Godt nok faldt billetsalget i danske biografer med 8% fra 2016 til 2017, men 2017 var alligevel værd at juble over med kommercielle øjne: det var det år med tredjestørst omsætning i biograferne – nogensinde.
11,9 mio. gange var danskerne i biografen i 2017. Det var et fald på en hel million i forhold til 2016, hvor biograferne solgte 13 mio. billetter. Og også 2016 var et år med tilbagegang, fra 13,8 mio. biografbesøg i 2015.
Det kan give indtryk af en branche i konstant tilbagegang. Men sådan er det langt fra: de tre seneste år er samtidig de tre år med størst omsætning til danske biografer siden biografstatistikken startede i 1980. Det viser Danmarks Statistiks opgørelse over biografbesøg i 2017.
Der er generelt ganske store udsving i biografbesøg fra år til år, helt afhængigt af de enkelte års blockbustere. Det er derfor alt for tidligt at vurdere, om tilbagegangen fra 2015 til 2017 er udtryk for en tendens til svækket salg eller blot skyldes fravær af store sælgere.
Halvdelen af tilbagegangen fra 2016 til 2017 skyldes mindre salg af billetter til danske film. Samme år steg salget af europæiske film, hvorimod både amerikanske film og film fra resten af verden havde tilbagegang.
Billetsalget er stagneret
Den gennemgående stigning i biografernes billetomsætning er dog ikke udtryk for, at flere går i biografen. Selve billetsalget er tydeligvis stagneret i dette årti.
Derimod er billetpriserne øget markant. Siden år 2000 er billetpriserne steget med 73%, hvorimod forbrugerprisindekset ifølge Danmarks Statistik kun er steget med 35%.
Dansk film i knæ
Ser omsætningen god ud for film som helhed, ser det til gengæld skidt ud for dansk film. Biografernes omsætning af danske film var i 2017 den laveste siden 2010. Biografernes billetindtægter som helhed var i 2017 på niveau med gennemsnittet for de forudgående 5 år. var biografernes billetindtægter i 2017 27% lavere end gennemsnittet for de forudgående fem år.
2017 var kun det tiendebedste år for dansk film, målt ud fra billetsalget i biograferne.