Aktuelt · Kunst og museer · Medier og internet · Musik · Politik
Facebook-sommeren: Genåbning, sommerpakke og Superliga
Det blev en sommer med fuld gang i kulturpolitikernes Facebook-diskussioner.
Genåbningen af kulturlivet stod naturligvis centralt i denne sommer.
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet lægger ud:
Genåbning af indendørs idræts- og foreningsliv👍🏼 Mange har savnet de indendørs idræts- og foreningsaktiviteter. Ikke blot det at dyrke motion, men især det fællesskab og sociale samvær, der følger med, når vi er sammen. Nu kan vi endelig begynde at samles igen indendørs og udendørs – så længe vi stadig tager de nødvendige forholdsregler. Det er regeringen og Folketingets partier nu blevet enige om. Det er rigtig godt for Danmark og vores stærke fællesskab🇩🇰😃
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Aftale på plads: Fitnesscentre, svømmehaller og legelande kan åbne på mandag.
Opslaget opnår 200 reaktioner, heraf 30 kommentarer. Opslaget afføder en række konkrete spørgsmål – som ikke besvares.
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
FREM MED TRÆNINGSTØJET 💪🏻 Nu kan vi endelig få gang i de lokale idrætsforeninger, motion og fællesskaber. Sommerferien står for døren og åbningen af de kommercielle aktiviteter såsom badelandsfaciliteter på fx campingpladser, feriecentre og reelle badelande, er jeg også rigtigt glad for blev en del af aftalen, og at det blev nu, og ikke først til august. Med retningslinjer og fornuft, så er jeg sikker på, at det vil gå godt
Opslaget henviser til en artikel på TV2: Partier er enige: Svømmehaller og fitnesscentre kan åbne.
Opslaget opnår 21 reaktioner, heraf ingen kommentarer.
Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti skriver:
I dag er en glædens dag. Forenings og idræts Danmark åbner på mandag. Fitness, svømning og det hele. Det bliver så godt. Fællesskaberne i klubberne kan igen blomstre og danskerne kan igen dyrke motion og sport. Jeg er så glad
Opslaget opnår 51 reaktioner, heraf 22 kommentarer. Opslaget vækker glæde. Der er dog uenighed, om det er en god idé, at grænserne åbnes.
Stén Knuth fra Venstre er med i samme kor af glæde:
Så er aftalen på plads. Al indeidræt, foreninger, fitness, dans, svømning åbner mandag, eller når de sundhedsmæssige retningslinjer er på plads. Tak til alle jer derude der har kæmpet for hinanden og for at det kunne lykkes. Vi går en dejlig sommer med masser af bevægelse og hyggeligt fællesskab i møde. 🕺🥋⚽️🤿🤽♀🏊♂🏑🏸🏓🥊🥌🏋️🤸⛹️♂🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰 Stolt over at være med til at det lykkes, også selv om det har været en vild proces. I går aftes – Grundlovsdag – kl 2210 😳 mail fra minister om forslag. Rigtig mange samtaler i løbet af i dag. Pludseligt var aftalepapiret lækket til JP, som satte pressen i bevægelse, talt med rigtig mange af dem også, samtidig med at være i Holbæk med familie for at hygge med dem, det var faktisk hyggeligt ❤️, så Skype-møde på min og Jens Rohde, R opfordring med minister og idrætsordfører for afklaring og tilrettelser, ny deadline kl 2000 med tilrettet aftale og presseudtalelser. Puha, sikken nogle dage – men det er hele værd, når det lykkes 🏆💪🙏
Opslaget henviser til en artikel på Kultuministeriet: Aftale om yderligere genåbning .
Opslaget opnår 180 reaktioner, heraf 27 kommentarer. Kommentarerne synes gennemgående, at det er en dejlig nyhed.
Lidt senere skriver Knuth:
Naturligvis skal (også) svømmeklubberne være en del af genåbningen mandag den 8. juni.
Opslaget henviser til en artikel på TV2 Øst: Svømmeklub er klar til at genåbne.
Opslaget opnår 45 reaktioner, heraf ti kommentarer. Kommentarerne viser usikkerhed om rækkefølgen i genåbningen.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF føjer til:
Det er dejligt, at vi er kommet så langt, at vi nu kan åbne for idrætten og foreningslivet, så børn, unge og voksne kan være aktive sammen 🤾♀🏊♀🏋️♀🤼♀🤸🧘♂⚽🎾🏓🎱🏀🏈🏐🥋⛸🥌🥊🥅🎯🎭💃🏽 Tydelige og klare retningslinjer skal sikre, at det sker på en sundhedsfaglig måde, så vi også passer på hinanden, mens vi åbner op 🤗
Opslaget opnår 100 reaktioner, heraf otte kommentarer.
For Zenia Stampe fra Radikale er diskussionen langt fra forbi:
Nu har vi i flere måneder kæmpet for at få sikret musikerne og teknikerne ved corona-aflyste koncerter og festivaler. … Jeg ved, at der er mange musikere og teknikere, der går rundt derude og ikke aner, om de er købt eller solgt. Og de skal vide, at vi kæmper for dem, og at vi ikke giver op. Vi fortsætter med at mase på, indtil der er fundet en løsning! (forkortet af red.)
Opslaget opnår 770 reaktioner, heraf 56 kommentarer. Mange skriver tak til Zenia Stampe.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF vil have flere gæster på museerne:
Hvis vi får endnu flere ud til museerne, så holder vi også hånden under de arbejdspladser, som kulturen bidrager med, og som vi heller ikke må glemme. Samtidig giver det gode oplevelser til ung som gammel – og til dem, der ikke har så mange penge at rutte med 😊 Lad os slå fast, at Kulturen også er en del af den danske økonomi. Den er med til at skabe vækst, og derfor er det vigtigt, at den indtænkes i sommerpakken.
Opslaget henviser til en artikel på Jyllands-Posten: SF vil gøre det gratis at gå på museum.
Opslaget opnår 100 reaktioner, heraf 17 kommentarer. De fleste er enige i forslaget.
Zenia Stampe fra Radikale fastholder den kritiske tilgang:
Midt i begejstringen over den nye genåbningspakke, så er det vigtigt at sige, at vi ikke er færdige endnu! Vi forhandler stadig om kompensation for kunstnere, musikere, teknikere m.fl., der har fået deres arrangementer aflyst pga. corona. Trods 30 telefonopkald og endnu flere mails og sms’er lykkedes det ikke søndag at nå frem til en tilfredsstillende løsning. Derfor kom det ikke med i den store pakke. Men vi er stadig på sagen. Og vi giver ikke op!
Opslaget opnår 675 reaktioner, heraf 60 kommentarer. En del er glade for Zenia Stampes indsats, en del er utilfredse med, at hun ikke er mere loyal mod de aftaler, hun har indgået.
Zenia Stampe fra Radikale følger op med næste lange opslag:
Der er sprunget en atombombe i musiklivet. Og nu sender vi en pakke hæfteplastre. Sådan kan man desværre beskrive den aftale, som for kort tid siden blev offentliggjort om kompensation til musikere og teknikere for covid-aflyste koncerter og festivaler. Vi er med i aftalen, fordi et hæfteplaster trods alt er bedre end ingenting. Men vi er fortvivlede over, at regeringen og et flertal i folketinget ikke var villige til at gå hele vejen for at sikre vores musikere og deres crew. Det startede ellers så godt. Kort efter nedlukningen lancerede regeringen en hjælpepakke for større arrangementer. Alle i branchen åndede lettede op. Men som ugerne gik og udsigten til genåbning trak ud, begyndte maskerne i sikkerhedsnettet langsomt at gå op. Det var Dansk Artist Forbund og Danske Agenters Sammenslutning, der første gang fattede mistanke. De var faldet over en formulering om frasigelse af honorar for at kunne opnå støtte som festival og spillested. Hvad betød det? Dækkede det i virkeligheden over et krav om, at festivalerne skulle annullere deres kontrakter med kunstnerne for at kunne få støtte? Vi bragte spørgsmålet videre til regeringen til den tekniske gennemgang af arrangementsordningen den 23. april og blev lovet et opfølgende svar. Efter at have rykket adskillige gange, blev vi efter tyve dage – den 13. maj – indkaldt til et møde med erhvervsminister og kulturminister, hvor de ganske rigtigt bekræftede, at kunsterne og deres crew var smidt under bussen og ud af ordningen. Vi blev i den forbindelse lovet, at kulturministeren ville undersøge problemet og vende tilbage i slutningen af maj mhp. at finde en løsning. Hun skulle efter sigende have holdt nogle møder med branchen og bestilt nogle eksempler på kontrakter for at afdække deres økonomi og kontraktforhold. Men der kom aldrig noget ud af det, og siden har vi ikke set skyggen af kulturministeren i denne sag. Da arrangementsordningen skulle godkendes i Finansudvalget, gik vi derfor sammen med Venstre og SF om at blokere for beslutningen – først på et møde i Finansudvalget den 20. maj og igen på et møde den 28. maj, hvor vi havde indkaldt erhvervsministeren til et lukket samråd om emnet. Efter samrådet sendte vi en fælles henvendelse til erhvervsministeren, hvor vi betingede vores støtte til arrangementsordningen af, at der blev indkaldt til forhandlinger om en særskilt løsning for kunsterne og deres crew. Det er så de forhandlinger, der er nået til vejs ende i dag. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har kæmpet længe og indædt for en model, der tager udgangspunkt i det oprindelige honorar, men fratrækker bortfaldne omkostninger og reducerer med 60-80 pct. Det synes kunsterne og deres crew også kun er rimeligt. Ligesom alle andre selvstændige er de selvfølgelig også indstillet på at indkassere et tab. Men det har været vigtigt for os at holde fast i det eksisterende økonomi-flow for at sikre, at ingen i fødekæden under et honorar falder mellem stolene, og for at tage højde for, at mange af vores musikere tjener størstedelen af deres indtægter på festivaler og sommerkoncerter. Det er om sommeren, de finansierer vintermånederne i studiet. Et album er for mange kunstnere en investering, som de først tjener hjem, når de tager på turné. Men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi har stået over for en regering og et politisk flertal, der kategorisk har afvist en sådan model. De har insisteret på en model, hvor alle under et artisthonorar – dvs. artist, bandmedlem, danser, lydmand, lyskvinde, flyttemand, chauffør, agent – må søge eksisterende støtteordninger hver for sig, og hvor topgrænserne ikke finansierer mange uger i studiet. Vi måtte derfor gøre op med os selv, om vi ville forlade forhandlingerne eller blive og kæmpe for, at resultatet trods alt blev så godt som muligt. Vi valgte det sidste. Og selvom vi er pinligt bevidste om, at aftalen fortsat efterlader dele af livebranchen på perronen, så er vi samtidig overbeviste om, at andre dele af branchen vil være væsentligt bedre stillet med denne aftale. Før kunne de få 23.000 kr. om måneden, nu kan de få 37.000 kr. Før kunne de ikke få dækket tabte produktionsomkostninger, nu kan de få dækket 60 pct. Samtidig har vi lavet en pulje målrettet debuterende kunstnere, der ikke er dækket af eksisterende ordninger. Det ændrer dog ikke ved, at store dele af musikbranchen med rette føler sig svigtet: De er sendt ud på en ørkenvandring og har kun fået en vandflaske med på vejen. Vi kommer derfor fortsat til at følge området tæt og presse på for at finde flere måder at hjælpe branchen gennem krisen. Fra mit personlige perspektiv kan jeg sige, at jeg aldrig har knoklet så hårdt for en aftale, som jeg samtidig har så blandede følelser for. Jeg ved godt, at denne lange redegørelse ikke hjælper nogen, men jeg håber til gengæld, at den kan være med at belyse, hvorfor vi er endt, hvor vi er. Jeg håber også, at regeringen og de partier, der modsatte sig en honorarmodel, vil være ærlige og forklare, hvorfor de gjorde det, og hvordan de forestiller sig, at musikbranchen skal komme videre herfra. Det synes jeg, de skylder hele det danske musikliv – og alle os, der elsker det.
Opslaget opnår 900 reaktioner, heraf 120 kommentarer. Kommentarerne er gennemgående taknemmelige og værdsætter Zenia Stampes indsats for at sikre kunstnerne.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF tænker også på musikken:
VI SKAL GIVE SPILLESTEDERNE EN HJÆLPENDE HÅND 💪 Rigtig mange spillesteder kigger lige nu ned i store sorte huller af underskud og et usikkert efterår, hvor alt er usikkert. Der er brug for, at livemusikken kommer i gang igen. Derfor bør der hurtigst muligt indføres en kompensationsordning, som sikrer, at spillestederne kan holde koncerter med et mindre publikum og stadig få forretningen til at køre rundt. Vi har brug for at få livemusikken til at spille igen 🎼🥁🎸🎷 Både fordi vi er mange, der savner koncerterne, og fordi spillestederne er vigtige kulturinstitutioner, uanset om det er Von Hatten i Randers eller Vega i København. Det vil være ubærligt, hvis de skal dreje nøglen om😢 Det jeg hører fra mange forskellige steder i Danmark er, at de nuværende kompensationsordninger slet ikke rækker til, at de kan holde skruen i vandet. Der er ikke tale om, at de skal forgyldes, men bare at de kan overleve, til vi kommer på den anden side af corona. Derfor vil jeg be’ kulturministeren og erhvervsministeren indkalde til forhandlinger hurtigst muligt. Her skal partierne blive enige om en sundhedsmæssigt forsvarlige løsning.
Opslaget henviser til en artikel på BT: SF vil genstarte musiklivet med kompensation for halvtomme sale.
Opslaget opnår 62 reaktioner, heraf seks kommentarer. Kommentarerne er enige med Charlotte Broman Mølbæk.
Det er især de Radikale, som er kritiske til regeringens indsats. Her Jens Rohde:
Det eneste kulturlivet beder om er, at du lytter til flertallet i Folketinget og genåbner eller tvangslukker med økonomisk kompensation til følge, minister. Jeg synes, at det er skrapt, at man fastholder nedlukning og samtidig fraskriver sig ansvar for økonomi. Kulturlivet er også arbejdspladser og handler også om økonomi.
Opslaget henviser til en artikel på Information: Joy Mogensen advarer kulturlivet: Hendes ministerium er ikke en slags erhvervsministerium.
Opslaget opnår 380 reaktioner, heraf 125 kommentarer. Kommentarerne deler sig i to, helt modsatrettede, retninger. Den ene halvdel synes ikke om kulturministeren. Den anden halvdel bryder sig ikke om Jens Rohde.
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet svarer i et eget Facebookopslag:
Regeringen og jeg er selvfølgeligt fuldstændigt klar over at mange, og især kulturinstitutioner, står i en usikker situation, fordi de ikke ved, hvordan forsamlingsforbuddet kommer til at se ud efter sommer, og hvordan det vil påvirke deres økonomi og aktiviteter. Sagt helt klart: Hvis sundhedsmyndighederne og regeringen mener, at der stadig er brug for restriktioner i forhold til forsamlinger efter sommeren – så kommer der hjælp til de kulturinstitutioner, der bliver berørt af at kunne sælge færre billetter. Det er selvfølgelig regeringens holdning. Og her tænker jeg først og fremmest på teatre, ensembler og spillesteder, men også en del idrætsbegivenheder. Hvor meget hjælp og hvordan? Det kommer til at bero på, hvilke restriktioner der i givet fald vil gælde, og på et flertal i Folketinget. Kulturlivet og idrætslivet er hårdt ramt af Corona og vil formeligt være påvirket længere end mange andre, fordi kultur- og idrætslivet lever af at samle mange mennesker til fælles oplevelser. Ingen ved hvordan situationen ser ud til efteråret, men som verden ser ud, er det svært at forestille sig et efterår helt uden restriktioner. Så hurtigt som det er muligt vil vi i august se på den situation, Danmark står med i forhold til Coronovirus. Hvis der fortsat er restriktioner, som gør, at man ikke kan lukke publikum ind i fuldt omfang, så kommer regeringen med et tilbud om økonomisk hjælp. Hvis kultur- og idrætslivet er i tvivl om, hvad de skal gøre i forhold til efterårets program, så synes jeg de kan fortsætte med de planer, som de har. Men det er også klogt at være ekstra forsigtige, udvise rettidig omhu og tage højde for, at forholdene ikke lige med det samme bliver, som de var. Vi skal holde hånden under kultur- og idrætslivet, så det ikke mister fodfæstet, og derfor vil regeringen i de første uger af august indkalde til forhandlinger om økonomisk hjælp til de ramte arrangører, hvis forsamlingsforbuddet fortsættes på den ene eller anden måde.
Opslaget opnår 330 reaktioner, heraf 62 kommentarer. Kommentarerne går mange veje. En del er glade for fortsatte restriktioner, en del mener, at de hidtidige restriktioner har været hysteriske. Der gøres opmærksom på fortsatte problemer for biografer, spillesteder og fodbold.
I næste opslag skriver Joy Mogensen:
Halv pris på en masse kulturinstitutionerne har bidraget til at få mange besøgende tilbage👍🏼 Det er godt nyt for både kulturlivet og de mange danskere, der får en god oplevelse. Jeg er fuld opmærksom på, at den nedsatte pris ikke hjælper alle problemstillinger, som corona-restriktionerne har givet hele kulturverdenen. Men selv i svære tider skal der også være plads til lyspunkter. Og jeg vover også at håbe, at den nedsatte pris og sommervejret vil få nye folk til at opdage glæderne ved fx et museumsbesøg🤓
Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Halv pris på kulturen får besøgstal til at stige over hele landet.
Opslaget opnår 230 reaktioner, heraf 22 kommentarer. Kommentarerne er mestendels positive. En del undrer sig dog over, at ordningen ikke gælder biograferne. Nogle ser gerne, at ordningen fortsætter.
Sommerpakken lanceres
Kulturministeren kan bringe dette glade budskab:
SOMMER FOR BØRN OG UNGE Med den gradvise genåbning af Danmark bliver der nu også mulighed for at afholde sommeraktiviteter for børn og unge. Det er fantastisk dejligt – det har de i den grad fortjent. Derfor afsætter regeringen sammen med Folketingets partier 220 mio. kr. til frivillige sommeraktiviteter for børn og unge i alle landets kommuner. Her kan vores kultur- og idrætsorganisationer spille en nøglerolle for at danne rammen om sommeraktiviteter rundt om i landet. Det bliver for de fleste af os en dansk sommer i år, og nu netop med mulighed for at få en masse oplevelser og aktiviteter i vores dejlige sommerland
Opslaget opnår 160 reaktioner, heraf ni kommentarer. Der er glæde over aftalen, men nogle gør også opmærksom på problemerne for livemusikken.
Stén Knuth følger trop:
Som Venstres idrætsordfører fik jeg kæmpet en lille pakke til forenings- og kulturdanmark ind med 50 mio kr, vel vidende at det ikke rakte langt. DIF, Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Firmaidrætten har modtaget 3500 ansøgninger for 276 mio. Hvis ikke vi gør mere vil vores foreninger og frivillige være slået lysår tilbage, som vil gøre at både aktiviteter og udvikling vil være sat på stand by hele det næste år. Det både ift den mellemstore fodboldklub, en pigegarden, eller lille skakklub, der skulle have hjulpet til ved loppemarked som blev aflyst, og som de skulle have tjent en lille skilling på, som de kunne bruge til aktiviteter til foreningsåret der kommer, og til udvikling af de frivillige. Derfor vil Venstre, Danmarks Liberale Parti på dagens møde i Finansministeriet rejse krav om flere penge til foreningsdanmark. Jeg håber at der vil findes vilje og midler til at vi kan hjælpe alt det som vi går til i vores hverdag. Hele Danmark hviler på den sammenhængskraft som foreningerne skaber. Vi taler om 3.000.000 aktive, 700.000 frivillige og 18.000 foreninger.
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf fire kommentarer. Kommentarerne er delt. Nogle er glade for penge til foreningslivet, en enkelt synes, prioriteringen er forkert.
Også Zenia Stampe glæder sig:
I weekenden indgik vi en aftale om 700 millioner kroner til sommeraktiviteter i Danmark. Her til aften har jeg været til forhandlinger om, hvordan pengene skal fordeles. Vi går efter at få så mange penge som muligt til kulturoplevelser. Til museerne, der lige er genåbnet, men også til mindre udendørs koncerter, forestillinger, udstillinger, foredrag, rundvisninger osv. Tænk, hvis vi kunne gøre Danmark til én stor summende sommerhøjskole. Til glæde for alle os, der skal holde ferie i Danmark. Og til gavn for den lokale turisme og de mange kulturinstitutioner og kunstnere, der lider hårdt i denne tid. Det er det modsatte af karantæne og isolation. Det er fællesskab, folkelighed og en gigantisk fejring af vores levende danske kultur❤️🇩🇰
Opslaget opnår 480 reaktioner, heraf 24 kommentarer. De fleste kommentarer er glade.
Stén Knuth skriver i yderligere et opslag:
I går eftermiddags startede forhandlinger op omkring Sommerpakken på 700 mio kr, hvor blandt andet Venstres forhandlere gik til mødet med et ønske om, at sætte flere midler af til forenings og idrætsdanmark. Jeg har ikke hørt udkommet af den forhandling, og venter i spænding. Og mens vi venter, så er denne artikel fra Altinget nærmest et must at skulle læse. Gode saglige indspark på hvad det er vi ser ind i ift hele civilsamfundet og gode løsningsorienterede forslag.
Opslaget henviser til en artikel på Altinget: Sådan ser foreningslivets økonomiske fremtid ud efter genåbningen.
Opslaget opnår 23 reaktioner, heraf ingen kommentarer.
Der er også glæde hos Charlotte Broman Mølbæk:
SOMMERPAKKE LANDET MED FOKUS PÅ SOCIAL BALANCE, GRØN TRANSPORT OG MERE KULTUR! 💚❤️🤩💪 Der er mange gode SF aftryk i den aftale, jeg lige har været med til at forhandle ✔️halv pris på kulturoplevelser og pulje til nye tiltag ✔️mere kultur til ældre og mennesker med handicap og psykiske lidelser ✔️gratis og billige færger til øer rundt i Danmark ✔️flere sommeraktiviteter i idrætsklubber, foreninger og højskoler ✔️rejsepas til 8 dage for 299 og flere orange billetter ✔️gratis handicaptransport i sommerferien Det er en stærk aftale til stor glæde for de fleste danskere og med en social balance med initiativer, der skal hjælpe dem, der ikke bare kan selv.
Opslaget opnår 300 reaktioner, heraf 40 kommentarer. Reaktionerne er blandede. Nogle er glade for aftalen og aktiviteterne. Andre efterlyser bedre social balance og stærkere hensyn til handicappede.
Også kulturministeren føjer mere til:
SOMMERPAKKE GIVER BOOST TIL KULTUREN OG IDRÆTTEN💛🌞👊🏄♀⚽🤽♂🎭 320 mio kr til kulturlivet i sommeren, halv pris på indgangen til udvalgte kulturoplevelser – zoologiske anlæg, museer osv mv. – og også rabat på sommercamps i sommerferien. Efter mange måneders nedlukning hungrer de fleste af os efter at komme ud og få nogle fælles oplevelser. Derfor er jeg også så glad for, at regeringen og et stort flertal af Folketingets partier nu er klar med en sommerpakke, hvor kultur og idrætten bliver en del af endnu flere danskeres sommer. Aftalen giver danskerne rabat på entrébilletter. Derudover er der penge til puljer til idræt- og forenings- og kunstoplevelser i hele Danmark. Jeg tror, at det kan være med til at fylde denne sommer for os, som bliver i Danmark – med fællesskab, inspiration og gode oplevelser. ❤️🇩🇰☀️
Opslaget henviser til en artikel på Kulturministeriet: Sommerpakke giver kulturoplevelser til danskerne.
Opslaget opnår 340 reaktioner, heraf 49 kommentarer. Kommentarerne handler om alle de områder, som ikke bliver tilgodeset.
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Vi har lige indgået en aftale om at give 300 millioner kroner (!!!) til kulturelle oplevelser hen over sommeren! Halv pris på billetter til landets kulturinstitutioner, pulje til foreningsaktiviteter og tilskud til at kunstnere kan lave mindre koncerter, optrædender, foredrag, udstillinger, projekter mm. Det skal summe og syde af kunst og kultur i hele landet🇩🇰🇩🇰🇩🇰 Jeg er helt med på, at vi stadig ikke har løst alle kulturlivets udfordringer. Det har vi slet ikke, og jeg lover, at vi ikke hviler på enkelte gode historier. Men lige nu glæder jeg mig over, at vi i hvert fald har slået én ting fast med denne aftale: Kunsten og kulturen skal ikke foldes sammen og pakkes ned, indtil krisen er drevet over. Tværtimod. Kunsten og kulturen skal tages frem og foldes ud for at vi bedre kan komme gennem krisen. Kampen mod krisen er en kamp for kulturen🇩🇰🇩🇰🇩🇰
Opslaget opnår 715 reaktioner, heraf 40 kommentarer. Kommentarerne er glade for initiativet.
Stén Knuth samler op:
Allerhelst ville jeg, at vores foreninger kunne gøre det de er bedst til hen over sommeren. Samles i deres fællesskaber og give os danskere en oplevelse, samtidig med at de tjente en skilling til deres aktiviteter for resten af året. Det være sig turneringer, bymarkeder, festivaller, oplevelser. Men det satte corona en stopper for. Så når det ikke kunne være, så er jeg stolt over at have kæmpet for, at vi afsatte en hjælpepakke til foreningsdanmark på 50 mio kr, og endnu mere stolt og glad for, at jeg i samarbejde med Folketingets øvrige idrætsordfører, samt i samarbejde med DIF, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Firmaidrætten og DGI – vi styrker motion og breddeidræt i Danmark fik gjort opmærksom på, at hvis vi skal have noget at vende tilbage til, var man nød til at finde flere midler til at hjælpe, alt det Danmark bygger på, nemlig foreningsdanmark. Tak til alle og jer, og tak til Venstre, Danmarks Liberale Partis dygtige forhandlere Troels Lund Poulsen og Torsten Schack Pedersen. At jeg så også i går blev genudpeget til Venstres idrætsordfører gør jo ikke weekenden dårligere 🤗💪🙏 folketinget har brug for en stærkt idræts og foreningsstemme. Den påtager jeg mig gerne i ydmyghed.
Opslaget henviser til en artikel på Ekstra Bladet: Sommerpakke sikrer 100 ekstra millioner til trængte foreninger.
Opslaget opnår 33 reaktioner, heraf ingen kommentarer.
Pulje til kunstneriske aktiviteter
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Som en del af sommerpakken og musikforhandlingerne er det lykkedes at få afsat 40 mio kr. til kunstneriske aktiviteter henover sommeren og efteråret. Formålet er at give danskerne nogle kulturelle sommeroplevelser, men også at bruge kulturen til at sætte skub i andre dele af økonomien og give kunstnere noget at leve af, nu hvor mange af sommerens planlagte arrangementer er aflyst. Vi har været dybt engageret i beskrivelse af kriterier, og jeg tror simpelthen, det er lykkedes at lave danmarkshistoriens bredeste og mest ubureaukratisk kunststøttemodel. Det er jeg meget begejstret over. Så nu handler det bare om at få alle gode folk til at søge puljen og forvandle hele det danske sommerland til en summende og vibrerende sommerhøjskole med kunsten i centrum. Og ja, som overskriften røber: Alle der søger, og som lever op til kriterierne, får støtte. Så kom, kom, kom, der skal ikke stå en bøjet femogtyveøre tilbage på kontoen, når ansøgningsfristen er forbi. Der kan søges støtte af både kunstnere, foreninger, virksomheder og offentlige eller selvejende institutioner, og der vil blive ydet støtte til eksempelvis foredrag, forestillinger, koncerter, udstillinger og værker, der er offentlig adgang til. Det kan være musikere, der søger til en koncertturné til de danske sommerhavne. Det kan være en forfatter, der søger til en foredragsrække på caféer. Det kan være en skuespiller, der søger til at lave hatteteater i nogle parker. Det kan være en billedkunstner, der søger til at lave åbent galleri på et torv. Men det kan også være en café, der søger til at kunne spille levende musik henover sommeren. Det kan være en handelsstandsforening, der søger til at få lavet en fotoudstilling på det lokale hovedstrøg. Det kan være en campingplads, der søger til at lave kunstworkshops for børn. Det kan være et plejehjem, der søger til at lave forfatteroplæsning. Krav: – Der kan maksimum søges om 50.000 kroner per ansøger. – Minimum 60 procent af støtten skal anvendes til honorar af en/flere kunstnere. – Kunstnere skal have tjent minimum 100.000 kr. på kunstnerisk virksomhed i en af de seneste tre år. Der kommer til at være to ansøgningsfrister, hvor der uddeles 15 mio kr. i hver: Den 15. juli og den 1. august. Ud af de 40 mio kroner er der afsat 10 mio kroner målrettet nyetablerede kunstnere, fx upcoming bands, der har fået aflyst planlagte koncerter og/eller arrangementer hen over sommeren. Kravene og formål er de samme som ovenfor, udover: – Der kan maksimum søges om 25.000 kr. per ansøger. – Kunstnere må ikke have tjent mere end 100.000 kr. på kunstnerisk virksomhed i en af de seneste tre år (så skal man søge ordningen ovenfor).
Opslaget opnår 2.000 reaktioner, heraf 350 kommentarer. Opslaget vækker glæde hos mange, som vil søge eller få venner til at søge. Men mange er også utilfredse med, at puljen kun gælder kunstnere, som tjener over 100.000 kr. om året.
Zenia Stampe fra Radikale understreger, hvor vigtig puljen med de kunstneriske aktiviteter er for de radikale:
Så er SOMMERPULJEN til kunstneriske aktiviteter åbnet for ansøgninger! Jeg håber, at I vil tage godt imod den og søge, så vi kan få hele Danmark til at summe af kunst og kultur. Det er et ægte kærlighedsbarn for os Radikale. Vi bragte idéen om en pulje til kunstneriske aktiviteter ind i forhandlingerne om sommerpakken og har siden brugt en del energi på at beskrive kriterier og i det hele taget sikre, at ordningen blev så åben, lettilgængelig og ubureaukratisk som overhovedet muligt. Det er lykkedes! Jeg tror vitterligt aldrig, at det har været nemmere at søge om støtte til kunstneriske aktiviteter – og så er der endda garanti for gevinst, hvis man ellers overholder kriterierne. Puljen kan søges af professionelle kunstnere, foreninger, offentlige eller selvejende institutioner og virksomheder. Der kan søges støtte til kunstneriske aktiviteter, fx koncerter, forestillinger, foredrag, oplæsninger, udstillinger, værker mv. Det er et krav, at der er offentlig adgang til aktiviteterne, at de skal afholdes i perioden 27. juni til 30. september 2020 og at de overholder covid-restriktionerne. Der kan maksimalt søges om 50.000 kr. i støtte per ansøger. Midlerne fordeles forholdsmæssigt til de imødekomne ansøgninger. Du kan læse mere om ordningen og søge via dette link: https://slks.dk/tilskud/stamside/tilskud/pulje-til-kunstneriske-sommeraktiviteter-i-danmark/ Hvis du er nyetableret kunstnere kan du søge den særlige pulje “Pulje til sommeraktiviteter for nyetablerede kunstnere i Danmark”. Link til ordningen her: https://slks.dk/tilskud/stamside/tilskud/pulje-til-kunstneriske-sommeraktiviteter-i-danmark-for-nyetablerede-kunstnere/ Der er ansøgningsfrist på begge ordninger den 15. juli og den 1. august.
Opslaget henviser til en artikel på Slots- og Kulturstyrelsen: Pulje til kunstneriske sommeraktiviteter i Danmark.
Opslaget opnår 200 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Kommentarerne består næsten udelukkende af, at folk tagger andre for at gøre opmærksom på puljerne.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Nå men… mens de borgerlige diskuterer færdigt, om de vil give ministeren en næse 🤪🙈🤯, så glæder jeg mig over det politik, vi har lavet blandt andet i sommerpakken 🤩 Mange strømmer nemlig til museerne og får glæde af halv pris, som jeg forslog til sommerpakken. Det hjælper museerne ud af krisen og giver os alle en masse gode oplevelser 😎 Har i været på museum og hvor?
Opslaget opnår 167 reaktioner, heraf 35 kommentarer. Kommentarerne bugner med gode museumsanbefalinger.
Zenia Stampe er stærkt utilfreds med det, hun oplever som passivitet fra ministerens side:
Kulturministeren går på ferie, men efterlader kulturlivet balancerende på kanten af afgrunden. For over en måned siden sendte Danmarks teatre, spillesteder og koncerthuse en fælles henvendelse til kulturministeren. De var bekymrede over at skulle genåbne under skrappe restriktioner, samtidig med at hjælpepakkerne udløber. Nu – mere end en måned efter henvendelsen – har de endelig fået svar: Ministeren vil se på det i slutningen af sommeren. Endnu engang viser kulturministeren desværre, hvor lidt føling hun har med sit område. Endnu engang viser regeringen, hvor lavt den prioriterer vores danske kulturliv. Landets spillesteder, kulturhuse og teatre kan naturligvis ikke vente til slutningen af sommeren med at få at vide, hvor mange billetter, de må sælge i den kommende sæson, og om de kan få kompensation, hvis de ikke må fylde salene op. En rundspørge viser, at halvdelen af landets teatre og spillesteder vil være konkurstruede, hvis restriktionerne fortsætter, uden at de bliver kompenseret. Halvdelen! Der vil pludselig blive meget stille i vores land. Og nej. Det handler ikke om at gamble med sundheden. Alle kan forstå, at vi må være forsigtige, og at vi løbende må tilpasse restriktionerne efter situationen. Men så må vi jo operere med en plan A, B og C. Hensynet til folkesundheden kan umuligt være en undskyldning for ikke at forudse vores udfordringer. Tværtimod! Dansk kulturliv skal vide, at uanset hvordan situationen udvikler sig, så har den ansvarlige minister tænkt sig om og lagt en plan. Det triste er, at vi har været det hele igennem før. I foråret sad kulturministeren også med hænderne i skødet, mens dansk kulturliv var i frit fald. Men ligesom dengang nægter vi at acceptere denne fatale mangel på ansvar og omsorg for vores kulturliv. Vi reddede ikke dansk kulturliv i foråret, for til gengæld at lade det gå til grunde nu. Derfor er budskabet lige så klart nu, som det var i foråret: Som regeringens støtteparti forventer vi, at kulturministeriet bruger de kommende uger på at finde løsninger og lægge en plan. Hvis det ikke sker, vil vi indkalde ministeren i samråd. Det samråd kommer i sidste ende til at afgøre, om vi kan have tillid til, at ministeren er i stand til at tage vare på dansk kulturliv i denne ekstraordinære situation – og fremover.
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Spillesteder frygter konkurs ved genåbning: ‘Vi bliver bedt om at åbne, men også bedt om at dø’.
Opslaget opnår 725 reaktioner, heraf 120 kommentarer. Mange kommentarer udtrykker stærk utilfredshed med kulturministeren. En del kritiserer også Zenia Stampe for kun at kritisere ministeren.
I næste opslag fra Zenia Stampe kommer et nødråb:
HJÆLP, HJÆLP, HJÆLP!!! Om tre dage er der ansøgningsfrist for puljen til kunsteriske sommeraktiviteter. Det er nemt at søge, og alle, der opfylder kriterierne, er garanteret støtte. Men regeringen har intet gjort for at fortælle om ordningen! Ingen pressemeddelelse, intet facebook-opslag, ingen mediehistorier efter ordningen åbnede for lidt over en uge siden. Kun en anonym hjemmeside, som jeg tror, jeg er den eneste, der har forsøgt at lede folk i retning af. Øv, øv, øv. Og nej, det er heller ikke en idé, der er vokset i Kulturministeriets baghave. Men når et flertal i Folketinget vedtager en ordning, så forventer jeg, at ministeriet gør, hvad de kan, for at gøre målgruppen opmærksom på den. I stedet er det nærmest som om, Kulturministeriet forsøger at tie ordningen ihjel. Men det skal være løgn! Jeg har ikke en mailliste til alle landets musikere, skuespillere, kunstnere, m.m. men ved jeres hjælp kan vi måske alligevel nå en del. Så hjælp mig ved at tagge eller dele med relevante modtagere. Ikke bare kunstnere, men også caféer, hoteller, handelsstandsforeninger, frivillige foreninger, plejehjem, børnehaver (alle!) osv., som kan søge puljen for at få dækket live-musik, digtoplæsninger, mindre forestillinger, billedkunstworkshop osv. Og husk: Alle er garanteret støtte! Det er vitterligt Danmarkshistoriens bredeste og nemmeste kunststøtteordning, og vores kunstnere har brug for at komme igang igen og indhente noget af det tabte. Det er slet ikke til at bære, hvis pengene ender med at samle støv på en konto i Kulturministeriet. Link nedenfor. Deadline er 15. Juli! Og jeg beklager det ledsagende billede. Men facebook prioriterer vist opslag med billeder højere end opslag med links. Og så må jeg leve med eventuelle anklager om forfængelighed og narcisisme. Jeg skal bare have det her budskab afsted, så vi kan få de her penge ud og arbejde😊
Opslaget opnår hele 9.000 reaktioner, heraf 885 kommentarer (hvilket er langt over normen, selv for Zenia Stampe). Langt de fleste bruger kommentarer til at tagge kunstnere og arrangører for at gøre opmærksom på muligheden for at søge. En del beklager sig over, at de falder udenfor ansøgningskriterierne. Der er også mange konkrete spørgsmål til, hvordan ansøgningsmaterialet skal forstås. Zenia Stampe svarer ikke på de konkrete spørgsmål.
Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet svarer Stampe:
Endnu en hård kritik af kulturministeren – men for hvad? Da jeg så Zenia Stampes opslag tidligere i dag skyndte jeg mig at spørge i Kulturministeriet hvad der var gjort – for jeg synes det var helt skørt, hvis det Zenia skriver var rigtigt. Så jeg spurgte Kulturministeriet, hvad man rent faktisk har foretaget sig for at udbrede kendskabet til den kunstner-støtteordning der blev vedtaget som del af sommerpakken, og som Zenia Stampe mener ministeriet forsøger at tie ihjel. Ministeriet oplyser, at man faktisk har foretaget sig temmelig meget for at udbrede kendskabet til den støtteordning som de radikale er optaget af (ligesom vi andre selvfølgelig er det): – Kulturministeriets departement udsendte en pressemeddelelse i forbindelse med indgåelsen af aftalen om sommerpakken til kulturoplevelser til danskerne (19. juni 2020) – Slots- og Kulturstyrelsen udsendte pressemeddelelse i forbindelse med, at puljen til kunstneriske sommeraktiviteter og puljen til kunstneriske sommeraktiviteter for nyetablerede kunstnere åbnede for ansøgninger (3. juli 2020) – Denne er gået ud til de over 4.000 abonnenter, herunder interessenter, organisationer og medier. (Det lyder ret meget som den kontaktliste til kulturlivet Zenia Stampe efterspørger i sit opslag.) Det er i øvrigt ikke rigtigt at puljen har udløb den frist den 15. juli for – det er kun første ansøgningsrunde. Der er en ny ansøgningsrunde 1. august, hvis man har brug for mere tid til at forberede en ansøgning. Slots- og Kulturstyrelsen har i øvrigt oplyst til ministeriet, at der på nuværende tidspunkt er indkommet 142 ansøgninger til første ansøgningsrunde. Men at man venter en del flere op til første deadline. Hører man Morten Lautrup-Larsen, vicedirektør i Slots og Kulturstyrelsen i Kulturen på P1 i dag, fortæller han, at styrelsen har udsendt nyheder og information om puljen flere gange, at det har KL og Statens Kunstfond også. Han fortæller også, at der kommer ansøgninger ind og styrelsen vurderer at viden om puljen er kommet bredt ud hurtigt, og at man med ekstra bemanding vejleder mange hver dag. Man oplever, siger han, stor interesse. I styrelsen kan man – siger han ordret – slet ikke genkende oplevelsen af at der ikke er kendskab til eller stor interesse for puljen. Det kunne man jo bare have spurgt ind til – Zenia har den samme adgang til oplysninger som jeg har – men hvorfor gør man ikke det? Burde man ikke lige tjekke fakta i ministeriet, og fx lige kontrollere om der er noget der tyder på et manglende kendskab til ordningen, før man lancerer endnu en grundløs kritik af kulturministeren? I sidste uge forsøgte De Radikale og blå blok – indtil de konservative trak en streg for løjerne – at give kulturministeren en ”næse” for ikke med det samme at ville love at genåbne al superligafodbold til august, selvom partierne sammen har aftalt at man sammen ser på status af forsamlingsforbuddet til august. Og nu fortsætter det så med en ny sag. Jeg ved ikke hvad det har karakter af, men det virker ikke seriøst. Og det virker ikke som om man reelt har kulturlivets bedste på sinde. Derudover er jeg sådan set enig i Zenias opfordring – nemlig: SØG, SØG, SØG.
Opslaget opnår 130 reaktioner, heraf 13 kommentarer. De fleste kommentarer er glade for, at Kjær sætter Zenia Stampe på plads. En enkelt gør dog opmærksom på, at det faktisk først var gennem Stampes opslag om puljerne, hun blev opmærksom på muligheden for at søge. Udenfor det konfrontatoriske er der én, som opfordrer til, at man læser kommentarsporet i Zenia Stampes opslag, hvori man kan se, hvor uoverskueligt ansøgningssystemerne fremstår for mange i målgruppen.
Zenia Stampe følger op med et svar til Kasper Sand Kjær:
Tak til de mange, mange mennesker, der har hjulpet med at sprede budskabet om puljen til kunstneriske sommeraktiviteter. Jeg kan forstå på den socialdemokratiske kulturordfører, at det slet ikke var nødvendigt. For Kulturministeriet har “foretaget sig temmelig meget” for at udbrede kendskabet til ordningen. Man skal have et sensationelt lavt ambitionsniveau for at mene, at det er “temmelig meget“ at nævne ordningen i en generel pressemeddelelse om sommerpakken og sende en intern nyhed ud til abonnenter. Hvis man alligevel skulle være i tvivl, så læs min gennemgang og sammenligning med Kulturministerens egen pulje, “Sammen om kunsten”, i kommentaren nedenfor. Det er langt, og der er mange tal. Men alle, der har fulgt mit arbejde som kulturordfører, ved, at jeg går efter substansen og sætter mig grundigt ind i stoffet. Det er sådan, man skaber resultater. Derfor finder jeg det også både usagligt og uordentligt, når Socialdemokratiets nye kulturordfører anklager mig for at køre grundløs hetz mod vores kulturminister. Jeg har ikke kommenteret ministerens famøse udtalelse om, at det ville være upassende at tale om kulturen. Jeg har heller ikke forsøgt at score billige point på kulturministerens musiksmag. Jeg er ikke ude efter ministeren. For jeg mener helt grundlæggende ikke, at det er hende, der er problemet. Joy Mogensen har ført en både visionær og ambitiøs kulturpolitik som borgmester i Roskilde, som er min valgkreds og min barndomsby. Jeg kender hende som et både kulturelt nysgerrigt og dannet menneske. Problemet er, at Joy Mogensen er castet til at bestyre kulturpolitikken i en regering, der ikke bare mangler visioner og ambitioner for kulturen, men som også (mis)bruger kulturen i sit eget iscenesatte magtspil: Man viser, at man er folkelig ved at omfavne sport og breddekultur, samtidig med at man dunker de professionelle kunstnere i hovedet. Indimellem får jeg den tanke, at det måske er en strategi for at dække over den kildne kendsgerning, at stort set alle toppolitikere i det gamle arbejderparti i dag er unge og vellønnede akademikere. Så konstruerer man til gengæld et falsk billede af en priviligeret og arrogant kulturelite, som man tamper løs på i forsøget på selv at fremstå mere i øjenhøjde med folkedybet. Sagen er bare, at mange i denne såkaldte kulturelite tjener en løn, som en fabriksarbejder ville takke nej til. De mærker ikke meget til den socialdemokratiske solidaritet. De mærker heller ikke meget til det bomholtske (Julius Bomholt, socialdemokrat og Danmarks første kulturminister) syn på kunst som en “livsnødvendighed”, der skal flyttes fra de få rigmandshjem og ud til folket og dets institutioner. Det er trist. For det er ellers to ting fra den socialdemokratiske tradition, der virkelig kunne styrke dansk kunst og kultur. Ordentlige forhold for vores kunstnere og investeringer i at bringe det bedste af det bedste ud til folket. Skulle vi ikke mødes om den vision i stedet? Skulle vi ikke i det hele taget begynde at tage kulturpolitikken alvorligt som andet end et redskab i den magtpolitiske skuffe? Det kunne blive så godt.
Opslaget opnår 1.000 reaktioner, heraf 104 kommentarer. Opslaget afføder kommentarer, som følger vidt forskellige spor. En del nøjes med at takke Zenia Stampe for hendes store arbejde. Nogle siger, at de kun søgte til denne pulje, fordi Stampe gjorde opmærksom på den. En del bemærker, at de aldrig før er stødt på en ansøgning, som er så kompliceret at udfylde. Stemningen blandt mange fanges nok godt op af denne kommentar: “Vi er trætte af, at blive nedprioriteret, sparket til og massivt taget for givet.” Mange er stærkt kritiske til socialdemokratiets mangel på kulturpolitik.
Så handler det om Superligaen
Stén Knuth fra Venstre skriver:
Hvis Venstres udgangspunkt er og har været, at alt idræt, forening, svøm, fitness, dans mv bør genåbne snarest – så er det jeg har modtaget, og som @jyllandsposten refererer til, særdeles positivt. Som idrætsordfører vil jeg bare sige, jeg glæder mig til mandag, vi tager et kæmpeskridt mod normalen. Hvis jeg har en anke, er det tilskuertal på stadions. 500 til mindst 8. august. Se nu individuelt fra stadion til stadion. Superligaklubberne er klar med gode forslag til hvordan det kan gøres.
Opslaget henviser til en artikel på Jyllands-Posten: Svømmehaller, legelande og træningscentre står til at åbne på mandag.
Opslaget opnår 105 reaktioner, heraf 12 kommentarer. De fleste er glade, men en del er enten bekymrede over smittemulighederne eller synes, prioriteringen er forkert.
Jens Rohde er i samme “boldgade” som Knuth:
Ministeren siger, at det skal være “en rolig” oplevelse. Nu har vi jo sådan set inviteret publikum, fordi fodbold uden tilskuere er som at kysse sin søster. Det er ikke Mutter Courage på Volksteater i DDR, hvor de gik på stedet i to og el halv time med en trækvogn på en drejescene og gav folk en mere end almindelig “rolig oplevelse”. Det skal være kontrolleret, men vi vil have stemning, tak, så jeg håber, at klubberne ikke reserverer alle billetter til sponsorerne.
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Partierne er blevet enige om forsøg: Tre superligakampe bliver afviklet med mere end 500 tilskuere.
Opslaget opnår 75 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Synspunkterne er delte. En del er enige med Rohde i, at superligaen bør åbnes op, andre synes, det er for usikkert i forhold til smitterisikoen.
Jens Rohde samler herefter et flertal i folketinget:
Pressemeddelelse fra V, DF, RV, K og NB Opfordring: Udsted bekendtgørelse og indkald til forhandlinger inden sommerferien. Et flertal i Folketinget opfordrer kulturminister Joy Mogensen og justitsminister Nick Hækkerup til at udstede en bekendtgørelse vedrørende de resterende kampe i Superligaen. Herudover opfordrer vi statsministeren til at give sine ministre mandat til inden sommerferien at fortsætte forhandlingerne med henblik på at indgå aftale om vilkårene for den kommende sæson, der begynder allerede 1. september. Partierne konstaterer, at kulturministeren mandag aften valgte at overhøre flertallet i Folketinget. Forhandlingernes stridspunkt angår den kommende sæson, hvor flertallet ønsker et udgangspunkt uden restriktioner på antallet af tilskuere under forudsætning af fortsatte lave smittetal i samfundet generelt og med sikkerhedsgodkendelser af stadions og planer for håndtering af mange tilskuere på stadions samt registrering af tilskuernes navne og telefonnumre med henblik på smittesporing. Et flertal finder det vigtigt, at klubberne får mulighed for at sælge sæsonkort og sponsorater på helt normale vilkår. Det er af afgørende betydning for klubbernes økonomi. Derfor bør frihed og tillid være udgangspunktet. Regeringen har det modsatte udgangspunkt. Den ønsker at fastholde sit jerngreb i klubberne og befolkningen og vil vente med at diskutere yderligere åbning til slutningen af august. Det er alt for sent og vil fastholde klubberne i en økonomisk limbo, konkluderer partiernes idrætsordførere Ministeren bør dog ikke tage de sidste kampe i denne sæsons superliga som gidsel i forhandlingerne, og derfor opfordrer vi regeringen til allerede i morgen tidlig at udstede en bekendtgørelse, som bygger på de ting, som flertallet af partier allerede enedes om under forhandlingerne: Afstandskravet mindskes fra 2 meter til 1 meter, familier må gerne sidde tættere sammen, krav om sektionsadskillelsen mindskes, der laves en plan for hvert stadion, personale undervises i hygiejne, alle på stadion registreres med navne og telefonnumre, så der kan smittespores og smittede kan isoleres. Flertallet finder, at regeringen bør indkalde til forhandling inden sommerferien om vilkårene for sæsonen 2020/21. Klubbernes økonomi afhænger af klarhed. Såfremt ministeren ikke mener, at der er noget at forhandle videre om, vil partierne drøfte nødvendige videre tiltag.
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Nyt stormvejr om Joy Mogensen: Flertal kræver fuld genåbning af Superligaen til efteråret.
Opslaget opnår 315 reaktioner, heraf 155 kommentarer. Ud over enkelte, som bakker op om Rohdes synspunkt, er det meget entydigt: Kommentarerne synes, Rohde har en virkeligt dårlig sag.
Kulturminister Joy Mogensensvarer på kritikken:
Regeringen har her til aften forhandlet en model for superligafodbold frem til første september. For vi vil gerne have en ansvarlig måde at få liv på stadion. Den model der ligger på bordet flugter i høj grad med hvad bl.a. divisionsforeningen har ønsket sig her i sommer. Det håber jeg meget et flertal i Folketinget vil bakke op om.
Opslaget opnår 185 reaktioner, heraf 30 kommentarer. Mange kommentarer handler om, at der mangler udmeldinger for musikken og andre events.
Joy Mogensen bruger pokalfinalen som argument for fortsatte restriktioner:
Pokalfinalen her til aften viser hvor store følelser, der er i fodbold. I disse tider skal vi imidlertid også huske fornuften og følge de retningslinjer, som er sat op for at beskytte os alle sammen. Derfor giver regeringen ikke bare los, men går forsigtigt frem i forhold til at åbne for publikum til Superligakampe.
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Kulturminister ærgrer sig over pokalafbrydelse: ‘Det er derfor, vi ikke bare giver los’.
Opslaget opnår 150 reaktioner, heraf 36 kommentarer. De fleste synes, det er ærgerligt, at få tosser skal ødelægge det for mange. Fra teatrenes side lover man, at der ikke vil komme lignende episoder, hvis man genåbner for teatrene!
Jens Rohde svarer på Joy Mogensens opslag:
Man kunne også vælge at rose de 99 procent tilskuere, der sad snorlige på deres pladser med 4 kvadratmeters afstand og samtidig kvittere arrangørerne for, at de håndterede situationen, som de skulle. Det kunne ministeren have rost. Og så er der også lige det, at flere af os inklusiv ministeren deltog i loungen, hvor vi sad med en halv meter mellem os og spiste buffet. Og sådan er der jo så meget…..og det betyder ingenting, så længe man er i stand til at smittespore og isolere efterfølgende om nødvendigt. Og det er man uanset, om folk spiser buffet eller synger sammen på lægterne.
Opslaget opnår 420 reaktioner, heraf 160 kommentarer. Det er et opslag med noget så sjældent som, at ikke en eneste kommentar bakker opslaget op. Samtlige kommentarer er uenige med Jens Rohde.
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige er med på kritikken af ministeren:
Det, vi kommer med, er en meget alvorlig kritik af ministeren. Og det er faktisk helt på sin plads i denne sag. Regeringen viser manglende forståelse for, hvad professionel sport, herunder fodbold, er i Danmark. “Regeringens melding om at vente til 20. august med at tage stilling efterlader klubberne i en vanskelig situation. Det er uholdbart, at regeringen på det her område slet ikke viser forståelse for en hel branche, siger Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.”
Opslaget henviser til en artikel på Ekstra Bladet: Drama på Borgen: Går i flæsket på Joy.
Opslaget opnår 1.700 reaktioner, heraf 355 kommentarer. Kommentarerne er enige med Lars Boje Mathiesen. Enkelte minder ham dog om, at også motorsport, travsport, musikbranchen og kræmmermarkeder bør åbnes. Nogle gør dog også opmærksom på, at der fortsat er en smitterisiko.
Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti skriver:
Så har jeg også oplevet, at være med til at give en minister “en næse” Det var ganske ubehageligt, mest fordi jeg sidder tilbage med følelsen af, at regeringen nu er smuttet på sommerferie imens sporten så kan sejle deres egen sø og måske konkurs inden ferien er slut. En regering og en kulturminister som forholder sig til regide og til tider helt ude i hampen restriktioner, men overhovedet ikke til den virkelighed, folket er i.
Opslaget henviser til en artikel på Dit Overblik: Vrede over kulturminister: Tag nu ansvar og giv fodboldklubberne et svar.
Opslaget opnår 77 reaktioner, heraf 22 kommentarer. Alle kommentarer er enige med Pernille Bendixen. Der er frit slag for nedladende skældsord om ministeren.
Malte Larsen fra Socialdemokratiet forsvarer kulturministeren:
Danmark er et af de lande, hvor der tillades flest tilskuere på stadion, til fodboldkampe i de bedste rækker. Det var en af de ting vi fik klarlagt på gårsdagens samråd med kulturministeren. De borgerlige ordførere undsagde den aftale deres egne partiledere havde indgået den 8. juni om genåbning af Danmark. Vi ønsker alle normale tilstande tilbage, så hurtigt som muligt. Men vi ønsker ikke en Zig-Zag kurs, hvor vi senere risikerer igen at skulle lukke områder ned. Den tryghed befolkningen har givet til hinanden, er med til at vores økonomi klarer sig bedre end i andre lande.
Opslaget opnår 75 reaktioner, heraf ni kommentarer. Kommentarerne er enige i at anlægge et forsigtighedsprincip.
Stén Knuth fra Venstre skriver:
Ministeren for Kultur har netop fået “en næse”. Et “hak i tuden” for hendes og regeringens håndtering af bl.a. hvor mange tilskuere der kan være på superligastadions. “En næse” er aldrig målet i sig selv. Men jeg synes håndteringen har været kritisabel. Lad mig slå fast. Sikkerheden kommer først. Men i takt med at smittetryk og indlagte har været faldende, så er der åbnet op for tilskuere på stadions rundt i landet. Først kunne der være maks. 500 på stadions. Én løsning til alle, selvom alle ved, at de enkelte stadions er vidt forskellige. Da det så viste sig, at der er et flertal, der gerne vil give ansvaret og vise tillid, så kunne det godt aftales at rykke grænsen for hvor mange der kunne være. Det bliver aftalt med divisionsforeningen. Fint. Nu skal klubberne, som jo er små virksomheder med ansatte, have deres plan klar for efteråret. Og her er sponsorere og årskort vigtige indtægtskilder for den nye sæson. Men usikkerheden for hvor mange der kan komme på stadions gør, at sponsorerne holder sig væk. Derfor ønsker et flertal at rykke på den aftale som partilederne har indgået om, at vi først i august kan drøfte det? Det kan ikke lade sig gøre?? Også selvom smittetryk, indlagte mv fortsat går det rigtige vej. I takt med at smittetrykket bliver lavere, åbner Danmark mere og mere op, hjælpepakkerne fases ud og en mere normalisering, herunder også flere tilskuere på stadions bør forhandles og prioriteres. Så kommer sponsorerne, og derved kan vi fastholde en god kvalitet i superligaen, og for den sags skyld og 1. division. Ministeren får næsen for en slingrekursen og for ikke at kæmpe nok fodbolden i Danmark.
Opslaget opnår 39 reaktioner, heraf fem kommentarer. Kommentarerne er uenige, om ministeren skal have en næse, da sundheden fortsat må være det vigtigste kriterium.
Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet konkluderer:
Tidligere på ugen lød det, at et flertal i Folketinget ville give Joy Mogensen en næse for at leve op til en aftale alle Folketingets partier har indgået om tilskuere på stadion til Superligakampe. Nu viser det sig, at der aldrig var flertal for en næse. Farcen er total. Men tilbage står, at de Konservative er det voksne parti i den borgerlige lejr – og de eneste der lever op til en aftale de selv har været med til at indgå.
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Det er Jens Rohde, der har holdt styr på det’: Flertal bag ‘næse’ til Joy Mogensen er væk.
Opslaget opnår 80 reaktioner, heraf 11 kommentarer. Samtlige kommentarer mener, at Jens Rohde er til grin.
Fra nedlukningen
Der er fortsat brug for at diskutere selve nedlukningen. Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Hvorfor lukkede kulturministeren ned for TV2 & DR? Det var uden lovhjemmel. Og det var en klar fejl. Derfor indkaldte jeg kulturministeren i samråd, for i et demokrati er det uhyre væsentligt, at medierne er frie og uafhængige af statsmagten. Særligt i den tid, vi har været igennem, har der mere end nogensinde været brug for den frie og kritiske presse. Vi har brug for debatten, hvor magthavere stadig bliver foreholdt kritik. Vi har brug for at debattere og forstå. Så når regeringen vælger at ringe direkte til topledelsen i TV2 og DR, er det meget kritisk og alvorligt. Det er ganske enkelt ulovligt. Vi politikere må ifølge loven ikke blande os i programpolitik på TV2 og DR. Lyt også til Mennesker & Medier med Kurt Strand, som sætter fokus på sagen i dag.
Opslaget opnår 40 reaktioner, heraf tre kommentarer. Kommentarerne er generelt stærkt utilfredse med regeringens omfattende nedlukning.
Kulturministeren skriver:
Tak for sangen, Phillip Faber🙏🏼🎶 Du var en af de første, og vil utvivlsomt blive husket som en af de største eksempler fra corona-tiden på, at kulturen altid finder vej. Uanset omstændighederne så har mennesker brug for at udtrykke deres tanker, drømme og finde sammen mod det, som kan skræmme. Og under coronaen blev din fællessang et fantastisk glade og håbefuldt samlingssted for utrolig mange🎶 Jeg ved, at du på ingen måder stopper dit arbejde med mere sang og musik til flere, og jeg glæder mig til at følge dit arbejde fremover i nye formater👍🏼🤓
Opslaget opnår 470 reaktioner, heraf 27 kommentarer. Der er enighed om, at DR’s Fællessang er værd at hylde.
Skulpturer til debat
Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti skriver:
På onsdag beder jeg kulturministeren om at redegøre for, hvordan hun mener, Danmark skal forholde sig til de mange fortidslevn efter slaveriet. For mig er sagen ret enkel: Historien er som den er, på godt og ondt. Den skal ikke omskrives og statuer, bygninger mm skal ikke rives ned på grund af datidens finansiering med slavepenge. Hvis vi fjerner historien kan vi ikke lære af den, derfor er det en utrolig farlig tendens, der er i øjeblikket. Der er meget, vi ikke er stolte af og af samme grund kan vi heller ikke tillade os at lade det gå i glemsel.
Opslaget opnår 153 reaktioner, heraf 33 kommentarer. Alle kommentarer er enige med Pernille Bendixen, hvor der igen er frit slag for nedladende skældsord om ministeren.
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Hvis vi smadrer statuer, fortrænger vi også vores fejl. Det er både respektløst og ubegavet. Vi skal huske på, at statuer ikke kun minder os om, hvem vi er, men også hvem vi IKKE er længere. Historieløshed er nok den største trussel mod fremgang. Det er respektløst at udslette historien, for hvis den udslettes, så fortrænger vi også fejlene, som vi for alt i verden ikke skal gentage. Det skriver Naser Khader (værdiordfører) og jeg (kulturordfører) mere om i dette debat indlæg.
Opslaget henviser til en artikel på Kristeligt Dagblad: Konservative politikere: Hvis vi smadrer statuer, fortrænger vi også vores fejl. Det er respektløst og ubegavet.
Opslaget opnår 69 reaktioner, heraf fire kommentarer. Der er enighed om, at krænkelseskulturen har taget overhånd.
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:
I andre lande river de skulpturer ned. Vi ser demonstranter, der er vrede på fortidens krænkelser, og det kan jeg godt forstå. For vi har eksempler i vores vestlige verden, der er grufulde og skamfulde. Skal vi gøre det samme i Danmark? Fjerne statuer eller vejskilte? Jeg mener nej. Man skal ikke pakke sin historie væk. Vi skal i stedet lære af den. Vi skal huske den – også den del, vi ikke er stolte af -, så vi kan undgå at gentage den. Når der er en anledning til at fortælle og formidle historien, skal vi gøre det. Jeg er selv rigtig glad for, at vi i de her år faktisk har fået opstillet nogle mindesmærker, der fortæller om slaveriet og kolonitiden på de tidligere dansk-vestindiske øer, som ellers godt kan blive glemt. Eks. ‘I am Queen Mary’, som lige nu står i midlertidig udgave foran Vestindisk Pakhus, og som forhåbentlig kan blive permanent. Og Freedom-statuen foran Eigtveds Pakhus, som jeg indviede sidste efterår. Mette Frederiksen plantede et træ foran Marienborg, et voksende monument for de børn vi svigtede på børnehjemmet Godhavn.  Faktisk synes jeg den tid vi lever i, er kendetegnet ved et mod og tro på at vi kan se på os selv, vores historie og også se fejlene. Og meget få af vores historiske personligheder ville kunne leve op til vores tids moralkodeks. Gudskelov at verden er blevet bedre, at vi er blevet bedre. Det er en svær balance. Men helt generelt tror jeg ikke vi bliver klogere af at fjerne vores fortidsminder. Vi skal se vores fortid i øjnene, leve med den, fejre den når den giver os noget at være stolte af, lære af den når den indeholder fejl eller forbrydelser – og bruge den til at skabe en bedre verden.
Opslaget opnår 460 reaktioner, heraf 66 kommentarer. Der er gennemgående stor enighed om, at man ikke skal fjerne dele af historien.
Og nu: kulturpolitik
Kasper Sand Kjær er udpeget til ny kulturordfører for Socialdemokratiet. Han præsenterer sig således:
Nye opgaver venter! De sidste måneder har vist os, hvor meget kulturen og de frivillige fællesskaber betyder. Afsavnet fra fællesskabet i foreningen, en fadøl på stadion, at gå i stilhed på museet eller synge med til koncerten. Alt det vi har adgang til, til hverdag, men som vi måske glemmer at sætte pris på. Og selv ikke højskolesang sammen rundt om TV-lejrbålet de sidste mange fredage har kunnet erstatte alt det som kulturen byder på og beriger os med. Derfor er jeg stolt og glad for, at den socialdemokratiske folketingsgruppe netop har valgt mig som ny kultur- og medieordfører! For vi har brug for et stærkt, levende og mangfoldigt kulturliv i Danmark. Fra de bonede gulve på det Kongelige Teater og musikfestivalerne til den frivilligt drevne biograf til rollespilsforeningen og fodboldklubben – og alt, alt, alt det andet som er så særligt, unikt og livsnødvendigt – så gør det en forskel og giver værdi. Det giver os noget at leve for. Det gør os klogere på verden, os selv og vores medmennesker. Noget er kendt stof fra min tid som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd. Meget er nyt – og jeg glæder mig til at bruge de lyse sommeraftner på at læse mig ind i det nye område. Og til at mødes med repræsentanterne for det danske kulturliv, så vi i fællesskab kan drøfte hvordan vi skaber de bedste forudsætninger for et levende kulturliv – i de store byer og i de mindste flækker af Danmark. Og samtidig glæder jeg mig til arbejdet for at styrke vores medier. Vores mediebillede er på få år blevet vendt på hovedet. Streamingtjenester som Netflix, platforme som Facebook og Youtube, 24 timers nyheder og en mere polariseret demokratisk samtale kalder på, at vi som fællesskab diskuterer, hvordan vi skaber de bedste rammer for vores medier. Hvordan ser public service medier ud i fremtiden? Hvordan sikrer vi levedygtige lokale medier? Det og mange flere spørgsmål er helt afgørende for vores demokratiske liv og samfund. Jeg kommer til at savne det daglige arbejde som ordfører for uddannelse og forskning. For der er stadig mange vigtige opgaver, der venter. Styrke vores velfærdsuddannelser, skabe bedre vilkår for den grønne forskning og fortsætte kursen, hvor vi investerer i uddannelse. Jeg holder dog stadig lidt fast i området som ny formand for Folketingets Uddannelses- og forskningsudvalg. Snart er det sommer og ferie. Men jeg glæder mig allerede til at jeg på den anden siden for alvor tager hul på det nye arbejdsområde!
Opslaget opnår 457 reaktioner, heraf 72 kommentarer. Alle kommentarer ønsker Kjær tillykke. Repræsentanterne for organisationer glæder sig til samarbejdet.
Også Charlotte Broman Mølbæk fra SF ønsker at diskutere kulturpolitik i bredere vendinger:
Vi har brug for et stærkere kulturministerium. En rigere kultur for alle 🧐😊 Desværre er kulturen ikke højt på regeringens prioriteringsliste. Det skal vi have lavet om på. Vi så under nedlukningen, hvor vigtig oplevelser og kultur er for os alle. Derfor vil jeg have en klar retning og vision. Så vi ved, hvor vi skal hen med kulturen 🙏 Jeg synes, der er rigtig meget at gøre på kulturområdet, så et forståelsespapir vil være en god rettesnor. Først og fremmest er det vigtigste for mig at sikre social retfærdig adgang til kultur for alle børn og unge. Med fripladsordninger på landets kultur- og musikskoler. Med klippekort til foreninger. Med billigere kontingenter. Med samarbejde mellem teatre, museer og folkeskolen. Hvad synes du, der skal gøres på kulturen – og hvad ville du skrive med i sådan et forståelsespapir?
Opslaget opnår 60 reaktioner, heraf 13 kommentarer. Der kommer ikke så mange konkrete forslag ud af udfordringen. Et kulturløfte til børn. Ordentlige vilkår for professionelt udøvende kunstnere, musikere etc. Forståelse for at bredde og det professionelle hænger sammen. Værn om kunstfonden. Blik for synergier, er nogle af ordene.
Jens Rohde har endnu en bredside til kulturministeren:
Regeringens kultur- og EU-politik lader en del tilbage at ønske. Det giver nu dobbelt straf. Kære regering. Kultur er ikke bare noget, der foregår i en håndboldhal i Roskilde. Og nej, Joy Mogensen. Det er ikke der, at kunsten og de store fortællinger og historien bliver skabt. Beklager, men din og din ordførers ligestilling af kultur, kunst og håndboldhaller er fatal for kunsten, ligesom den manglende prioritering i såvel Danmark som EU er det. Hvad pokker har kulturlivet gjort socialdemokraterne, siden det konsekvent skal behandles så stedmoderligt?
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Zentropa ryster på hovedet af regeringens kulturkurs i Bruxelles: Vi havde ikke været her uden EU-støtte.
Opslaget opnår 240 reaktioner, heraf 46 kommentarer. Langt de fleste kommentarer er uenige med Jens Rohde og synes, at kulturen er forkælet. Nogle beder Rohde om selv at komme med bud.
Mediepolitik
Nogle opslag om mediepolitik blev der også plads til. Forspil til de kommende medieforhandlinger? Kulturminister Joy Mogensen skriver:
Søren Schultz Jørgensen har skrevet en vigtig artikel. Og jeg er enig i hans analyse af lokale mediers udfordringer. Lokale og regionale medier er en af regeringens tre prioriteter i de kommende medieforhandlinger. Al mediestøtte er demokratistøtte, og lokale medier er en uundværlig del af det lokale demokrati.
Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Kun et trecifret millionbeløb kan redde de regionale og lokale medier.
Opslaget opnår 37 reaktioner, heraf fire kommentarer. Kommentarerne er uenige i behovet for mediestøtte. En mener endda, at pressen skal fratages mediestøtte, når man kun arbejder på at finde fejl i regeringens coronastrategi.
I et andet opslag skriver ministeren:
Vi kan passe bedre på børnene, når de er online. Det er en af regeringens fokuspunkter i de kommende medieforhandlinger. Og samme konklusion er DJØF’s Tech-kommision også kommet til.
Opslaget henviser til en artikel på Berlingske: Stine Bosse med klar appel til børnenes statsminister: Vi skal have en lov om digital børnebeskyttelse.
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf seks kommentarer. Kommentarerne er enige med ministeren.
Søren Søndergaard fra Enhedslisten viser utålmodighed på området:
I dag er det ét år siden, at det såkaldte “forståelsespapir” dannede grundlag for, at Mette Frederiksen kunne blive statsminister. I det papir stod ikke meget om kultur, men det blev slået fast at “public service” skal styrkes. Derfor er det besynderligt at regeringen kører videre med den borgerlige medieaftale. Som jeg skriver i nedenstående kommentar, så er der brug for nye medieforhandlinger nu!
Opslaget henviser til en artikel på Altinget: EL: Den borgerlige medieaftale kører videre, som intet var hændt.
Opslaget opnår 110 reaktioner, heraf 15 kommentarer. Der er sådan set ikke nogen kommentarer, som forholder sig til selve indlægget. Der er derimod en blandet landhandel med synspunkter om mediepolitik og licens.
E-sport
Stén Knuth fra Venstre skriver om e-sport:
Mange af jer ved, at jeg har kæmpet for Esport. Kæmpet for at overbevise andre kollegaer om, at her er noget som vi kan have svært ved at forstå omfanget af. 6-700.000 unge og voksne sidder hver dag og gamer, dyrker esport, dyrker konkurrencen, og fællesskabet. Mange, desværre, med for meget afstand af hinanden. Men det gør vi noget ved nu. I går lykkedes det at kæmpe os frem til, at forbundet Esport Danmark modtager 5 mio kr, 2 i år, og 3 mio kr til næste år. At give forbundet en økonomisk ramme der kan være med at sikre, at flere unge søger mod en esportsforening, samt være med at sikre bedre retsstilling for de unge og deres familier, og et forbund der kan skabe bredden og fundamentet for fremtidens esportsudøvere, og samtidig kan være med til at se på mulighederne for at bruge esport i skoler, uddannelser og beskæftigelse. Det smukke med esport (og sport i øvrigt) er jo, at det på tværs af alder, køn, etnicitet og udfordringer samler mennesker og skaber fællesskaber. Esport/gaming har potentialet til at blive Danmarks næste store eventyr på tværs af fritid, uddannelse og beskæftigelse, hvor den førende position vi har i verden, hvis vi gør det rigtigt, kan blive fastholdt i mange år der kommer. Tak til samarbejdet med alle jer som gennem året har bidraget til samtaler og drøftelser, der i første omgang har været med til at vi i går lykkedes med det første store skridt.
Opslaget opnår 96 reaktioner, heraf ni kommentarer. Alle kommentarer er stærkt positive.
SF’s Charlotte Broman Mølbæk er på samme hold som Knuth:
Ved i godt at Danmark har førertrøjen på, når det gælder Esport? 🇩🇰💪🤩 Men der er meget at gøre endnu … 🧐 Jeg var på besøg hos Astralis Group, hvor Nicolai aka Device sammen med holdet spiller counterstrike på det højeste plan i verden. Det er lidt af et tilfælde, at Nicolai er endt i Esport på eliteplan. Talentet var intet tilfælde men det var heldigt at Nicolai kom på idrætscentret i Vejle, der havde udbudt Esport. Før det havde han sammen med et par kammerater spillet lidt online, men der kom først fart på her, da han også kom i grupper med mere erfarne spillere. I de forskellige spil blev han opdaget og arbejder nu professionelt. Men den vej er blevet meget sværere nu i de hårde konkurrence i branchen. Som spiller på Astralis arbejder de med gode og sunde arbejdsformer – kost, motion, afgrænset arbejdstid, arbejdsmiljø og mental træning. Astralis er en af de få i branchen der har den slags prioriteringer og det er en skam. Esport er blevet en kæmpestor sport blandt børn og unge på verdensplan – men det er også Big business 💵 og vi har ingen landsdækkende planer eller organisationer der skal hjælpe med at skabe gode veje for de unge Esport spillere. Derfor skal vi officielt anerkende Esporten som en sport og skabe de samme gode forhold for Esporten som så mange andre sportsgrene👍 Dernæst skal vi have udarbejdet en struktur evt ude i de lokale klubber, hvor man kan være en del af et fællesskab under trygge, sunde og udviklende rammer 👬 Og hvor man kan konkurrere lokalt, regionalt og på landsplan, og derigennem udvikle færdigheder og bedre muligheder for at talent kan ende på professionelt plan og ikke gå til spilde🏆🥇 Der er meget at gøre og vi skal i gang nu. For Esporten er langt foran med mange millioner af spillere på verdensplan og en industri, der buldrer derudaf. Så lad os komme i gang med at bruge den stærke foreningskultur for at sikre ordentlige forhold og fremme af Esport i Danmark 💪🤩
Opslaget opnår 60 reaktioner, heraf en kommentarer.
Charlotte Broman Mølbæk følger op med yderligere et opslag:
Så er Esport anerkendt som sport!💪🤩 Så kan vi komme i gang med at styrke Esport og bruge de gode erfaringer fra forenings Danmark til at skabe bedte forhold for børn og unge, der gerne vil spille Esport💻 Det kan kun gå for langsomt, for udviklingen er langt foran os 🧐
Opslaget henviser til en artikel på Ekstra Bladet: E-sporten har fået det blå stempel – og er en foreningsidræt.
Opslaget opnår 67 reaktioner, heraf otte kommentarer. Kommentarerne er glade for Skatterådets afgørelse. En enkelt spørger dog (det sædvanlige): hvordan det kan være en sport at sidde foran en skærm (og får svar).
Også Stén Knuth har mere at sige om dette:
Esportsforeninger skal lave foreningsarbejde og ikke momsregnskaber. Det slår ny dom fast. Tak for det. Og tak til DGI – vi styrker motion og breddeidræt i Danmark for at have kæmpet kampen. Og gode udtalelser fra Charlotte Bach Thomassen der understreger vigtigheden af, at foreningerne skal gøre det de er bedst til, nemlig at skabe gode og sunde fællesskaber. Esporten er i rivende udvikling både internationalt og nationalt, og med et folketing der har sat 5 mio kr af til Esport Danmark, til netop at styrke forenings arbejdet, så vil vi også se at medlemstallet de næste år, fortsætter med at stige. Og det vil glæde mig, at flere unge finder vej fra værelserne ind i fællesskaberne.
Opslaget henviser til en artikel på dgi.dk: Ny epokegørende afgørelse: Esport er en foreningsidræt – og skal fritages for moms.
Opslaget opnår 29 reaktioner, heraf en kommentarer. Kommentaren ser afgørelsen som en sejr.
Foreningslivet
Stén Knuth skriver:
I morgen fejrer vi grundlovsdag. På mandag åbner (forhåbentligt) det meste af foreningsdanmark igen, efter måneders nedlukning. Timingen er perfekt ift at vi fra den vigtigste talerstol i Danmark, hylder foreningerne og det arbejde der udføres af 700.000 frivillige i 18.000 foreninger overfor næsten 3.000.000 aktive. Vi fejrer også demokratiet, som stort set er sat ud af spillet i øjeblikket. Vi fejrer forsamlingsfriheden (som også er sat ud af spil) vi fejrer foreningsfriheden, som nuvel findes men mange af os ikke må være i, og så fejrer vi ytringsfriheden. Og ytringsfriheden bruger vi i Venstre til i dag at tale foreningernes sag. Mere frihed og mindre bøvl og administration. 14 bud på hvordan vi kan understøtte foreningen. Jeg har fået æren af at bringe forslaget frem i folketingssalen, flankeret af Venstres ubestridte kulturpersonlighed Bertel Haarder, samt tidligere skatteminister Karsten Lauritzen. Håber meget at forslagene bliver taget godt imod, i den ånd de er tænkt, nemlig mindre bøvl og mere frihed til at arbejde med det foreningerne er gode til, nemlig fællesskaberne.
Opslaget opnår 80 reaktioner, heraf ti kommentarer. Kommentarerne er positive.
I næste opslag skriver Knuth:
Mindre bøvl og mere frihed til vores foreninger. 14 konkrete forslag til hvordan, blev drøftet i folketingssalen den 4. juni 2020, Bertel Haarder, Karsten Lauritzen og jeg, havde forslaget til behandling. Alle talte positivt, og var enige om, at kulturudvalget skulle arbejde for at konkretisere hvordan. I dag blev vi, efter flere dages hårdt arbejde, enige om, at arbejde videre med hele forslaget om, at give foreningerne mere frihed. Hvem kan i øvrigt være imod 😉 Vi blev også enige om, at vi sammen med kulturministeren arbejder videre med de konkrete forslag og laver en konference, hvor vi også drøfter hvordan foreningsdanmark kommer videre efter corona. Tak til Malte Larsen, Pernille Bendixen, Marianne Jelved, Uffe Elbæk, Charlotte Broman Mølbæk, og naturligvis Bertel og Karsten, for det meget fine samarbejde, om en sag som er svær at være imod 🙂 Nu kommer det svære så. At få gjort forslagene til noget som kan virke ude i foreningerne. Det skal vi kæmpe videre med 🙂 der bliver noget at gøre efter sommerferien.
Opslaget henviser til en artikel på Sjællandske Nyheder: Venstre vil give foreninger skattefrihed for fem millioner.
Opslaget opnår 56 reaktioner, heraf to kommentarer. Kommentarerne er positive.
Nej til spilreklamer
Venstrefløjen viser pludseligt glæde for Danmarks nye landstræner for herrelandsholdet. Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Megasej landstræner vi har fået! 💪👏🏻🤩 Jeg er simpelthen så træt af den massive og aggressive markedsføring, der kommer fra betting-firmaer 🥴😡 De viser glansbilleder af, hvor dejligt det er at spille, alt imens flere og flere bliver afhængige af spil. På kort tid bliver mange ludomaner og dybt forgældet til op over begge ører. Nej jeg vil ikke forbyde alt spil, men det skal reguleres bedre, så vi ikke drukner i reklamer. Og så synes jeg, at det vil klæde landsholdene, at de netop ikke reklamerer for spil. Ligesom de forhåbentlig heller ikke vil reklamere for sugardating … 🤔 Er du enig?
Opslaget opnår 900 reaktioner, heraf 61 kommentarer. Der er enighed med Broman Mølbæk. En enkelt synes dog ikke, der skal reguleres på sportsbetting – casino er værre.
Og Mai Villadsen fra Enhedslisten skriver tilsvarende:
Nej! Man skal ikke tvangsindlægges til at se betting- og spilreklamer, når man ser fodbold! ⚽️ Tak til Kasper Hjulmand, for at sige fra overfor spilreklamer og tale højt om ludomani! Den nye landstræner for fodboldherrerne Kasper Hjulmand var i dag ude og sige, at han er modstander af spilreklamer – og ikke mener at landsholdet via sponsorer skal opfordre til pengespil og betting. Jeg er meget enig. Tusindvis af mennesker har enorme problemer med spilafhængighed. Ludomani har alvorlige konsekvenser, både for spilleren og de pårørende – og flere og flere, særligt unge mænd kommer i disse år i problem med spilafhængighed. Derfor mener jeg bestemt heller ikke, at man skal være tvangsindlagt til at se på spilreklamer, bare fordi man gerne vil se en fodboldkamp!
Opslaget opnår 430 reaktioner, heraf 35 kommentarer. Langt de fleste er enige med Villadsen. Enkelte mener, at folk selv vælger, om de vil spille eller ej.
Sexisme i musikanmeldelser
Kulturministeren glæder sig over diskussionen om sexisme i musikanmeldelser:
Kære Lydmor, Jeg har fulgt debatten fra sidelinjen de sidste dage, og jeg konstaterer med glæde, at du virkelig har fået gang i diskussionen om sexisme i musikanmeldelser. Du har den rigtige pointe. Du fremfører den sagligt – og hvor er det både vigtigt og fedt, at du tager kampen op. Jeg ved, at det kræver mod, og det har jeg stor respekt for. Det ville være fantastisk, hvis den diskussion, du har startet, kan være en anledning til, at alle anmeldelser fremover fokuserer på kunsten. God vind herfra💫
Opslaget henviser til en artikel på Gaffa: LYDMOR-KOMMENTAR: Så er det nok, Ekstra Bladet.
Opslaget opnår 620 reaktioner, heraf 74 kommentarer. Ministerens opslag bliver taget godt imod. De fleste synes, det er en vigtig sag.
Nationalmuseets ordvalg
Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti, skriver:
Jeg har indkaldt kulturministeren til samråd, vi må vide om ministeren deler denne dagsorden eller om hun står vagt om historien og kulturarven.
Endnu en tosset idé fra krænkelseskulturen.
Man kan ikke tolke historien med nutidens briller og man fjerner den heller ikke, ved at fjerne ord eller ting. Tværtimod er der en risiko for, at man om generationer glemmer den historie, der netop er vigtig at huske på, for ikke at gentage den. Og hvor mange er det reelt, der bliver krænket? Mon ikke det mere er et udtryk for en ny mode dille at være krænket over noget?
Opslaget henviser til en artikel i Kristeligt Dagblad: Nationalmuseet dropper nu også ”eskimo”.
Opslaget opnår 48 reaktioner, heraf seks kommentarer, som tilslutter sig at krænkelsesdillen er gået for vidt.
Zenia Stampe svarer på Pernille Bendixens opslag:
Dansk Folkeparti kalder kulturministeren i samråd, fordi Nationalmuseets har besluttet at droppe ordet eskimo. Kulturordfører Pernille Bendixen, som jeg ellers sætter stor pris på, siger i den forbindelse:
“Der har jo været en lignende diskussion omkring flødeboller, som ikke måtte hedde negerboller. Men det er jo en del af vores kultur.”
Ærligt talt: Jeg troede, at corona havde gjort os alle en smule klogere på kunsten og kulturens betydning for vores samfund, og at vi derfor for bestandigt kunne befri kulturpolitikken for denne type symbol- og værdidebatter. Og nej, det er ikke fordi, man ikke må diskutere navnet på en is eller underteksten på et museum. Der er helt sikkert nogle vigtige ideologiske diskussioner gemt her. Men lad ikke igen værdi- og symbolpolitikken kapre hele vores kunst- og kulturdebat. Vi må kunne sætte barren lidt højere for Danmarks kulturpolitik.
Opslaget opnår 1.500 reaktioner, heraf 270 kommentarer. Kommentarerne er gennemgående helt enige med Stampe. Enkelte er dog stærkt uenige, en mener fx at de som føler sig krænkede over ordet eskimo bør forlade Danmark uden mulighed for at komme tilbage.
Det store musiktyveri
Jens Rohde skriver:
Det store kunsttyveri fortsætter. Fordi europæisk lov endnu ikke er gennemført i Danmark må kunstnerne forhandle med pistol for panden.
Her er et par centrale dele af den europæiske lov. Ministeren skulle senest den 19. Juni sidste pr have faciliteret en forhandling mellem parterne. Det ved jeg ikke,’om hun har gjort.
Artikel 18 – Dansk:
Princippet om passende og forholdsmæssig aflønning
- Medlemsstaterne sikrer, at ophavsmænd og udøvende kunstnere, når de udsteder licenser eller overdrager deres eksklusive rettigheder til udnyttelse af deres værker eller andre frembringelser, har ret til passende og forholdsmæssigt vederlag.
- Ved gennemførelsen af det i stk. 1 fastsatte princip i national ret kan medlemsstaterne frit anvende forskellige ordninger, og de skal tage hensyn til princippet om aftalefrihed og en rimelig balance mellem rettigheder og interesser.
Recital (73) – Dansk
Vederlag til ophavsmænd og udøvende kunstnere bør være passende og stå i et rimeligt forhold til den faktiske eller potentielle økonomiske værdi af de rettigheder, som er omfattet af licensen eller overførslen, under hensyntagen til ophavsmandens eller den udøvende kunstners bidrag til det samlede værk eller den samlede anden frembringelse og alle andre omstændigheder i sagen, som f.eks. markedspraksis eller den faktiske udnyttelse af værket. Et engangsbeløb kan også udgøre et rimeligt vederlag, men det bør ikke være reglen. Medlemsstaterne bør have friheden til at fastlægge de konkrete tilfælde, hvor der kan anvendes engangsbeløb, under hensyntagen til de særlige forhold i hver enkelt sektor. Medlemsstaterne bør frit kunne gennemføre princippet om et passende og forholdsmæssigt vederlag gennem forskellige eksisterende eller nyligt indførte ordninger, som kan omfatte kollektive forhandlinger og andre ordninger, forudsat at sådanne ordninger er i overensstemmelse med gældende EU-ret.
Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Google blokerer dansk musik fra YouTube før midnat.
Opslaget opnår 185 reaktioner, heraf 55 kommentarer. Kommentarerne går i flere retninger. Nogle mener, at Jens Rohde har helt ret. Andre mener, at det er mere komplekst end Rohde foreslår ved blot at henvise til, at kulturministeren kunne have brugt eu-retten til at sikre forhandlingen mellem parterne. En sådan forhandling ville ikke nødvendigvis have givet end andet resultat end det aktuelle sammenbrud. Nogle mener at man netop ikke kan kalde det “tyveri”, idet YouTube netop ikke længere spiller dansk musik. Så stjæler firmaet ikke noget.
Til samme diskussion skriver Joy Mogensen:
Det virker som et meget aggressivt træk af Google/Youtube at true med at fjerne al dansk musik på deres platform. Vil man i dag ud med sin musik, og især ud til unge, er man næsten tvunget til at være på Youtube. Men man skal ikke tvinges til at forære sin musik – eller sit indhold – bort. Det kan ikke være rimeligt. Techgiganterne og deres dominerende stilling i det moderne medielandskab er en af den nye medieverdens største udfordringer.
Det er ikke til at forstå hvordan Google/Youtube kan mene, at danske musikere skal aflønnes endnu mindre – i forvejen er det ikke nogens indtryk, at det på nogen måde er en guldrandet forretning, at dele sin musik på Youtube.
Vi er nødt til – i en globalt og digitaliseret virkelighed – at sikre, at der er både kunstnere og andre, der leverer det indhold, som er afgørende for vores kultur og demokrati. Det er en foruroligende udvikling, hvor dem der bidrager med indhold, oplevelser og kultur, i stigende grad tjener mindre, og at magten og pengene ender hos dem, der kontrollerer platformene. Hos de få der distribuerer i stedet for hos de der skaber.
Opslaget opnår 550 reaktioner, heraf 90 kommentarer. Kommentarerne – som mest er fra musikbranchen – er glade for kulturministerens melding og opbakning. Nogle spørger, hvad hun vil gøre ved det. Dette besvares ikke.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på de nye ordføreres opslag fra 1.juni til 31. juli 2020.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.
Reading your article has greatly helped me, and I agree with you. But I still have some questions. Can you help me? I will pay attention to your answer. thank you.