Hvorfor har vi ikke et Museum for Scenekunst?

Scenekunsten udvikler sig konstant, men kan i sin mangfoldighed slet ikke rummes i nuværende museer. Det er tid til et Museum for Scenekunst.

Når Teatermuseet Hofteatret genåbner i 2025 efter fire års restaureringsarbejde, vil det sikkert blive en virkelig fin oplevelse at komme ind i det gamle teater, få en fornemmelse af historiens vingesus, hvor logerne var forbeholdt de kongelige og Holberg gjorde grin med store som små. Hofteatret spiller en væsentlig rolle i fortællingen om det teater, der engang var i Danmark. Men museets formål og rammer er naturligvis bagudskuende.

Tilsvarende må man konstatere, at museet Storm, som er en fusion med det tidligere revymuseum, har sin tydelige profil, men slet ikke skal rumme scenekunstens bredde.

Den brede scenekunst

Scenekunsten i dag er langt bredere end det teaterbegreb, som repræsenteres af Teatermuseet Hofteateret. Den udvikling der groft sagt har været i scenekunsten siden 1960’erne kan ikke rummes indenfor Teatermuseets rammer. Der er jo også en grund til at teaterloven blev til en lov om scenekunst.

Siden 1960’erne har vi fået Odinteatret, gruppeteatre, Solvognens kanoniserede Julemandshær, musicals, egnsteatre, den moderne dans, masser af børneteater, Kirsten Dehlholms banebrydende Billedstofteater og Hotel Pro Forma, teaterfestivaler som Festival of Fools, egnsspil, performanceteater, forestillinger på gader og stræder, stedsspecifikke forestillinger, ny cirkus og meget andet. “Provinsteater” kan ikke længere bruges som et nedladende begreb.

Alene indenfor performancegenren viser en nylig oversigt præsenteret for kunstfondens scenekunstudvalg flere hundrede initiativer/grupper/kunstnere, som trods få fællesnævnere samlet har udviklet det performancebegreb, vi har i dag.

Indsamling

Det Kongelige Bibliotek påtager sig at indsamle, bevare og registrere relevante arkivalier fra scenekunstens institutioner. Men genstande er ikke en opgave for biblioteket, det er netop en museumsopgave, som ingen i dag varetager. Scenekunsten er jo rig på genstande, alt fra kulisser til kostumer. Gigantiske dominobrikker eller særprægede masker. Meget er heldigvis dokumenteret gennem videooptagelser. Men langt fra alt. Og det er stadig en særlig oplevelse at se og nogle gange røre ved de konkrete genstande.

Ingen påtager sig i dag systematisk at indsamle væsentlige genstande fra dansk scenekunst.

Hvor skal museet så ligge? Det kan ligge hvor som helst i Danmark, gerne i en by, som har markeret sig med spændstig og varieret scenekunst. Holstebro er en af mange muligheder.

Formidling og forskning

Der forskes i scenekunstens udtryksformer på universiteter og højere læreanstalter. Der formidles hyppigt gennem bøger, som fortæller vigtige historier. Men bøger kan langt fra det samme som den velkuraterede udstilling med genstande, der kan vise sammenhænge, vække undren eller ligefrem inspirere.

Det er det, museer skal og kan. Lyd og lys har fået en helt selvstændig betydning i den nyere scenekunst.

Det tager ikke mange minutter at lave en hurtig brainstorm om mulige særudstillinger på et Museum for Scenekunst: Lyset – fra effekt til rolle, Lyden – som høres og ikke høres, Sprog og diktion, Da scenekunsten kom på museerne, Gaden som scene, Da cirkus slap elefanterne, Den nye dans – koreografier og fantasier, Musicals – da Teenagerlove satte scenen, Børn – det er alvor, Det aktivistiske teater, Publikum spiller op eller Hele landets teater.

Scenekunsten indgår i dag i overraskende mange slags samarbejder: først og fremmest med alle mulige andre slags kunstnere og institutioner, men også med forskere, teknologivirksomheder, byudvikling, skoler og politiske bevægelser. Publikum inddrages på nye måder og spiller frivilligt eller ufrivilligt en rolle. Samarbejderne er også på tværs af grænser. Der “importeres” hyppigere og der “eksporteres” hyppigere.

Et offentligt drevet og finansieret Museum for Scenekunst skal også bære præg af disse samarbejder. Det skal kunne være aktivistisk i sin form og invitere kunstnere ind, byde op til nye samarbejder, samle erfaringer på tværs og give rum for handlinger. Det skal tænkes tværæstetisk og være åbent mod det øvrige samfund, klar til en omskiftelig verden.

Se til Ragnarock

For mange lyder dette sikkert som en kedelig beskrivelse af et museum. Dog næppe kedeligere end de første beskrivelser af Danmarks Rockmuseum, nu Ragnarock, som dog havde 44.000 besøgende i 2023. Et Museum for Scenekunst vil – i museal forståelse – have langt bredere og dybere muligheder end rockmuseet. Bare genstandenes forskellighed taler for dette.

Ragnarock giver oplevelser for publikum. Men er også med til at ranke ryggen på de mange musikere, sangskrivere, producere, festivalarrangører og lydfolk. Deres daglige arbejde indgår i den større fortælling om en vigtig del af det danske musikliv. På samme måde kan et Museum for Scenekunst bidrage til at samle de mange forskellige fortællinger om dansk scenekunst. Museet kan bidrage til at vise sammenhænge – og forskelligheder. Udviklinger – og faldgruber. Kollektive bevægelser – og stærke kunstneriske individer.

Hvor skal museet så ligge? Det kan ligge hvor som helst i Danmark, gerne i en by, som har markeret sig med spændstig og varieret scenekunst. Holstebro er en af mange muligheder. Det eneste vigtige er, at der bliver god plads – og at det ikke bygges op om en nedlagt teatersal.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør