Aktuelt · Biblioteker · Kommunerne · Musik · Politik · Teater og dans
Konservative kommuner prioriterer kulturen
Landets konservative kommuner øgede kulturbudgetterne mest fra 2021 til 2025. Socialdemokratiske kommuner prioriterede kulturen lavest.
I 2021 kunne 14 konservative sætte sig til rette i stolen som borgmestre. Vælgerne havde næppe en opfattelse af, at det ville blive i netop disse kommuner, at kulturlivet ville få den bedste prioritering. Men tallene viser, at netop de konservative kommuner har sikret kulturen den største prioritering i den forgangne valgperiode.
De 14 konservativt styrede kommuner øgede samlet kulturbudgetterne med 17,5 procent fra 2021 til 2025. Det er godt 3 procent mere end den pris- og lønfremskrivning på 14,3 procent, som Kommunernes Landsforening har beregnet.
Omvendt svagt står det til i landets 44 socialdemokratisk styrede kommuner. Her øgedes kulturbudgetterne kun med 11,5 procent, altså knapt tre procent mindre end pris- og lønfremskrivningen.
Partiernes prioriteringer
| Parti | Antal kommuner | 2021 | 2025 | stigning fra 2021 til 2025 | stigning i procent |
|---|---|---|---|---|---|
| Socialdemokratiet | 44 | 3434286 | 3827647 | 393361 | 11.5 |
| Venstre | 34 | 1442842 | 1635653 | 192811 | 13.4 |
| Konservative | 14 | 691690 | 812946 | 121256 | 17.5 |
| Øvrige | 6 | 157425 | 181024 | 23599 | 15 |
Beregninger: Søndag Aften.
Venstreborgmestrene var til gengæld bedst til at følge pris- og lønfremskrivningen. Her var udgiftsstigningen 13,4 procent.
Gruppen af øvrige partier repræsenterer partier med kun en eller to borgmestre. Her er det vanskeligt at lave en solid statistisk sammenligning. Værst så det dog ud i den enlige radikale kommune, Fanø, hvor kulturen blev beskåret med 19,6 procent. Bedst var det i den enlige kommune styret af Sydslesvigs Parti, hvor kulturbudgettet steg med hele 20,5 procent.
Den enlige Lokalliste, som sad på borgmesterstolen i Odsherred, øgede kulturbudgettet med 16,6 procent. De to SF-kommuner, Hvidovre og Langeland, øgede kulturbudgetterne med 15,0 procent. Liberal Alliance havde ansvaret for en enkelt kommune, Solrød. Har sparedes reelt på kulturen, idet udgifterne kun steg med 8,7 procent.
Socialdemokratiets prioriteringer
De 44 socialdemokratiske kommuner har samlet set især valgt at prioritere Øvrig kultur, hvor budgetterne er øget med 19,1 procent. Museerne er øget med 14,5 procent, musikken er kun øget med 9,2 procent og bibliotekerne med 8,8 procent. Teatrene har været udsat for en væsentlig besparelse, her er udgifterne kun øget med 2,7 procent, mere end ti procent mindre end pris- og lønfremskrivningen.
Venstres prioriteringer
Også Venstrekommunerne har prioriteret Øvrig kultur, endda med en budgetforøgelse på hele 24,7 procent. Museerne har også fået en væsentlig forøgelse, svarende til 22,3 procent.
Musikken er kun øget med 12,1 procent, folkebibliotekerne med 7,0 procent. Men også hos Venstre er det teatrene som har holdt for. Her er udgifterne stået helt stille og kun øget med 1,2 procent – meget langt fra pris- og lønfremskrivningen.
De konservative kommuner
Billedet er noget anderledes, hvis man ser samlet på de 14 konservativt styrede kommuner. Her har man især satset på museerne, som har oplevet en budgetfremgang på hele 36,2 procent. Øvrig kultur er øget med 27,2 procent og musikken med 19,1 procent.
Teatrene i de konservative kommuner har næsten kunnet følge med pris- og lønudviklingen med en stigning på 12,9 procent. Her halter bibliotekerne lidt efter – med en forøgelse på 9,5 procent.






