Aktuelt · Finanslov · Kunst og museer · Musik · Politik · Teater og dans
Mere til København
Finanslovsforslaget for 2024 sender (igen) flere penge til Hovedstaden.
Finanslovsforslaget er måske en meget god illustration af den stadige diskussion om kulturpenge til Hovedstaden eller det øvrige land. Langt de fleste bevillinger er vanskelige at sætte en geografisk adresse på. Fx den kommende museumsreform, kulturpasset eller EU-oplysningen.
Men en række initiativer har tydelig geografisk adresse, hvis man følger Kulturministeriets opgørelse.
Til Hovedstaden knyttes således:
- Ny uddannelse Den Danske Filmskole (3,3 millioner kr. i 2024).
- Copenhagen Contemporary (2,1 millioner kr. i 2024).
- Danseuddannelse Holmen (1,4 million kr. i 2024).
- Aveny-T (2,6 millioner kr. i 2024).
- Concerto Copenhagen (1,6 million kr. i 2024)
- Dansk Danseteater (4,9 millioner kr. i 2024)
Samlet for Hovedstaden: 15,9 millioner kr.
Til resten af landet knyttes:
- Danmarks Flymuseum (1,0 million kr. i 2024)
- Den Jyske Opera (6,8 millioner kr. i 2024)
- Aalborg Teater (1,9 million kr. i 2024)
- Kattegatcentret (1,0 million kr. i 2024)
- Kulturmødet Mors (0,5 million kr. i 2024)
Samlet til resten af landet: 11,2 millioner kr.
Man må forvente at diskussionen om balance i de kulturøkonomiske prioriteringer kan fortsætte i lang tid.
Dobbelt så meget til København
Opgørelser over geografisk fordeling af kulturstøtte er pr. definition vanskeligt. Mange institutioner virker over hele landet, men har typisk kun en postadresse. Den geografiske balance kan gøres op på rigtig mange forskellige måder.
Danmarks Statistik benytter eksempelvis Kulturministeriets udbetalinger som kriterium. Heraf fremgår, at der pr. indbygger i Region Hovedstaden udbetaltes 1.735 kr. i 2019, hvorimod udbetalingerne i de øvrige regioner varierede fra 359 kr. pr. indbygger i Region Sjælland til 908 kr. pr. indbygger i Region Midtjylland. Pr. borger udbetales altså mere end dobbelt så meget til Region Hovedstaden, som til resten af landet.
I den offentlige debat, fremstår ønsket om geografisk balance mest som et “jysk” ønske. Men det er tydeligt, at skævheden er størst mellem Hovedstaden og resten af Sjælland.
Kulturministeriets udbetalinger pr. borger 2019
Region Hovedstaden | Region Sjælland | Region Syddanmark | Region Midtjylland | Region Nordjylland | |
---|---|---|---|---|---|
Idræt og fritid | 3.5 | 0 | 3.3 | 0.2 | 0 |
Kulturarv | 466.9 | 103.3 | 169.2 | 127.4 | 86.1 |
Medier og biblioteker | 359 | 35.4 | 86.7 | 225.4 | 75.9 |
Scene og musik | 578 | 88.6 | 213.8 | 291.5 | 229.6 |
Visuel kunst og design | 61.2 | 5.3 | 5.5 | 11.7 | 5.9 |
Øvrig kultur | 266.5 | 126.7 | 179.8 | 251.3 | 97.7 |
I alt | 1735.1 | 359.3 | 658.3 | 907.5 | 495.2 |
Her anvendes opgørelsen for 2019, idet coronaudbetalingerne giver for store fejlmuligheder for de efterfølgende år.
Det eneste sikre er, at denne ubalance ikke ændres ved SVM-regeringens finanslovsforslag for 2024.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør