Facebook i november: Værdipolitikken tog over

For kulturpolitikerne var en buste i kanalen og højskolesangbogen de vigtigste områder i november.

November måneds vigtigste kulturdebat – ifølge folketingets kulturordførere – var en buste, som blev smidt i haven.

Først til tasterne var Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, som skrev:

Hvad fanden bilder disse typer sig ind? Uanset hvad man mener om danske konger og danmarkshistorien, har ingen ret til den form for vandalisme!!
Jeg håber, at politiet ser på sagen med stor alvor! Der er selvsagt ingen, som har lov til at smadre vores allesammens danmarkshistorie. Vi kan debattere den, ja. Men vold og vandalisme skal altid mødes med loven i hånd..!

Opslaget henviser til en artikel på ditOverblik.dk: Anonyme aktivister smider statue af Frederik V i havnen.

Opslaget opnår 2.800 reaktioner, heraf 420 kommentarer. Der er enighed om at tage afstand fra aktionen. Bedst dækkende kommentar er nok “Kunstnere hører til på venstrefløjen, så dette er slet ikke forbavsende.”

Om samme sag skriver kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet:

Dagen i dag og weekenden er gået med at udtænke og forhandle støtte og kompensation til et Nordjylland, der er hårdt ramt af særlige restriktioner som følge af muteret coronavirus i mink. Det er tusindvis af mennesker, for hvem en tung vinter nu ser endnu tungere ud. Men selvom situationen i Nordjylland og kultur- og foreningslivets problemer i Nordjylland er det vigtigste på mit bord lige nu, så er jeg nødt til at kommentere hærværket på Kunstakademiet i København. Anonyme aktivister har smidt en buste af Frederik d. 5. i Københavns Havn. Det er ren og skær hærværk, og det er altid uacceptabelt. Dette forhold ændres på ingen måde af, at bagmændene prøver at kalde det kunst at vandalisere andres kunst. Snarere tværtimod. Det vidner nemlig om et forsøg på at tvinge et dogme ned over kunsten og fortiden, som jeg mener, at vi som samfund skal sige klart og tydeligt fra overfor. Det er forkert at ødelægge kunstværker og statuer af personer, der havde holdninger, vi i dag mener er forkastelige. Vi skal se historien i øjnene og blive klogere på den. Ikke fortie eller prøve at slette den. Historien lærer os netop, at vi kan skabe en bedre fremtid, at forandring og fremskridt er muligt. Men der er ingen fremskridt i vandalisme, og der er ingen kunst i at smide en statue i vandet. Det giver sig selv, at det er kriminelt, at det bør efterforskes, og at det bør få konsekvenser for de ansvarlige. Jeg er opmærksom, at Kunstakademiet kan have et problem med identitetspolitiske strømninger. Det kommer ministeriet til at have en dialog med skolens ledelse om. Kunstakademiet er en særlig institution, selve fødekæden til en stor del af dansk kunstliv. Man siger altid, at der ikke er nogen, som er uundværlige: Men Kunstakademiet er uundværligt og helt centralt i dansk kunstliv. Derfor er det også en særligt vigtig opgave for ledelsen på Kunstakademiet at varetage et sundt og kreativt uddannelsesmiljø med fokus på kunst.

Opslaget henviser til en artikel på Politiken: En gruppe anonyme billedkunstnere har stjålet og smadret historisk statue: »Det er det værste eksempel i Danmark«.

Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf 10 kommentarer. Kommentarerne er enige i ministerens afstandstagen fra vandalisme.

Henrik Dahl fra Liberal Alliance kalder det ikke for vandalisme, men talibanisme:

God og principiel tilkendegivelse fra Akademiraadet vedrørende talibanismen på Kunstakademiet. Fortiden bør ikke bedømmes på nutidens præmisser. Og de spor, fortiden har efterladt til os, der lever i dag, bør ikke slettes. Det må alt i alt læses som et klart nej til identitetspolitik.

Opslaget henviser til en artikel på Akademirådet: Akademiraadets svar på ødelæggelsen af Frederik V-busten.

Opslaget opnår 350 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Kommentarerne roser Akademirådet.

Når anonymiseringen af kunstneren ophører, skriver Joy Mogensen:

Denne artikel burde være fiktion. Men det er virkelig sket. Jeg er både målløs og opsat på at få sat en grænse for denne slags historieløse tilgang til kunst. Kunst spejler eller kommenterer altid det samfund og den samtid, kunsten produceres i. Hvis historisk kunst ødelægges eller redigeres, er det brudstykker af vores fælles historie, som omskrives, undertrykkes eller forsvinder. Det er absurd, at vi på en statslig uddannelsesinstitution i Danmark – finansieret af skatteborgerne – som skal uddanne unge mennesker i kunst, har en medarbejder, som udøver hærværk på arbejdspladsens kunst. Jeg vil bede Kunstakademiets rektor om en redegørelse for, hvad der er sket, og en plan for hvordan man vil etablere et studie- og arbejdsmiljø, hvor politiske strømninger ikke kommer i vejen for det kunstneriske fokus i uddannelsen. Jeg vil gerne forsikres om, at der ikke er et kulturproblem på Kunstakademiet. Vi skal have miljø, hvor der er plads til alle holdninger og kunstsyn. Jeg forventer selvfølgelig, at Kunstakademiet vil gå i gang med dette og i øvrigt sørge for, at forløbet bliver grundigt undersøgt, og ansvaret bliver placeret.

Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Institutleder på Kunstakademiet står nu frem: »Det var mig, der skubbede busten i havnen«.

Opslaget opnår 120 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Kommentarerne er enige i afstandstagen fra den såkaldte happening.

Også Birgitte Bergman fra Konservative mener, “kunstværket” er uacceptabelt og stiller en række spørgsmål til ministeren:

KULTURARVEN ER under angreb ! Helt uacceptabelt. Derfor har jeg også bedt kulturministeren i dag om at reagere og svare på mine spørgsmål. – Hvad er ministerens holdning til at en ansat institutleder på Det Danske Kunstakademis har stjålet og vandaliseret busten af akademiets grundlægger Kong Frederik V? – Hvordan vil ministeren sikre Det Danske Kunstakademis kunstværker fremover efter det viser sig, at en ansat institutleder har stjålet busten af akademiets grundlægger Kong Frederik V? – Er ministeren bekymret for, at selvsamme institutleder eller at en del af den øvrige ledelse vil spænde akademiet for deres moralske overlegne ideologiske vogn, hvor destruktion af andres værker er den del at måden hvorpå man udtrykker sin snævre identitetspolitiske dagsorden? – Er ministeren bekymret for, at øvrige værker, som er i Kunstakademiets besiddelse, malerier og buster, risikerer at lide samme skæbne, som busten af Kong Frederik V? – Deler ministeren den betragtning, at vi engang skulle beskytte kunsten mod tyveri og hærværk udefra, men at vi nu skal beskytte vores kunst mod ledere af de kunstneriske uddannelser?

Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Institutleder på Kunstakademiet står nu frem: »Det var mig, der skubbede busten i havnen«.

Opslaget opnår 36 reaktioner, heraf 6 kommentarer. Kommentarerne er enige, en enkelt synes, at Birgitte Bergman mangler at spørge til rektors passivitet.

Henrik Dahl fra Liberal Alliance følger op:

Bjørn Nørgaard skal hædres og huskes for sine enorme bidrag til moderne kunst. Men han slipper simpelthen for let om ved at skrive således i Politiken: “Denne såkaldte aktion er (…) helt i overensstemmelse med tidsåndens nyliberale konkurrencestat. Historie og kunst er uden værdi og kan uden videre smides i havnen”. Det er komplet sludder og udtryk for en monumental, åndelig dovenskab fra Nørgaards side. Aktionen har nul komma nul med den nyliberale konkurrencestat at gøre. Den er bare et af Nørgaards hadeobjekter, som han pr. refleks giver skylden. Aktionen og den gruppe, der står bag den, skriver sig med al ønskelig tydelighed ind i en venstreekstremistisk, dekonstruktivistisk, identitetspolitisk tradition. Kravet om at “afkolonisere” hvad som helst, er et standardkrav i denne tradition. Kritisk afkoloniseringsteori – eller hvad man nu skal kalde det – har som nogle af sine nærmeste, politiske slægtninge kritisk raceteori og intersektionalisme. Nørgaard bør roses for at sige fra over for den vandaliserende aktion. Men lige så meget, som han bør roses for dette, bør han kritiseres for sin åndelige dovenskab og sine automatiske reaktioner. Problemet er selvfølgelig, at det er den venstrefløj, han ikke kan få sig selv til at kritisere hårdt, der står bag. Det er ikke særlig hæderværdigt.

Opslaget opnår 410 reaktioner, heraf 55 kommentarer. Kommentarerne er enige med Henrik Dahl, en del benytter lejligheden til at erindre Nørgaards eget tidlige “hærværk”.

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti følger sit første opslag op:

Kære Joy Mogensen. Jeg er sikker på, at du følger udviklingen på det kongelige danske kunstakademi med samme alvor som jeg. Du har sikkert også i dag set, hvordan rektor Kirsten Langkilde i Berlingske Tidende ikke vil sikre, at studerende, der begår vandalisme og hærværk, bliver vist bort fra akademiet og stillet til regnskab. Det er naturligvis helt uacceptabelt. Både i forhold til den enkelte, som må stå til regnskab for sine handlinger, men også i forhold til akademiets samlede renomme. Det kongelige danske kunstakademi skal naturligvis ikke være kendt for eftergivenhed i forhold til vandalisme, men derimod kendt for at fremme og værne om kunsten. Herunder ikke mindst om vores allesammens kunsthistorie. Jeg vil derfor bede dig om at gribe ind. Jeg vil bede dig om at sætte akademiet under administration. Det betyder, at den nuværende ledelse må sættes fra bestillingen og at du som minister må sætte dig for at få ryddet ordentligt op. Enhver studerende med vandalistiske tilbøjeligheder må selvsagt bortvises, hvilket også gælder eventuelle undervisere med tilsvarende tilbøjeligheder. Jeg forventer, at vi er enige om, at den nuværende situation er uacceptabel. Derfor forventer jeg også, at du griber resolut ind – ikke ulig hvad Bertel Haarder gjorde med sociologisk institut på KU i 1980erne ovenpå lignende skandaler.

Opslaget henviser til en artikel på Berlingske.dk: Lørdag morgen læste Morten Messerschmidt noget i Berlingske, som straks fik ham til at skrive til Joy Mogensen: »Grib ind«.

Opslaget opnår 1.070 reaktioner, heraf 80 kommentarer. Opslaget åbner for et væld af kommentarer, som er ganske nedrige overfor kulturministeren.

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti slutter for denne omgang:

Destruktive undervisere og vildførte elever på Det Kongelige Danske Kunstakademi bør naturligvis stilles til regnskab. Det skal have konsekvenser at ødelægge statens ejendom. I det hele taget er der gevaldigt brug for en udluftning i akademiets rækker – herunder af rektor Kirsten Langkilde, som i weekendens Berlingske brillerede ved at afvise kategorisk bortvisning af vandalister. Kunstakademiet må sættes under administration af kulturministeren. Den nuværende ledelse har vist sig udygtig til at løse opgaven..!

Opslaget henviser til en artikel på Berlingske.dk: Kunstakademiet er degenereret til en politisk børnehave.

Opslaget opnår 710 reaktioner, heraf 70 kommentarer. Kommentarerne er enige med Messerschmidt og mener, at der skal ryddes alvorligt op på Kunstakademiet.

Højskolesangbogen

Også i denne værdipolitiske sag, er Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti først:

Bid for bid æder islam sig frem. Nu også på Højskolesangbogen. Det er trist. Ikke mindst fordi det helt åbenlyst er dårligt skrevet. Men først og fremmest fordi en entydig hyldest til islams helligdage ikke hører hjemme her. Man græmmes, og jeg spørger, om Valdemar Rørdam havde ret: “Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv”…?

Opslaget henviser til en artikel på Berlingske.dk: Ramadan-sang kommer med i ny Højskolesangbog.

Opslaget opnår 4.300 reaktioner, heraf 1.100 kommentarer. Kommentarerne er helt enige med Messerschmidt og kan slet ikke forstå, hvad en muslimsk sang skal i en dansk sangbog.

Henrik Dahl fra Liberal Alliance skriver:

Den danske højskoleverden er blevet et parallelsamfund. Et lille stykke af 1990’erne, hvor islam stadig er den åndelige overbygning på hummus og det er dejligt med lidt mere kulør i gadebilledet. Uden for højskoleverdenens parallelsamfund skal vi til at tage nogle virkelig hårde beslutninger i årene, der kommer. Ytringsfriheden, religionsfriheden og en række borgerrettigheder i øvrigt svæver i den største fare overalt i Europa. I Frankrig blev en fredelig skolelærer myrdet, fordi han passede sin dont og søgte at sprede oplysning blandt sine elever. Ugen efter blev en kvinde myrdet, mens hun søgte sin kristne gud i andagt i sin kirke. Og senest måtte fire mennesker lade livet i Wien, fordi de nød at leve i et verdsligt land og dermed implicit at være fritaget fra islams tyranni. I Danmark er ingen blevet dræbt for nylig. Men en lærer, der erklærer, at hun vil bruge muhammedtegningerne i sin undervisning, forfølges med ukvemsord og voldstrusler i en grad, så hun må tage sit FB-opslag herom ned. Der er ingen indsigtsfulde mennesker, der længere er i tvivl om, hvad ondets rod er: Ortodoks islam. Med nogle meget få undtagelser (Ruud Koopmans nævner Senegal og Tunesien), er alle de 47 selvstændige stater, der har en muslimsk flertalsbefolkning – og navnlig de 27, der har islam som statsreligion – præget af mangel på demokrati; mangel på rettigheder til kvinder, religiøse minoriteter, seksuelle minoriteter og verdslige mennesker i al almindelighed. Det kommer ikke fra kolonialisme eller modstand mod militær intervention eller dårlige sociale kår eller modstand mod racisme eller hvad apologeterne ellers kan finde på. Det kommer indefra. Fra, at ortodoks islam i sig selv er en generator af vold, intolerance og ufred. Nogle af disse lande eksporterer aktivt deres intolerante og repressive samfundsmodel. Men generelt er det sådan, at en stor del af dem, der udvandrer til vestlige lande, også ender som eksponenter for den ufred, intolerance, vold og undertrykkelse, islam i praksis altid fører med sig. Mens resten af Europa tænker, så det knager, over, hvordan vi kan redde borgerrettighederne og de politisk liberale samfund fra stadigt mere dristige, islamiske stater og stadigt mere pågående og voldelige minoriteter, der bor i vesten, skal højskoleverdenens parallelsamfund nu til at synge med på en glad sang om ramadan. Altså: til at lovprise en af islams fem søjler. Det vil (i løs oversættelse) sige et af de fem sakramenter. Jeg tror ikke, det i sig selv har nogen konsekvenser. De lalleglade naivister i højskoleverdenens parallelsamfund har nemlig til alt held ingen indflydelse på den politik, der bliver ført. Jeg synes bare, det er trist, at en hæderkronet institution som højskolerne og en klassisk værk som Højskolesangbogen i den grad melder sig i fjolsernes og appeasernes rækker. Jeg synes, det er trist, at Højskolesangbogen hylder den religion, i hvis navn ytringsfriheden, religionsfriheden og de øvrige borgerlige rettigheder i disse år trampes under fode i Europa. Det kan man ikke se, hvis man er en nyttig idiot for undertrykkelsen som Højskolesangbogsudvalget. Men derfor kan jeg godt stadig påpege det.

Opslaget henviser til en artikel på Berlingske.dk: Ramadan-sang i Højskolesangbogen deler vandene: »Jeg er først og fremmest forundret«.

Opslaget opnår 1.200 reaktioner, heraf 370 kommentarer. Langt de fleste kommentarer er enige med Dahl i, at Ramadan i København ikke burde være med i Højskolesangbogen. En del mener dog ikke, at sangen i sig selv fører til opbakning til radikal islamisme. Enkelte er glade for, at sangen viser større mangfoldighed i sangbogen.

Dette er også en sag for Mai Mercado fra Konservative:

Højskolesangbogen er blevet opdateret. Jeg må erkende, at jeg nok ikke kommer til at synge “Ramadan i København” og jeg forstår ikke den er blevet en del af Højskolesangbogen. Til gengæld er der to sange som jeg begræder der er røget ud. “Lovsynger Herren min mund og mit indre” er en fantastisk salme af Grundtvig og synges ved mange begravelser. Den giver stof til eftertanke og den giver håb. Den er også kendt af mange. Og så er det uheldigt at Shu-bi-Duas sang om bilkirkegården er røget ud – og så lige i den uge hvor den gæve kæmpe er gået bort 😥 Shu-bi-duas sang er folkelig – det kan man ikke just sige at Ramadan-sangen er

Opslaget henviser til en artikel på Dagbladet Ringkøbing-Skjern: FAKTA: Isam B’s “Ramadan i København” med i ny sangbog.

Opslaget opnår 675 reaktioner, heraf 195 kommentarer. Opslaget giver den mest nuancerede debat om Højskolesangbogen. En del er enige med Mercado og synes, at Ramadan i København er en elendig sang. Andre diskuterer udviklingen i højskolebevægelsen, elevsammensætningen og forholdet til andre sangbøger. Enkelte mener, at der ikke er behov for at politisere alting. Her er faktisk en debat om Højskolesangbogen uden skældsord!

Om samme sag skriver Jens Rohde fra Radikale:

Tonedøvt!

Opslaget opnår 640 reaktioner, heraf 225 kommentarer. Også her er der uenighed om opslaget. Ganske mange udtrykker skuffelse over Rohdes forsøg på populisme i denne sag.

Zenia Stampe fra samme parti er anderledes positiv:

Jeg er faktisk meget berørt over den nye højskolesangbog. Jeg er medlem af et højskoleparti og gift med en tidligere højskoleelev. Men jeg har aldrig selv været på højskole og har derfor ofte følt mig en smule udenfor, når Højskolesangbogen blev taget frem. For selvom jeg efterhånden kender en del af sangene ret godt, så vidner de der salige blikke, indforståede suk og engagerede sangvalg jo om et fællesskab, som jeg aldrig rigtigt har været en del af. Troede jeg i hvert fald. For da den nye version af Højskolesangbogen blev offentliggjort i går, følte jeg for første gang, at det også var min sangbog. At det også var mit fællesskab. Jeg forstod, at hensigten med Højskolesangbogen ikke er at slå ring om højskolen, men derimod at åbne sig mod samfundet og lukke os alle ind. Måske allertydeligst ved at inkludere Isam B’s ”Ramadan i København”. Men for mig personligt også ved at tage sange som ”Regnvejrsdag i november”, ”Barndommens gade”, ”Langebro”, “Smuk og dejlig”, “Dansevise” og “Hvorfor er lykken så lunefuld” med . Det er lydspor fra min barndom og ungdom, som gør mig salig i blikket og får mig til at slippe et følsomt suk – og som jeg kommer til at foreslå med stor indlevelse og engagement, når vi en dag tager den nye højskolesangbog ned fra hylden. Og så er der endda også blevet plads til nye sange. Stine Pilgaard og Naja Marie Aidts smukke og rørende tekster om kærlighed og sorg taler direkte ind i mit voksenhjerte og personlige livserfaring. Men noget af det allerbedste er, at der er blevet plads til Aske Bentzon og Albertes fantastiske ”Lyse nætter”. Jeg kendte den ikke, før min datter kom hjem fra kor en dag og sang den for mig. Jeg glæder mig til at fortælle hende, at den er med. Og jeg glæder mig til at gå på opdagelse i alle de andre nye – og gamle – sange. Og jeg glæder mig især til at gøre det sammen med mine børn. Så de bliver lukket ind i det fællesskab, som jeg alt for længe troede, at jeg ikke selv var en del af. Tak til udvalget bag Højskolesangbogen for at vise, at højskolen og Højskolesangbogen ikke bare en del af dansk kultur. Den er dansk kultur. Med alt hvad vores kultur rummer. Virkelig tak!

Opslaget opnår 1.700 reaktioner, heraf 300 kommentarer. Der er bred enighed om, at såvel højskolerne som Højskolesangbogen skal vise rummelighed. En del er dog kede af, at en enkelt Shu-bi-dua-sang er taget ud. Læst ironisk, er denne kommentar nok helt central: “Argh – dansk kultur rummer nu meget mere end det som denne bog forsøger at demonstrere. Hvor er fx de gode sange af Red Warszawa?”.

Corona volder stadig problemer

Zenia Stampe fra Radikale skriver:

“Dansk Artist Forbund anslår, at hvor man for et år siden havde cirka 100 koncerter om dagen i Danmark, afholdes der nu 30. Spillestederne holder igen, og det tager tid for musikerne selv at stable arrangementer på benene. Resultatet er tomme kalendere og ingen indkomst for musikerne.” Tak til Politiken for at sætte fokus på kunstnerne og alle de andre freelancere, der falder gennem hjælpepakkerne. Det er nok den ting, jeg har brugt allermest tid på det sidste halve år – og det vil jeg fortsætte med, indtil de også er blevet en del af det samfundssind, vi alle snakker om. Det handler om solidaritet, men det handler også om, at vi skal have et kulturliv, når corona en dag er drevet over. Det har vi kun, hvis vi hjælper vores kunstnere med at overleve nu.

Opslaget henviser til en artikel på Politiken: Telefonen ringer ikke: Musikere bliver overset af ny hjælpepakke.

Opslaget opnår 470 reaktioner, heraf 50 kommentarer. Kommentarerne er taknemmelige for Zenia Stampes arbejde.

Kulturminister Joy Mogensen glæder sig over en ny støtteordning:

Sådan en smågrå novemberlørdag er jeg ualmindelig glad for, at der nu er midler på vej til kampen mod ensomhed. Corona kan risikere at efterlade alt for mange alt for alene. Her kan Kulturens og Foreningslivets fællesskaber være et meget velkomment værn mod ensomheden. Og jeg er overbevist om, at alle de frivillige og professionnelle er klar til at være kreative og finde måder at skabe fællesskaber på afstand eller på anden måde corona-sikkert. Derfor er vi nu klar med en plan for, hvordan 50 mio. kr. hurtigt skal ud og hjælpe dem, der er i øget risiko for isolation og ensomhed. Vi afsætter: – 10 mio. kr. til 1.000 nye fællesskaber rettet mod voksne. Den kan søges i form af en straks-pulje. – 15 mio. kr. til støtte i beboerforeningerne, der kan bruge disse midler på lokale aktiviteter i samarbejde med foreningslivet. – 5 mio. kr. til udsatte borgere i landdistrikterne, som udmøntes af KFUMs Social Drive Out. – 20 mio. kr. til covid-19 partnerskaberne i Socialministeriet. Vi skal igennem denne her tid med både krop og sjæl. Pas på hinanden derude.

Opslaget henviser til en artikel på Kulturministeriet: FORENINGSLIVET ER MED I KAMPEN MOD ENSOMHED.

Opslaget opnår 65 reaktioner, heraf seks kommentarer. Opslaget giver anledning til kommentarer om andre følger af corona.

Stén Knuth fra Venstre skriver:

Havde både kulturminister og erhvervsminister i samråd i går, for at høre om de vil lave forskellige modeller (superligaordningen) til de forskellige kulturinstitutioner, foreninger og idræt herunder den profesionelle? Som jo har meget forskellige rammer at virke i. Efter samrådet står tilbage, at regeringen ikke ser den vej, overhoved. I Venstre som er foreningernes parti kæmper vi dog videre. Der findes ikke kun én model. Se nu på forskelligheden og lav forskellige løsninger. Naturligvis med al den sikkerhed der skal være.

Opslaget henviser til en artikel på Berlingske: Myndighederne er også ved at aflive foreningslivet.

Opslaget opnår 10 reaktioner, heraf en enkelt kommentar.

Lukningen af Nordjylland får Joy Mogensen til at skrive:

NORDJYLLAND. Selvom vi er klar til at lempe de skærpede restriktioner for Nordjylland og de ramte kommuner, så har mange været ramt. Det gælder kulturen og forenings- og idrætslivet. De har brug for ekstra hjælp. Jeg er derfor glad for, at regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget her til aften har indgået en aftale om hjælp til kulturlivet og forebyggelse af ensomhed i Nordjylland.

Opslaget henviser til en artikel på Kulturministeriet: KULTUR- OG FORENINGSLIV I NORDJYLLAND FÅR EKSTRA ØKONOMISK HJÆLP.

Opslaget opnår 130 reaktioner, heraf 60 kommentarer. Stort set samtlige kommentarer handler om, at ministeren (endnu) ikke har givet tilladelse til afholdelse af EM i Håndbold.

Finansloven

Zenia Stampe fra Radikale skriver:

Vi har fremlagt et stort kulturudspil som oplæg til den kommende finanslov. Det er stort – det er langsigtet – og det er visionært. For corona har skabt et helt nyt bagtæppe for kulturdebatten i Danmark. Krisen har mindet os om kunsten og kulturens nødvendighed. Men den har også været en fremkaldervæske for de usikre vilkår, som mange af vores kunstnere og kulturinstitutioner arbejder under, og som kun er blevet værre efter de seneste års massive nedskæringer. Det er blevet meget tydeligt, at kunsten og kulturen ikke bare har brug for kortsigtet nødhjælp – men også langsigtede visioner og investeringer. Så når jeg ikke har siddet med snuden begravet i hjælpepakker, så har jeg talt med kunstnere, kulturinstitutioner og organisationer for at høre, hvad der er skridtet efter hjælpepakkerne. Hvordan genopretter vi området? Hvordan sikrer vi kunsten og kulturen på lang sigt? Og det har været en virkelig opløftende – til tider rørende – proces. For noget af det, der virkelig har overrasket mig, det er, at selvom mange kunstnere og kulturinstitutioner står med problemer til halsen og kæmper for deres egen overlevelse, så møder jeg overalt en lidenskabelig vilje til at diskutere, hvordan vi giver kunsten videre til nye generationer. Måske i erkendelse af, at hjælpepakker kan redde kunstnere og institutioner på kort sigt – men på lang sigt er det børnene, der skal bære kunsten videre. Og det er jo rigtigt: Det er børnene, der er fremtidens publikum. Det er børnene, der er fremtidens talenter. Derfor rummer vores udspil også et stærkt fokus på børn og unge. Vi foreslår for eksempel, at alle børn og unge skal se en teaterforestilling og høre en levende koncert mindst én gang om året. Men udspillet er også fuld af andre forslag. De har dog alle det til fælles, at de på den ene eller anden måde er motiveret eller ligefrem formuleret med corona som bagtæppe. Vi foreslår fx Kulturens Analyseinstitut. Det er ikke nogen ny idé, men det er første gang, at vi har taget den med på vores finanslovsforslag. Det har vi gjort, fordi corona virkelig har sat en fed streg under berettigelsen af sådan et institut. Tænk, hvis vi havde haft der til at samle eksisterende data og kvalificere Regeringen og Folketingets arbejde med hjælpepakker. Vi har også et forslag med om en ny spillestedsordning, som også udspringer direkte af krisen. Og så foreslår vi også flere arbejdsophold og et særligt kunstnerfradrag på 50.000 for salg af unikke værker. Det sidste vil især falde på et tørt sted for landets billedkunstnere og andre skabende kunstnere, der trods stærk faglighed må hutle sig igennem tilværelsen med lave indtægter og alle mulige bijobs. Resten af forslagene kan læses i selve udspillet. Kulturmonitor har skrevet denne artikel om udspillet. Men hvis du ikke har adgang, har jeg også lagt et link til selve udspillet i en kommentar nedenfor. Det har været et helt vildt forår, sommer og efterår med forhandlinger om hjælpepakker og genåbning. Arbejdet med det her udspil har været mit frikvarter. At få lov til at hæve blikket og tænke større og længere. Tak til alle jer, der har bidraget undervejs.

Opslaget henviser til en artikel på Kulturmonitor: Masser af kultur på De Radikales nye finanslovsudspil – foreslår årligt kunstnerfradrag på 50.000 kroner.

Opslaget opnår 640 reaktioner, heraf 90 kommentarer. Opslaget vækker lutter glæde i kommentarsporet.

I næste opslag skriver Stampe:

Vi sidder lige nu og forhandler kultur på finansloven. Og ja, jeg smiler som en julegris, fordi det her ENDELIG er muligheden for at vende mange års nedskæringer og symbolpolitik til langsigtede investeringer i kunst og kultur. Jeg smiler også, fordi vi har forberedt de her forhandlinger i MÅNEDSVIS og møder op med en mappe fuld af konkrete og gennemarbejdede forslag. Vi foreslår bl.a. en kæmpe børnekulturpakke, hvor vi fordobler tilskuddet til teaterforestillinger og koncerter på landets skoler, så alle børn og unge får mulighed for at se en teaterforestilling og høre en levende koncert mindst én gang om året. Vi vil også fordoble støtten til samarbejde mellem skoler og kunstnere. Og vi vil sende en ekstra pose penge ud til landets daginstitutioner og fritidsordninger, så de kan understøtte børnenes møde med litteraturen. Og så har vi en masse andre forslag med – Kulturens Analyseudspil, støtte til landets mindre spillesteder, arbejdsophold for kunstnere, fradrag for salg af værker, plus en masse enkeltbevillinger. Jeg har lagt link op til hele udspillet i tråden. Fedt, fedt, fedt at få lov til at kæmpe for kulturen og præsentere vores politiske forslag inde i finansministeriets allerhelligste gemakker. Det vidner om en ny tid for kulturpolitikken i Danmark. Kulturen er både tilbage i hjertet af dansk politik og i forhandlingerne om statens budget!

Opslaget opnår 1.020 reaktioner, heraf 140 kommentarer. Opslaget vækker glæde i kommentarfeltet. Enkelte spørger dog, hvor pengene skal komme fra. De får ikke svar.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten er optaget af en enkelt sag:

Fantastisk historie om David Jesuthasan, som løb 80 km. i et stræk fra Bjerringbro til Gammel Estrup på Djursland i solidaritet med Herregårdsmuseet. Det står til at miste en stor del af sin statsstøtte i den kommende finanslov. Og det er en stor skam. Gl. Estrup fortæller på fin vis om herregårdenes historie og om forholdene for både tyende og landarbejdere. Derfor går Enhedslisten også til finanslovsforhandlingerne med et ønske om fortsat at understøtte dette kulturhistoriske museum, som så mange besøger hvert år. Tak til David for at gøre opmærksom på sagen

Opslaget henviser til en artikel på TV2 Østjylland: David løber 80 km i ét stræk for at redde Gammel Estrup.

Opslaget opnår 300 reaktioner, heraf 15 kommentarer. Kommentarerne er glade for, at Enhedslisten vil sikre Gl. Estrup.

Det Kongelige Teater

Forhandlingerne om finansloven er kædet sammen med forhandlinger om en ny fire-årsaftale for Det Kongelige Teater. Kulturministeren lægger ud:

Midt i en corona-tid prøver alle i og omkring Kulturlivet at skabe run til også at skabe kunstnerisk aktivitet. Derfor tager vi i dag igen fat i forhandlingerne om Det Kongelige Teater. Som ellers blev udskudt fra sidste uge pga corona-forhandlinger. I dag kommer det for mig for en stund til at handle om, hvordan Det Kongelige Teater skal være mere for flere. For Det Kongelige Teater har noget helt unikt at byde på. Forhandlingerne handler blandt andet også om, hvordan vi kan lempe de nuværende restriktioner for Det Kongelige Teater, så de får bedre mulighed for at opføre mere musikdramatik – som f.eks. musicals. Som Kasper Holten selv siger det: ”Der er stadig for mange danskere, som ikke kommer i teatrene, og som ikke ved, hvad de går glip af endnu! Kan en (god) musical gøre tærsklen til vores verden lavere for en af dem, så har vi alle sammen vundet.” Jeg ser frem til drøftelserne med Folketingets partier🤓

Opslaget opnår 40 reaktioner, heraf kommentarer.

Birgitte Bergman fra Konservative er uenig med ministeren:

Ej blot til lyst frk. kulturminister! // Joy træd varsomt, thi scenen er skrå Det Kongelige Teater, Danmarks nationalscene. Man kan næsten smage det: Det Kongelige. Det er selvsagt noget særligt, ekstraordinært og skal være det bedste af det bedste – og skal fortsat være det, hvis man spørger Det Konservative Folkeparti. Regeringen med kulturminister Joy Mogensen i spidsen, ønsker at forfladige Det Kongelige Teaters vartegn: høj kunstnerisk kvalitet og særegen fortolkning af klassiske værker, og i stedet sætte musicals og revy på programmet. Regeringens forslag er en tosporet deroute. På den ene side ønsker kulturministeren at brede (læs: flade) kulturen ud, så der bliver kortere afstand mellem Absolut Music og Carl Nielsen og samtidig støvsuge velrenommerede musicalsceners og lokale revyers publikum. På Det Kongelige Teater har skuespil, opera, ballet og orkestermusik i århundrede appelleret til de store følelser i form af Nøddeknækkerens kærlighed og tryllebindende magi, Holbergs Maskerade om pirrende forelskelse, forvirring og forløsning eller Hamlets vrede, jalousi og opgør. Alt sammen stor kunst. Men den store dramaturgi risikeres nu at blive hældt af de skrå brædder og erstattet af musicals. Ikke et ondt ord om den underholdende og medrivende genre, som jeg selv holder meget af, men vi har gode og leveringsdygtige scener, som driver forretning ved at opføre musicals. Og Mamma Mia og Disney-opsætninger er lette kalorier taget i betragtning af den originale dramatik, som Det Kongelige Teater hidtil har været garant for. Det her et ikke et spørgsmål om god eller dårlig smag, men jeg må rent ud sige, at jeg ærgrer mig over, at den socialdemokratiske regering vil brødføde Det Kongelige Teater med statsstøtte til en genre, som er andre sceners levebrød. Vi vil ikke skabe trange kår for musicals, tværtimod ønsker vi at skabe de bedste forudsætninger for, at scener, f.eks. Det Ny Teater fortsat har et grundlag for at opsætte musicals og drive forretning præcist, som de gør nu. Og samtidigt fastholde Det Kongelige Teaters originalitet og særkende inden for skuespil, opera, ballet og orkestermusik. Over Gamle Scene på Det Kongelige Teater står Ej blot til lyst. Lad os holde fast i, at Det Kongelige Teaters adelsmærke er at deres forestillinger giver stof til eftertanke og refleksion over samtiden, mens musical, lystspil og revy lokker publikum til andre teatre. Tæppefald.

Opslaget opnår 46 reaktioner, heraf ingen kommentarer.

Birgitte Bergman følger op:

Staten skal ikke konkurrerer med de private virksomheder! Regeringen og dens støttepartier vil tage levebrødet fra de scener, som kæmper for at holde sig oven vande i en krisetid. At udvide og gøre det til et krav, at Det Kongelige Teaters repertoire også skal være musicals og revyer, vil være dødsstødet til de scener, som har gjort disse genre til en levevej. Vi skal ikke med statsstøtte på over en ½ mia. kr. til Det Kongelige Teater aflive en musical branche, for til gengæld at udvande kvaliteten på Det Kongelige Teater. Kulturministeren ønsker at forfladige Det Kongelige Teaters vartegn: høj kunstnerisk kvalitet og særegen fortolkning af klassiske værker, og i stedet sætte musicals og revy på programmet. Det kommer der i øvrigt samlet set færre musical timer ud af.

Opslaget opnår 34 reaktioner, heraf en enkelt kommentar.

Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet er naturligvis enig med ministeren:

Sluttede en lang uge af med et besøg på TV2 News om Det Kongelige Teater og hvorfor vi gerne vil skabe en nationalscene, der har relevans for flere danskere. Ufatteligt, at de borgerlige partier insisterer på, at vores allesammens teater kun skal være for dem, der forstår opera og ballet. Det skal de selvfølgelig også lave, men ville det virkelig være så slemt, at de også fik mulighed for at opsætte et par musicals som måske kunne få nogle andre end dem der plejer til at besøge vores fælles teater? Det forstår jeg altså ikke.

Opslaget opnår 70 reaktioner, heraf 6 kommentarer. Kommentarerne er delt. Nogle påpeger, at Det Kongelige Teater allerede opfører musicals. Andre udtrykker forståelse for, at andre teatre frygter konkurrence fra Det Kongelige Teater.

EM i håndbold

Stén Knuth fra Venstre skriver:

EM for kvinder om 3 uger bliver nu alene på dansk grund. Sad med i eftermiddag hos Joy Mogensen og med samtlige idrætsordfører. Sådan 💪 Stor politisk opbakning til at vi, naturligvis under sikkerhed, tager opgaven på os. Tak til Dansk Håndbold forbund for hurtig og effektiv eksekvering. I Venstre, Danmarks Liberale Parti bakker vi naturligvis 100% op. Det bliver en kæmpe fest i Herning og Kolding, og for den danske befolkning.

Opslaget henviser til en artikel på BT: Festen er reddet: Stor opbakning til EM.

Opslaget opnår 30 reaktioner.

Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:

Til alle jer, der har knoklet for at stable EM i håndbold på benene og alle der glæder sig til at følge med: Der er nu grønt lys til, at hele EM i håndbold kan afvikles på dansk jord. Vi har i de sidste dage knoklet med vurdering af den sundhedsprotokol, som DHF har lavet og også strammet op på. Det er ikke nemt at afholde store internationale begivenheder midt i en global sundhedskrise. DHF har fuldt fokus på en stram protokol, og der hviler et enormt stort ansvar på DHF’s skuldre for at afholde EM så forsvarligt som muligt og med fuld overholdelse af reglerne i protokollen. Sundhedsmyndighederne kommer også til bidrage med yderligere rådgivning omkring afholdelse af turneringen.

Opslaget opnår 440 reaktioner, heraf 140 kommentarer. Det er et opslag, som deler vandene. De fleste synes, det er en forkert beslutning på grund af coronarisikoen. Andre er meget glade for beslutningen. De to positioner diskuterer ikke med hinanden – og to vidt forskellige forhold. Modstanderne af EM i håndbold til Danmark er i det hele taget imod et sådant EM, uanset om det er i Danmark eller ej – på grund af coronarisikoen. Tilhængerne forholder sig ikke til risikoen, blot til at det skal foregå i Danmark, når nu muligheden byder sig.

Birgitte Bergman glæder sig:

EN GOD NYHED FOR SPORTENS VERDEN Vi har kæmpet længe for at få et svar fra regeringen og ministeren. Og nu er der endelig hul igennem og EM i håndbold gennemføres i Danmark 💪🏻 Jeg er helt tryg ved Dansk Håndbold Forenings hygiejne protokol – og den er stram og hele turneringen gennemføres med strenge krav. Det er ikke nemt at afholde store internationale begivenheder midt i en global sundhedskrise. Sundhedsmyndighederne kommer også til bidrage med yderligere rådgivning omkring afholdelse af turneringen. Dette EM kan forhåbentlig også bane vejen for en europæisk case for hvordan vi fremadrettet kan afvikle større begivenheder.

Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Grønt lys til håndbold-EM i Danmark: ‘Vi kan sætte ploven i jorden og komme derudad’.

Opslaget opnår 4 reaktioner.

Mere sport

Stén Knuth fra Venstre skriver:

Her et super initiativ som er fremtiden. E-sport ind i folkeskolen. Svinninge skole har, som en hel del andre skoler i landet, taget e-sporten til sig. Kommunikation, fokusering og samarbejde. Egenskaber som ethvert ungt menneske ikke kan få nok af. Det er udkommet når du læser de unges meldinger her. At det også kan være med til at fastholde en interesse i at være i skole, gør jo ikke begejstringen mindre. Tak til Svinninge skole, der med denne satsning viser vejen. E-sport, en skole, en dygtig instruktør/lærer og unge mennesker – fremtidens læringsrum.

Opslaget opnår 24 reaktioner, heraf en kommentar.

I et andet opslag skriver Knuth:

Faldt over denne artikel DR Sport om diskrimination i idrætten. Her handler det om Nicklas og fodbold. Ingen børn, unge eller voksne skal udsættes for racisme, diskrimination eller psykisk vold. Punktum. Ledere, trænere og forældre skal sige fra i det øjeblik det opleves, uanset i hvilken idrætsgren vi taler om.

Opslaget henviser til en artikel på dr.dk: Nicklas på 13 år: Jeg bliver kaldt ‘sorte svin’ og ‘perker’ til fodboldkamp.

Opslaget opnår 15 reaktioner, heraf to kommentarer.

Kulturkamp og værdikrig

Zenia Stampe fra Radikale skriver:

”Kulturen blev en stedfortræderkrig for den mere overordnede værdidebat, hvor man forsøgte at sætte skel mellem land og by, folk og elite, national og international, fortid og fremtid,” siger Zenia Stampe. “Men jeg vil ikke tvinges til at vælge mellem kulturarv og moderne kunst. Jeg vil have lov til at prioritere begge dele, ja, ligefrem bygge bro mellem dem. Men det har der bare ikke været plads til, og det har resulteret i, at meget få har haft lyst til at gå ind i den debat.” “Derfor var det sådan en stor lettelse, at alle stregerne pludselig blev visket bort under corona, og at vi kulturordførere blev til kampfæller i en fælles kamp for kunsten og kulturen. Det var en kæmpe lise. En kæmpe forløsning. Og det er der, hvor jeg gerne vil ende. Vi skal have en fælles kulturmafia, der kæmper ved det store bord. For kulturen. Og der synes jeg også, vi er på vej hen.”

Opslaget henviser til en artikel på Altinget.dk: Zenia Stampe: Corona har gjort en ende på to årtiers kulturpolitisk værdikamp.

Opslaget opnår 210 reaktioner, heraf 50 kommentarer. Kommentarerne går i mange retninger, det meste handler om corona.

I et andet opslag skriver Stampe:

Morten Messerschmidt har skrevet en bog, hvor han udråber mig som en af hovedfjenderne for sit politiske projekt. Ifølge Messerschmidt er jeg sådan en liberaldemokrat, der er ligeglad med folket, nationen og traditionen. Det kan selvfølgelig hurtigt gå hen og blive fuldtidsbeskæftigelse, hvis man skal prikke hul i ballonen, hver gang, Messerschmidt puster sig op. Men man må jo starte med at spørge: Hvad gjorde Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt egentlig selv for kulturen i alle de år, det var dem, der trak i snorene? Ingenting – udover at banalisere kulturdebatten til en kamp om juletræer, frikadeller og smørrebrød. Alligevel er det på forunderlig lykkedes dem at skabe myten om sig selv som et kulturparti. Godt nok et nationalkonservativt af slagsen, men dog som et parti, der prioriterer kulturen. Men det er et falsum. Dansk Folkeparti har alle dage været et kulturfjendsk parti. For hvis de havde været et nationalkonservativt kulturparti, så havde de ikke lagt stemmer til den ene finanslovsmassakre efter den anden på vores kulturbærende museer, teatre, orkestre og public service institutioner. Tværtimod havde de investeret i de institutioner, der skal formidle vores kulturarv til nye generationer. Men så langt har Dansk Folkeparti og Messerschmidts interesse for at demokratisere kulturarven aldrig rakt. Tværtimod vil Messerschmidt hellere sidde som en sur gammel mand på Deadline og kritisere unge for ikke at kende dansk kultur godt nok. På trods af at Dansk Folkeparti selv har siddet på magten det meste af de unges levetid. Men jeg kan glæde Morten Messerschmidt med, at vi faktisk har tænkt os at bruge vores position til at styrke dansk kultur og børn og unges adgang til den. Lige nu sidder vi for eksempel og forhandler finanslov med regeringen, og et af vores hovedkrav er at styrke børns møde med dansk kunst og kultur. Vi vil sørge for, at alle børn ser en teaterforestilling og hører en koncert mindst én gang om året. Vi vil have kunstnere ud på skolerne, så de kan give eleverne nogle redskaber til at forstå kunsten. Vi vil have litteraturen tilbage i børne- og ungdomslivet. I modsætning til Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt tager vi nemlig ansvar for at overlevere kulturen til vores børn. For os er kunst og kultur ikke en pegepind, der skal bruges til at dunke unge og fremmede i hovedet med, men en verden, som vi voksne skal lukke dem ind i. For deres skyld – men også for kunsten og kulturens overlevelses skyld. For døde monumenter og tomme symboler gør det ikke alene. Vidste I for eksempel, at Danmark har en af verdens største samlinger af folkemusik med folkedans? Men traditionen risikerer at dø, fordi materialet er mellem 50-100 år gammelt og formidlingen helt utidsvarende. Lige nu arbejder en gruppe frivillige derfor på at søge støtte til at optage 1000 forskellige folkedanse på film, så det bliver lettere for nye generationer at tage traditionen op. Og så folkemusikken og folkedansen kan blive en del af hverdagskulturen igen. Det er et arbejde, jeg er vildt optaget af. Alligevel skal jeg høre Messerschmidts beskylde mig og mit parti for at være ligeglade med folket og traditionen. Skal jeg virkelig tage min tværfløjte frem og spille et af de stykker folkemusik, som jeg har spillet år efter år på det radikale landsmøde? Vi havde nemlig i mange år den fantastisk smukke tradition, at mens diskokuglen blinkede og bassen pumpede i det ene lokale, så dækkede vi op med ternede duge og levende lys og spillede folkemusik i det andet. Man kan nemlig godt begge dele. Derfor gider jeg ikke lægge navn til Messerschmidts usaglige stråmænd. Og jeg gider slet ikke se overbærende til, mens han vandrer rundt i det kulturpolitiske landskab uden noget tøj på. Vi kæmper for dansk kultur. Det har Dansk Folkeparti aldrig for alvor gjort.

Opslaget opnår 2.100 reaktioner, heraf 210 kommentarer. Kommentarerne er helt enige med Stampe. Der synes at være en slags enighed om denne kommentar: “Man skal altid mene det modsatte af Morten Messerschmidt”, som næppe kan siges at fremme et bedre debatniveau.

Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på de nye ordføreres opslag fra 1. til 30. november 2020.

For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.