Musicals som nulsumsspil

Skal politikere virkelig forhindre teatrenes frie konkurrence?

Blandt ønskerne fra Det Kongelige Teater til den kommende politiske fire-årsaftale for teatret, var at få udvidet teatrets genremæssige muligheder, så man fremover også kan opføre musicals.

Kulturministeren og regeringens støttepartier var positive. De så forslaget som en mulighed for Det Kongelige Teater at nå nye publikumsgrupper.

Derimod var de borgerlige partier negative til forslaget. Man så det som ublu konkurrence mellem en statslig virksomhed og private virksomheder.

Modstanden mod musicals på Det Kongelige Teater bygger på et klassisk, nærmest kommunistisk, syn på udbud og efterspørgsel.  Det grundes i en forestilling om, at publikumstal er en statisk størrelse, som ikke kan ændres. Der er kun x tilskuere til musicals i Danmark, så at sige. Lad os få en fem-årsplan for musicals i Danmark!

I en tid, hvor alle taler positivt om alskens kunstneriske hybridformer, forekommer det besynderligt altmodisch at begrænse bestemte teatres muligheder for at afprøve genrer og samarbejder.

Før var det børnene

I 2007 – under en konservativ kulturminister – medførte den politiske aftale for 2008-2011, at Det Kongelige Teater fik udvidet repertoiret til også at omfatte børneteater. Dengang vakte det protester blandt danske børneteatre, som for sig så kannibalen spise alle de små fisk.

Det Kongelige Teater opfører fortsat børneforestillinger, og der er stadig et rigt og levende børneteater i det ganske land. Det rene børneteater kunne have bedre økonomi, men det skyldes ikke, at Det Kongelige Teater er kommet ind på denne scene.

I øvrigt er det værd at bemærke, at også de teatre, som i dag opfører musicals, er afhængige af forskellige former for statsstøtte. Den er selvfølgelig væsentlig mindre, end det statstilskud Det Kongelige Teater modtager, men kravene er så sandelig også forskellige.

Ophavsret på en genre?

De moderne musicals store gennembrud nåede til Danmark i 1990’erne. Musicalbølgen blev startet på storkøbenhavnske teatre som Østre Gasværk Teater, Gladsaxe Teater og Det Ny Teater. En af de første rigtig store succeser var Les Misérables på Østre Gasværk Teater. 

I mange år forsøgte organisationen Den storkøbenhavnske Landsdelsscene at begrænse udbuddet af musicals, for ikke at skabe for stærk intern konkurrence blandt teatrene. Teatrene blev dog sluppet fri, hvilket givet har været med til at udvikle og styrke genren. Musicals er ikke længere hovedsageligt danske udgaver af internationale hits, men også nyskrevne, danske produktioner.

Det er altså ikke små private danske virksomheder, som har udviklet musicalgenren til det, den er i dag. Det er, som i så mange andre tilfælde, sket i et frugtbart konkurrenceforhold mellem mange aktører.

Kunst med veto

Det nye 4-årsaftale for Det Kongelige Teater giver teatret bedre mulighed for at opføre musicals, men samtidig med nogle løjerlige begrænsninger. Fremover skal Det Kongelige Teater varsle private producenter tre år før man agter at sætte en given musical op og de private får samtidig vetoret mod at Det Kongelige Teater kan sætte den givne forestilling op.

Dette nye vetosystem bygger på en forestilling om, at publikum ikke ville være i stand til at se to versioner af samme forestilling. Det går jo fint med at have den samme Shakespeare- eller Ibsen-forestilling på flere teatre samme år. Det er et formynderisk syn på publikums manglende evne til at skelne mellem de forskellige producenter af teater.

Samtidig er det en sær forskelsbehandling: hvorfor skal musicalteatre og ikke børneteatre, danseteatre eller almindeligt skuespil have denne form for beskyttelse? Svaret er, at de ikke har brug for det. Med tiden vil også de private musicalteatre og deres politiske proselytter nå frem til at denne form for overbeskyttelse hæmmer den gode konkurrence teatrene imellem. Konkurrencen vil udvikle dem alle.

Det er sådan set det, markedstilhængere plejer at fremhæve som konkurrencens store fordel.

At frigøre Det Kongelige Teater for konkurrencehæmmende bånd, burde være god borgerlig kulturpolitik.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør