Uanset hvilken regering vi har: den vil altid give indtryk af at der bruges flere penge på kultur.
“184 millioner kr. mere til kulturen” er den overskrift SVM-regeringen ønsker skal blive stående, som resultat af regeringens første finanslovsforslag. Sådanne overskrifter skal altid tages med et gran salt.
Først og fremmest skal man være opmærksom på, at der også står, at bevillingerne er over fire år. Konkret i 2023 er der derfor kun tale om en fjerdedel, 48,5 millioner kr.
Ikke med i finanslovsforslaget
Den næste opmærksomhed skal man have på, at der er en række af de opregnede bevillinger, som ikke står i finanslovsforslaget, men derimod forudsættes videreført i det kommende aktstykke om udlodningsmidlerne, tidligere kaldt tipspenge.
I 2023 vedrører det 6,5 millioner kr. ud af de 48,5 millioner kr. De 6,5 millioner kr. afsættes til Aalborg Teater (2,1 millioner kr.), Arbejdermuseet (0,8 million kr.) Regan Vest (2,6 millioner kr.), Bornholms Museum (0,5 million kr.), Museet Køn (0,5 million kr.).
Det er naturligvis rart for disse institutioner at få et tidligt tilsagn om forventede udlodningsmidler. Men det har intet med finansloven for 2023 at gøre. Rammen for udlodningsmidlerne udvides ikke, så det eneste sikre er, at disse forhåndstilsagn vil medføre tilsvarende økonomiske reduktioner fra hidtidige modtagere af udlodningsmidler.
Forklaringen er, at disse institutioner og særlige bevillinger tidligere har stået på finansloven. Nu signalerer man, at man redder dem ad anden vej – uden at fortælle, hvem som skal betale prisen.
Allerede med i S-regeringens forslag
En række af bevillingerne i finanslovsforslaget indgik allerede i S-regeringens finanslovsforslag fra august 2022. Det drejer sig om støtte til Sangens Hus (5,1 millioner kr.), til Bund Deutscher Nordschleswiger (2,4 millioner kr.), Dansk Jødisk Museum (2 millioner kr.) samt Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (1,5 million kr.). I alt bevillinger som allerede fremgik af S-regeringens finanslovsforslag for 2023 11 millioner kr.
Netto tilbage i bevillinger, som er nye i den forstand at de indgår i SVM-regeringens finanslovsforslag for 2023, men ikke indgik i S-regeringens finanslovsforslag for 2023: 31 millioner kr. fordelt blandt 17 forskellige institutioner.
Disse 17 institutioner får et tilsagn om fireårige bevillinger, hvorfor de alle igen vil indgå i diskussionerne om finansloven for 2027, hvor en ny kulturminister vil kunne fremstå som redningsmand, som sikrer ”sikrer ro om økonomien for en række kulturinstitutioner”. Ro defineres således som 4-årig.
Hvilke partier?
En særlig vanskelighed ved vurderingen af finansloven for 2023, er usikkerheden om aftaleforløb. SVM-regeringen har som bekendt flertal alene, men signalerer samtidig, at man ønsker bredt samarbejde. Hvis andre partier skal indgå i en kulturpolitisk finanslovsaftale, skal disse partier også kunne pege på egne resultater i en sådan aftale. Man kan ikke blot nøjes med at skrive under på SVM’s forslag.
Omvendt kan regeringen ikke være sikker på, at det faktisk lykkes at få andre partier med. Derfor skal finanslovsforslaget være holdbart, uden ”forbedringer”. Derfor har regeringen i selve forslaget været nødt til at sikre fortsættelsen for så mange af de midlertidige bevillinger.