Rammerne for streamingafgift

Når medieforhandlingerne starter i det nye år, vil et af punkterne handle om en afgift for streamingtjenester. Her er grundlaget:

Den mediepolitiske aftale for 2019-2023 indgået mellem den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti juni 2018 indeholdt et afsnit om streaming-tjenester (se Søndag Aften Arkiv):

Udbydere af streaming-tjenester pålægges at investere 2 pct. af deres omsætning i Danmark i form af direkte investeringer i nyt dansksproget indhold. Forpligtelsen skal gælde alle streaming-tjenester på det danske marked, herunder udenlandske tjenester, der retter deres aktiviteter mod Danmark. Der fastsættes en bundgrænse, således at virksomheder med en omsætning på under 375.000 kr. i Danmark fritages for forpligtelsen. Den nærmere udmøntning af ordningen aftales i efteråret 2018 mellem parterne bag medieaftalen.

Dette element kom ind i aftalen efter forslag fra Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Da kun Dansk Folkeparti var med i aftalen, var det dette parti som bar streamingafgiften ind i selve aftalen.

Ideen om en streamingafgift var ikke født af VLAK-regeringen selv og daværende kulturminister havde ikke ligefrem travlt med at gennemføre denne del af aftalen.

Ny regering

I Forståelsespapiret mellem den nuværende Socialdemokratiske regering og de tre støttepartier står, at regeringen vil “tage initiativ til, at streamingtjenester bidrager mere til danskproduceret indhold”.

Ud fra disse politiske konditioner og på opdrag fra Kulturministeriet har Deloitte udarbejdet rapporten Forpligtelse for streamingtjenester. Rapporten gennemgår relevant baggrundsinformation om juridiske forhold, andre landes løsninger, markedsudvikling og forsøger at definere et teknologisk felt i rivende udvikling og mulige modeller for afgifter på streaming-tjenester. Rapporten skal danne grundlag for streamingdelen af de mediepolitiske forhandlinger, som skal påbegyndes efter nytår. En stor fordel med rapporten er, at der nu foreligger definitioner af de forskellige tekniske begreber, som det politiske niveau kan forholde sig til.

To modeller

Grundlæggende er der to modeller for at sikre, at streamingtjenesterne bidrager til øget danskproduceret indhold: en omsætningsafgift (kaldet bidragsforpligtelse) eller en investeringsforpligtelse. Modellerne kan også kombineres, så streamingtjenester, som ikke selv producerer tilstrækkeligt dansk indhold, i stedet skal betale en afgift af virksomhedens omsætning.

Især i Socialdemokratiet og SF vil man sikkert være skuffede over rapportens beregninger af den mulige samlede størrelse af en streamingafgift. Under forudsætning af den nuværende omsætning hos streaming-tjenesterne når Deloitte frem til, at en samlet årlig streamingafgift vil udgøre 24 mio. kr, hvis man følger medieaftalens krav om 2% af omsætningen.

Muligvis kan partierne ønske at sætte streamingafgiften højere, 5% vil give 60 mio. kr. årligt, men vil også få negative konsekvenser for udviklingen af streaming på det danske marked. En ambition om 2-4% er mere realistisk.

Der produceres allerede dansk

Nogle af de store streaming-tjenester producerer i forvejen dansk indhold, fx Netflix-serien The Rain. Det er Deloittes vurdering, at nogle af tjenesterne producerer mere dansk indhold, end et kommende afgiftssystem vil kræve. Bl.a. derfor foreslår man, at afgifterne beregnes over en flerårig periode.

Deloitte foreslår også, at den bagatelgrænse som i den mediepolitiske aftale blev fastsat til 375.000 kr., ændres radikalt – til 75 mio. kr. Det har en begrænset betydning for den samlede afgift, men sikrer at nye virksomheder vil kunne starte på dette felt. Deloitte foreslår også, at såvel DR som TV2 holdes ude af ordningen, idet begge virksomheder producerer langt mere dansk indhold end der vil blive krævet.

Det er værd at bemærke, at man i diskussionen om streaming-tjenesterne udelukkende forholder sig til det neutrale begreb “danskproduceret indhold”. Det kan herefter være hvilket indhold af en hvilken kvalitet som helst. Forestiller man sig fx at streamingafgiften kommer til at omfatte den store internationale tjeneste Pornhub, vil kravet således blive, at der skal produceres en given mængde dansk porno til tjenesten. Spørgsmålet er om det er kulturpolitisk interessant?

Afgift, hvad så?

Deloitte-rapporten forholder sig ikke til, hvordan en mulig indtægt fra streamingtjenesterne skal anvendes, blot at der indbetales til en fond. Men forestiller man sig, at en kommende afgift bliver på 3% og at 3/4 af streamingtjenesterne faktisk producerer dansk indhold, vil den årlige indtægt på en afgift blive 9 mio. kr. Det er på sin vis velkomne penge, men også penge som kan blive så små at de reelt drukner i forhold til øvrige filmmidler. Ønsker man at etablere en fornuftig støtteordning med så beskeden økonomi? Med i regnestykkerne skal naturligvis det forhold, at alle forventer en fortsat væsentlig vækst på streamingmarkedet.

Det kan blive vanskeligt politisk at blot lave nogle regler for udenlandske virksomheders produktioner (som så skal være delvis danske). Så består den offentlige opgave bare i at kontrollere, at indholdet er tilstrækkeligt dansk.

Det kan blive meget omfattende regelarbejde for at skabe en beskeden kultur-indtægtskilde. Regelarbejdet bliver kompliceret, idet de fleste selskaber fungerer på tværs af landegrænser og desuden indgår i sindrige mønstre af salg og videresalg. De samme indtægter fra private abonnenter indgår i flere selskabers omsætning. Beslutter man sig for en ren omsætningsafgift, risikerer man at udenlandske tjenester begrænser de investeringer, der i forvejen er i dansk film.

Deloitte advarer mod at gennemføre den mediepolitiske aftales formulering af, at det er “dansksproget” indhold som skal styrkes. Man ser en alvorlig risiko for at det vil blive til stor skade for især dansk dokumentarfilm, som i høj grad produceres på engelsk, netop for at sikre finansieringen. I stedet benytter man begrebet “danskproduceret indhold”.

Et vigtigt element i rapporten om en streamingafgift fra Deloitte er forslaget om at en ordning, uanset hvilken, skal evalueres efter 2 år.