Svensk sortsyn

Svensk opsummering af aktuel kulturpolitik er nærmest deprimerende læsning.

CulturCritik:

I Danmark starter den kulturpolitiske tidsregning som regel ved Kulturministeriets oprettelse i 1961. I Sverige ses startskuddet som regel som Kulturpropositionen fra 1974. I begge lande førtes selvfølgelig kulturpolitik inden disse årstal. Men det er her man får de første forsøg på at definere en samlet kulturpolitik. Det er også i 1974 Statens Kulturråd etableres, den svenske pendant til Statens Kunstfond.

50-året for svensk kulturpolitik er bl.a. blevet markeret med antologien “När taket rasar in” (Når taget falder sammen) udgivet af Bokförlaget Atlas, et forlag som står tæt ved socialdemokratisk tænkning, men dog helt fri af bindinger.

Som allerede titlen antyder, er udgangspunktet, at svensk kulturpolitik er ved at styrte sammen. Metaforen er hentet fra da en del af taget på Naturhistoriske Museet faldt sammen i 2023 og man var nødt til at lukke for adgang til museet.

Bogens forfattere er alle sammen aktive og engagerede i kultursektoren. En del er forpersoner for faglige organisationer, en del har chefstillinger i forskellige kulturelle sammenslutninger.

Det handler om økonomien

Det er gennemgående for bogens forfattere, at der ser store økonomiske problemer for svensk kulturliv, “kulturens økosystem er ved at gå i stykker”, lyder det et sted. Aktuelt præges den svenske debat voldsomt af en planlagt besparelse på 500 millioner sek til folkeoplysningen, svarende til en tredjedel af den statslige støtte. Besparelsen skal ske over tre år.

Forfatterne ser svensk kulturpolitik som en del af en natvægterstat, hvilket bogen igennem giver ganske meget sortsyn.

Gennem årene er kulturen blevet brugt som instrument i andre dagsordener. I 1990’erne skulle kulturen hjælpe med økonomisk vækst og som lokaliseringsfaktor (Richard Floridas Den kreative klasse). I 00’erne skulle kulturen hjælpe på sundheden. Da Miljöpartiet fik kulturministerposten i 2014 kom fokus på en feministisk kulturpolitik, hvor kunsten skulle bidrage til kønsdiversitet for at kunne opnå støtte.

Armslængden trues

Forfatterne ser også hyppigere ideologiske brud på armslængdeprincippet – her sigtes der utvetydigt på Sverigedemokraterna. Medarbejdere på kulturinstitutioner modtager trusselsbreve, hvilket også får dem til at blive tilbageholdende med fx at lave arrangementer om fx ligestilling, lgbtq+, klima og demokratispørgsmål. Det er oplevelsen, at Sverigedemokraterna i høj grad presser på for at kulturen skal bruges til at styrke den svenske nationale identitet.

Folkeoplysning

Bogens forfattere er i høj grad optaget af det vi i Danmark kalder det brede kulturbegreb, hvor folkeoplysningen spiller en stor rolle. Og folkeoplysningen er især vigtig udenfor de store byer og universitetsmiljøerne.

En del af bredden består også i foreningslivet. Forfatterne ser den ideelle kulturvirksomhed som afgørende i bestræbelsen på at gøre kunsten tilgængelig for alle befolkningsgrupper. Deltagelse kan handle om alt fra at være skabende og udøvende, til at bruge kulturen til læring eller arrangere lokale begivenheder.

Foreningslivet står også for en stor del af kulturens infrastruktur, fx i form af spillesteder, biograflærreder, øvelokaler eller udstillingssteder.

I Sverige er der i dag ca. 500 Folkets Hus- eller Folkets Park-organisationer, Riksförbundet Sveriges Konstföreninger består af 640 lokale kunstforeninger, som gerne arrangere udfordrende udstillinger. I 2023 arrangerede man fx en udstilling i det offentlige rum med ti forskellige Augmented Reality-kunstværker. Udstillingen blev vist 136 steder rundt i Sverige.

Svensk kulturliv er altså helt afhængigt af civilsamfundet.

Hvad skal ske?

Bogens forfattere har ikke mange bud på, hvilken udvikling man ønsker. Man ønsker sikkerhed for den kunstneriske frihed, man ønsker svar på udfordringerne fra AI og sikkerhed for økonomien. Og så ønsker man en ny statslig kulturredegørelse – men kommer egentlig ikke selv med bud på, hvad denne skal indeholde.

Flere forfattere: När taket rasar in – kulturpolitiken och verkligheten. Bokförlaget Atlas, 2024.

När taket rasar in – kulturpolitiken och verkligheten