Visioner giver debat

Med visionsgruppernes forslag til fremtidig museumsstruktur er det vanskeligt at se, hvilken løsning folketinget vil nå frem til. Det åbner for alskens mulige modeller.

CulturCommentar:

Der var al grund til at være skeptisk ved eksperimentet med at nedsætte to parallelle grupper til at konkurrere om museumsvisioner. Ud af dette kommer der i hvert fald ikke noget samlet bud på, hvordan en fremtidig tilskudsstruktur for museerne skal se ud (Læs Fremtidens museumstilskud). De to visionsgrupper har naturligvis haft støtte fra embedsmænd (to forskellige sekretariater, endda), men har i øvrigt arbejdet i en slags osteklokke. De har til forskel fra almindelige offentlige udredninger ikke haft til opgave at skabe kompromisser i kulissen.

Ud af dette er der kommet to vældig forskellige rapporter og bud på fremtidigt tilskudssystem. Konkurrencen mellem de to rapporter er således reel.

en befrielse at læse to så forskellige rapporter, som siger, at museumspolitikken kan løses vidt forskelligt

Kulturministerielle rapporter lukker sig sædvanligvis omkring èt tankesæt, som fører til èn foreslået løsning. Hertil kommer ofte mindretalsudtalelser, men disse er som hovedregel skrevet ud fra samme tankesæt.

På den måde er det en befrielse at læse to så forskellige rapporter, som siger, at museumspolitikken kan løses vidt forskelligt. Der er altså flere samtidige sandheder at forholde sig til.

Dette vil gøre mange indenfor museumsfeltet nervøse. For så kan politikerne i sidste ende vælge og vrage mellem de forskellige modeller. Ja, forhåbentlig kommer de til at gøre det!

Men dette er selvfølgelig også et udtryk for en mangel på gensidig forståelse mellem det politiske lag og det faglige lag. Museerne – og andre – skal vænne sig til, at politikere har andre opgaver end at sende flere penge.

En af fordelene ved dette bliver, at politikerne selv skal begrunde deres løsningsforslag. Man kan ikke blot nøjes med at henvise til konklusionen på en “neutral” rapport. Der skal tages stilling. Dette bør give en mere åben debat om, hvad vi vil med de danske museer. Politikerne bliver dermed også nødt til at forholde sig til andre dybder i museumspolitikken end den geografiske fordeling af museerne og tilskuddene til disse.

Forskelle og ligheder

De to visionsgruppers forslag er stærkt forskellige. Den ene visionsgruppe fastholder det statslige ansvar for alle museer, den anden visionsgruppe sender ansvaret for langt de fleste museer til kommunerne. Den ene gruppe prioriterer formidlingen, den anden samlingerne. Den ene gruppe foreslår mindre justeringer og performancebaserede incitamentstilskud. Den anden gruppe afviser netop småjusteringer og incitamentstilskud.

Men man finder også ligheder i de to rapporter:

Begge visionsgrupper anerkender tydeligvis kommunernes store betydning for museumsdriften. Begge visionsgrupper lægger op til, at der skabes regionale videnscentre, som til dels er opgavebaserede, og hvis opgaver defineres gennem åremålsbestemte udbud af nationale opgaver.  Begge visionsgrupper lægger op til at institutionsbegrebet “museum” kan opblødes, så museumsopgaver kan indgå i andre institutionelle rammer.

1 mio. kr. til omstilling

Måske kan man ikke forlange, at visionsgrupper skal komme med konsekvensberegninger af deres forslag. Men lad os alligevel bibringe den videre diskussion et par konsekvensberegninger.

Visionsgruppe 1 foreslår, at de enkelte museer – under normale og uændrede vilkår – skal modtage samme tilskud som tidligere år, dog fraregnet 1% akkumuleret over en 4-årig periode til nye initiativer og nye statsanerkendelser. Altså en slags nulsumsspil, hvor museerne bidrager med årligt 0,25% til nye initiativer. Af den nuværende samlede bevilling til statsanerkendte museer på ca. 430 mio. kr., udgør dette årligt godt 1 mio. kr. Det er ikke mange penge at skabe nye initiativer og museer for.

Til sammenligning rummede den formidlingspulje, som VK-regeringen etablerede fra 2007, godt 40 mio. kr. årligt. For 10 år siden var det altså vurderingen, at 40 mio. kr. årligt kunne sikre en fremadrettet formidlingsindsats på danske museer. Til yderligere sammenligning er der afsat 17 mio. kr. på finansloven for 2018 til udviklingspuljen til museerne. Nu kaldes det visionært, at foreslå en fornyelsespulje på 1 mio. kr. årligt!

Ishøj isoleret

Ishøj er en mindre kommune syd for København, præget af en stor andel indvandrere. Kommunen har naturligt store sociale opgaver, men formår at bruge væsentligt mere til kultur end landsgennemsnittet. I 2017 var budgettet 1.100 kr. til kulturen pr. indbygger.

Gennemfører man Visiongruppe 2’s forslag om at frisætte de statsanerkendte museer, så de fremover udelukkende skal modtage kommunal støtte, skal Ishøj kommune øge sine kulturudgifter fra nuværende 1.100 kr. til 2.500 kr. pr. indbygger. Derved vil Ishøj uden sammenligning blive den kommune, som bruger mest pr. indbygger til kultur. En del af det vil blive tilgodeset gennem bloktilskud – fordelt til samtlige landets kommuner.

Pointen er: det kommer ikke til at ske.

Fra amter til regioner

Mange af landets museer er placeret mere eller mindre tilfældigt i forhold til beliggenhedskommunerne. Inititiativet til etableringen af museet Arken i Ishøj kom fra det nu hedengangne Københavns Amt. Dengang var visionen først og fremmest at placere et kunstmuseum på Københavns Vestegn. Det blev så Ishøj. Det kunne sikkert lige så vel være blevet Brøndby Strand.

Tilfældet Arken illustrerer – sammen med mange andre museer – at der faktisk var en mening i den gamle amtsstruktur. Der var aktiviteter, der var for dyre og omfattende til at bæres af den enkelte kommune; amterne tilbød en form for solidaritet indenfor amtets grænser. Der var jo også mange brugere fra andre kommuner i det givne amt.

Ved kommunalreformen var udgangspunktet, at mest mulig af amternes opgaver skulle overgå til kommunerne. Nogle opgaver blev overført til staten, fordi staten kunne sikre den geografiske solidaritet.

Et af de problemer, alle slås med ved udtænkning af ny tilskudsstruktur for museerne, er, at amterne blev nedlagt, selv om de faktisk havde en fornuftig funktion på dette område. Den nærliggende tanke kunne så være at genskabe “amterne” i museumsregi.

Det kunne ske ved at genoverveje regionernes opgaver.

Det gør begge visionsgrupper indirekte, idet begge grupper peger på mulige koordinerende regionale museumsopgaver. Visionsgrupperne definerer ikke nødvendigvis “regionalt” som de nuværende folkevalgte regioner – men de ville kunne bruges som skabelon for den videre tænkning.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør