penge på privat taxikørsel. Jeg finder det positivt, at DR tager ansvaret for borgernes penge alvorligt, og kommer naturligvis til at se nærmere på, hvorvidt DR også forgylder den fyrede Sandy French med skattebetalt eftervederlag, fratrædelsesbonus el.lign. betalt af danskerne, hvilket vil være dybt uacceptabelt. Men DR’s pludselige handlekraft står unægtelig i skarp kontrast til den totale ligegyldighed, som DR udviser over for en lang række redaktørers, studieværters og journalisters inhabilitet og politiseren i DR’s navn. Jeg kan stadig dagligt læse og høre radioaviser og nyhedsindslag om krigen mellem Israel og Hamas produceret af DR-medarbejdere, der gennem deres kobling af Israel til folkedrab i en offentlig underskriftsindsamling åbenlyst har gjort sig inhabile. Og jeg kan konstatere, at Bjarne Corydon går i flyverskjul i forhold til dette. Indtil videre nægter DR også så meget som at oplyse læsere og seere om det, når journalister, hvis løn de er tvunget til at betale, dækker et emne, de er inhabile i forhold til. Bundlinjen i DR er, at politisk bias og aktivisme, der åbenlyst er et brud med DR’s egne retningslinjer, ikke får nogen som helst konsekvenser, mens taxikørsel fører til fyringer. Det betragter jeg som et åbenlyst ledelsesmæssigt svigt og en manglende evne hos DR og i sidste ende Bjarne Corydon til at tage danskernes ret til et upolitiseret og ikke-aktivistisk DR alvorligt. Danskerne fortjener et DR, hvor integritet vejer tungere end kørselsbilag.
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf ti kommentarer.
Så er det DR’s inhabilitet der står for skud:
DANSKERNE SKAL IKKE BETALE FOR ÅBENLYST INHABIL DR-JOURNALISTIK Efter at jeg gjorde RadioIIII opmærksom på, at de havde glemt at bede Harald Toksværd om dokumentation for, hvorfor han blev fyret, kan vi nu konstatere, at DR fyrede ham fra talentholdet, fordi hans udtalelser på bl.a. Twitter “medfører inhabilitet på for mange områder”. Jeg mener, at det er dybt bizart, at Toksværd blev ansat, men det ændrer ikke ved, at hans groft usympatiske og venstreekstreme udsagn var både velkendte og velbeskrevne og fremsat i privat regi. Det kunne alle på DR have vidst, allerede inden, man valgte at ansætte ham. Ikke desto mindre mener DR, at det er nok til at erklære ham inhabil og fyre ham. Det gør det så meget mere bizart, at det ingen konsekvenser får, at knap 40 medarbejdere på DR – heraf mange højtprofilerede – skrev under på en dybt politisk og aktivistisk kobling af Israel til folkedrab. Det gjorde de eksplicit som DR-medarbejdere, hvilket DR har indrømmet er en klokkeklar overtrædelse af DR’s egne retningslinjer. I modsætning til en lang række medier – heriblandt den svenske pendant til DR, SVT – har DR nægtet at fjerne disse aktivistiske og inhabile journalister, værter og redaktører fra dækningen af krigen mellem Israel og Hamas. Eksempelvis dækker initiativtageren til at rundsende underskriftindsamlingen til mere end 600 DR-medarbejdere stadig jævnligt krigen som redaktør og vært på Radioavisen. Og hvad værre er: DR’s egen brugerredaktør nægter så meget som at indstille, at DR gør det klart for danskerne, at de lader journalister, der er dybt inhabile og aktivistiske, dække konflikten. DR vil altså hverken fjerne journalisterne fra dækningen af konflikten – eller fortælle danskerne, at de gør det. Men hvor DR nægter at drage nogen som helst konsekvenser af dette regelbrud for værter og redaktører, der har været ansat i årevis og har fine titler, smider man en mand, som har skrevet vanvittige ting længe før, han blev ansat på DR, på porten. Det er en åbenlys dobbeltstandard, som skriger til himlen, og som vidner om totalt kaos og forvirring internt i et DR, som Bjarne Corydon hævdede skulle blive mere upartisk og mindre politiserende. Jeg kommer naturligvis til at tage dette op med ministeren – danskerne kan selvfølgelig ikke være tjent med et DR, som tvinger dem til at betale for åbenlyst inhabil journalistik
Opslaget henviser til en artikel på : .
Opslaget opnår 100 reaktioner, heraf tre kommentarer.
Katrine Daugaard fortsætter:
I går morges deltog jeg i et spøjst interview, idet Radiollll havde glemt at bede Harald Toksværd om dokumentation for, hvorfor han var fyret. Lyt her ved at slå lyd til på billedet😎
I dag har Ekstra Bladet så gjort RADIO IIII’s arbejde for dem (se i kommentarer)
Så mangler vi bare, at DR tager de mange medarbejdere, som imod DRs egne retningslinjer, underskrev et dokument som gør dem inhabile i dækningen af Palæstina/Israel konflikten, også tages af dækningen ELLER at man som minimum deklarerer at de er inhabile når de dækker konflikten.
Opslaget opnår 25 reaktioner, heraf to kommentarer.
Katrine Daugaard fortsætter:
HVORFOR VIL DR IKKE OPLYSE, NÅR INHABILE DR-MEDARBEJDERE DÆKKER ISRAEL-GAZA?
Vi ved nu, at man kan blive fyret fra DR pga. inhabilitet, hvis man privat og før sin DR-ansættelse har skrevet grove og ekstemistiske politiske ting.
Men tilsyneladende nægter DRs egne brugerredaktør så meget som at OPFORDRE til, at DR deklarerer det, når egne journalister bryder stationens retningslinjer og dækker emner, de har ageret åbenlyst aktivistisk i forhold til.
Knap 40 DR-medarbejdere underskrev som DR-ansatte i august en politisk erklæring, der direkte kobler Israel til folkedrab. Det strider mod DRs egne retningslinjer. En vært og redaktør på Radioavisen – som stadig dækker krigen, hun har gjort sig inhabil i forhold til – rundsendte endda opfordringen internt.
Alligevel lader DR ALLE de inhabile værter, journalister og redaktører dække konflikten.
Brugernes redaktør har tidligere indstillet deklaration af en ekstern kilde med tilknytning til Jewish News af hensyn til mulig bias. Når DR kan deklarere eksterne, bør man som minimum også kunne deklarere egne frontpersoner, når de dækker et emne, de offentligt og aktivistisk har taget politisk stilling til.
Herunder er mine 6 spørgsmål til Brugernes Redaktør, som jeg desværre ikke har store forhåbninger om fører til noget. Men det ændrer ikke på, at DR skylder danskerne et svar, og jeg kommer selvsagt til at forfølge sagen politisk, indtil jeg får et.
—-
Kære Jesper Termansen
Tak for dit svar. Jeg mener desværre stadig ikke, du forholder dig til substansen af spørgsmålet, som grundlæggende er hvorvidt du på baggrund af den foreliggende sag, hvor knap 40 DR-medarbejdere – heraf et stort antal redaktører, studieværter og udlandsjournalister – klokkeklart brød DRs retningslinjer, vil indstille til at personer som gør dette – helt generelt – som absolut mininum skal deklareres som nogen, der har ageret politisk i modstrid med DRs retningslinjer.
Jeg er klar over, at du ikke kan pålægge nogen dette – jeg beder dig om i egenskab af Brugernes Redaktør at indstille til dette. Og hvis du ikke kan gøre det i forhold til de specifikke sager, så gøre det helt generelt.
Derfor har jeg en række opfølgende spørgsmål, som jeg gerne vil høre dine svar på, for jeg er ret interesseret i at høre, hvordan du som Brugerens Redaktør som minimum tilsyneladende end ikke ønsker at indstille til, at der skabes en situation, hvor DRs brugere får mulighed for at tage stilling til åbenlyst relevante oplysninge om, at DR lader redaktører, værter journalister og andre dække et område, de klart har taget politisk stilling til som DR-medarbejdere.
Kan du bekræfte, at DRs Etik udtrykkeligt forbyder at underskrive debatindlæg og lignende med DR-stillingsbetegnelse eller andet, der knytter indlægget til DR, medmindre det er aftalt med nærmeste chef, jf. kapitel 19 om habilitet og “Ytringer som DR-ansat”?
Kapitel 4 af DRs etiske retningslinjer pålægger DR at præsentere medvirkende med relevante oplysninger om faglig baggrund, stilling, tillidsposter eller eventuelle personlige holdninger, hvis det er væsentligt i konteksten, så brugerne selv kan vurdere udsagns vægt. Når DR-ansatte optræder on air som værter, redaktører eller journalister, er de samtidig “medvirkende” efter kapitel 3. Vil du derfor indstille, at åbenlys forudgående politisk stillingtagen på det konkrete stofområde deklareres i selve produktet, analogt med kapitel 4’s krav til medvirkende? Hvis nej, hvorfor gælder kapitel 4’s logik ikke for egne frontpersoner?
Er du enig i, at chefens habilitetsvurdering efter kapitel 19 ikke udtømmer DRs parallelle pligt til at undgå at udelade oplysninger af betydning for brugerne, jf. kapitel 1 om fairness, og at dette kan tale for deklaration selv hvor HR vælger ingen omplacering?
Kapitel 19 fastslår, at centralt placerede medarbejderes offentlige personlige ytringer kan være uforenelige med visse opgaver, hvis der er en konkret, aktuel og væsentlig risiko for skade på saglighed og upartiskhed, og at der i givet fald omplaceres. Hvem udarbejder den skriftlige risikovurdering i disse sager, og hvilke faste kriterier anvendes? Vil du offentliggøre en anonymiseret praksisbeskrivelse for at sikre forudsigelighed?
Er du enig i, at en medarbejders offentlige underskrift på en politisk erklæring om netop det konfliktstof vedkommende dækker, udgør en “oplysning af betydning” for brugernes vurdering af indholdet, jf. kapitel 1, og derfor som minimum bør deklareres, selv hvis HR ikke omplacerer? Hvis nej, hvad gør denne oplysning mindre betydningsfuld end de baggrundsoplysninger, der i Confino-sagen blev anset for væsentlige for brugernes vurdering?
Vil du udstede en generel indstilling, der fastlægger, hvornår DR deklarerer offentligt kendte politiske tilkendegivelser hos egne medarbejdere, der dækker samme stofområde, herunder hvor deklarationen skal fremgå (byline, speak, artikeltekstens top) og hvordan den arkiveres til brugerne fremover? Hvis nej, hvad er den etiske begrundelse for at undlade en offentlig standard i lyset af DRs værdier om åbenhed og gennemsigtighed?
Opslaget opnår 300 reaktioner, heraf 60 kommentarer. Opslaget deler vandene. En del diskuterer det røde DR. Nogle diskuterer ytringsfrihed for alle borgere. Men de fleste diskuterer Gazakonflikten som sådan.
Katrine Daugaard fortsætter:
Det er selvfølgelig fint, at Bjarne Corydon nu erkender, at DR’s habilitetsregler har sejlet, og at der nu strammes op. Det ændrer imidlertid ikke, at DR stadig har et alvorligt og graverende habilitetsproblem, som Corydon nægter at adressere – og det gør den aktuelle udmelding dybt utroværdig. En lang række DR-medarbejdere – højtplacerede værter, redaktører og journalister – har som DR-medarbejdere skrevet under på en underskriftsindsamling, der direkte kobler Israel til folkedrab. Det har DR erkendt som en lodret overtrædelse af DR’s retningslinjer. Det nægter Corydon imidlertid at gøre noget som helst ved. Det er simpelthen uacceptabelt. DR’s seere, lyttere og læsere kan ikke være tjent med, at åbenlyst inhabile redaktionelle medarbejdere fortsat dækker en konflikt, de har taget aktivistisk stilling til. Her må Bjarne Corydon træde i karakter og sørge for, at ingen danskere er tvangsindlagt til at betale for inhabil dækning af konflikten mellem Israel og Hamas. Alternativt må DR – som absolut minimum – deklarere, når DR med vidt åbne øjne lader aktivistiske og inhabile medarbejdere dække en konflikt, som de har gjort sig til aktivister i forhold til. Alt andet er naturligvis dybt uacceptabelt og udgør et alvorligt og åbenlyst problem for DR’s troværdighed som public service-institution.
Opslaget opnår 75 reaktioner, heraf ti kommentarer. Der er fuld opbakning til Katrine Daugaards opslag. En enkelt ønsker listen over alle journalister, som har skrevet under på appellen, offentliggjort.
Katrine Daugaard fortsætter:
ÅÅÅH, ER DET HER, VI BETALER LICENS TIL? 😡 Folkens, jeg sidder her med lang næse, efter at have læst denne ABSURDE artikel i Ekstra Bladet om DR’s fyret nyhedsdirektør Sandy French! Hun bliver smidt ud, efter adskillige møgsager samt at have kørt taxa som en gal på vores regning – 521 ture på fem år, 78.000 KRONER til korte ture på 2 km fra Islands Brygge til DR Byen! Hun skal endda betale 16.000 kr. tilbage, fordi hendes brug af taxa strider mod DR’s egne regler. Mens almindelige danskere kæmper med mad- og benzinpriser, sidder topcheferne og taxi’er rundt som rockstjerner på licensbetalernes bekostning! Og det værste? I stedet for at sende hende hjem med en fyreseddel, giver de hende 2,6 MILLIONER KRONER med ud af døren! Fuldt løn i 12 måneder (over 2 millioner!), plus 3 måneders ekstra godtgørelse – mens hun sidder derhjemme og nyder “mest mulig ferie og anden frihed” indtil 2026! Og samtidig med, at DR forgylder en medarbejder, der har kørt privattaxi på deres regning, skal danske skatteydere også acceptere, at DR lader dybt venstreaktivistiske DR-ansatte dække en krig mellem Hamas og Israel, selvom de åbenlyst er inhabile og har brudt DRs egne regler. Vi betaler licens for kvalitet og ansvarlighed, ikke for at eliteklubben kan plyndre kassen og løbe med guldsækken, når de ikke gør jobbet godt nok.
Opslaget opnår 120 reaktioner, heraf 30 kommentarer. De fleste kommentare deler fuldt ud Katrine Daugaards forargelse. Nogle enkelte prøver at påpege, at opsigelsesvilkårene nok følger de kontraktbetingelser der gælder. Det er ikke et synspunkt, der reflekteres nærmere over.
Katrine Daugaard fortsætter:
Historiker og journalist Bent Blüdnikow, har skrevet en strålende kronik i dagens Berlingske om DRs habilitetsproblemer og manglende ledelse. Her gennemgår han en masse faktuelle eksempler og afslutter med: “…Kort sagt er sagen, at Jesper Termansens vurdering ingen konsekvenser har haft over for DRs propalæstinensiske linje. Vil det hjælpe med den nye generaldirektør Bjarne Corydons ankomst, som en ny Moses med 10 nye bud til DRs medarbejdere? Sandsynligvis ikke. Han har allerede tabt stentavlerne på jorden med sin komiske erklæring om, at journalisterne ikke havde læst teksten. DR er en mangehovedet Hydra, hvor journalisterne bestemmer og ikke ledelsen. DR har de seneste år med en række dokumentarer og nyhedsudsendelser vist, at den ikke lever op til et rimeligt journalistisk niveau og har kastet sig ud i en aktivisme, som Danmark ikke er tjent med. Kan man håbe, at politikerne omsider forstår alvoren og griber ind, eller vil de blot naivt håbe på, at Corydon kan standse dansen om guldkalven og tilbedelsen af den falske Gud, der hedder aktivistisk journalistik? Svaret i lille Danmark er sandsynligvis nej.” Jeg kæmper dog videre Bent 🤘🏿💪🏻💙
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf fem kommentarer. En kommentar taler for abonnementsordning på DR. En anden for armslængdeprincippet.
Katrine Daugaard fortsætter:
Endnu en omgang ræverød aktivist “journalistik” fra DR som er meget langt fra det faktabaserede DR som Corydon påstår at stå i spidsen for – alt sammen betalt af skatteborgere som dig, og som du ikke kan fravælge at betale til.
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf tre kommentarer.
Katrine Daugaards sidste DR-opslag i oktober lyder:
Sune Haugbølle mener, at Israel er en apartheidstat, som bør boykottes. Det er efterhånden også en ret udbredt holdning på den danske venstrefløj, men det interessante er her, at Haugbølle også er professor fra RUC og bruges som ekspertkilde i Danmarks Radio. I denne artikel udtaler han blandt andet, at FN-organet UNRWA – som havde medarbejdere, der deltog i massakren mod Israel den 7. oktober – ikke kan undværes i genopbygningen af Gaza. Jeg siger ikke, at Sune Haugbølle ikke må have de holdninger, han har. Men hvorfor i alverden bliver han ikke varedeklareret? Hvorfor bliver DR’s læsere ikke oplyst om, at han har stærke antiisraelske holdninger og har deltaget i en underskriftsindsamling, der fordømmer Israel? Eksemplerne på venstredrejningen i DR er efterhånden så massive, at det er trættende at blive ved med at pege på dem. Og husk: Det er os skatteborgere, der hvert år betaler næsten fire milliarder kroner for det her.
Opslaget opnår 40 reaktioner, heraf fire kommentarer. En enkelt af kommentarerne sammenligner angrebene på DR med Trumpismen.
Katrine Daugaard har dog også kritik af Radio og TV-nævnet:
Det er fuldstændig vanvittigt hvordan Radio & TV nævnet IGEN har fejlet ved dette udbud. Derfor indkaldte jeg tidligere også ministeren i samråd om sagen. Men fadæsen fortsætter jo og INGEN stilles til ansvar eller erkender fejl. Og derfor har jeg nu stillet Jakob Engel-Schmidt følgende spørgsmål: Vil ministeren kommentere opslaget fra Morten Reesen på Facebook den 8. oktober angående Radio- og TV-nævnets udbud af et nyt public service-lydunivers til børn og unge og redegøre for, om det er korrekt at nævnet har godkendt at der, modsat det oprindelige krav til ansøgerne, nu kan producere 20% mindre on demand? Kan ministeren på nogen måde forsvare den diskrepans på krav til on demand? Opslaget kan læses på dette link: https://www.facebook.com/share/p/1EKofMSJaj/?mibextid=wwXIfr. Vil ministeren, i forlængelse af sagen om udbuddet af et nyt public service-lydunivers til børn og unge, redegøre for, hvordan Aller Media lever op til minimumskravene i bekendtgørelsen, når de ikke producerer indhold til minimum 20 timer om ugen set over en periode på tre måneder? Er ministeren enig i, at man skal leve op til minimumskravet om, at ny produktion skal stilles til rådighed on demand, og at man i regnskabet ikke må fratrække musik? Og er ministeren enig i, at Aller Media allerede i deres ansøgning redegjorde for, at de havde tænkt sig at producere 20 % mindre on demand?
Opslaget opnår 25 reaktioner, heraf en kommentarer.
Flere på museum
Mogens Jensen fra Socialdemokratiet glæder sig:
MANGE FLERE GÅR PÅ MUSEUM! Her i efterårsferien har jeg haft fornøjelsen at besøge Statens Museum for Kunst’s nye filial i Doverodde i Thy. En skøn udstilling i unikke omgivelser og et godt initiativ til at bringe statens kunstsamling ud til folk i hele landet. Der var mange besøgende og det støtter godt op om nye tal fra Danmarks Statistik der viser, at langt flere går på museum – fra 2024 til 2025 er der sket en stigning på 10,2 procent. Og den mest markante stigning finder man hos museumsgæster, der har grundskolen som højest afsluttede uddannelse. Blandt denne gruppe er andelen, der har været på museum inden for det seneste år, steget med 20 procent. Det vil sige at museerne lige nu når ud til en langt bredere gruppe end normalt. Det er fremragende. Det er den vej vi gerne vil i Socialdemokratiet
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf tre kommentarer. I en kommentar stilles der dette spørgsmål: “Den store succes SMK Thy har haft må jo få os til at stille spørgsmålet, er Statens Museum for Kunst den nationale kunstsamling eller en bygning i Sølvgade?”
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. oktober 2025.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur-, medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.






