Aktuelt · Clip · Medier og internet
Ændringer i DR’s public service-kontrakt
Regeringen har besluttet, at foretage en række justeringer i VLAK-regeringens medieaftale i flere tempi. Efter nytår vil man gennemføre en bredere forhandling, primært med regeringens støttepartier. Inden da foretager man de ønskede ændringer, som har et vist tidspres.
Først var det udbuddene af henholdsvis den femte FM-kanal og den nye DAB-kanal. Nu har man sammen med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet besluttet at foretage en række ændringer i den tidligere indgåede public service-kontrakt for DR.
Ændringerne indebærer:
- Merbevilling på 15 mio. kr. i 2020, så DR kan videreføre P6 Beat og P8 Jazz
- Udsættelse af beslutning om at åbne DR’s arkiver
- Fjernelse at betingelsen om at DR ikke må skrive længere, dybdegående artikler på dr.dk,
- Beslutning om at ændringer i antallet tv- og radiokanaler ikke længere skal godkendes af kulturministeren
Aftalepartierne begrunder ændringerne med at man ønsker at styrke DR’s armslængde. En påstand som dog skal tages med et gran salt: man siger altså både, at DR skal fortsætte med P6 og P8 – og samtidigt at det ikke skal være en politisk beslutning, hvilke kanaler DR har!