Kulturlivet post-corona

Kulturministeriet kan tage førertrøjen på, hvis man påbegynder diskussionen om kulturlivet efter corona.

Store dele af dansk kulturliv er travlt beskæftiget med at sikre overlevelse under corona-krisen. Det gælder store som små og private som offentlige. Der er en kollektiv oplevelse af, at kulturministeriet ikke blot var forbavsende uforberedt på den pludselige krise men også på, hvor forskellige virkeligheder kulturinstitutioner lever under.

I starten var kulturministeriet mest optaget af symbolhandlinger, som at fremrykke udbetalingen af bibliotekspenge en uge, at lade DR spille mere dansk musik eller udskydelse af ændringer i TV-signalet.

Det tog lang tid før kulturministeriet kommunikerede, at der var behov for egentlige økonomiske løsninger. Det gav en helt uhørt mistillid fra kultursektorens aktører.

Corona bliver ikke en parentes

Størstedelen af befolkningen ved godt, at Danmark bliver et andet efter corona. Mange indgroede vaner og rutiner vil blive ændret. Såvel offentlige som private prioriteringer vil blive ændret. Arbejdspladskultur, sociale relationer, mødekulturer, fællesskaber og internationale samarbejder vil blive ændret.

Corona bliver ikke en parentes, blot gældende for 2020. Naturligvis vil Danmark åbne op igen, og dagligdagen vil en dag blive normaliseret. Der vil komme en ny normal.

Det kan billedligt måske sammenlignes med ændringerne i europæisk fodbold efter først Heysel- og siden Hillborough-katastroferne i henholdsvis 1985 og 1989, hvor henholdsvis 39 og 96 mennesker døde efter tilskueruroligheder.

Konsekvenserne bliver voldsomme: ændrede publikumsregler, ombygning af stadions for milliarder, nye turneringsformer (Champions League 1993), professionalisering af alle led i fodbolden (dansk Superliga 1991, Premier League 1992), nye regler (hurtigt udkast fra målmanden), flere dommere (fjerdedommeren) og nye redskaber og rettigheder for politiet overalt i Europa.

Spørgsmål trænger sig på

Trods hårde trængsler og dag-til-dags ændringer er mange kulturaktører optaget af livet efter corona.

Det mest simple spørgsmål: Hvordan får vi igen publikum til at gå ind i en mørk biografsal, sætte sig tæt på andre i teateret, stå i kø for at komme ind til en koncert eller flokkes om at komme ind til udstillinger?

Mange kulturaktører har dog langt flere overvejelser: Hvordan indretter vi café- og spiseområder? Hvilke krav skal vi stille til fødevarer?

Hvordan begrænser vi publikumsmængden? Skal udstillinger begrænse såvel kødannelse som publikumsmængde ved kun at sælge billetter online? Skal audioguides afsprittes før de gives videre til den næste?

Hvordan begrænser man den tætte publikumsmasse ved festivaller? Skal der stilles nye krav til overnatningsområder? Skal der være nye krav til toiletter og håndvask og -sprit?

Skal vi ændre mødekulturen? Gør basserne godt? Bliver der flere videomøder?

Hvordan håndterer vi det ellers lovpriste internationale samarbejde?

Post-corona

Kulturpolitik handler om at skabe fællesskaber. Spørgsmålet er, hvordan vi skaber engagement om begrænsninger i samværsformer, når vi vil fællesskaber.

Kulturministeriet fik ikke ry for at være proaktive under første del af coronakrisen. Ministeriet har ikke givet indtryk af at være lyttende og tage imod råd.

Nu kan man gribe muligheden. Der er hundredevis af kulturaktører, som har tanker om et post-corona. Kald dem sammen (måske på videoredskabet Zoom i første omgang!). Lyt til tanker og ideer. Giv dem kreative benspænd.

Kulturen har potentialet til at tage førertrøjen, når vi skal definere Danmark post-corona.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør