Aktuelt · Finanslov · Kunst og museer · Medier og internet · Politik
Facebook: Finansloven fylder
Facebook i august: Finansloven fylder mest.
Ikke overraskende er det finansloven for 2019, som fylder mest i kulturordførernes opslag på Facebook i den forgangne måned.
Vi lægger ud med kulturminister Mette Bocks forvarsel om, at der var ændringer på vej:
Kulturinvesteringer:
Hvorfor skal man investere i kultur? Som liberal? Fordi det er grundlaget for et samfund. Dét, der binder os sammen.
Når regeringen i næste uge præsenterer sit samlede finanslovsforslag for 2019, er kulturen på dagsordenen. Fordi det er vigtigt i en tid med globalisering, kulturmøder og rodløshed.
Vi tilfører 400 mio. kr. over de næste fire år til en række prioriterede initiativer, der skal skabe udvikling og åbne flere døre for flere mennesker.
Med de 400 mio. kr. vil vi først og fremmest forbedre udviklingsmulighederne for de nationale kulturbærende institutioner.
Samtidig vil vi investere i at styrke den kulturelle og historiske dannelse af vores børn og unge. Blandt andet midler til projektet ’Kend dit land’ give endnu flere danske skolebørn mulighed for at komme på bustur rundt i Danmark og opleve vores historie, kultur og natur på tæt hold. De første 3000 børn ruller afsted i de kommende uger. Fra øst mod vest – og fra vest mod øst. Kend dit land!
Endelig har regeringen en ambition om at give orkestermusikken og teatrene i hele Danmark et løft. Det gør vi ved at investere i landsdelsorkestrene over hele landet, lige som de afsættes ressourcer til at gennemføre reformer omkring museerne og scenekunsten i hele landet.
Udvikling, der samlet set styrker vores fælles fundament.
Opslaget opnår 25 likes og ni kommentarer. Kommentarerne er ganske spredt. Nogle gør opmærksom på, at besparelserne er større end det, der tilføres. Nogle mener at pengene kunne bruges bedre på andre områder. Én mener, at Mette Bock ved at benytte udtrykket “at investere i kultur” underlægger sig venstrefløjens omskrivning af at bruge penge. Nogle ser udspillet som valgforberedelse. Mette Bock svarer på en del af kommentarerne.
Dagen efter følger Mette Bock op med dette opslag:
KULTUR PÅ FINANSLOVEN. Regeringen vil afsætte i alt 400 mio. kr. til kultur – fordelt over de næste fire år – til at forbedre vilkårene for de nationale kulturinstitutioner, til at danne vores børn & unge i dansk kultur og til at styrke talentudviklingen på de kunstneriske uddannelser…
Ministeren henviser til Kulturministeriets pressemeddelelse: Regeringen afsætter 400 mio. kr. til kulturel dannelse, elite og vækstlag.
Opslaget opnår ni likes og to kommentarer. Begge kommentarer spørger til de fortsatte besparelser, som er større end de 400 mio. kr.
Ministeren svarer ikke på dette.
Især Zenia Stampe, Radikale, er engageret i at vise, at regeringen taler med to økonomiske tunger:
Jeg beklager at ødelægge den gode stemning.
Men dagens store nyhed om ekstra penge til kulturen er spin. Og journalisterne har alt for ukritisk overtaget regeringens smarte kommunikation, når de ledsager nyheden med et positivt ord som “millionindsprøjtning”.
Det tog mig en halv time med en lommeregner at konstatere, at det flotte kulturudspil med de mange “nye” millioner ser ud af væsentlig mere, end det er. For grønthøsteren fortsætter med at køre gennem dansk kultur. Det betyder, at kulturlivet stadig vil skulle aflevere flere penge end det tilføres. Der er stadig nedskæringer, og de er store.
Så det her nye tiltag er ikke andet end et lille plaster på et stadigt blødende sår. Budgettet for de statslige kulturinstitutioner vil på trods af regeringens “millionindsprøjtning” de næste fire år STADIG være cirka 375 mio. kroner mindre i 2022 end det er i 2018. Og i 2018 er budgettet allerede blevet beskåret med et tilsvarende beløb siden Løkke-regeringen indledte 2-procentbesparelserne i 2016.
Samlet set vil de statslige kulturinstitutioners budgetter altså blive nedbarberet med svimlende 750 millioner kroner fra 2016-2022 på trods af regeringens “millionindsprøjtning”. Uden “millionindsprøjtningen” ville besparelsen have lydt på 850 mio. kroner.
Summa summarum: Sparetiderne er ikke ovre på kulturområdet. Men ministeren har brugt nogle millioner kroner på et lille plaster. Eller et røgslør. I øvrigt bevidst timet op til det årlige kulturmøde på Mors, som starter i dag, og hvor en stor del af landets kulturfolk er samlet.
Ministeren skal selvfølgelig have tak for det, hun trods alt har opnået. Men takken skal heller ikke være større end resultatet berettiger.
Del gerne, hvis du vil bidrage til at blotlægge regeringens spin – også selvom det desværre lægger en lille dæmper på humøret.
Opslaget opnår 717 likes, 42 kommentarer og 390 delinger. Kommentarerne er enige med Zenia Stampe.
Nogle dage senere uddyber Zenia Stampe sit synspunkt:
For et par dage siden var jeg efter medierne for ikke at afsløre regeringens talfusk på kulturområdet. Men Politiken skal virkelig have ros for efterfølgende at have dykket ned i tallene. Bundlinjen er, at de statslige kulturinstitutioner kommer til at miste dobbelt så meget, som regeringen sender tilbage til kulturen i perioden 2019-2022.
Men det har regeringen forsøgt at skjule. Først og fremmest ved helt at fortie, at de fortsætter deres årlige 2-procent grønthøsterbesparelser (omprioriteringsbidraget). Mette Bock nævnte det således ikke med ét eneste ord, da hun gik ud og fejrede nyheden om de ekstra “kulturinvesteringer” på 400 millioner kroner de næste fire år.
Men kan man kalde det en investering, når man giver ét beløb med den ene hånd, men samtidig kræver det dobbelte beløb ind med den anden hånd?
(forkortet af red.)
Dette opslag opnår 668 likes, 36 kommentarer og 256 delinger. Samtlige kommentarer er enige med Zenia Stampe.
Også Mogens Jensen, Socialdemokratiet, er kritisk til ministerens forklaringer:
Det er et lille plaster på et åbent sår, som regeringen kommer med. De sidste 4 år har Kulturministeren sammen med DF skåret 600 mio. kr. på danskernes kulturtilbud, heraf ca. 270 mio. kr. i provinsen. Det samme vil man gøre de næste 4 år – så reelt bliver nedskæringen 800 mio. kr. samlet set over årene. En markant svækkelse af dansk sprog og kultur…
Han henviser til en artikel på dr.dk: Efter massive besparelser: Regeringen vil afsætte 400 millioner kroner til kulturen.
Opslaget opnår 56 likes, 16 kommentarer og seks delinger. Alle kommentarer er enige med Mogens Jensen. Et par spørger dog til, hvilken kulturpolitik Socialdemokratiet har, og hvad partiet vil økonomisk efter et valg. Dette besvarer Mogens Jensen dels ved at henvise til partiets nye kulturpolitiske program og dels ved at fremhæve, at 2 procents-besparelserne er den nuværende regerings. Socialdemokratiet vil først melde økonomiske prioriteringer ud, når man kender kassebeholdningen efter valget.
Mediepolitik
Mogens Jensen skriver:
Berlingske Tidende, en borgerlig avis, kører nu en kampagne for at netavisen Pio ikke skal have mediestøtte fordi den er socialdemokratisk. Hvis det skal være logikken skal Berlingske og mange andre aviser heller ikke modtage støtte i fremtiden.
Mediestøttens formål er netop at understøtte ytringsfrihed og mangfoldighed uanset politisk grundlag…
Mogens Jensen henviser til en egen kommentar i Berlingske: Mogens Jensen om Netavisen Pio: Alle medier har holdninger – det har Berlingske også.
Opslaget opnår 100 likes og 14 delinger, ingen kommentarer.
Også Zenia Stampe har en mediepolitisk kommentar, primært rettet mod Dansk Folkeparti.
Først sparer Dansk Folkeparti 773 millioner kroner på DR. DR er det nyhedsmedie, der scorer suverænt højest i troværdighed blandt danskerne, og som formår at samle os på tværs af alder, geografi og politisk overbevisning.
Dernæst lancerer DF deres eget nyhedsmedie, der skal sætte fokus på klassiske DF-mærkesager og målrettes danskere, der ”har interesse for den borgerlige-nationale debat i Danmark.”
Tilfældigt? Nej da. Dansk Folkeparti går målrettet efter at undergrave de institutioner, der samler os som folk og nation. For DF lever af splittelse og polarisering.
Det her er det endegyldige bevis på, at alle DF’s smukke ord om national sammenhængskraft er rent hykleri. Det kan de skrive i deres avis.
Opslaget opnår 1.300 likes, 88 kommentarer og 149 delinger. Langt de fleste kommentarer er enige med Zenia Stampe. En del mener, at det var rigtigt at beskære DR. Enkelte gør opmærksom på, at stort set alle andre partier har egne medier. Én maner til bedre proportionssans end sammenligningen mellem DR og DF’s noget mindre medie.
E-sport
Naser Khader, Konservative, skriver:
Konservative vil støtte udviklingen af E-sport på topplan med seks millioner kroner fordelt over tre år.
Kulturordfører Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti lægger vægt på, at Danmark i forvejen har en førerposition inden for gaming på eliteniveau.
Det er en ny sport, og der er ikke sponsorer nok i forhold til de mange aktiviteter, der er omkring sporten. Derfor skal pengene bruges på at fastholde Danmarks førerposition. Også for at hjælpe eliten. Vi har jo verdensmestre her i Danmark, siger Naser Khader.
Naser Khader henviser til en artikel på dr.dk: Millioner i støtte til esport – stadig et cowboyland.
Opslaget opnår 44 likes og 18 kommentarer. Samtlige kommentarer er uenige med Khader i behovet for støtte til e-sport. Khader svarer ikke på kommentarerne.
Blixen-museet
Kulturminister Mette Bock skriver:
Jeg har nu set nærmere på sagen om det lukningstruede Museum for Blixen. Jeg var ikke klar over den akutte situation. Mette Abildgaard (K) har længe arbejdet med sagen og har konkret forslag til løsning, som der nu arbejdes videre med. Tak til de konservative for inspiration og godt samarbejde!”
Ministeren henviser til en artikel på TV2.dk: Museum for Blixen truet af lukning – forfatterens arv snart brugt.
Opslaget opnår 22 likes, en enkelt kommentar og to delinger.
Kultur-tanker
Jacob Mark, SF, deler nogle kulturtanker med sine følgere:
To tanker om kulturen. Måske er du enig?
1. De børn, der vokser op i et hjem, hvor der ikke er kunst og kultur, eller hvor der ikke er råd til at gå til foreningsliv, de skal hjælpes til det. Vi skal bryde uligheden i kulturen.
2. Vi skal ikke altid tale om, hvad kultur er værd. Kultur har en værdi i sig selv. Den gør os glade. Giver os oplevelser. Bringer os sammen. Det er meget mere værd, end hvad man kan skrive ned på et excel-ark.
Opslaget opnår 275 likes, 22 kommentarer og 27 delinger. Samtlige kommentarer er enige med Jacob Mark. En del vælger at give gode eksempler videre.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. august 2018.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medieordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.