S-regeringens første år

Skuffelsens år? Det er nok de flestes dom over det første år siden 1990’erne med en socialdemokratisk kulturminister.

Der er nu gået et år, siden VLAK-regeringen tabte folketingsvalget og blev afløst af den socialdemokratiske mindretalsregering.

Inden regeringsdannelsen indgik Socialdemokratiet det såkaldte forståelsespapir, Retfærdig retning for Danmark, med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Mange var skuffede over, at forståelsespapiret ikke indeholdt et egentligt kulturprogram.

Trods dette var der faktisk tre kulturpolitiske enkeltelementer i forståelsesprogrammet gemt under overskriften Styrkelse af det danske demokrati:

• afvikle bureaukratiske byrder for det frivillige foreningsliv,
• udbrede fritidspas til udsatte og børn og unge,
• styrke dansk public service

De to første punkter mangler fortsat at blive konkretiseret.

Regeringen og støttepartierne besluttede at justere VLAK-regeringens medieaftale, hvorved der blev afsat en merbevilling på 15 mio. kr. i 2020, så DR kan videreføre P6 Beat og P8 Jazz.

Uanset hvor væsentlige man måtte mene, at disse to DAB-kanaler er, kan man ikke ædrueligt hævde, at dette opfylder aftalen om at styrke dansk public service.

Regeringen har erklæret, at man vil komme med et medieudspil i 2020. Det venter vi fortsat på.

Musikskoler

I mangel af egentlige kulturpolitiske programerklæringer fra regeringen, havde mange håbet, at ministeren ville præsentere mere konkrete visioner. Det gjorde hun i et stort tiltrædelsesinterview i dagbladet Politiken. Her var et konkret løfte: at styrke musikskolerne.

Siden er intet sket for musikskolerne.

Finansloven og omprioriteringsbidraget

Forhandlingsspillet om finansloven for 2020 gik i princippet efter bogen. Regeringen fremlagde et finanslovsforslag, som havde den forrige regerings finanslov som udgangspunkt. Kun enkelte dele af omprioriteringsbidraget var fjernet i regeringens udspil. Herefter måtte regeringens støttepartier kæmpe for at få fjernet resten af omprioriteringsbidraget. Det blev fjernet, støttepartierne fik en sejr, og kulturministeren var også glad.

Tilbage stod alligevel et indtryk af, at socialdemokratiet måske ikke mente, at omprioriteringsbidraget skulle afskaffes. Det koster at være regering, hvor der også skal være små sejre til støttepartierne.

Radio24syv som kainsmærke

Den enkeltsag som uden sammenligning har fyldt mest i medierne, var Radio- og tv-nævnets beslutning om at give den udbudte DAB-sendetilladelse til Radio Loud – og ikke til Radio24syv, som de fleste havde forventet, både blandt politikere på Christiansborg og tidligere ansatte på Radio24syv.

Den eneste egentlige beslutning, den socialdemokratiske kulturminister foretog i den anledning, var, at hun i juli 2019 ændrede den forrige regerings tidsplan, så vinderen af DAB-udbuddet ville kunne sende allerede fra 1. november 2019. Dette var et vink med en vognstang om, at kulturministeren forventede, at Radio24syv ville vinde udbuddet og dermed få mulighed for at fortsætte med at sende DAB umiddelbart efter lukningen af FM-sendingen. Ministerens beslutning lettede således forholdene for Radio24syv, som kunne undgå en periode uden sendinger.

Herefter var alt overladt til armslængdeorganet Radio- og tv-nævnet, som traf den utvivlsomt upopulære beslutning om at give sendetilladelsen til Radio Loud.

Kulturministeren har således ikke truffet nogen som helst andre beslutninger, som vedrører selve sendetilladelsen. Alligevel har kampagnen for Radio24syv haft en sådan kraft, at mange uden indsigt i detaljerne i dag har en følelse af, at ministeren enten har frataget Radio24syv sendetilladelsen eller i det mindste begået fejl i forbindelse med udbuddet. Det selv om hverken Folketingets Ombudsmand eller Rigsrevisionen har kunnet finde fejl i selve udbuddet eller nævnets behandling af sagen.

Man kan nemt forestille sig, at ministeren talrige gange i sit stille sind har bandet over Radio- tv-nævnets beslutning, for den har uforskyldt kostet politisk kapital og vil i brede kredse blive stående som ministerens største fejlgreb. Det er en del af prisen for magten, man kan arve såvel gæld som fallitbo.

Corona

Coronakrisen kom naturligvis helt uventet for såvel regeringen som for kulturministeren. Efter knapt 40 forskellige hjælpeinitiativer inden genåbningen startede, må man sige, at der efterhånden er truffet beslutninger om ganske bredspektrede og konkrete hjælpeforanstaltninger.

Problemet for kulturministeren er, at hun kom nærmest snublende og uforberedt ind i arbejdet med dette. Mange i kultursektoren fik større tillid til folketingets kulturudvalg end til landets kulturminister for at opnå forståelse for de konkrete vanskeligheder, man stod i.

Diffus kulturpolitik

Efter det første år med en S-regering kan man konstatere, at vi står med en vingeskudt kulturminister, som også af et af støttepartierne betragtes som det svageste led, der skal mobbes, når der er mulighed for det.

Det er tydeligt, at de svage og problematiske sager for kulturministeren i høj grad skyldes udefra kommende beslutninger og hændelser, hvor arbejdet har bestået i at agere brandmand.

Det reelle problem for S-regeringen er ikke de problematiske sager, men at der intet eget politisk initiativ er leveret. Så længe kulturministeren ikke byder på egne politiske initiativer, kan samtalen om Radio24syv fortsætte i en uendelighed.

Politisk ledelse består i at tage initiativer og sætte retningen.

Vi står således med et regeringsparti, hvis kulturpolitik fremstår helt diffus. Er der overhovedet rester tilbage af den kulturpolitik, partiet markedsførte før regeringskiftet? Det må man gå ud fra, at der er. Mange venter stadig på svar – og der er allerede gået et helt år.