Aktuelt · Politik · Teater og dans
Facebook oktober: corona, fra optimisme til pessimisme
Corona fyldte igen det meste i politikernes Facebook-debat i oktober.
Oktober startede med nogen optimisme. Der var en stemning af, at Danmark var ved at genåbne helt.
Armslængde
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Det er farlig grund, når kulturministeren går ind og udpeger enkelte spillesteder, der skal reddes under corona. Hvad med alle de andre? Jeg anerkender fulgt ud, at Montrematre holder en helt speciel plads i Københavns kulturliv. Det verdenskendte jazzvenue er en perle i det danske musikmiljø, og har i høj grad haft en stor rolle i at få København på jazzmiljøets verdenskort. Men der er også andre vidunderlige spillesteder i Danmark, og dem er jeg stærkt bekymret for. Hvis de redningspakker, der er blevet aftalt, ikke kan holde hånden under spillestederne – ja, så lad os skynde os at aftale nogle nye, som kan!
Opslaget opnår 74 reaktioner, heraf 6 kommentarer. Reaktionerne er enige med Broman Mølbæk – og lægger dertil lidt ekstra negative bemærkninger om ministeren og regeringen ind.
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:
Efterårsferieplaner I år vil meget være anderledes, men fx museerne har forberedt sig på at tilbyde gode coronatrygge oplevelser til efterårsferien. Hør eventuelt mere her i videoen. Langt henad vejen drejer det om de samme retningslinjer som i resten af samfundet. Det handler om at holde afstand, god håndhygiejne og at alle med symptomer bliver hjemme. Derudover har mange institutioner lavet tidsbookning, så hvis du planlægger et kulturbesøg, så kig på institutionens hjemmeside eller ring til institutionen for at orientere dig. På den måde kan vi passe på hinanden og holde kulturen i gang😊
Opslaget opnår 60 reaktioner, heraf fire kommentarer.
I næste opslag skriver ministeren :
Aktivitetspuljen er i fuld gang Så længe smittetallene umuliggør at åbne for større forsamlinger, er det rigtig svært at få økonomien bag kulturaktiviteter til at gå op. Men vi har alle brug for de lyspunkter af håb, som kulturen kan give os, og kunstnerne har brug for mulighed for at arbejde og holde deres talent ved lige. Derfor er jeg særlig glad for, at vi med bred opbakning fra @folketinget fik lavet en aftale om yderligere hjælp til blandt andet kultur- og idrætslivet. Her lavede vi blandt andet en aktivitetspulje, så teatre, spillesteder, biografer og mange andre kulturaktører kan få økonomisk hjælp til at gennemføre kulturaktiviteter. Puljen åbnede i sidste uge, og rigtig mange har forståeligt nok siddet klar ved tasterne. Så den første uge er der nok en uges sagsbehandlingstid. Derefter regner Slot- og Kulturstyrelsen med at kunne sagsbehandle på max 5 arbejdsdage
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf 50 kommentarer. Samtlige kommentarer er yderst negative overfor ministeren. Alle er vrede over, at der fortsat er begrænsninger på antallet tilskuere til Superligafodbold.
Superligafodbold
Det er blot en antydning af det, som åbenbart er den alvorligste sag i coronaens efterår.
Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti skriver:
Midtjylland har kvalificeret sig til Champions League. En fantastisk bedrift som rigtig mange gerne vil på stadion og opleve, men ærgerligt nok gør de nuværende corona-restriktioner, at dette ikke er muligt. Det skal vi have lavet om på. Selvfølgelig skal vi passe på corona. Men vi skal også passe på vores idrætsliv. Begge dele er vigtigt. Derfor skal vi tænke i løsninger, der er tilpasset begge dele. Det er faktisk muligt. Klubberne er pressede nok i forvejen. Så lad os da give dem fleksible rammer, så de får større omsætning, men lige så vigtigt at lade flere få lov til at følge deres favorithold. Det er underligt, at vi bare lægger os fast på, at der maksimalt må være 500 mennesker, når rammerne er til flere!
Opslaget henviser til en artikel på Herning Folkeblad: Folketingsmedlem om FC Midtjylland: Der skal flere tilskuere på stadion.
Opslaget opnår 35 reaktioner.
Stén Knuth fra Venstre skriver:
Deltog til morgen i TV Avisen sammen med Kasper Sand Kjær, S om flere tilskuere på stadions i superliga og 1. Divisions kampe. Lad mig slå det fast. Sikkerhed kommer først. Men når Divisionsforeningen viser at der ved 46 kampe siden juli måned, i det vi kalder “superliga-modellen”, hvor stadions og haller deles op i sektioner af 500, viser at der ingen smittede er, så mener vi i Venstre, Danmarks Liberale Parti at det er tid til at Regeringen genovervejer deres beslutning om at lukke ordningen ned. Hvorfor? Fordi vi taler om økonomi, arbejdspladser og talent- og ungeudvikling. Og vi taler om store følelser, det vi taler om mandag morgen på jobbet, det som sport og idræt kan, nemlig at samle os. I øvrigt i hvilket land lukkes 20 små virksomheder, som påviser at der ikke er smittede? Det er det vi taler om, når superliga og divisionshold ikke kan samle mere end 500 på stadions. Fodbolden og idrætten har vist, at de kan løfte den tillid en regering med partier har vist dem, da vi besluttede “superliga-modellen”. Regeringen må se at komme ind i kampen.
Opslaget opnår 140 reaktioner, heraf 14 kommentarer. Kommentarerne er enige med Knuth. En enkelt skriver, “Det er engang coronafis i en hornlygte. Åben samfundet helt op igen,” hvilket Stén Knuth liker.
Stén Knuth følger op i næste opslag:
Havde i dag kulturministeren i folketingssalen for svar på, hvorfor “superligamodellen” ikke kan genindføres, når Divisionsforeningen kan vise, at der er styr på tingene. Synes ikke jeg fik noget svar, andet end smittetallet er for højt. Men det er jo så ikke de 46 kampe i de 24 klubber i superligaen og 1. Division, som har hævet det tal. Der er ingen smittede jf Divisionsforeningen. Og så mener vi i Venstre at der skal laves en plan for, hvornår ordningen kan genindføres. Hvor lavt skal smittetallet være, så vi ved hvad der peges efter. Vi hiver kulturminister og erhvervsministeren i åbent samråd, for de må forklare bl.a. fodbolden og os andre hvorfor regeringen har lukket noget ned der fungerer.
Opslaget henviser til en artikel på Tipsbladet: Trækker ministeren i samråd over manglende tilskuere: Nu må det stoppe.
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf fire kommentarer. Kommentarerne er enige med Knuth.
Så er det Dennis Flydtkjær igen:
Fodboldklubberne har vist, at de kan håndtere coronasituationen. Jeg forstår ikke, at det skulle være mere sikkert at gå i et storcenter end på stadion.
Opslaget henviser til en artikel på Ditoverblik.dk: DF til kulturminister: Lad nu superligaklubberne få lov at lukke flere tilskuere ind.
Opslaget opnår 20 reaktioner, heraf 7 kommentarer. Kommentarerne er enige med Flydtkjær.
Coronaens anden fase
Smittetallene stiger, og det fører til nye restriktioner.
Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
Nye restriktioner – men til min store lettelse forbliver kulturlivet åbent. Puha. Men der vil fortsat være brug for en ekstra økonomisk håndsrækning, hvis det skal løbe rundt med restriktioner. Det forhandler vi med kulturminister og erhvervsminister i morgen. Og må jeg så ikke bare opfordre alle til at støtte op om vores kulturliv. I kan trygt gå på museum, til koncert og i teater og biograf. De passer godt på jer. Lad os passe godt på dem❤️
Opslaget opnår 1.200 reaktioner, heraf 190 kommentarer. En del kommentarer peger på manglende logikker i de gældende restriktioner. Nogle har konkrete problemstillinger. Endelig er der en del, som markerer synspunkter om, at Danmark er ved at udvikles til et diktatur med coronareguleringerne.
Søren Søndergaard fra Enhedslisten skriver:
Efter aftenens melding om den stigende Corona-smitte, er der indkaldt til forhandlinger i morgen med Erhvervsministeren og Kulturministeren om kompensation til berørte virksomheder, organisationer m.v. En vigtig del af dette er hele kulturlivet, hvor ikke bare kunstnere og arrangører rammes, men også dørmænd, rengøringspersonale, lydfolk og en lang række andre tekniske faggrupper. Victoria og jeg deltager for Enhedslisten og vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for at sikre en ordentlig kompensation, men det er også nødvendigt med en langsigtet kriseplan for kulturlivet, som rækker ud over de næste måneder. Det har jeg beskrevet i nedestående kommentar, som har været bragt i Altinget.
Opslaget henviser til en artikel på Altinget.dk: Enhedslisten: Uden en langsigtet kriseplan svigter vi kulturlivet.
Opslaget opnår 190 reaktioner, heraf 50 kommentarer. Flere kommentarer handler om vurderingen af risikoen ved corona.
Også kulturministeren forholder sig til de nye restriktioner:
Danmark som samfund har brug for fællesskab for at hænge sammen. Derfor har regeringen besluttet en række retningslinjer for kultur, idræt, foreninger og trossamfund for at holde gang i så meget kultur-, idræts- og foreningsliv som muligt. Dem vil jeg kort præsentere herunder. Alle relevante organisationer vil blive indkaldt til møder for konkretisering. Og regeringen lægger op til at forlænge en række hjælpepakker og kompensationsordninger. Så længe der er restriktioner, skal det kultur-, idræts- og foreningsliv, der er særlig hårdt ramt, også have kompensation.
Opslaget opnår 1.100 reaktioner, heraf 700 kommentarer. Næsten alle kommentarer er spørgsmål til fortolkning af de nye regler. Især volder forsamlingsforbuddet på ti personer sammenholdt med aldersgrænsen på 21 år vanskeligheder. For eksempel med en træner over 21 år og børn under 21 år.
I næste opslag skriver ministeren:
Tusind-tusind tak fordi I straks går i gang med at finde måder at holde Jeres foreningsfællesskab, lokale teater og spillested i gang. Jeres engagement gør kæmpe indtryk, og vi kæmper for at give Jer svar på alle de praktiske spørgsmål. Vi har derfor oprettet en spørgsmålside på Kulturministeriets hjemmeside, som vi løbende opdaterer. I kan læse med på dette link: https://kum.dk/akt…/covid-19/retningslinjer-for-genaabning Derudover vil sektorpartnerskaberne, med kulturlivets aktører, mødes for at samarbejde om de konkrete retningslinjer. Ligesom vi lykkedes med at finde konkrete løsninger i foråret, er jeg overbevist om, at vi kan gøre det igen.
Opslaget opnår 140 reaktioner, heraf 36 kommentarer. De fleste spørger til, hvordan de nye regler skal fortolkes forskellige steder.
Corona – nye hjælpepakker
Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
KUNSSTØTTEORDNINGEN OG HJÆLP TIL SELVSTÆNDIGE OG FREELANCERE Vi oplever, at mange kunstnere på den ene side har mistet deres levegrundlag, men alligevel falder uden for både kulturministeriets kunststøtteordning og erhvervsministeriets ordning for selvstændige og freelancere. Vi vil derfor foreslå: 1. Ansøgningsgrundlaget for den midlertidige kunststøtteordning ændres, sådan at ansøgerne har mulighed for at ansøge om kompensation på baggrund af tabt omsætning i en referenceperiode i stedet for dokumentation af tab/aflysninger, da kunstnerne som tiden går får sværere og sværere ved at sandsynliggøre konkrete aflysninger, fordi der ikke længere er tale om aflysninger, men derimod udeblevne engagementer. 2. Fortolkningen af kompensationsordningen for selvstændige og freelancere ændres sådan, at alle ansøgere, der er ramt af publikumsrelaterede restriktioner – ikke kun dem, der er ramt af et egentligt forsamlingsforbud – kan anvende en referenceperiode til opgørelse af tabt omsætning. 3. Kompensationsordningen til virksomheder ramt af det skærpede forsamlingsforbud (leverandører til private fester for over 10 mennesker) åbnes for freelancere med B-indkomst uden CVR-nr., da mange musikere og andre udøvende kunstnere på grund af momsfritagelse ikke har CVR-nr. På denne måde ønsker vi at kunne imødekomme den musiker, der oplever, at arrangementer for under 500 personer aflyses – ikke fordi det er forbud at afvikle, men fordi spillested mv. ikke tør/ikke længere har personale til at kunne håndtere det/ikke tror på billetsalget osv. Ligesom vi ønsker at imødekomme den musiker der har stor nedgang i forhold til sidste år på samme tid, men som ikke kan dokumentere konkrete aflysninger. Telefonen ringer bare ikke… NØDPULJEN Der forventes et meget lille træk på nødpuljen. Skyldes det, at den de facto fortolkes og administreres som en konkurspulje, og at institutioner kun kan få del af den, hvis de er direkte konkurstruet? Jeg har tidligere stillet følgende spørgsmål om fortolkningen af puljen til kulturministeren, men har ikke fået svar. Det vil jeg gerne bede om. ”Kan ministeren uddybe rækkevidden af kravene om, at ansøgere skal dokumentere, at det er afgørende for den videre drift, at der ydes et ekstraordinært tilskud fra nødpuljen, og at ansøger skal have taget alle nødvendige og relevante initiativer og værktøjer i brug for at reducere omkostninger for at komme i betragtning til kompensation? Betyder det, at Slots- og Kulturstyrelsen vil kunne afvise at give kompensation, medmindre institutionen er decideret konkurstruet og har foretaget voldsomme nedskæringer i form af f.eks. store afskedigelsesrunder, nedlukning af afdelinger og skrinlægning af fremtidige arrangementer, udstillinger og forestillinger? Har ministeren en smertegrænse for, hvilke krav man med rimelighed kan stille? Aftalenotitsen oplyser ikke andet om kompensationens præcise størrelse, end at den højest må udgøre 80 pct. af omkostningerne og 80 pct. af indtægtstabet i kompensationsperioden. Ministeren bedes derfor oplyse, hvordan Slots- og Kulturstyrelsen vil fastsætte det præcise støttebeløb, herunder om det vil være på baggrund af en konkret og individuel vurdering af hver enkelt ansøger, eller om der vil blive tilstræbt at lave en model med ensartede støttesatser ud fra nogle givne kriterier?” AKTIVITETSPULJEN Forlænges og udvides. SÆRLIG HÆLP TIL BIOGRAFERNE Vi har fået nogle justeringsforslag fra Danske Biografer til Aktivitetspuljen, som vi gerne vil imødekomme: 1. Kravet om 25 per arrangement ændres til 25 om dagen for at tilgodese biograferne, da biograferne har mange visninger hver eneste dag – og rigtig mange af disse har ikke i sig selv 25 gæster. 2. Mulighed for at indregne retningslinjernes påvirkning af driften (mindre kapacitetsudnyttelse pga. foyerkrav mm). 3. Enklere at søge puljen. Det er meget tung for især de små og mellemstore biografer at udskille præcis de visninger, som har haft +25 gæster, men som ikke har haft så mange, at visningen/aktiviteten giver overskud. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, ønsker vi en anden særlig indsats for at hjælpe biograferne. UDVIDELSE AF ARBEJDSLEGATER UNDER STATENS KUNSTFOND Statens Kunstfond uddeler hvert år 100 mio kr. i arbejdslegater til kunstnere inden for forskellige områder. Vi foreslår en midlertidig forøgelse på 50 mio kr. for det næste halve år, altså en de facto fordobling af indsatsen (fordi der kun er tale om et halvt år). Legaterne skal uddeles gennem de sædvanlige procedurer og kriterier – men der skal samtidig tilføjes et ekstra kriterium om at være særligt udfordret på indtægtsmuligheder på grund af corona. PULJE TIL KULTURELLE BRANCHEORGANISATIONER OG FORBUND TIL AT DÆKKE EKSTRAOMKOSTNINGER I FBM. CORONA (FX TIL ØGET MEDLEMSRÅDGIVNING) Kan være et generelt tilskud eller en pulje på ca. 10 mio kr., som organisationerne søger individuelt fra.
Opslaget opnår 620 reaktioner, heraf 120 kommentarer. Kommentarerne er glade for muligheden for at påpege konkrete problemer. En del er glade for Stampes pointe med anvendelse af en referenceperiode til kompensationsordningen. Nogle peger på et problem, som ikke har været fremme: manglende KODA-indtægter for komponister og musikere.
Herefter skriver Stampe:
I er alt for mange, der har mistet jeres levebrød på grund af corona, men som alligevel falder uden for hjælpeordningerne, fordi I ikke er decideret tvangslukket eller kan dokumentere aflysninger på grund af forsamlingsforbuddet. Men faktum er, at jeres branche er i knæ, og at I er efterladt på perronen – uanset hvad vi kalder det. Det kan vi ikke være bekendt. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre de eksisterende hjælpepakker, så I kan gå den kommende tid trygt i møde. Kun et fattigt land ofrer ånden i en krise. Kun et fattigt land sender sine kunstnere på gaden, når vi har allerhårdest brug for dem til at skabe mening, refleksion og fællesskab. For os er det derfor en æressag at kæmpe for kulturen.
Dette opslag opnår 590 reaktioner, heraf 60 kommentarer. Der er stor tilfredshed med Stampes indsats.
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:
Hjælp til dansk kulturliv! Vi skal igennem Coronakrisen med både krop og sjæl. Det er kulturens og foreningslivets oplevelser og fællesskaber, der bærer os igennem krisetider, som den vi går igennem nu. Derfor skal vi også holde hånden under kunst, kultur, idræt og foreninger. Vi er lige blevet færdige med at forhandle en politisk aftale, der både sikrer kulturområdet bredt igennem forlængelse af de generelle hjælpepakker, og som tilbyder særlige løsninger, der hjælper kulturinstitutioner i det her land, som sikrer penge til udøvende og kunstnere, og som holder kulturen i gang. Vi støtter kulturen – samtidig med, at vi sikrer ny kunst, nye aktiviteter, nye oplevelser også under Coronakrisen. Det er der brug for. For det er kulturen og foreningslivet, der giver os håb og mod.
Opslaget opnår 260 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Kommentarerne spænder fra de takkende til de, som ikke mener, corona er et problem.
Aftale på plads
Stén Knuth fra Venstre skriver:
300 mio kr mere til kulturen, foreningerne og idrætten – stærkt. Forlængelse af kompensation til erhvervslivet – stærkt. Hjælp til ledige – stærkt. Men ingen udbetaling af danskernes egne sidste 2 ugers feriepenge – men de er nu i spil og skal forhandles – stærkt. Af de 300 mio kr til kultur, foreninger og idræt, 50 mio kr til et genstartsteam. Glæder mig til at se teksten på denne del. Kulturen, idrætten og foreningerne er ved at blive slået ihjel, og jeg ved ikke hvor langt 50 mio kr så rækker når det hele skal samles op. Og et er penge, noget andet hvordan vi får flest mulige danskere igang igen, efter en periode hvor meget har ligget stille.
Opslaget opnår 12 reaktioner.
Zenia Stampe er absolut ikke glad:
Jeg bliver nødt til at være hudløs ærlig. Jeg er virkelig ked af det og skuffet her til aften. I fire dage har jeg kæmpet indædt for at få lappet de huller i hjælpepakkerne, som har efterladt mange kunstnere og freelancere i en helt ulykkelig og fuldstændig urimelig situation. De kan ikke få hjælp, fordi der ikke er et direkte forbud mod at optræde. Men realiteten er, at deres marked er dødt, telefonen er stille, kalenderen er tom og kontoen er overtrukket. Men det er i følge regeringen og dens embedsmænd “new normal”, og så er der ingen hjælp at hente. Det kan jeg slet ikke acceptere. Og jeg har derfor knoklet solen sort for at undgå, at vi skulle ende her. Jeg har haft en tæt dialog med kunstnere og organisationer for at afdække problemet. Jeg har stillet spørgsmål, skrevet notater og lavet forslag til regeringen. Jeg har diskuteret statsstøtteregler med embedsmændene og forsøgt at finde alternative veje. Jeg har søgt og fået opbakning fra de andre partier. Og jeg har siddet til det ene møde efter det andet og argumenteret tiltagende desperat for, at der måtte findes en løsning. Og indtil i dag troede jeg faktisk, at regeringen ville ende med at komme mig i møde. Ikke for min skyld. Men for alle de freelancere og selvstændige, som har mistet deres levebrød pga. corona. Men i dag måtte jeg sande, at viljen simpelthen ikke var der hos regeringen. At den i virkeligheden nok aldrig har været der. At jeg har talt for total døve øren. Det er dybt, dybt skuffende, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal sige til alle jer, der bliver ladt i stikken. Det her var muligheden for sætte en redningsbåd i søen til jer. Men regeringen var ikke engang villig til at kaste en redningskrans. Som kulturordfører med et blødende hjerte for alle kunstnere og kulturarbejdere, så kan jeg slet ikke være i det. Derfor var det også vores erhvervsordfører, der trådte frem på pressemødet for et par timer siden og præsenterede aftalen for os. Vi sender 8,2 mia. kroner ud til erhvervslivet og kulturlivet, og det kunne vi selvfølgelig ikke stille os i vejen for. Og ja, vi fik også noget igennem på kultur: Da det stod klart for os her til aften, at vi ikke blev imødekommet på justeringer af hjælpepakkerne, lykkedes det at hive 25 mio. kroner hjem til arbejdslegater målrettet kunstnere, der er faldet uden for hjælpepakkerne. Det skete takket været opbakning fra alle de andre partier – og en fuldstændig unik kollegial og loyal indsats fra Venstre, der stillede sig på vores side og sørgede for at lægge det ekstra pres på regeringen, der skulle til. Tak til jer! 25 mio kroner til arbejdslegater over to måneder er slet ikke så dårligt, når man tænker på, at Statens Kunstfond plejer at uddele arbejdslegater for 100 mio kroner over et helt år. Men det løser bare ikke problemet for de mange teknikere og andre selvstændige, der falder uden for hjælpepakkerne og ikke kan få legater. Det er jeg simpelthen så ked af. De er en lige så vigtig del af kulturlivet og ånden i Danmark. Det lykkedes til gengæld at snige en rettelse ind i hjælpepakkerne, så kunstnere uden cvr-nr også vil kunne søge den særlige hjælp til underleverandører til private fester mm. Og så fik vi: 15 mio. kroner til biograferne, som har været ekstremt hårdt ramt af krisen, og som blev “snydt” for sommerpakken. 50 mio. kroner til et genstartsteam på kulturområdet, der skal udvikle nye corona-egnede formater, der kan sætte skub i kulturen uden at sætte sundheden over styr. 300 mio kroner ekstra til aktivitetspuljen, der hjælper kulturinstitutioner med at gennemføre aktiviteter trods restriktioner. 60 mio kroner til aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitet. 150 mio kroner til idræts- og foreningslivet. Alt sammen gode ting til kulturen, som man ikke kan sige nej til. Men det ændrer ikke ved, at jeg ser hele aftalen som udtryk for manglende anerkendelse af alle de mennesker, der har dedikeret deres liv til at give os andre noget at samles om, reflektere over, bevæges af og frydes over. Og når jeg næste gang hører regeringen sige, at den vil bringe os SAMMEN igennem krisen, så ved jeg, at det ikke er rigtigt. Og hvis jeg hører dem forsvare sig med undskyldninger fra den juridiske værktøjskasse, så ved jeg også, at det ikke passer. For hvis jeg havde siddet i deres stol, så havde jeg fået mine embedsmænd til at afsøge andre muligheder. Men sandheden er, at de end ikke gjorde forsøget. Jeg gjorde til gengæld, hvad jeg kunne. Men det var bare ikke nok. Og det er jeg bare godt og grundigt ked af. Fra maven og helt ud i øjenkrogen. Og det nytter ikke noget at forsøge at skjule det.
Opslaget opnår 3.000 reaktioner, heraf hele 650 kommentarer. Kommentarerne er fyldt med taknemmelighed for Stampes arbejde – og forundring over Socialdemokratiets manglende kulturforståelse.
Næste dag følger Stampe op med at fortsætte diskussionen om hjælpeforanstaltninger:
Igår var jeg slået ud af skuffelse over, at regeringen ikke ville komme landets kunstnere, teknikere og andre freelancere i møde. I dag er jeg optændt af indignation. Denne kamp er endnu ikke slut!
Jeg har netop afsendt nedenstående spørgsmål til Erhvervsministeren og Kulturministeren. Men først lidt baggrund:
Under forhandlingerne om hjælpepakkerne blev statsstøttereglerne konstant bragt op som forhindring for at kompensere med udgangspunkt i en referenceperiode i stedet for konkrete dokumenterede aflysninger.
Men på trods af, at jeg sendte mange skriftlige spørgsmål om emnet, stillede de samme spørgsmål igen og igen på vores forhandlingsmøder og eksplicit bad om en gennemgang af problemstillingen, fik jeg aldrig noget rigtigt svar. Kun løs snak og en gennemgang af, hvornår de forskellige hjælpepakker var besluttet.
Og her et par dage efter forhandlingerne kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvorfor jeg aldrig fik det svar. Var regeringen simpelthen ikke sikker nok i sin sag til at sætte det på skrift, så jeg efterfølgende kunne bringe det videre og få nogle eksterne eksperter til at kigge på det? Jeg ved det ikke. Men tvivlen nager og uanset hvad, så fortjener alle landets kunstnere, kulturarbejdere og andre freelancere at få et ordentligt svar.
Derfor har jeg sendt nedenstående spørgsmål til regeringen. Og jeg kommer til at følge sagen helt til dørs. Samråd og hele molevitten, hvis de ikke svarer fyldestgørende.
For var det en korrekt juridisk vurdering? Eller var det i virkeligheden et skalkeskjul for en politisk prioritering?
Og hvad mener regeringen egentlig, at landets kunstnere og andre freelancere skal gøre i den nuværende situation? Gå fra hus og hjem, mens de venter på, at ting vender tilbage til det normale? Eller opgive kunsten, så vi ikke længere har det samme kulturliv at vende tilbage til, når corona er forbi? Og i det hele taget: Hvorfor er denne del af Danmark ikke omfattet af solidaritet og samfundssind?
Denne sag er endnu ikke slut. Den er faktisk først lige begyndt.
SPØRGSMÅL TIL REGERINGEN
Erhvervsministeren og Kulturministeren bedes oplyse, hvorfor de ikke mener, at det er foreneligt med statsstøttereglerne at anvende tabt omsætning i forhold til en referenceperiode i stedet for dokumenterede aflysninger til beregning af kompensation for selvstændige og freelancere, der ikke er direkte ramt af det lille og store forsamlingsforbud, men dog stærkt påvirket af restriktioner og midlertidig omsætningsnedgang på grund af covid19. Spørgsmålet relaterer sig både til den midlertidige kunststøtteordning og kompensationsordningen for selvstændige og freelancere.
Regeringen har i forbindelse med forhandlingerne om en hjælpepakke til erhvervslivet og kulturlivet beskrevet det reducerede aktivitetsniveau i kulturlivet og den heraf følgende nedgang i bookninger af kunstnere, teknikere med flere som “new normal“.
Kulturministeren og erhvervsministeren bedes oplyse, om “new normal“ i den forbindelse forstås som det normale under covid19 eller også efter covid19? Hvis det kun refererer til perioden under covid19, og regeringen således forventer, at aktivitetsniveauet på kulturområdet og efterspørgslen efter kunstnere, teknikere og andre kulturarbejderes ydelser vender tilbage til “old normal” efter covid19, hvad tænker Kulturministeren og Erhvervsministeren så, at kunstnere, teknikere og andre kulturarbejdere skal leve af i mellemtiden, når de således hverken bliver booket i det omfang, de plejer, eller kan modtage kompensation for udeblevne bookninger?
Det er et opslags som opnår 1.000 reaktioner, heraf 240 kommentarer. De fleste udtrykker igen glæde over Stampes ihærdige arbejde. Nogle beklager længden af hendes opslag.
Efter aftalen
Charlotte Broman Mølbæk, SF, skriver:
Yes! Endelig er vi enige om en aftale om at sende over 8 milliarder kroner til kulturlivet, foreningerne, idrætten og erhvervslivet 🤩💪💪💪
Det har været helt afgørende for os, at hjælpepakkerne varede mere end bare en måned. vi fik stoppet den 14-dages planlægning, Regeringen har insisteret på siden sommerferien
Det har været alt for ødelæggende, fordi ingen kan nå at planlægge noget som helst😓🤯
Vi fik en aftale med regeringen om, at vi skal samarbejde fremover med at finde planer og langsigtede løsninger når det gælder hjælpepakker og restriktioner👍🤩
Vi holder hånden under et blødende kultur-, idrætsliv, så vi fortsat kan mødes og være sammen om musik, teater og håndbold❤️🤾🎭🎼
Det har været vigtigt for os, at vi fik sat penge af til de mange kunstnere og freelancere, som igen og igen falder mellem to stole. Det skal vi nu arbejde sammen om, for at finde en løsning , ligesom vi også sammen skal beslutte hvordan vi skal genstarte kulturlivet og idrætten
Vi har brug for at være sammen på trods af corona og det kan vi stadigvæk. Og gerne sammen med musik, foredrag, sport, kunst og teater.
Opslaget opnår 420 reaktioner, heraf 45 kommentarer. Kommentarerne går i mange retninger. Nogle er utilfredse med nedlukninger, nogle mener det er en fejl at prioritere kultur. Der er også konkrete kommentarer, fx en efterlysning af at der også tænkes på teknikere m.fl. Til dette svarer Broman Mølbæk, at der også er tænkt på teknikerne i de nye hjælpepakker.
Kulturministeren skriver:
Jeg kommer aldrig til at opgive fællesskaberne!
Uanset hvor mange begrænsninger, vi kan være nødt til at lægge på samvær i kampen mod corona, vil jeg gerne slå det fast;
Jeg kommer aldrig til at opgive kampen for at holde fællesskaberne i live.
Alle de fællesskaber, som vi kender fra foreningslivet, kampene på stadion, koncerternes rytme og teatrenes indleven.
Det er jeg på ingen måde ene om.
Jeg ved, at I er mange, som fylder Jeres liv med at skabe oplevelser, inspiration og fællesskaber. Og jeres historier om hvor meget I har måttet aflyse og neddrosle, skærer mig i hjertet💔
Derfor knokler jeg for at sikre Jeres økonomi. Men kulturen er mere end økonomi. Det er hjerteblod. Det er en vision om at være menneske. Det er et billede af, hvem vi er som individer og som samfund.
Det er derfor, at jeg vovede at sende denne opfordring ud i verden om også at turde arrangere nye aktiviteter😌. – Selvfølgelig med stor respekt for afstand, håndsprit, mundbind mm. Og kun hvis man sidder ned, kan man samle mere end 10 voksne.
Og der er sikkert flere hensyn at tage, og jeg vil virkelig også gerne bare sige, at det er også mere end ok, hvis I bare lige først har brug for at trække vejret og tage et glas.
Men derefter – når corona-tristheden truer – så kan I regne med, at jeg står klar lige ved siden af Jer i kampen for ikke at lade fællesskaberne at stivne. I kampen for at turde prøve nye corona-sikre måder at være der for hinanden; borgere såvel som frivillige og professionelle arrangører. Kunstnere såvel som atleter.
For vi vil altid have brug for at være sammen. Om oplevelserne. Om kunsten. Om sporten. Om fællesskaberne.
Det er der, jeg er. Jeg kommer aldrig til at opgive fællesskaberne!
Opslaget får 250 reaktioner, heraf 90 kommentarer. De fleste kommentarer handler om vanskelighederne for små arrangører med omsætning under 1 mio. kr., som falder udenfor hjælpeordningerne.
I et andet opslag skriver ministeren:
Fællessang, små vandregrupper, gårdkoncerter, digitale læsegrupper eller motionsløb hver for sig💞
Hvad fik dig ud af ensomheden under forårets nedlukning? Det er det svar, forhandlingerne i dag sammen med Socialministeren skal give svar på.
Selvom vi kun må mødes 10 personer af gangen, er jeg overbevist om, at der er masser af gode kreative ideer derude.
Det gælder om at finde nye formater til de mange kunstnere, foreninger og frivillige, der længes efter at komme ud og lave det, de mestrer og dermed være alt det, de plejer at være for andre.
Kun på den måde kan vi række ud til de mange danskere, voksne, udsatte eller seniorer, der lige nu sidder meget alene og kigger ind i en lang mørk vinter.
Lad os tænde lys i mørket for dem🕯❤️
Det ser jeg frem til at forhandle med Folketingets partier om🤓
Opslaget opnår 280 reaktioner, heraf 50 kommentarer. Opslaget får nogle til at fortælle om konkrete, nye initiativer, andre efterlyser fokus på erfaringer fra Kultur på recept.
Det Kongelige Teater
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
NEJ TAK, endnu et fejlskud fra Kulturministeren! I disse dage forhandler jeg en ny flerårig aftale for Det Kongelige Teater. For mig og Det Konservative Folkeparti er DKT noget ganske særligt. Det er Danmarks nationale scene, som har et repertoire af høj kvalitet på et niveau, de færrest i landet kan konkurrere med. De skal løfte det kunstneriske niveau til nye højder. Og tilføre opsætninger et originalt kunstnerisk greb. Derfor er det også klart, at DKT ikke skal lave den type kommercielle musical koncepter, som private teatre gør – eksempelvis som Det Ny Teater. Jeg er vild med musicals, men vi må ikke med offentlige midler tage brødet ud af munden på de private teatre – og slet ikke lige nu, hvor branchen har det meget svært.
Opslaget henviser til en artikel på Kulturmonitor: Joy Mogensen vil give friere rammer til Det Kongelige Teater.
Opslaget opnår 65 reaktioner, heraf ni kommentarer. Alle kommentarer er enige med Birgitte Bergman.
Foreningslivet
Stén Knuth fra Venstre skriver:
Venstre fremlagde før sommer vores foreningsoplæg med 14 konkrete punkter for hvordan vi skaber bedre rammer for vores foreninger. Heriblandt at få set på GDPR reglerne. Venstre arbejder for mindre administrativ bøvl for de mindste foreninger. Fint interview af TV Vestsjælland – tak 🙏
Opslaget henviser til en artikel på TV Vestsjælland: Stén Knuth (V) om hvidvaskerloven.
Opslaget opnår 7 reaktioner, heraf en enkelt kommentar. Den enlige kommentar udtrykker en dybfølt tak for Knuths arbejde for foreningerne.
I et andet opslag skriver Knuth:
Rigtig mange foreninger kæmper i disse dage for overlevelse. Mest på grund af restriktionerne regeringen og statsministeren har lagt hen over Danmark, med corona som undskyldning. Men foreningerne kæmper også med administration, bueaukrati og bøvl, som vi i Venstre, Danmarks Liberale Parti forsøger at bekæmpe. Men I har jo selv været med til at indføre det? Ja, og i udgangspunktet altid med gode og reelle hensigter. Men det fritager os ikke fra at se på, hvis vi har gjort fejl. Og det gør vi nu, og håber på at vi både kan give mere tillid uden at det sætter faren ved hvidvask over styr
Opslaget henviser til en artikel på Altinget: Regler om hvidvask koster foreninger dyrt: Venstre foreslår bagatelgrænse.
Opslaget opnår 24 reaktioner, heraf 4 kommentarer.
Skoleidræt
Også skoleidrætten optager Stén Knuth:
1 år kamp og samarbejde med minister, udvalgsformand, Dansk Skoleidræt, rigtig mange gode kræfter i mange mange møder på mit kontor, høringer, spørgsmål, sparring lander i dag med ministerens udmelding om helt præcist, at finde midler til Dansk Skoleidræt. Det giver ro hos dem, og det giver mulighed for at sætte tryk på den hjælp lærere og pædagoger skal have, for at få bevægelsen tilbage på sporet i folkeskolen. Vigtigt skridt er taget i dag. Nu kommer arbejdet med at få flere med.
Opslaget henviser til en artikel på Folkeskolen: Politisk kovending sikrer penge til Dansk Skoleidræt.
Opslaget opnår 50 reaktioner, heraf 5 kommentarer. Der er stor tilfredshed med Stén Knuths arbejde, også fra Dansk Skoleidræt.
Kultursynet hos Radikale vs. Dansk Folkeparti
Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
Denne gang handler det om dansk kulturarv. Og igen er det ungdommen, der står for skud. De ved – ifølge Messerschmidt – ikke nok om dansk kulturarv. Kan de for eksempel nævne et skuespil af Ibsen, spurgte han for nyligt i både Deadline og Ræson. Og for et par dage siden gentog han pointen i et interview i Berlingske: “Vi skal have det udgangspunkt, at man som menneske i Danmark først og fremmest skal kende til sin nationale kulturarv. Man skal kende alt fra Holberg over Ibsen til Hassan Preisler”. Men altså: Henrik Ibsen? Den store norske dramatiker? Ham de har rejst en statue af foran Nationaltheatret i Oslo, og som nordmændene fejrer ved en international teaterfestival og en prestigefuld prisuddeling. Normalt synes jeg ikke, at man skal irettesætte folk. Og slet ikke, når det gælder kunst og kultur, som alt for ofte bliver brugt som hammer til at dunke andre i hovedet med. Men der er grænser for, hvor lang tid en distanceblænder som Morten Messerschmidt skal have lov til at hamre løs på andre, før der er nogen, der prikker hul i hans eget oppustede ego. Og Ibsen. Ja, han skrev på dansk, fordi dansk og norsk på hans levetid var det samme sprog. Men Henrik Ibsen var altså nordmand. Og det understreger jo bare, hvor meget man går glip af, hvis den kulturpolitiske horisont kun går til den danske grænse. Eller for den sags skyld kun til den traditionsbundne og institutionsbevarende kunst og kultur. For også af den grund er Henrik Ibsen et interessant valg. Ibsen var en af hovedskikkelserne i Det Moderne Gennembrud, som Dansk Folkeparti normalt kun har foragt til overs for. Bevægelsen udfordrede datidens institutioner og identiteter, og et af de mest markante eksempler er netop Ibsens “Et dukkehjem”, der problematiserede det borgerlige ægteskab, familien og fastlåste kønsroller. Derfor er det også virkelig komisk at læse, hvordan Messerschmidt i ét og samme interview fremhæver Ibsens skuespil som noget, alle danskere skal kende til, samtidig med at han bebrejder Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, for at lade en kvinde spille “Othello“ og bytte om på kønsrollerne i “Scener fra et ægteskab“. Den slags ”kønsforvirring” vil Messerschmidt bruge sin kulturordførerpost til at problematisere, for: “I min lejr er vi knyttet til, at der er ting og rammer i samfundet, der står fast.” Det var jo præcis det, mændene og kvinderne i Det Moderne Gennembrud udfordrede for over 100 år siden – og det er det, Morten Kirkskov m.fl. udfordrer i dag. Og det er jo ikke fordi, de – som Messerschmidt skriver et andet sted – er ude af trit med folket og den danske virkelighed. Tværtimod. Det er jo netop fordi, de er i særdeles god forbindelse med folket og i stand til at opfange nye strømninger, at de udfordrer de faste rammer. Men også vælger at gøre det på en måde, hvor de samtidig forsøger at fastholde forbindelsen til vores rødder. Men hvordan skulle Messerschmidt vide det? Han interesserer sig jo ikke for nyere dansk kunst og kultur. Jeg mindes ikke at have hørt ham fortælle begejstret om et eneste stykke ny dansk dramatik, litteratur, musik eller billedkunst. (forkortet af red.)
Opslaget henviser til en artikel på Berlingske: Endnu engang afslører Messerschmidt sin oppustede uformåenhed.
Opslaget opnår over 3.000 reaktioner, heraf 350 kommentarer. Zenia Stampes kronik vækker udelt begejstring blandt kommentarerne. Man får indtryk af, at mange har savnet, at der blev givet et sådant spark til Morten Messerschmidt.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på de nye ordføreres opslag fra 1. til 31. oktober 2020.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.