Se til England

Den engelske kulturelle hvidbog bør læses i dansk kontekst. Der er inspiration at hente.

CulturCommentar:

I den danske kulturdebat er engelsk kulturpolitik især kendt for de massive nedskæringer, der fulgte i kølvandet på finanskrisen. Næppe inspirerende, tænker de fleste. Der kan dog være god grund til at læse The Culture White Paper (læs Engelsk kulturhvidbog), hvis man vil søge ny inspiration i dansk kulturpolitik.

Gennemgående er The Cultural White Paper langt mere konsekvent og radikal i tilgangen til kulturpolitik, end vi sædvanligvis ser i danske kulturpolitiske oplæg. Der fedtes ikke rundt med småpenge og små 3-årige puljer eller den kulturministerielle tro på, at man kan regere et land gennem kampagner. Og – klart til forskel fra dansk tradition – sættes der tydelige mål og fastsættes evalueringskrav. Ansvar fordeles ligeledes.

Diversitet for alvor

Sig gerne, at undertegnede signatur har forudfattede meninger og fordomme om det konservative England. Men jeg er næppe den eneste, der er overrasket over, at en konservativ kulturminister fremhæver behovet for bedre kønsbalance blandt kunstnere, og at LGBT-miljøet repræsenteres bedre i kunsten. Om ikke andet, må man sige, at der er sket noget med det ellers snerpede England siden det forrige White Paper fra 1965 (homoseksualitet bliver først lovligt i England i 1967).

Mangfoldighed er et gennemgående tema, hvor den konservative engelske kulturminister er klar i mælet. Det handler om mangfoldighed blandt publikum, blandt udøvere og blandt kulturinstitutionernes ledere. Og det handler om køn, seksualitet, geografi, sorte, etniske grupper, fattige og handicappede. Nogen, som kan huske tilsvarende konsekvente danske udsagn? Endsige udsagn i retning af, at hvis man ikke gør noget ved det, vil det koste i fremtidige bevillinger?

Kunst for alle

Naturligvis er det også af økonomisk nød, at den engelske regering lægger op til højere grad af samarbejde med private investorer. Men man ser samarbejder som andet end økonomisk tiggeri. Og man vil eksperimentere med crowdfunding som strategisk redskab.

At udpege 70 områder med lav kulturdeltagelse og dernæst sige, at her skal der ydes ekstraordinær indsats, er også ganske radikalt. Man er også ganske offensiv med offentlig adgang til kunsten. Fx den digitale satsning på artuk.org (se Søndag Aften arkiv) , hvor ambitionen er, at al offentlig ejet kunst skal være tilgængelig online. Hvem i Danmark har sagt tilsvarende?

I Danmark grines der fortsat af partiet Alternativets Kunst på recept, selv om der nu er afsat satspuljemidler til formålet. I England noterer man sig, at mange lokale myndigheder stadig er skeptiske ved kultur som helbredelse, men regeringen er ikke i tvivl: de lokale myndigheder skal overbevises.

England har samme ønske som de fleste andre lande om, at internationalisering af kultuen vil fremme eksportmulighederne og styrke nationens internationale brand.  Men man må nok sige, at Cultural Protection Fund, som skal hjælpe med at genopbygge kultur i krigs- og konfliktramte områder, er en noget mere altruistisk tilgang til begrebet “at hjælpe i nærområderne”, end man ellers fornemmer i den danske debat.

At den engelske kulturminister ser et behov for at skabe økonomisk bæredygtige kirker og katedraler er naturligvis udenfor den almindelige danske kulturdagsorden. Dog: der er jo en enestående mulighed netop nu, hvor både kultur- og kirkeministeriet har samme minister.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør