Aktuelt · Film · Kunst og museer · Medier og internet · Musik · Politik · Teater og dans
Facebook i august: genåbning og opsplitning af kulturministeriet
Den fortsatte genåbning og kompensationsordninger er fortsat i centrum for det politiske arbejde. Og så er der nogle, som vil splitte kulturministeriet i flere dele.
Helt naturligt er det den fortsatte genåbning af kulturlivet, som for tiden fylder mest i politikernes Facebookdebat.
Først kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet, som skriver:
Til alle jer der arbejder med større arrangementer nu i august og september Jeg modtager dagligt henvendelser fra arrangørerne til arrangementer for kulturen, idrætten og foreningslivet. Henvendelserne handler næsten alle om at få mulighed for at lukke flere publikummer ind, og jeg ville ønske, at jeg kunne give grønt lys til jer allesammen. Igår var første dag på arbejdet, og den altoverskyggende første prioritet står lysende klart: – At få forberedt efteråret! – Både praktisk, så retningslinjerne kan komme så hurtigt som muligt til hele kulturlivet. Og økonomisk, så vi får støttet og genstartet kulturlivet, hvor der er behov for hjælp. Baggrunden er, at der op til sommerferien blev åbnet for en masse aktivitet i samfundet igen. For mange har det gjort sommeren til et positiv pusterum. Men der er stadig mange, som har måttet prøve at finde sommerhumøret på trods. For nogle har det været på trods af økonomisk usikkerhed eller angsten for arbejdsløshed. For andre har det været bekymring for eget eller andres helbred. Og det er den balance, vi hele tiden skal passe på, og den opblusning, som lige nu sker rundt omkring i landet, minder os om, at vi stadig går en balancegang. Mellem at åbne døren for livet præcis så meget, at vi stadig holder sygdommen fra døren. Derfor kommer der om ikke så længe en sundhedsmæssig status, som vil danne grundlag for stillingtagen til forsamlingsforbuddet fremover. Når det er på plads, kan Kulturministeriet begynde at udfærdige endelige retningslinjer i overensstemmelse med det forsamlingsforbud, som måtte gælde. Såfremt retningslinjerne gør, at nogle kulturinstitutioner får brug for økonomisk hjælp, vil regeringen indkalde til forhandlinger om dette. Det er rækkefølgen på det vigtigste spørgsmål overhovedet lige nu for kulturministeriet. Jeg vender tilbage med nyt, så hurtigt jeg kan. Jeg ved godt, at det er frustrerende ikke at kende fremtiden. Tro mig. Jeg deler til fulde rastløsheden, og vi deler allesammen frustrationen. Men indtil vi ved mere, er det bedste, alle kan gøre, at blive ved med at huske håndsprit, afstand og mundbind, når der er trængsel.
Opslaget opnår 225 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Kommentarerne har her karakter af nødråb fra forskellige områder.
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Forårets coronalukninger kaster stadig lange skygger ind over dansk kulturliv. Og nu holder alle vejret. Hvad betyder den seneste smitteudvikling for genåbningen af spillesteder, teatre etc.? Vores kunstnere og kulturinstitutioner kan ikke klare endnu en sæson uden indtægter. Det er selvfølgelig til at forstå, hvis saglige hensyn taler for fortsat nedlukning og restriktioner for særlige typer arrangementer. Men lige nu tegner der sig et billede af, hvordan der gives los på nogle områder, samtidig med at kulturen over en bred kam holdes i et jerngreb. Hvem har talt om at lukke slagterierne på grund af det massive udbrud? Ingen. Til gengæld frygter kulturlivet nu, at der er dem, der kommer til at betale prisen i form af fortsatte restriktioner og nedlukninger. Hvis det sker, vil det kun kunne tolkes som udtryk for manglende prioritering og omsorg for vores kunstnere og kulturliv. Det er hverken vi eller de tjent ved. Jeg har derfor sendt nedenstående brev til vores kulturminister, som jeg inderligt håber, at hun vil følge op på. Nedenunder kan I se uddrag af en mailkorrespondance, som jeg har haft med jazz-trommeslager Stefan Pasborg, der meget præcis beskriver afmagten og frustrationen blandt kunstnerne og i kulturlivet over den nuværende situation. Lad mig understrege: Ingen af os ønsker at sætte sundheden på spil. Men vi mangler fortsat en anerkendelse af den alvorlige situation, kunsten og kulturen befinder sig i, og en forsikring om, at vi som samfund heller ikke ønsker at sætte kunsten og kulturen på spil i denne tid. Kære Joy Hvornår kan vi forvente at blive indkaldt til forhandlinger om genåbning og økonomisk kompensation til kulturlivet i tilfælde af fortsatte restriktioner? Erfaringerne fra tredje fase af genåbningen har med al tydelighed vist, at kulturlivet er meget påpasselige og samvittighedsfulde i fht. at håndhæve og overholde retningslinjerne. Selvom den aktuelle smitteudvikling skaber usikkerhed om en fuld genåbning, vil jeg derfor opfordre til, at erfaringerne anvendes til at kvalificere de eksisterende retningslinjer på kulturområdet. Det forekommer både uretfærdigt og usagligt, at kulturlivet, der i den grad har bevist, at de kan holde styr på rammerne, bliver fastholdt i et jerngreb, fordi smitten spreder sig andre steder. Deres aktiviteter er jo strengt regulerede i modsætning til mange andre områder, så følelsen og frygten for igen at blive offer for en politisk nedprioritering er velbegrundet. Det er klart, at der fortsat kan være saglig begrundelse og fagligt belæg for at være ekstra forsigtig med natklubber, megaevents og vilde koncerter, fordi der her gør sig nogle helt særlige forhold gældende. Men der mangler en saglig begrundelse for, at kulturarrangementer, hvor publikum sidder ned og kigger i samme retning, sættes i samme bås eller i det hele taget reguleres hårdere end en tur med metroen eller Molslinjen. Jeg ved, at den overordnede beslutning vedrørende genåbning er et spørgsmål for regeringen og partilederne, og at de konkrete retningslinjer på kulturområdet derefter fastlægges inden for partnerskabet mellem Kulturministerium, Sundhedsstyrelsen og brancherepræsentanter. Jeg har selvfølgelig koordineret med min partileder. Men jeg håber, at du – som kulturens minister – vil tage erfaringerne fra tredje fase af genåbningen med i det videre forløb og argumentere for en lempelse af reglerne for alle øvrige kulturelle live-events (teater, foredrag, koncerter mm.). De har vist, at de på samvittighedsfuld og kompetent vis kan skabe trygge forhold og bør derfor ikke betale prisen for at forholdene og smitten er ude af kontrol andre steder i samfundet, f.eks. på slagterierne. Vores kunstnere og kulturinstitutioner kan ikke klare endnu en sæson uden indtægter. De og vi kan selvfølgelig forstå, hvis saglige hensyn og særlige forhold taler for fortsat nedlukning og restriktioner for særlige arrangementer. Men lige nu tegner der sig et billede af, hvordan der gives los på andre områder, ja, sågar investeres i at booste aktivitet, mens kulturen over en bred kam og på et helt ukvalificeret grundlag holdes i et jerngreb. Der er hverken fair eller fornuftigt – og i virkeligheden ikke udtryk for andet end manglende prioritering og omsorg for vores kunstnere og kulturliv. Det er hverken vi eller de tjent ved. Venlig hilsen Zenia Hej Zenia. Jeg mener at det er meget vigtigt at der i beslutnings-processen skelnes mellem de siddende indendørs events såsom teater, jazz-koncerter m.m. kontra diskoteker og natklubber. Alle spillesteder og teatre har lydigt arbejdet MED reglerne igennem de sidste måneder, og det kan umuligt være dér at problemet reelt ligger! Derfor: Hold spillesteder / teater med siddende publikum åbne, og ovenikøbet med lidt større kapacitet, så de har mulighed for at overleve…det er 100% muligt at gennemføre de siddende koncerter/teater-forestillinger. Det har spillesteder / teatre bevist igennem de sidste måneder. Det bør honoreres. Vedagt er billeder fra Mols-linien og Kastrup Lufthavn forleden…jeg tog disse billeder, da jeg følte det overraskende svært at deale med dette syn, når man igennem det sidste halve år har fået aflyst ca. 40 koncerter, men så alligevel lige netop har spillet 6 koncerter for utroligt små siddende publikummer med tonsvis af restriktioner, hvor publikum føres ind til deres pladser i stramme systemer, hvor publikum kun må gå i baren i specielle rækkefølger og ikke blive der i mere end få minutter, og hvor folk nogen steder bliver bedt om ikke at vende sig om, men at holde ansigtet i retning af scenen, og IKKE synge med…og hvor der generelt er placeret store krydser på mange af tilskuer-pladserne for at undgå at folk sidder for tæt… Er det ikke lidt underligt at kunst- og kulturlivet skal ha’ alle de mange extra dræbende og stramme regler for siddende indendørs events, når de ikke på samme måde bliver overholdt på så væsentlige steder som i pas-kontrollen og på Mols-linien, hvor der hele tiden er fyldt med nye hold af mennesker som jo så nemt kan smitte løs….? (godt nok har de fleste folk masker på i Kastrup, men alle ved vel efterhånden at masker ikke for alvor er 100% tilstrækkeligt i forh. til smitte, og lige dér er det jo så ovenikøbet også en kæmpe klump af mennesker fra flere forskellige nationer mast sammen uden afstand på forholdsvist få kvadratmeter – godt nok ikke i længere tid – men vel tid nok til at evt. smitte kan ske, hvis det er)… Den adfærd var ALDRIG blevet tilladt på de “åh, så farlige” spillesteder og teatre… Der er noget der ikke er i sync her….medmindre at eksperterne mener, at det er MEGET farligere at blive smittet med corona mens man er til koncert eller inde og se ballet, end mens man tager en lur på Mols-linjen… 😆 Det er dog vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mit primære ønske med opslaget at kritisere Mols-linien og Kastrup (som nogen tror), men derimod at UNDERSTREGE den ulighed der er i samfundet i forh. til kunst og kultur…og at vi, som du også skriver, tydeligt føler: ” (igen) en manglende prioritering og bekymring for kulturen” Der ER forskel på de siddende events og så natklubber og diskoteker. Det må og skal IKKE ses som det samme. Voksne mennesker kan godt gå til siddende koncert og i teateret i denne tid. Det er blevet bevist. Nå, det var bare en tanke….og medmindre der sker ét eller andet crazy med en 2. bølge, så håber jeg at I politikere genovervejer jeres restriktioner så de siddende indendørs koncerter 1) kan afholdes med lidt større kapacitet, og 2) I DET MINDSTE BARE PÅ SAMME VILKÅR, som det er andre steder i samfundet. For hvorfor skal publikum til siddende koncerter og teater ha’ alle de extra påvisninger, når det er tilladt at sætte sig ned ved en random stranger på færgen og nyse og spise en hot-dog…og måske ovenikøbet at synge en sang. Forskelsbehandling, hvor kunst/kultur igen bliver sorte-Per ? Er det ikke NU på tide, at det er kunst/kultur der tilgodeses, når vi tydeligt har bevist, at vi kan overholde retningslinjerne? Vh Stefan Pasborg Jeg håber, at I alle vil være med til at tale kunsten og kulturens sag i denne tid. Der er hårdt brug for det.
Opslaget opnår 850 reaktioner, heraf 85 kommentarer. Kommentarerne er krydret med mange forskellige og nuancerede fortællinger om, hvordan spillesteder håndterer situationen.
Malte Larsen fra Socialdemokratiet skriver:
Store dele af den professionelle idræt er hårdt udfordret på økonomien. Hvis indtægterne udebliver, risikerer klubberne konkurs. Håndbold, fodbold, ishockey og alle de andre sportsgrene giver mange af os forbilleder og spændende underholdning; – en meget vigtig del af det danske kulturliv.
Opslaget henviser til en artikel på DR.dk: Sportsklubber: Loft på 500 tilskuere vil give konkurser.
Opslaget opnår 9 reaktioner, heraf en kommentar. Den enlige kommentar mener ikke, at der er problemer for den professionelle idræt, som kun er underholdning.
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet fortsætter i næste opslag:
Når forsamlingsforbuddet nu ikke bliver hævet fra 100 personer til 200, stiller det mange i en meget svær situation. Jeg vil gerne gentage, at dem der bliver ramt af fortsatte restriktioner, også kan regne med hjælp fra os. De, der bliver berørt af denne beslutning, er vi i dialog med. På onsdag samler justitsministeren og sundhedsministeren folketingets partier for at drøfte fase 4 af genåbningen, dvs forsamlingsforbuddet fremover. I forlængelse af hvad de bliver enige om, vil regeringen indkalde til forhandlinger om kompensation til de dele af kulturlivet, der får brug for hjælp. Det gælder eksempelvis idrætslivet og spillesteder, som jeg godt forstår ser ængsteligt på tiden, der kommer. Jeg mærker den også, ængstelsen. Voksende med de stigende smittetal. Usikkerheden for fremtiden. Det spørgsmål, jeg oftest får er ‘bliver efteråret ligesom foråret?’ Jeg ville ønske, at jeg kunne svare. Men det er der ingen, som kan. Viruset er stadig en ukendt og uforudsigelig fjende. Det vigtige er, at vi bliver ved at have styr på situationen. Men jeg kan berolige med, at vi fra Kulturministeriets side har brugt sommerferien på at forberede os bedst muligt på alle tænkelige scenarier. Derfor er vi allerede i fuld gang med indspil til de forhandlinger hvor partierne bestemmer forsamlingsforbuddets fremtid og hvordan vi går ind i efteråret.
Opslaget opnår 200 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Kommentarerne er gennemgående positive, med små remindere om områder der ikke må glemmes.
Kulturministeren skriver:
Mange institutioner på kulturområdet er, og vil være, påvirket. Dem har jeg været i dialog med, i gennem det vi kalder sektorpartnerskabet, som har været den måde, vi har fået alle de gode ideer og den viden med, som regeringen har brug for, så vi kan sammen med folketingets partier kan træffe de rigtige beslutninger om hvordan vi håndterer Corona. På mandag indkalder Kulturministeriet sektorpartnerskaberne for Kultur-, idræts- og foreningslivet igen for at være sikre på, at alle har de oplysninger, de har brug for inden de drøftelser regeringen skal have med partierne. Det er meget vigtigt for mig at have en løbende dialog med alle, der er berørt af de forholdsregler, som vi er nødt til at have. Bliv ved med at passe godt på hinanden ❤️
Opslaget opnår 330 reaktioner, heraf 12 kommentarer.
Herefter skriver kulturministeren:
Læste Simon Kvamms opslag i går aftes, om de svære vilkår danske musikere og spillesteder står i. Et opslag der vist også er skrevet med adresse til mig. Danske spillesteder er kulturpolitiske vigtige institutioner, hvor fællesskabet om den levende musik kan udfolde sig. Jeg har aldrig set danske spillesteder og natklubber som det samme, og jeg ved ikke hvordan man kan tro det. Musiklivet har jeg som kulturminister et helt andet ansvar for, end for diskoteker og natteliv – som jeg nu også savner. Men for mig er opgaven altså musikken og spillestederne. Og netop derfor har vi ført en lang dialog med eksempelvis Dansk Live – de danske spillesteders organisation – om hvordan man kunne gå til genåbningen forsvarligt. Jeg skal eksempelvis mødes med danske musikere, artister og spillesteder i eftermiddag – vi respekterer og inddrager netop den ansvarlighed og den grundige forberedelse som det danske musikmiljø hele tiden har budt ind med. Når man er kulturminister er der intet man hellere vil, end at kunne åbne alle de oplevelser og fællesskaber vi arbejder for. Men det er nu engang Folketingets partier, der, på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger, vælger hvordan vi går videre med genåbningen af Danmark. Kulturministeriets ansvar er at sikre, at alle de grundige forberedelser er gjort, for at skabe det bedste beslutningsgrundlag på kulturens område.
Opslaget opnår 160 reaktioner, heraf syv kommentarer.
Zenia Stampe forholder sig til det samme:
LIVEMUSIK OG NATTELIV ER IKKE DET SAMME! Alligevel bliver de behandlet som én og samme ting i Statens Seruminstituts seneste risikovurdering. Spillesteder og diskoteker skæres over én kam som steder med lidt plads, snævre adgangsforhold, øget åndedrætsfunktion, indtagelse af alkohol, kontroltab samt kontakt mellem fremmede. Det er rigtigt, at diskoteker og nogle koncerter er sådan. Men der er også masser af stille og rolige koncerter med god plads, fin udluftning, begrænset alkoholindtag, fuld selvkontrol og ingen dans og skrig og skrål. Og sådan vil alle koncerter blive, så længe corona hærger vores land. Det har spillesteder, artister og publikum forlængst indstillet sig på, og de står klar i startboksene til at løbe livescenen igang under ansvarlige forhold. Med mere plads, afspritning, adfærdskodeks, mundbind, sektionering, mere personale osv. er spillestederne klar til at gøre koncerter til en mere tryg oplevelse end en tur med bussen eller i Bilka. Derfor vil det være dybt nedslående, hvis udskydelsen af fase fire og den forfejlede sammenblanding af natteliv og spillesteder betyder en fortsat nedlukning af hele vores livescene. Det vil true mange af landets spillesteder på deres eksistens. Det vil tage brødet ud af munden på vores kunstnere og teknikere, som i forvejen har sagt farvel til et halvt års indtægter. Men det vil også være et hårdt slag mod vores nationale og kulturelle selvbevidsthed. For når nu man kan skabe mindst lige så trygge rammer om den levende musik, som der gælder i den kollektive trafik, storcentrene, byggemarkederne og superligaen, hvad er så begrundelsen for, at det lige præcis er musikken, kunsten og kulturen, vi skal slukke for at styre epidemien? Hvorfor dette vilkårlige nedslag på én sektor frem for andre? Hvorfor i det hele taget lade én sektor bære hele byrden i stedet for at se på, om man i stedet kan lave andre mere generelle tiltag for at kontrollere smitten? Det er svært at tage det som udtryk for andet end en trist nedvurdering (og fatal fejllæsning) af hele vores livescene og den levende musiks betydning for os som mennesker, for vores lokale og nationale fællesskaber og for vores økonomi. For tag ikke fejl: 2 millioner danskere var til koncert i 2019, og dansk livemusik omsætter årligt for omkring 6 milliarder kroner. Livemusikken er en vigtig del af vores liv og af vores land. Når vi går til genåbningsforhandlinger i dag, så gør vi det derfor med to formål: Vi vil ikke sætte sundheden over styr. Men vi vil heller ikke være med til at bringe musikken som offergave til covid 19. Spørgsmål er ikke, OM vi skal tænde for musikken igen. Spørgsmålet er, HVORDAN vi gør det uden af sætte sundheden over styr. Smitten skal under kontrol. Økonomien skal igang. Og vi skal igen kunne finde trøst, glæde, forundring og mening i musikkens toner.
Opslaget opnår 870 reaktioner, heraf 80 kommentarer. Der er gennemgående opbakning til Zenia Stampes opslag. En del nuancerer ved at fortælle konkrete historier fra spillesteder.
Kulturministeren har samme sondring:
Der er forskel på kulturliv og natteliv. En natklub og et spillested er ikke den samme størrelse. Derfor kigger vi på de to ting i to forskellige spor i forhandlingerne. Regeringen er optaget af også at få musikere, kunstnere og udøvende i gang så meget som muligt, derfor ser regeringen naturligvis på spillesteder og kulturinstitutionerne på en anden måde end nattelivet. Det er vigtigt, at få så stor en adgang til kulturlivet som muligt, under de restriktioner, der kommer til at gælde. Vi er stadig nødt til at have restriktionerne for at holde en lumsk virus under kontrol. Dem sidder regeringen sammen med alle folketingets partier i dag og finder en fælles løsning på. Hvis der er noget, som corona-virus har lært os, så er det, at vi har behov for kulturen og for det fællesskab, det giver os.
Opslaget opnår 510 reaktioner, heraf 55 kommentarer. Flere foreslår, at man kan øge antallet publikumspladser til koncerter ved at kræve mundbind hos publikum.
Zenia Stampe:
For nogle uger siden så det dystert ud: Genåbningens fase fire var udskudt, og landets spillesteder og musikere kunne se frem til endnu en sæson uden indtægter. Derfor er jeg meget lettet over, at der – trods fortsatte restriktioner – lægges op til en ansvarlig genåbning af kulturen, herunder koncerter, teaterforestillinger og biografforestillinger. De præcise retningslinjer skal jeg nu forhandle på plads med de øvrige aftalepartier, sundhedsmyndighederne og branchen. Og bagefter skal vi forhandle en ny økonomisk hjælpepakke, der gør det økonomisk rentabelt at arrangere koncerter og teaterforestillinger på trods af restriktioner og kapacitetsbegrænsninger. Jeg har knoklet for at få vores kunstnere og kulturliv gennem et fuldstændigt kaotisk forår og en sommer præget af stor usikkerhed. Jeg kommer til at lægge mindst ligeså meget energi i at få dem trygt igennem efteråret, der også ser ud til at blive præget af stor usikkerhed. Men denne gang er vi på forkant, og derfor SKAL det lykkes at finde løsninger, hvor vi passer på hinanden, samtidig med at vi passer på kunsten og kulturen. Sundhed, kunst og kultur er ikke hinandens modsætninger. På mange måder er de faktisk hinandens forudsætninger❤️❤️❤️
Opslaget opnår 590 reaktioner, heraf 45 kommentarer. Kommentarerne er glade for Stampes arbejde.
Joy Mogensen skriver:
Yderligere hjælp på vej til Corona-presset kultur- og idrætsliv Vigtige dele af vores kulturliv ser ind i et efterår med nødvendige restriktioner og begrænsninger på, hvor meget der kan genåbne. Vi skal fortsat holde hånden under dem, der stadig er hårdt ramt. I begyndelsen af næste uge drøfter jeg sammen med erhvervsministeren og Folketingets partier, hvordan vi sammen kan hjælpe bl.a. kulturlivet, der er hårdt ramt. I dialog med de relevante sektorpartnerskaber og aftalepartierne skal vi også se videre på, om der kan ske yderligere genåbning af blandt andet spillesteder, professionel idræt og breddeidræt, kulturarrangementer, herunder teaterforestillinger og koncerter. Det skal selvfølgelig ske inden for en sundhedsforsvarlig ramme.
Opslaget opnår 200 reaktioner, heraf 25 kommentarer. En del reaktioner er positive, men de fleste gør opmærksom på trængte enkeltområder.
Ministeren fortsætter:
I løbet af sommeren har vi afprøvet, hvordan man kan samle mere end 500 mennesker til fodboldkampe på stadions på ansvarlig vis. Det er sket ved blandt andet at opdele stadion i sektioner, og have de mange fans siddende på stole med afstand imellem. Erfaringerne har været gode. Vi skal se på, om der sundhedsmæssigt forsvarligt kan ske yderligere genåbning af fx spillesteder, professionel idræt og breddeidræt samt kulturarrangementer. Det vil vi se på sammen med de politiske partier og relevante aktører i sektorpartnerskaberne. Vi er rigtig mange, der savner at gå til koncerter, bogmesser, fodbold-, håndbold- og ishockeykampe og drømme os langt væk, når vi er i teatret eller operaen. Men vi har en lumsk sygdom i samfundet, og selvom COVID-19 på mange måder er ny sygdom for os, så får vi stadigt flere erfaringer med den. Vi skal lære at leve med COVID-19 noget tid endnu, men erfaringerne gør det muligt for os at kaste et ekstra blik på de begrænsninger, smittefaren giver os, for vi skal også leve – og musikken, idrætten og andre store kulturbegivenheder er en meget vigtig del af livet.
Opslaget opnår 200 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Opslaget fører både til diskussion om smittetrykkets alvor og om konkrete forhold i forskellige sektorer.
Kulturminister Joy Mogensen skriver:
For en uge siden indgik Folketingets partier en aftale om håndteringen af Corona i efteråret. Vi vil gerne have, at en større del af kultur og idrætslivet kan vende tilbage til en mere normal hverdag. Erhversministeren og jeg har her i ugen holdt møde med alle Folketingets partier om hvordan vi kunne arbejde med at revidere retningslinjerne. Vi taler også om økonomisk hjælp til til den del af Kulturlivet, der er ramt af restriktioner. Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, men vi skal have lys på scenerne igen🎤💡🎵
Opslaget opnår 285 reaktioner, heraf 20 kommentarer. De fleste kommentarer ønsker færre restriktioner.
Fra forhandlingerne melder ministeren:
Lige nu forhandler vi om yderligere hjælp til de dele af dansk kulturliv, der også i efteråret vil være påvirket af restriktionerne. Vores budskab er, at vi er klar med ekstra hjælp. 1,9 milliarder kr. er foreløbigt afsat alene på Kulturministeriets område. Mere end en milliard er udbetalt via de generelle kompensationsordninger til kulturområdet. Vi har støttet og kompenseret musikere, idrætsfolk, kunstnere, scenekunstnere, kunsthåndværkere, dansere, skuespillere, forfattere og sceneteknikere. Vi har støttet idrætsliv, kulturinstitutioner, højskoler og aftenskoler. Vi har modtaget over 10.000 ansøgninger til de forskellige puljer, og vi har indtil videre foretaget tæt på 8.500 udbetalinger. Mange er og mange bliver fortsat hjulpet. Samtidig har kunstnere kunnet søge støtte til at gentænke deres værker til corona-tiden via Sammen om Kunsten-puljen. Og i sommer kunne vores kulturinstitutioner tilbyde borgerne halv pris på entrebilletter, som en del af “sommerpakken”. Samtidig med at kunstnere, foreninger og kulturinstitutioner kunne søge støtte til aktiviteter for sårbare, børn og ældre. Jeg er glad og stolt over, at vi i en mørk tid som denne med restriktioner og begrænsninger har formået at støtte vores kulturliv. Og at så mange har lagt energi i at lave kulturaktiviteter under de mange nødvendige restriktioner. Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at søge løsninger på krisen – og min store forhåbning lige nu er selvfølgelig, at vi snart er klar med endnu en politisk aftale, der kan få sat endnu mere gang i hjulene i kulturlivet. Det har vi alle sammen brug for!
Opslaget henviser til en artikel på Kulturministeriet: Hjælpepakker og ordninger til kulturlivet under corona.
Opslaget opnår 215 reaktioner, heraf 15 kommentarer. Opslaget vækker glæde. Nogle spørger dog til biografer og amatørkulturen.
Og så er forhandlingerne afsluttet, melder ministeren:
NY POLITISK AFTALE SKAL SIKRE FLERE KULTUR- OG IDRÆTSAKTIVITETER UNDER GENÅBNINGEN Endelig! Så vi fik vi en ny politisk aftale på plads, der gør, at vi kan sætte mere gang i hjulene i kulturen og idrættens verden! Vigtige hjælpepakker bliver nu forlænget frem til d. 31. oktober, og samtidig søsætter vi en ny aktivitetspulje på 300 mio. kr. Vi har lavet en unik model, hvor vi hjælper kulturlivet med at skabe og fastholde aktivitet – til trods for de aktuelle sundhedsrestriktioner. Teatre, spillesteder, biografer og mange andre kulturaktører vil kunne få økonomisk hjælp, så de kan gennemføre arrangementer, der ellers ville være aflyst. Idrætten bliver også tilgodeset med ekstra 100 mio kr. til foreningspuljerne under Dansk Idrætsforbund, DGI, Firmaidrætten og Dansk Ungdoms Fællesråd. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at kulturen og idrætten kan få sat gang i hjulene – i stedet for at aflyse og lukke ned. Jeg håber, at de mange gode tiltag kommer os alle sammen til gode. Vi har brug for alle de stærke fællesskaber, som kulturen, kunsten og idrætten giver – særligt i denne tid! Med den nye aftale føjes 680 mio. kr. til de eksisterende tiltag. Samlet er der nu hjælp for 4,6 mia. kr. i alle ordningerne til kulturen, idrætten og foreningslivet.
Opslaget opnår 370 reaktioner, heraf 50 kommentarer. Der er nærmest fuld opbakning til aftalen og Joy Mogensens indsats. For en gangs skyld er der ikke nogle negative kommentarer til ministeren. Der er dog enkelte, som spørger til mere detaljerede problemer.
Stén Knuth fra Venstre skriver:
Vi gik til forhandlingerne med at ville forlænge hjælpepakkerne til kulturen, idrætten og foreningerne, samt at forhøje kompensationen. Og at vi skulle se mere individuelt på hvor mange der kan forsamles på idrættens meget forskellige arenaer. Det skal drøftes for hver idrætsgren de næste dage mellem idrætten og sundhedsmyndighederne, og endeligt besluttes politisk, meget gerne i den uge vi kommer ind i. Så ja, vi kan et stykke vej, men der er fortsat meget at gøre for kulturen, idrætten og foreningernes mulighed for at komme helskindet gennem coronaen.
Opslaget henviser til en artikel på Kulturministeriet: Ny politisk aftale sætter mere gang i hjulene i kulturlivet .
Opslaget opnår 20 reaktioner.
Sommerpakken
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Første runde af puljen til kunsteriske sommeraktiviteter blev uddelt igår. Her er et par tal: 1114 projekter havde søgt om i alt 38 mio kr. 972 har fået tilsagn til i alt 18,65 mio kr På grund af den store søgning og høje godkendelsesprocent har alle godkendte ansøgninger kun fået 50 pct af det ansøgte. Til gengæld er der givet forhåndsgodkendelse til at foretage tilpasninger af projekt og budget i lyset af den reducerede økonomi. Jeg er selvfølgelig ked af, at alle godkendte ansøgninger ikke har fået det fulde beløb, og jeg håber, at de fleste vil kunne tilpasse deres projekter på en meningsfuld måde. Men jeg er til gengæld glad for, at søgningen til puljen har været så stor, og at der er så mange, der nu får gavn af puljen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle jeres delinger af opslaget har gjort en kæmpe forskel. Da jeg skrev mit opslag havde 142 søgt puljen. Ved ansøgningsfristen tre dage senere var det tal steget til 1114. Vær i den forbindelse også opmærksom på, at der i dag – lørdag d. 1. August – er ansøgningsfrist til den anden og sidste runde af puljen. Og et lille PS: Hvis I får afslag, så tjek lige, om det kan passe. Jeg har fået en mail fra en musiker, der har fået afslag under henvisning til, at han ikke lever op til 100.000-kr-kravet. Til trods for, at han har indsendt dokumentation og allerede har modtaget støtte fra kunststøtteordningen, hvor 100.000-kravet også gælder. Han har fået at vide, at det tager 4 uger at sagsbehandle hans klage. Det kan han jo ikke vente på, så han har skrevet til mig, og jeg har sendt et spørgsmål direkte til ministeriet. Så skriv til mig, hvis I mener, at I har været udsat for en åbenlys fejl i sagsbehandlingen, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre😊 Håber ellers, at I har kunne nyde den danske sommer. Vi ses😊
Opslaget henviser til en artikel på Slots- og Kulturstyrelsen: Ansøgere til kunstneriske sommeraktiviteter er blevet tildelt støtte.
Opslaget opnår 320 reaktioner, heraf 65 kommentarer. Der er både kommentarer fra de, som har fået tilsagn om støtte og fra de, som har fået afslag. Der er gennemgående glæde over puljen.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Lad os nu komme i gang med de forhandlinger, så vi kan give spillestederne en hjælpende hånd til at komme i gang med de koncerter, der kan lade sig gøre 🧐👍🎶 Ellers risikerer vi, at alt for mange går nedenom, mens vi venter på ministeren… 😢
Opslaget opnår 27 reaktioner, heraf fire kommentarer.
I næste opslag skriver Broman Mølbæk:
Endelig er vi i gang med forhandlinger om åbning af og kompensation til spillesteder, teatre, film og idrætten 🤩💪 Vi skal stadigvæk passe på hinanden for smitten er fortsat blandt os. Så vi kan ikke åbne fuldt op og det skal åbnes med restriktioner 🤗 Jeg håber, at vi snart kan komme så småt i gang med koncerter, forestillinger og mere idræt sammen 😍🤩👏🏻
Opslaget opnår 73 reaktioner, heraf syv kommentarer. Kommentarerne er positive, nogle gør opmærksom på, at man skal huske musikforeningerne.
Og i et tredje:
Lad os nu få landet nogle bæredygtige løsninger og tage kulturlivet alvorligt! 🤛🤯 Alle der har billetter til shows i efteråret aner ikke, om de skal afsted. Spillesteder, teatre, foreninger, idrætsklubber, biblioteker osv. aner ikke, om de er købt eller solgt. Mandag udløber hjælpeordninger og vi kan ikke bare lukke op, fordi smitten stadigvæk er her. Der skal være restriktioner, men vi kan holde en økonomisk hånd under, så de så småt kan komme i gang med de mange aktiviteter og vi igen kan få lidt kultur og kunst tilbage i vores hverdag. På den her måde kvæler vi det bare langsomt … At vente så længe er urimeligt og unødvendigt! 😡
Opslaget opnår 41 reaktioner, heraf tre kommentarer.
Og mere fra Charlotte Broman Mølbæk:
RED kulturlivet! Giv et ❤️ for at støtte op om Turbinen i Randers og vores andre spillesteder, der stadig er ramt af Corona. Vi skal passe på hinanden og stadig holde afstand, men vi skal også passe på vores kulturliv. Corona har været hårdt ved det. Spillestedernes indtægter er stort set betinget af, at mange gæster både betaler entre og måske køber øl. At bede dem om at åbne med 90% gabene tomme pladser vil være at bede dem om at åbne for alligevel at dø. 10% af gæsterne kan slet ikke betale, hvad det koster, at sceneteknikkere, lydfolk, billetkontrolører, bartendere, garderobepassere og mange andre får det hele til at spille Hvis vi vil have musik, liv, ja nerve i samfundet, skal kulturlivet genåbnes og spillestederne kompenseres for deres tab. Det arbejder jeg for ved de forhandlinger, vi lige nu er i gang med.
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf otte kommentarer.
Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet skriver:
Stolt! Nu præsenterer vi en stærk aftale, der holder hånden under dansk erhvervs- og kulturliv i en svær tid. Og samtidig går vi i gang med at åbne mere op for spillesteder, sport, foreningsliv og alt det kultur, som vi allesammen savner at kunne deltage i og opleve sammen. Efter mange og sene timer er det lykkedes med en bred aftale, der sikrer ro og sikkerhed for efteråret. Helt afgørende for, at kulturliv og virksomheder ved, hvad de kan regne med.
Opslaget opnår 187 reaktioner, heraf 21 kommentarer. Alle er glade for aftalen.
Også Charlotte Broman Mølbæk er glad for aftalen:
STÆRK AFTALE VIL HJÆLPE KULTURLIV, IDRÆTTEN OG FORENINGSDANMARK 💪💪💪 ✔️300 mio til koncerter, teaterforestillinger med færre tilskuere. Biografer, museer, kulturhuse, biblioteker kan også søge. ✔️mere kultur til børn og unge i skoler og daginstitutioner ✔️op til 65% af udgifterne kan blive dækket ✔️100 mio til idrætsklubber og foreninger ✔️kompensation til underleverandører og kombinatører, samt mulighed for dagpenge til blandt andet freelancere ✔️stort set alle hjælpepakker fortsætter 👎er træt af at vi ikke kunne få lukket hullerne ift skattely, men vi fik en lille forbedring med, der forpligter os til at arbejde videre med stramninger. Og tro mig det arbejde fortsætter SF med 💪💪💪 Det var ikke nemme forhandlinger, men jeg er glad for det overordnede resultat, der vil holde hånden under kulturen og idrætten, samtidig med at vi kommer mere i gang. Vi skal stadigvæk passe på hinanden og huske reglerne for afstand,sprit m.m. Jeg er sikker på, at rigtig mange nu kan ånde lettet op og komme i gang med alle de ting, vi har savnet så meget og har billetter til 🤩😍
Opslaget opnår 60 reaktioner, heraf otte kommentarer.
Zenia Stampe er også glad:
Så har vi taget endnu et skridt mod genåbning af kulturlivet😊Vi giver landets kulturinstitutioner en økonomisk håndsrækning, så det kan betale sig at gennemføre koncerter, forestillinger og andre arrangementer, selvom de ikke må lukke lige så mange publikummer ind, som de plejer. Det er godt for alle os, der elsker at gå ud og høre musik og se teater, og det er godt for kunsterne, bandmedlemmerne, teknikerne m.fl., der kan møde deres publikum igen og få penge ind på kontoen. Samtidig sætter vi gang i en hurtig og målrettet proces for at lempe de restriktioner, der især har begrænset kulturlivet. Vi har presset på og presset på. Jeg ved godt, at det sker alt for sent. Men jeg er alligevel glad og lettet over, at det endelig sker nu❤️😊
Opslaget opnår 1080 reaktioner, heraf 100 kommentarer. Kommentarerne er én lang tak. Enkelte gør dog opmærksom på, at hjælpepakkerne stadig ikke omfatter alle kunstnere, som lever af forskellige kombinationsjobs.
Biografer og museer
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Vi skal naturligvis ikke sidestille spillesteder med nattelivet ! Der skal differentieres. Og vi skal holde så meget åbent, som muligt. Danmark skal holdes i gang. Hvis det kræver mundbind visse steder, så er det naturligvis, det der skal til. – Er der forsat restriktion, skal der også være kompensationer ! Det er kun fair og rimeligt. – 6 dages reglen skal afskaffes. – Alle skal have de 3 ugers feriepenge udbetalt. Gerne alle 5 uger ! Det er vi bl.a. gået til forhandlingerne med. Jeg havde møde med kulturministeren i går. Og her tilkendegav jeg vores holdninger. Det er sundhedsordførerne og partilederne, som forhandler pt. Mona Juul erhvervsordfører og jeg, kulturordfører knokler på med konstruktive input til forhandlingerne. Og senest eksempel med biograferne, viser med al tydelighed, at kulturministeren og jeg ser forskelligt på tingene.
Opslaget henviser til en artikel på BT: Hårdt angreb på Joy i biograf-sag: ‘Det ligner en katastrofe’.
Opslaget opnår 51 reaktioner, heraf otte kommentarer. Alle kommentarer bakker op om Birgitte Bergmans synspunkt.
Jens Rohde fra Radikale skriver:
Fin erkendelse af kulturministeren. Tak for det
Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Kulturminister om biografballade: »Den oprindelige vurdering viser sig nu formentlig at være forkert«.
Opslaget opnår 35 reaktioner, heraf fire kommentarer.
Birgitte Bergman glæder sig over de mange museumsbesøg:
KULTUREN ER FOR ALLE😊 Gode besøgstal på museerne! I juli måned har vi med ‘sommerpakken’ bl.a. haft halv pris på landets museer og gratis færgeoverfarter etc. Jeg var egentlig ikke fan af sommerpakken til 700 mio kr. Men det var en del af en større forhandling og derfor stemte vi for den. I dag er SF ude og sige, at de fortsat ønsker reducerede entre priser. Jeg tror blot ikke, at halvpris på entre billetterne til landets museer og kulturinstitutioner er den eneste faktor for de flotte besøgstal rundt om i landet. Der er flere faktorer, som har spillet ind. Det har i juli måned været et rigtigt ‘museumsvejr’ – det ringe sommervejr og det at mange har holdt ferie hjemme i Danmark, har naturligvis stor indflydelse på besøgstallene. Børn har iøvrigt i forvejen gratis adgang på mange af vores museer. Jeg er rigtig glad for, at så mange har taget kulturen til sig denne sommer. Jeg lytter mig til, at nye målgrupper har besøgt museerne. Det viser, at kulturen er for alle. Det er positivt. Derfor kan jeg også kun opfordre museerne til at fastholde de nye målgrupper – tilpasse kulturtilbud til dem – nedbryde barrierne om at kultur kun er for eliten – det er nemlig noget vrøvl! kulturpartnerskaber er vejen frem for at fastholde nye målgrupper og udbrede kendskabet til kulturen.
Opslaget opnår 22 reaktioner, heraf ingen kommentarer.
Kulturpolitik
Midt i en coronatid er der også plads til mere grundlæggende kulturpolitisk debat. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet skriver:
Er der lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater? Ja selvfølgelig er der det. Ikke den samme kultur, men begge dele er helt afgørende for et levende kulturliv i Danmark, der byder på stærke fællesskaber, dannelse og unikke oplevelser. Uanset om man er til håndbold eller teater. Det har jeg forsøgt mig med at sætte nogle flere ord på i en kronik i Politiken. Jeg håber du vil læse med 🤞
Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Socialdemokratiets kulturordfører: Selvfølgelig er der lige så meget kultur i håndbold som ballet.
Opslaget opnår 64 reaktioner, heraf 10 kommentarer. Alle kommentarer er positive.
Zenia Stampe vil gerne være visionær :
Kære kunstnere, kulturliv og kulturinteresserede. Jeg ved, at mange af jer sukker efter nogle kulturpolitiske visioner. Så sent som i dag læste jeg et skarpsindigt og inspirerende debatindlæg af en forfatter, der lovede ”et helt kongerige på et sølvfad til den kulturpolitiker” der tør tale kultur og dannelse. Jeg er enig. Det er en fuldstændig åben bane, og der er et momentum, en eftertænksomhed og en opmærksomhed på kulturområdet lige nu, som vi har savnet i årtier. Derfor har jeg også selv brugt en del af min sommerferie på at gøre mig tanker over, hvordan vi kan nå nye kunstneriske højder, give kunsten en endnu mere central rolle i samfundsudviklingen og bringe kunsten højere op på den politiske dagsorden. Jeg glæder mig vildt og inderligt til at dele og diskutere de tanker med jer. Men når det alligevel ikke vælter ud med kronikker og udspil fra min hånd lige nu, så skyldes det, at jeg lige nu bruger al min energi på at få vores kunstnere og kulturliv sikkert gennem næsten sæson, der desværre ser meget dyster ud. Den seneste smitteeudvikling har udskudt fjerde genåbningsfase, og vi er nu i gang med at bryde hovederne for at finde sundhedsfagligt forsvarlige måder at løbe vores live-scene i gang igen. Parallelt sidder vi og arbejder med økonomiske modeller, der kan holde hånden under både branche og kunstnere trods nedsat aktivitet. Og så er der også stadig hele områder og konkrete kulturinstitutioner, der falder mellem stolene, og som vi prøver at gribe på mere eller mindre klondike-agtige måder – filmområdet og biograferne bare for at nævne nogen. Og så er der ikke mindst alle de konkrete henvendelser jeg får fra kunstnere, der oplever problemer med hjælpepakkerne – aktivitetsstøtte, der pludselig bliver modregnet kompensation osv. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at svare alle, bringe alt videre – og ikke mindst: Finde konkrete løsninger på problemerne. Derfor: Jeg er fuldstændig enig i, at der er et kæmpe potentiale for de kulturpolitikere, der vil byde ind med visioner. Men lige nu er vi kulturens brandmænd. Vi gør alt, hvad vi kan for at få alle gennem krisen. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der spørger, om det virkelig er politisk arbejde, og om vi ikke hellere skulle løfte blikket og tænke i visioner. Og jo, normalt burde det være sådan, men situationen kræver noget særligt af os. Jeg taler desværre af bitter erfaring, når jeg siger, at hvis det ikke var for os, så havde mange kunstnere og store dele af vores kulturliv stået næsten uden hjælp. Og sådan bliver det igen til efteråret, hvis vi ikke engagerer os i det, der på nogen kan virke som visionsløs og uambitiøs sagsbehandling, men som i sidste ende handler om kunstens og dansk kulturlivs overlevelse. Men jeg lover, at på den anden side af krisen, der venter en ny kulturpolitik med meget større ambitioner både for kunsten, for vores samfund og for os som mennesker. I det hele taget venter forhåbentligt en politik, der prioriterer ånd, dannelse og fællesskab højere end i dag. For krisen har ikke bare vist, hvor vigtig kunsten og kulturen er for os som mennesker og samfund – den har også vist, hvor dårligt ånd og fællesskab afspejles i den politiske prioritering. Når krisen rammer næste gang, bliver kulturen forhåbentligt ikke noget af det sidste, men derimod noget af det første, der åbner. Så vil vi være nået langt❤️❤️❤️
Opslaget opnår 630 reaktioner, heraf 65 kommentarer. Zenia Stampe er åbenlyst i god synk med de, som kommenterer. Langt de fleste kommentarer handler om corona-relaterede problemer. Kun enkelte går videre, fx til at diskutere EU’s ophavsretsdirektiv. En enkelt foreslår, at vi får et sports/idrætsministerium. Et forslag, som åbenbart fænger hos de radikale.
To uger senere, skriver Zenia Stampe:
Jeg har givet et interview til Berlingske på baggrund af Jens Rohde, Marianne Jelveds og mit forslag om at skille idrætten og kunsten ad i hvert sit ministerium. Det handler også om Socialdemokratiets manglende kulturpolitik – og deres nærmest rituelle sammenligning mellem håndbold og ballet. Her er et lille uddrag: I den socialdemokratiske lejr hersker der ifølge Zenia Stampe et mantra, som for alvor er enerverende, synes hun. Det er den evindelige sang om, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater, lyder det fra Zenia Stampe. »Begge dele er kultur. Men kunst er kunst. Og sport er sport. Hvorfor bruger de deres energi på det falske modsætningsforhold? Det giver ingen mening. Medmindre det er et forsøg på – ligesom Dansk Folkeparti – at bruge kulturpolitikken til at splitte og føre værdipolitik,« siger Zenia Stampe. »I den sammenstilling bliver kunsten det elitære, og så er sporten det folkelige. Og det er et totalt falsum. Der er bredde og elite i både sport og kunst. Sammenstillingen er en måde at sætte kunsten på en piedestal for bagefter at få fornøjelsen af at pille den ned igen. Kunstmiljøet oplever at blive castet som en virkelighedsfjern og arrogant kulturelite. Man kan score nogle billige, folkelige point ved at pille dem ned. Og det er helt forfejlet,« siger den radikale kulturordfører. Zenia Stampe har længe været fortørnet over, at Socialdemokratiet ikke har en klar vision for, hvad der skal ske på kunst- og kulturområdet. Derfor kommer hun og partikollegaerne Jens Rohde og tidligere kulturminister Marianne Jelved med et opsigtsvækkende forslag, som skal redde den danske kunstpolitik. De vil ganske enkelt splitte Kulturministeriet ad. »Sammenblandingen af kunst og sport i det samme ministerium er jo et arrangeret ægteskab, som ikke rigtig giver mening for andre end dem, som er ligeglade med begge dele. Og derfor fortjener hvert område sit eget ministerium og sin egen politik, i stedet for at vi skal bruge energien og taletiden på denne rituelle sammenligning, som er temmelig unyttig,« siger hun. Tak til Jens Rohde og Marianne Jelved for et fantastisk samarbejde på kulturområdet. Hvis nogen overhovedet skulle være i tvivl, så kan jeg fortælle, at kulturen bestemt ikke ligger nederst i det radikale hierarki. Tværtimod. For os er kulturen en hjertesag❤️❤️❤️
Opslaget henviser til en artikel på Berlingske: Radikale langer ud efter regeringen: »Socialdemokratiet skamrider kulturområdet med en polariserende værdipolitik. Det er trist«.
Opslaget opnår 670 reaktioner, heraf 80 kommentarer. Opslaget deler vandene. De fleste er glade for forslaget, men kombinerer glæden over dette med skuffelse over Socialdemokratiet. En del påpeger, at en eventuel opsplitning ikke løser de aktuelle problemer. Nogle synes, det bliver for dyrt med flere ministre, departementschefer m.v. En enkelt foreslår yderligere en række små ministerier, fx et frimærkemuseum!
Zenia Stampe omtaler kronikken i yderligere et opslag:
Jens Rohde, Marianne Jelved og jeg har skrevet denne kronik, hvor vi foreslår at skille kunsten og idrætten ad i hvert sit ministerium. Vi er trætte af, at det hele blandes sammen med det resultat, at ingen af delene rigtigt prioriteres. Vi vil have en dansk kunstpolitik, og vi vil have en dansk idrætspolitik. Det er 100 gange mere værd for både kunsten og idrætten end den rituelle socialdemokratiske besværgelse om, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i Det Kongelige Teater. For ja, der er lige meget kultur begge steder. Men idræt er idræt og kunst er kunst. Og begge dele fortjener at blive forvaltet med selvstændigt fokus, dedikation og lidenskab.
Opslaget henviser til en artikel på Berlingske: Radikale langer ud efter regeringen: »Socialdemokratiet skamrider kulturområdet med en polariserende værdipolitik. Det er trist«.
Opslaget opnår 1000 reaktioner, heraf 80 kommentarer. Kommentarerne bakker samstemmende op om forslaget, “Super god idé”, er nok fællesnævneren.
Jens Rohde har et opslag, som bringer hele kronikken:
Opslaget opnår 400 reaktioner, heraf 74 kommentarer. De fleste kommentarer er glade for forslaget om at splitte ministeriet op. Andre synes, debatten er tidsspilde.
YouTube vs. KODA
Jens Rohde fra Radikale skriver:
Kulturministeren må gribe ind. Hun har hjemmel til det i eu-direktivet. Hun har faktisk endda pligt til at mægle og facilitere en god forhandling. Gør det NU! Og så er det her iøvrigt en ren tilståelsessag for Google. De himlede op om demokrati og menneskerettigheder og nettets død, da vi lavede eu-direktivet om ophavsret. Med den begrundelse, at filtre var udemokratiske. Dem har de så lige vist, at de har i forvejen. Det vidste vi nu godt. De mente også, at det var udemokratisk at fjerne musik og uploades, hvis kunstnerne krævede det, selvom det trods alt er dem, der har ejerskab til den kunst, de selv har lavet. Nu vender de det hele på hovedet og bruger det, de har kaldt brud på ytringsfriheden, som våben, uden at nogen har bedt dem om at gøre det. Det firma har alt for stor magt. I Danmark. I verden. Det skal der gøres noget ved. Copyright direktivet: Bl.a. sikre retmæssig betaling til kunstnere, hvis deres materiale uploaded på platforme som f.eks YouTube. Copyright direktivet blev vedtaget i 17. april 2019 og skal senest være implementeret i dansk ret senest 7. juni 2021. Men kan sagtens implementeres før. Direktivet er endnu ikke implementeret i Danmark. Markedet for musik mm. er gået fra at være offline til online. Førhen købte man en CD, men nu høres musik på bl.a. YouTube. Copyright direktivet sikre at kunstnerne også bliver betalt for at deres musik spilles online. YouTube har gennem mange år betalt et meget lavt beløb til kunstnere på trods af at materiale bliver delt i stort omfang. I Copyright direktivets art 18 står der at “medlemsstaterne skal sikre, at ophavsmænd og udøvende kunstnere, når de udsteder licenser eller overdrager deres eksklusive rettigheder til udnyttelse af deres værker eller andre frembringelser, har ret til passende og forholdsmæssig betaling”. I direktivets reciatl 73 står der: “Et engangsbeløb kan også udgøre et rimeligt vederlag, men det bør ikke være reglen. Medlemsstaterne bør have friheden til at fastlægge de konkrete tilfælde, hvor der kan anvendes engangsbeløb, under hensyntagen til de særlige forhold i hver enkelt sektor. Medlemsstaterne bør frit kunne gennemføre princippet om et passende og forholdsmæssigt vederlag gennem forskellige eksisterende eller nyligt indførte ordninger, som kan omfatte kollektive forhandlinger og andre ordninger, forudsat at sådanne ordninger er i overensstemmelse med gældende EU-ret.”
Opslaget henviser til en artikel på DR.dk: Danske musikere langer ud efter YouTube: ‘Kynisk’ og ‘respektløst’.
Opslaget opnår 310 reaktioner, heraf 42 kommentarer. Opslaget giver anledning til mange typer reaktioner. En del er glade for Jens Rohdes opslag. En del finder anledning til at ytre disrespekt for ministeren. Nogle mener ikke, at YouTube er monopollignende, og andre mener, at parterne skal forhandle færdigt, inden ministeren eller EU griber ind.
Om det samme skriver kulturminister Joy Mogensen:
Det er jo helt på månen at Google fjerner adgangen til Ramasjang-app’en i deres digitale forretning med en henvisning til at indholdet “…indeholder skildringer af tobak, piber og farlige aktiviteter, der ikke er passende for børn, som er under 13”. Det er lakridspiberne, der er problemet. Google mener åbenbart også at DR opfordrer til vold, når Onkel Reje tæsker ninjaer… Lakridspiber får nok ikke nogen til at ryge pibe, og Onkel Reje er vist heller ikke en trussel mod nogen. Google ved slet ikke hvad de taler om. DR har været verdensførende i børnefjernsyn i et halvt århundrede, der er absolut intet Google kan lære DR om at tale med børn. DR’s Henriette Marienlund siger her i artiklen: “Skæve, anderledes og grænsesøgende figurer er en stolt og årelang tradition i dansk børne-tv. Selvfølgelig skal vi i DR hele tiden diskutere, hvad der er godt og dårligt børneindhold. Men jeg skal ikke diskutere det med Google.” Det har hun ret i – punktum. Google skal slet ikke censurere dansk public service-indhold i Danmark. Men Google har en dominerende stilling, så hvordan kan man komme ud til danskerne og til unge mennesker uden om dem? Den anden dag fjernede Google al dansk musik fra Youtube i forsøget på at presse danske musikere ned i pris. Vi er nødt til at have en samtale om techgiganternes rolle i danske medier og i dansk kultur.
Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Google forsvarer at have slettet DR-app: »Man er nødt til at sætte en grænse et sted«.
Opslaget opnår 400 reaktioner, heraf 65 kommentarer. Langt de fleste er enige med ministeren og glade for, at hun rejser problemet med Google’s censur. Enkelte gør opmærksom på, at app’en fortsat ville kunne benyttes gennem Google, hvis DR valgte at kategorisere anderledes.
Birgitte Bergman er også utilfreds med Google/YouTube:
Google er gået over stregen ! Kulturministeren må på banen ! Det er stærkt bekymrende, at Google, som er en kæmpe mastodont, nu også er blevet en dominerende faktor i hele krænkelseskulturen i Danmark. Dette eksempel med at slette Ramasjang app’en begrænser vores ytringsfrihed og vores danske værdier og kultur ! Google har helt og aldeles fjernet DR’s populære Ramasjang-app. Den globale techgigant mener nemlig, at DR formidler forkerte værdier til de yngste. Helt ærlig….lakridspiber🙄som om det får os til at ryge. Det bekymrer mig og jeg vil have kulturministeren på banen!
Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Google forsvarer at have slettet DR-app: »Man er nødt til at sætte en grænse et sted«.
Opslaget opnår 79 reaktioner, heraf 22 kommentarer. De fleste bakker op om Bergman. En enkelt synes, DR skal stoppe med pibesuttende børneværter. En anden synes ikke, det offentlige skal blande sig i en privat virksomheds gøren og laden. Birgitte Bergman forsvarer sit synspunkt med, at “Google ikke er hvem som helst”.
Kulturministeren har yderligere et opslag om sagen:
Det er en kæmpe udfordring for udbredelsen af dansk musik, at en dominerende platform som YouTube (Google) fjerner danske titler fra platformen på grund af en rettighedskonflikt mellem KODA og YouTube. Det illustrerer, hvor stort et problem techgiganterne er i en moderne medieverden: De er ikke til at komme udenom, men de respekterer ofte ikke den indholdsproduktion eller de markeder, som de agerer på og profiterer af. Det gælder især musik, men også andet indhold. De store platforme har et ansvar for at dele indhold på en måde, så både musik og andre produkter er tilgængelige. Og at det ikke sker uden fair betaling for det indhold. Samfundet har nu engang forrang, og vi skal forvente, at private virksomheder agerer på vores marked, så de indgår positivt i vores demokrati, og hvis man formidler kunst og kultur, at man så også understøtter de skabende og udøvende kunstnere. Jeg vil nu invitere Google/Youtube til et møde med kultur- og medieordførerne for at høre deres tanker om den rolle, som Google spiller på det danske marked. Det er der flere grunde til: At Google fjerner adgangen til Ramasjang-app’en på grund af lakridspiber er grænseoverskridende. Google skylder også at skabe klarhed om, hvordan og hvor meget kunstnere aflønnes, og hvad de vil gøre for at sikre rettigheder og en rimelig afregning. En virksomhed som Google spiller også en meget problematisk rolle ved at trække så store annonceindtægter ud af det danske marked, at det underminerer hele den danske medieproduktion. Jeg kommer også til at tage spørgsmålet om rettigheder og afregning for indhold op med mine europæiske ministerkolleger. Det her bliver et problem i hele Europa, og vi er nødt til at stå sammen om at beskytte vores kulturliv. Det her kan Danmark – og danske musikere – ikke stå alene med. Den manglende aftale mellem KODA og YouTube viser, hvor vigtigt det er, at rettighedsforhandlingerne foregår på fair vilkår. Danmark er i gang med at implementere det copyright-direktiv, som skal fjerne platformenes ansvarsløshed over for det indhold, de deler. Jeg går efter at implementere det nye direktiv på en måde, der skaber de bedste rammebetingelser for indholdsproducenter, og som eksempelvis klart gør platformene ansvarlige for, at der ikke ligger indhold tilgængeligt, som rettighedshavere har tilkendegivet, at de ikke ønsker er tilgængeligt. Mig bekendt har ingen lande fuldt ud implementeret direktivet endnu. Min henvendelse til mine europæiske ministerkolleger bliver også en opfordring til, at vi i hele Europa går samme vej og sammen sikrer et fundament for skaberne af kultur og værdier. Det her er en at tidens store udfordringer, og vi er nødt til at tage det alvorligt.
Opslaget opnår 310 reaktioner, heraf 70 kommentarer. Opslaget vækker stor glæde blandt musikere og repræsentanter for musikbranchen.
Debatten om Debatten
Et debatprogram i DR TV får folk op af stolene. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet skriver:
Jeg vil insistere på, at debatten om kulturen i Danmark skal favne fra den mindste håndboldhal i det vestjyske til balletten på de bonede gulve i det Kongelige Teater. Begge dele er afgørende for et mangfoldigt, dannende og engagerende kulturliv. Og vi kan ikke undvære nogle af delene.
Opslaget opnår 124 reaktioner, heraf seks kommentarer. Kommentarerne er positive til Sand Kjærs indsats.
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Jeg er rasende. På vegne af det danske kulturliv og alle danske kunstnere: I går deltog jeg i Debatten på DR2. De havde sat en hel time af til at diskutere kulturpolitik i lyset af corona. For en stund troede jeg faktisk, at det var lykkedes at gøre kulturpolitikken til et tema på den store scene. Men jeg blev slemt skuffet. For da kameraet rullede, gik det hurtigt op for mig, at det aldrig havde været planen at skabe en seriøs debat om kunst og kultur. Nej, nej, det var jo “bare” kultur, så hvorfor ikke invitere et par klovne, der kunne tosse lidt rundt i manegen og råbe prut, mens vi andre så måbende til. Jeg blev selv stillet over for Anders Lund Madsen, hvis adgangsbillet var, at han engang har sagt, at der bliver lavet for meget kunst i Danmark. Det var åbenlyst ikke noget, han havde tænkt specielt meget mere over, men det forhindrede ham ikke i at takke ja til invitationen og bruge dyrebar tv-tid til associere frit over, hvad corona ville betyde for kunsten. Det er det bedste, der er sket for dansk kulturliv siden 1945, proklamerede han. Nu vil al den dårlige kunst falde og kun den bedste kunst, “den, der kan sælge popcorn“, vil stå tilbage. Men det er åbenlyst forkert. Både at den bedste kunst skulle kunne defineres som den, der sælger popcorn. Men også at det er den, der vil stå tilbage. For sandheden er jo, at det er den økonomisk mest selvbærende kunst, der er hårdest ramt af corona-krisen, og som ville dreje nøglen om, hvis vi ikke havde grebet ind med særlige hjælpepakker. Det er musikerne og deres crew, der har fået aflyst alle forårets koncerter og som risikerer at miste endnu en sæson. Det er spillestederne og festivalerne, som enten helt må aflyse eller afvikle koncerter med restriktioner og derfor stærkt reducerede indtægter. Det er teatrene og de store private musicalkompagnier, som har investeret millioner i at producere forestillinger, som de ikke kan tjene hjem på grund af forsamlingsforbud. Det er de danske biografer, der ikke har nogen premierefilm at vise. Det er de danske film- og tv-produktionsselskaber, der ender med kæmpe store meromkostninger og potentielle underskud, som deres kunder ikke vil dække. Det er de museer, der har den højeste egenindtjening, men som derfor også er ekstra sårbare, når omsætningen pludselig falder til nul. Mange af dem så med i går. De havde fortjent en seriøs debat, der afspejlede situationens alvor og måske endda reflekterede den voksende anerkendelse af kunsten og kulturens betydning, som corona også har medført. I stedet fik de fjol og tosserier. Det havde haft større analytisk og kunstnerisk værdi, hvis Anders Lund Madsen havde stillet sig op på podiet og vist sin bare røv – hvilket jo i overført forstand var det han gjorde. Men jeg er ikke rasende på Anders Lund Madsen. Han er jo bare en klovn. Og jeg var egentlig heller ikke rasende i går, da jeg forlod Debatten. Bare nedslået. Men jeg blev rasende, da jeg for et par timer siden opdagede, at det ENESTE, som DR har valgt at bringe på Debattens facebook-side fra hele den timelange udsendelse er det klip, hvor Anders Lund Madsen kommer med sit forvrøvlede sludder og sine udokumenterede påstande. Regeringen har glemt og ignoreret kulturen, og i foråret var de parate til at ofre den. Det er sandt. Men DR går skridtet videre. DR håner og nedværdiger kulturen på et tidspunkt, hvor vi har desperat brug for den. Oplægget til Debatten lød: Har regeringen glemt kulturen? Men efter Debatten har jeg mere lyst til at spørge: Hvornår begynder DR at tage dansk kultur alvorligt?
Opslaget opnår 5.500 reaktioner, heraf 570 kommentarer. Stort set alle kommentarer synes, programmet var elendigt, men at Stampe gjorde det bedst tænkelige i situationen.
I et andet opslag skriver Stampe:
DR lægger som regel kun en video op på Debattens Facebookside per program. Men i denne uge har de besluttet at supplere Anders Lund Madsens klovneshow fra i går med en rolig og fornuftig Jane Sandberg, der fortæller, hvordan kunstnere og kulturinstitutioner er blevet ramt af corona-krisen. Jeg håber, at vi kan fortsætte kulturdebatten i dette saglige spor. Situationens alvor kræver det. Vores kunstnere og kulturliv fortjener det. Danmark har brug for det.
Opslaget opnår 760 reaktioner, heraf 84 kommentarer. Halvdelen af kommentarerne er enige i Zenia Stampes vurdering af udsendelsen. Den anden halvdel mener, at det var Stampe, som ødelagde programmet. Alle er tilsyneladende enige om, at programmet var dårligt.
Finanslovsforslaget
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Øv, så fik vi det sort på hvidt: Regeringen har ingen kulturpolitik. Det må være den klare konklusion på dagens finanslovsforslag, som vi ellers har ventet på med spænding – og med den klare forventning, at nu ville regeringen træde frem og udstikke en kulturpolitisk kurs. Og ja, regeringen prøver at sælge sit finanslovsforslag som en prioritering af kulturen. Men det er helt samme historie som sidste år, hvor en delvis annullering af omprioriteringsbidraget (de årlige grønthøsterbesparelser) blev præsenteret som en opprioritering af kulturen. Denne gang forsøger de sig med en tidsbegrænset ekstrabevilling på 50 mio. kroner årligt i 2021 og 2022. Halvdelen skal gå til at forlænge eksisterende bevillinger, mens den anden halvdel skal bruges til kultur- og musikinitiativer for børn. Det betyder sølle 25 mio. kroner ekstra årligt i sølle to år for at indfri kulturministerens vision om, at alle børn skal lære at spille et instrument. Det svarer til 250.000 kr pr kommune. Hvor mange børn rækker det overhovedet til? Og hvilke børn kan lære at spille et musikinstrument på to år? Og hvad så bagefter? Jeg havde forventet, at regeringen kom med en seriøs og permanent ekstrabevilling til vores musik-, drama- og billedkunstskoler. Og at de også havde gjort andre tanker om, hvordan vi styrker børns møde med kunsten. Men det her? Endnu en omgang symbolsk projektpolitik, der er færdig, inden nogen har opdaget det. Jeg kan ikke læse det som andet end et desperat forsøg på at dække over, at regeringen ikke har nogen kulturpolitik. Men vi er jo ikke talblinde idioter. Vi kan godt gennemskue, når regeringen forsøger at spise os af med et alibi for en kulturpolitik, der er så tyndt, at det havde været mere værdigt bare at tilstå, at de ikke har nogen. Men okay. Efter sidste års kamp for at droppe omprioriteringsbidraget og det sidste halvårs kamp for at skaffe hjælpepakker for kulturen, så er vi i ret god træning med at lokke penge ud af regeringen til kulturen. Det arbejde fortsætter nu. Vi vil have en finanslov, der prioriterer kunsten og kulturen. For alvor!
Opslaget opnår 730 reaktioner, heraf 170 kommentarer. Ikke overraskende er langt de fleste kommentarer enige med Zenia Stampe. Enkelte mener dog, at skatten skal sættes ned, så der ikke bliver så megen statskultur. Nogle mener også, der skal manes til kultur-besindighed i en corona-tid.
Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet skriver om finanslovsforslaget:
En god dag at være kulturordfører! I dag har vi fremlagt vores udspil til en finanslov. Den store overskrift er naturligvis corona og den fortsatte håndtering – både for økonomien og sundheden. Men det er også et godt finanslovsudspil for kulturen! Vi vil stoppe besparelserne på Danmarks Radio. Er der noget vi har brug for i denne tid, så er det mere public service – ikke mindre! Vi vil afsætte 50 mio kr. til kulturlivet. Bl.a. til musik- of kulturskoler, så flere børn kan få adgang og til at undgå besparelser på flere af vores museer fx Arbejdermuseet, Den Gamle By, Fregatten Jylland og Det jødiske Museum. Og så afsætter vi også penge til at bevare P6 og P8, så vi fortsat har et mangfoldigt tilbud af radiokanaler, der spiller forskelligt musik!
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf en kommentar.
Kulturminister Joy Mogensen er tilfreds med finanslovsforslaget:
Nedskæringerne på dansk public service skal stoppes. Public service har aldrig været vigtigere end nu. Demokratiet og vores sammenhængskraft er udfordret. Den teknologiske revolution har vendt op og ned på medierne og den offentlige samtale. I en verden hvor troværdighed, tillid og demokratisk repræsentation i medierne er udfordret, har vi inderligt brug for public service til at understøtte oplysning og deltagelse i demokratiet. Det så vi så tydeligt i foråret, da Danmark lukkede ned. Her sørgede DR for at levere saglige, vigtige nyheder, samtidig med at DR formåede at samle os som nation – med fællessang og aktualitetsstof af høj kvalitet. Vi har brug for et stærkt og velfungerede DR i en ny medievirkelighed, hvor de internationale tech-giganter fylder mere og mere – og misinformation presser sig på i vores danske medielandskab. Hvis det står til os, skal DR ikke igennem endnu en sparerunde fra 2022. Derfor har vi brug for allerede nu at sætte ind med økonomisk hjælp for at tilbagerulle den tidligere regerings nedskæring af DR. Regeringen vil som led i forhandlingerne om finansloven prioritere, at de kommende besparelser på DR annulleres. Det er en fælles opgave også for de partier, der i forståelsespapiret omkring denne regering, valgte at ville styrke public service. Jeg er fuld af fortrøstning for, at vi kan gøre danske public service førende på nettet. Det er en af vores tids største kulturelle og demokratiske frihedskampe. Glæder mig til samarbejde med Folketingets partier om dette.
Opslaget henviser til en artikel på TV2: Regeringen vil droppe planlagte besparelser på DR.
Opslaget opnår 470 reaktioner, heraf 65 kommentarer. De fleste kommentarer er stærkt utilfredse med DR som helhed. En del er glade for ministerens opslag. Enkelte fremhæver bestemte kanaler, man gerne ser retableret.
Foreningsdanmark
Stén Knuth fra Venstre skriver:
Naturligvis – det behøver vi ikke forskernes ord for. Men godt at blive bekræftet. Som én af de organisationer jeg talte med, inden corona, sagde, “hver gang vi hiver 100 ind i foreningen, er de 50 helt nye i forenings-sammenhæng”. Så der findes et enormt potentiale, og der forestår et enormt stykke arbejde. Danmark hviler på foreningstanken og arbejdet. Lad os forfølge det spor. Flere unge skal fra soveværelset ind i foreningslivet.
Opslaget henviser til en artikel på DGI.dk: Fra soveværelse til forening: Fællesskabet gør en kæmpe forskel i foreningsesport.
Opslaget opnår 18 reaktioner.
Ligestilling
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:
Har tænkt meget over Sofie Lindes opgør med sexisme, som jeg virkelig håber ikke stadigvæk findes i dansk public service. Men i stedet for kun at håbe synes jeg også, at det kræver noget af mig som Kulturminister. Så jeg har her til morgen besluttet at bede DR’s og TV2’s bestyrelsesformænd forklare hvordan de aflønner mandlige og kvindelige værter. Så er ugen i gang. Tak for inspirationen, Sofie👍🏼
Opslaget opnår 700 reaktioner, heraf 80 kommentarer. Langt de fleste er enige og meget glade for ministerens opslag. En del lægger mærke til, at de som her kritiserer ministeren, er mænd.
Snyd med offentlige midler
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige skriver:
Kan man bruge et falsk navn på sin ansøgning til offentlige midler, og alligevel fortsætte med at få støtte, når det bliver opdaget? Det er spørgsmålet. Jeg er gået sammen med medierne Indblik og Journalista for at få afdækket graden af svindel ved tildeling af sendetilladelser. Falske navne, døde personer og myndigheder, som måske har set igennem fingrene med dette, er nogle af de centrale emner, som vi kigger på. Det er rystende læsning, som I kan finde i kommentarsporet. Jeg indkalder kulturministeren i samråd, for at komme til bunds i denne sag. Har myndighederne været bekendt med hvad der er foregået? Hvornår reagerede man? Hvorfor fortsætter man udbetalingerne? Har nævnet overhovedet styr på hvem og hvad de sender penge til? Og hvorledes er ministeriet vidende om hvad der er foregået. Der er kort sagt en lang række spørgsmål, som der skal afkræves svar på. Det er jeres skattekroner derude. I har krav på at disse sager kommer frem i lyset. Det ser jeg som en af mine ypperste opgaver, som folkevalgt.
Opslaget henviser til en artikel på : Journalista.dk.
Opslaget opnår 3700 reaktioner, heraf 270 kommentarer. Kommentarerne er glade for Lars Boje Mathiesens indsats og synes enige om, at Danmark er en bananrepublik på stort set alle områder.
Musikskoler
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:
Endelig blev det tid til at sætte sig ned og tale fremtid for musik- og kulturskoler. Orlov og corona har gjort mødet i dag til måske det møde, jeg har ventet længst på. Men visionen brænder lige så klart for mig; at give alle børn mulighed for at prøve selv at være udøvende i kulturen, fx ved at spille et instrument. Jeg har godt læst de mange, som gør grin med denne vision. Skriver at de ikke gad spille blokfløjte, da de var børn mm. Men det er jo heller ikke det, som er mit mål. Målet er at give alle børn en fornemmelse af at de også kan blive andet end tilskuere. Derfor handler det for mig om at få gjort musik- og kulturskolerne tilgængelige for flere børn. Ikke som en pligt, men som noget, de selv søger, og får adgang til, når de søger. Ikke fordi alle børn skal være kunstnere. Men fordi jeg er overbevist om, at det giver værdi til alles liv at finde ud af, at de også har en stemme. At de også kan skabe noget i verden. Ikke fordi de skal, men fordi de har lyst til det, og derfor øver sig og bliver bedre. Kulturlivet over hele verden er fulde af muligheder for at være publikum til andres bedrifter. Men i Danmark bygger vi bro mellem den exceptionelle kunst, som kun kan laves af de allerbedste, og den almindelige folkelige kulturelle udfoldelse, som alle kan være livskunstnere i. Der skal imidlertid mange ting til, for at det kan lykkes, og der er mange erfaringer at bygge videre på og samarbejdspartnere at inddrage.
Opslaget opnår 465 reaktioner, heraf 45 kommentarer. Der er lutter lovord til dette opslag. Dog enkelte, som er bange for, at billedskolerne bliver glemt.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på de nye ordføreres opslag fra 1. til 31. august 2020.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.