Kommunerne vil kultur

Kommunal anerkendelse er ofte bedre end statsanerkendelse.

De kommunalbestyrelser, der blev valgt i 2021, er åbenlyst kulturglade. Samlet set har de både øget kulturbudgetterne i 2023 og 2024. Begge år med mere, end man burde, hvis man blot fulgte de almindelige pris- og lønfremskrivninger.

Bibliotekerne oplever fortsat væsentlige besparelser, men det opvejes altså så rigeligt af prioriteringer på andre kulturområder.

Både i den almindelige befolkning og blandt de fleste kulturaktører, er der en fornemmelse af at kommunerne sparer på kulturen. Det er altså ikke det, der sker i disse år. Måske fylder biblioteksbesparelserne så meget i mediebilledet, at der ikke er plads til de mange opprioriteringer af kultur?

Der er en overbevisning om at kulturen har en funktion for borgerne og for at skabe sammenhænge og fællesskaber i lokalsamfund.

Man hører ofte, at det er svært for kommunerne at prioritere kultur, for de skal jo også skaffe penge til skoler, daginstitutioner og plejehjem. Sådan er lokalpolitik – men det klarer de lokale kulturaktører åbenbart. Og bedre er det ikke nødvendigvis i staten, hvor forsvarsudgifterne som bekendt skal stige i ekspresfart.

Når kommunerne prioriterer kultur, også pænt i forhold til så mange andre – måske mere folkelige – områder, er det fordi man faktisk vil kulturen. Der er en overbevisning om at kulturen har en funktion for borgerne og for at skabe sammenhænge og fællesskaber i lokalsamfund.

Der prioriteres på livet løs

Der er store forskelle fra kommune til kommune. Selv om der er en generel tendens til at spare på bibliotekerne, er der også kommuner, som vælger at øge biblioteksbudgetterne. Typisk er det meget konkrete vurderinger, som indgår i kommunernes budgetproces. Lokale forhold og samarbejdsmuligheder spiller en rolle. Visionære ledere, som både kan engagere medarbejdere og brugere, har bedre muligheder for at få opfyldt sine ønsker.

Selv om den enkelte kommunes økonomi er underlagt statslige budgetrammer, afhænger den lokale budgetlægning i høj grad af konkrete vurderinger. Der er ikke en på forhånd given procentsats, som håndfast styrer budgetterne.

Dette kan ses som en modsætning til staten, hvor finansloven som altdominerende udgangspunkt udmøntes med samme procentsats over det hele.

I kommunerne lægges budgetterne typisk for et år ad gangen. Nogle gange med flerårsaftaler for enkeltinstitutioner. Men i princippet er hele kulturbudgettet til diskussion i kultur- og fritidsudvalgene, hvor der diskuteres på kryds og tværs uden alt for fastlåste positioner. Og hvor politikere kan finde på at foreslå nye samarbejdskonstellationer og fra år til år ændre hvilke kriterier man vil prioritere ud fra.

Staten er for fastholdere

Modsat den statslige finanslov, hvor alle reelt holder hinanden i skak. At ændre en institutions tilskud – op eller ned – kræver et omfattende arbejde. Beslægtede institutioner skal acceptere det, politiske partier på kryds og tværs skal acceptere – og gør det kun nødigt uden modydelser. Se blot på den langvarige diskussion om støtten til de statsanerkendte museer. Parterne holder hinanden i skak, så selv om ganske mange synes fordelingen har skævheder og prioriteringerne bør ændres, kræver det et antal arbejdsgrupper og rapporter – uden at vi ved, hvordan det lander.

Spørgsmålet er: hvorfor angle efter den statsanerkendelse? Det er ikke et økonomisk rationale, som driver mange kulturinstitutioner til at ønske sig “på finansloven”. Hvis man som institution ønsker et dynamisk samspil med en bevilligende myndighed, er kommunerne kvalitativt mange skridt foran staten. Kommunerne vil faktisk kulturen.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør