Mediepolitik: Hvad vil rød side?

Det er nemt at kritisere regeringens forslag om at skære 20% på DR. Men det er svært for oppositionen at komme med egne bud på fremtidens mediepolitik. Og hvad med DR’s sjette kanal?

CulturCommentar:
Der forekommer ikke at være nogen spænding om, at regeringen vil indgå en mediepolitisk aftale med Dansk Folkeparti. Det endelige indhold i en sådan aftale er der til gengæld lidt spænding om.

Derimod er der reel spænding om, hvorvidt Socialdemokratiet vil indgå i en sådan aftale. Dette vil naturligvis afhænge af, hvilke indrømmelser Socialdemokratiet vil kunne få accept af – foruden det altafgørende strategiske spørgsmål: hvor ønsker partiet at placere sig? Det sidste handler primært om storpolitik og i mindre grad om kulturpolitik.

Mediepolitisk er det socialdemokratiske dilemma, at man risikerer at påtage sig ansvaret for de voldsomme besparelser i DR, alternativt at man risikerer at stå udenfor mediepolitisk indflydelse, så længe blå side regerer.

Vi graver grøfter

For Socialdemokratiet må der mediepolitisk også melde sig spørgsmålet: hvad kan vi opnå ved at samarbejde med de øvrige partier i rød side?

Lige nu, mens regeringens forslag er aktuelt, er befolkningen delt i to grøfter: de som vil spare 20% (eller mere!) på DR, og de som vil bevare DR, som det er. Der er vistnok ikke nogen, som har foreslået flere penge til DR.

Samtlige oppositionspartier fokuserer alle kræfter på at tordne imod besparelserne. Nogle taler sågar om at rulle besparelserne tilbage ved et regeringsskifte i 2019. De radikale – som i 1980’erne var omdrejningspunktet for etableringen af TV2 – lover at gå til valg på at stoppe nedskæringerne på DR. SF og Alternativet fokuserer på, at der bliver mindre public service.

Problemet er, at oppositionen ikke har indset, at regeringen har en vindersag ved at skære på DR. Man vinder ikke en valgkamp i 2019 ved at foreslå at rulle besparelserne tilbage.

Dagsorden flytter

Den mediepolitiske aftale regeringen og Dansk Folkeparti (og muligvis Socialdemokratiet) kommer til at indgå inden sommerferien flytter dagsordenen for mediedebatten.

En ny tv-kanal, en ny radiokanal, en børneapp, større Public service-pulje, salg af TV2, penge fra København til provinsen, penge til distriktsblade, startup-pulje for nye medier, lukning af FM-båndet: regeringen har rigeligt af initiativer, som vil flytte udgangspunktet for mediedebatten ganske hurtigt.

At diskutere nedskæringer i DR vil i 2019 være så meget fortid. Så skal man i det mindste komme med forslag til, hvordan DR så skal udvikle sig. Anyone?

Balancer?

Regeringens medieudspil baseres på en række påståede ubalancer i dagens mediedanmark:

• mellem landsdelene,
• statslige og private medier,
• mellem nye og gamle medier,
• mellem generationerne.

Socialdemokratiet har peget på behov for ændret balance mellem Hovedstaden og resten af landet. I øvrigt har rød side ikke forholdt sig til de påståede ubalancer, hverken accepteret dem eller kritiseret påstandene. Man har ikke stillet egne forslag til at løse problemerne.

Rød side har tilsyneladende accepteret påstanden om en ubalance mellem statslige og private medier. Ingen har forsøgt at udfordre tanken om, at der skulle være et særligt magisk balancepunkt, endsige forsøgt at flytte diskussionen fra “statsligt” til “demokratiske” eller “fællesskabsstyrede”.

En klassisk venstrefløjsdiskurs om ejerskabet og dermed magten over private medier, er helt fraværende i debatten. Der synes at være en slags tillid til/enighed om, at det privatiserede TV2 skal og kan undgå ejere á la Berlusconi – og så er alt godt. Eller er det?

Det kommercielle styrer

Regeringens medieudspil bygger på en påstand om, at kommercielle medier kan være en lige så god garant for kvalitativt indhold som offentligt finansierede medier.

Der er mindst 3-4 indholdsdefinitioner i spil. Regeringen bestræber sig på at sikre stor produktion af “dansk indhold”. Om “dansk indhold” er fra mediekoncernen MTG (TV3- og Viasat-kanalerne) eller fra DR, synes underordnet.

“Dansk indhold” er naturligvis ikke det samme som public service. Tidligere var forestillingen om public service baseret på hele tv-stationer eller kanaler. DR1 er en klassisk public service-kanal. Men denne definition er under omfortolkning. Der tales i stigende omfang om såkaldt “kerne public service”, som udgrænser dele af fx DR1’s virksomhed, fx X Factor. Samtidig udbredes en forestilling om, at også kommercielle aktører kan lave “public service”.  Påstanden er, at X Factor på en kommerciel tv-station har samme public service-værdi som på DR – og dermed samme offentlige støtteværdi, måske endda lidt billigere fordi reklamerne er medfinansierende.

Jo, alle kan finde god journalistik i snart sagt alle medier. Og ja, en journalist fra Bagsværd/Søborg Bladet vandt en Cavling for 20 år siden. Det gør i sig selv ikke, at bladet er berettiget til offentlig støtte. Der er kvalitativ forskel på DR’s Sundhedsmagasinet og dækningen af sundhedsområdet på BT, selv om BT sikkert har gode momenter.

Rød side savner at italesætte kvalitetsbegrebet og spille ud med egne bud.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at regeringen i sit udspil skriver: “DR’s danske kvalitetsindhold skal skærpes inden for nyheder og aktualitet, kultur, børn og unge, uddannelse og læring og den regionale dækning.”

I den gældende mediepolitiske aftaler står, “DRs udbud skal omfatte nyhedsformidling, oplysning, debat, undervisning i form af uddannelse og læring, kunst og underholdning.” Regeringens har således hverken ambitioner for DR’s indhold med kunst eller med underholdning.

Mastodonten DR

I regeringens medieudspil kalder man DR for en mastodont, som i stedet skal udvikles til et kulturelt fyrtårn. Rød side har aldrig accepteret, at størrelsen af DR har betydning for, hvordan DR agerer og opfattes. Eller at DR’s mulighed for at køre journalistiske kampagner på samtlige medier samtidig giver mulighed for at styre den offentlige debat i uhyre grad. Det var en konservativ minister som igangsatte det taleradioalternativ, Radio24syv, som rød side talte imod, men nu forsvarer.

Rød side kan sige meget positivt om DR – men mangfoldighed er næppe en del af argumentationen. Det er ellers et værdibegreb, som tidligere var højt prioriteret af rød side.

En væsentlig del af DR’s argumentation imod besparelser, har handlet om, at et stærkt DR er nødvendigt som modsvar til de udenlandske mediegiganter. Denne argumentation har rød side slugt ukritisk, uden at skele til at man fx i Sverige klarer sig glimrende med adskilt national radio og tv.

Socialdemokratiet har en oplagt god sag med forslag om beskatning af de udenlandske mediegiganter, Facebook, Netflix og Google. Det er et forslag, som vil kunne mobilisere, men som samtidigt er umuligt at konkretisere og gennemføre uden regeringsmagt.

Så længe rød side blot er reaktiv i forhold til regeringens mediepolitik, vinder man ikke nye sejre. Tilbage står spørgsmålet: Hvad kan de øvrige dele af rød blok tilbyde Socialdemokratiet?

PS: Den sjette kanal

Et lille hint: Regeringens medieudspil lukker to af DR’s nuværende seks tv-kanaler og etablerer en ny, delvis reklamebaseret tv-kanal. Fire plus en er lig med fem, men ikke seks. Altså er der en tv-kanal til overs. Skal den blot ligge i Kulturministeriets skuffe, eller skal der skabes indhold til denne?

Det er altså frit for at komme med forslag og ideer til, hvad der skal ske med den tiloversblevne kanal. Og nej, man taber på forhånd, hvis man foreslår, at den skal drives af DR.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør