Knap 40% af de som modtager udbetalinger fra Kulturministeriet er kvinder. Andelen er nærmest uændret siden 2010. Og kun med små forskydninger mellem aldersgrupperne. Det viser Søndag Aftens analyse på baggrund af Danmarks Statistiks opgørelse over udbetalinger fra Kulturministeriet.
I 2013 udbetalte Kulturministeriet støtte til i alt 12.175 kunstnere. Heraf var 4.730 kvinder, svarende til en andel på 38,9%.
Andelen kvindelige kunstnere steg beskedent, fra 38,5% i 2010 til 38,9% i 2013.
Der er ligeledes kun ganske små variationer blandt aldersgrupperne. Højeste andel kvindelige kunstnere finder man blandt de over 80-årige (44,9%), laveste andel blandt de 70-79-årige (35,8%). Statistikken giver ikke grundlag for at antage, at andelen kvindelige kunstnere vil stige med tiden (“af sig selv”). En mulig forklaring på den høje andel kvindelige kunstnere over 80 år, kan være, at den gennemsnitlige levealder er højere for kvinders vedkommende – og at dette netop er statistisk mærkbart i den ældste gruppe.
Målt i penge
Måler man på andelen af de samlede udbetalte beløb, så har kvinderne modtaget en lidt større andel. Samlet modtog kvinderne 40,8% i 2010, hvilket var steget til 41,4% i 2013. Gennemsnitligt modtager de kvindelige kunstnere således lidt mere end mændene.
Ser man bort fra den ældste gruppe, over 80-årige, så er der en tydelig tendens til at kvinderne får udbetalt en større andel desto yngre de er.
Den gennemsnitlige udbetaling var i 2013 28.896 kr. pr. kvinde og 25.998 kr. pr. mand. Forskellen var mere udtalt i den yngste gruppe, kunstnere under 29 år, hvor den gennemsnitlige årlige udbetaling pr. kvinde i 2013 var 31.725 kr. og 18.032 kr. pr. mand. Den samlede andel af kunstnere under 29 år udgjorde dog under 3%, hvorfor enkeltudbetalinger kan påvirke de statistiske gennemsnitsberegninger uforholdsmæssigt meget. Men også blandt de 30-39-årige var de gennemsnitlige udbetalinger pr. kvinde væsentligt større end pr. mand – 40.771 kr. pr. kvinde, 28.210 kr. pr. mand.