Aktuelt · Medier og internet · Politik
Facebook: Danmarkshistorie og uddannelser
DR’s Danmarkshistorie og rapporten om de kunstneriske uddannelser fik ord med på vejen i politikernes Facebookopslag i oktober.
DR’s store historiesatsning om Danmarkshistorien gav debat i medierne, så selvfølgelig også på Facebook.
Naser Khader, Konservative, skriver om Danmarkshistorien:
De Konservative ønsker ikke at fjerne det sidste afsnit af tv-serien »Historien om Danmark«, som DR har sendt.
Det er et forslag fra Dansk Folkeparti, men det afviser medieordfører Naser Khader (K).
»Det sidste afsnit er skævt og for venstreorienteret, og Danmarks Radio burde lære af tidligere fejl som “1864” og være mere afbalanceret, så de er hele Danmarks Radio og ikke kun for de kulturradikale.«
»Vi bør se på programserien som helhed, og de programmer, jeg har set, er fremragende og har været samlende for Danmark,« siger Naser Khader.
MEN
»Man bør lave en disclaimer eller en tekst, som viser fremtidige generationer, at der har været en debat om det, og at man skal se på afsnittet med de briller.«
Khader henviser til en artikel i Berlingske: K vil tilføje oplysningstekst i DR’s omstridte historieafsnit.
Opslaget opnår 83 likes og 12 kommentarer. Næsten alle kommentarer er uenige med Naser Khader, nok bedst summeret op i sætningen “Hvad skete der lige med ytringsfriheden?”. Khader svarer ikke på kommentarerne.
Mogens Jensen, Socialdemokratiet, kommenterer Morten Messerschmidts forslag om at slette afsnit 10 fra serien om Danmarkshistorien.
Der er kun een betegnelse for Morten Messerschmidts forslag: politisk censur! Det er uhørt. Det er uhyggeligt. Det er helt i strid med danske, demokratiske værdier, mediefrihed og ytringsfrihed. Hvad er det næste Messerschmidt vil censurere bort: et afsnit af TV-Avisen, “Herrens Veje” eller en dokumentar han ikke bryder sig om. Stop dig selv nu!
Opslaget opnår 304 likes, 40 kommentarer og 29 delinger.
Alle kommentarer er enige med Mogens Jensen, en enkelt udtrykker dog bekymring over S’s flirt med DF.
Om selve serien skriver Mogens Jensen:
Det er umuligt at lave hele Danmarkshistorien på 10 timer uden en masse fravalg. Og det var ikke kun Christmas Møller og Kaj Munk som var fraværende i besættelsesdelen men også Frode Jakobsen og mange andre gode kræfter. De er så heldigvis beskrevet så mange andre steder i historieskrivningen. Så stop nu hetzen mod en fremragende historisk satsning af DR der er nået ud til rigtig mange danskere – gamle som unge…
Dette opslag opnår 331 likes, 27 kommentarer og 12 delinger.
De fleste kommentarer er enige med Mogens Jensen, en del har dog ønsker om dele af den nyere Danmarkshistorie, som de mener burde have været fremhævet.
De kunstneriske uddannelser
Rasmus Nordqvist, Alternativet, skriver:
Nej selvfølge skal vi ikke centralisere de kunstneriske uddannelser.
Der har seneste dage kørt historier om en rapport der peger på at de kunsteriske uddannelser skulle samles i et. I rapporten peges der på stigende krav og faldende bevillinger som grund.
Og her er der kun at sige en ting – det er politiske valg at forsætte de besparelse og det dumme politiske valg.
Vi har set alt for mange dårlige eksempler på den form for centralisering og desværre har konsekvenser ikke været gode eller for den sag skyld stoppet spare iveren.
Derfor er jeg rigtig glad for at mine kollegaer fra DF og S og siger klart fra – det skal jeg nok holde dem op på.
Han henviser til en artikel i Politiken: Rektorer frygter nyt forslag om massefusion af kunstuddannelser.
Opslaget opnår 20 likes og tre kommentarer.
Kulturminister Mette Bock, Liberal Alliance, har to opslag om samme sag:
Lad os lægge paraderne og opbygge i stedet for at nedbryde. Jeg kan berolige de frygtsomme: Der bliver ikke taget politisk initiativ til at tvangsfusionere de kunstneriske uddannelser…
Hun henviser til en artikel i Politiken: Kulturministeren beroliger de frygtsomme: De kunstneriske uddannelser skal ikke fusioneres.
Opslaget opnår 27 likes, 4 kommentarer og 1 deling.
Og et andet opslag fra ministeren:
Til alle de frygtsomme:
Det er da UTROLIGT, så mange der allerede frygter det værste eller allerede tror, der er truffet beslutninger og allerede tror at vide, hvad jeg mener om Sveidahls rapport om de kunstneriske uddannelser, som INGEN har læst endnu, da den først offentliggøres mandag.
Prøv lige at pålægge jer selv den langsommelighed, som jeg tillader mig selv: Læs rapporten. Med åbent sind. Tænk over dens anbefalinger. Kom selv med jeres bud. Gerne bud, der rummer andet og noget mere konstruktivt end at alt skal være som det er og intet kan gøres bedre. Tænk med.
Tak.
Opslaget opnår 47 likes og 15 kommentarer.
Næsten samtlige kommentarer er stærkt uenige i rapportens forslag og ligeledes utilfredse med ministerens ageren og retorik omkring sagen.
Ny kulturpolitik
Både Socialdemokratiet og Alternativet har præsenteret nye kulturpolitiske oplæg.
Rasmus Nordqvist, Alternativet:
Hvis vi reelt ønsker mere kunst og kultur i hele landet skal vi droppe kulturkanibalisen.
Det er ikke ved at lukke initiativer og institutioner i Østdanmark og give pengene til Vestdanmark at vi skaber flere og bedre rammer for et levende kunst og kultur miljø i hele Danmark.
Derfor har vi samlet en række forslag der skal skabe grundlaget for at miljøet kan vokse sig stærkere over alt.
Det kan i læse her: https://alternativet.dk/…/…/0891/8548/styrkkunstogkultur.pdf
Ofte høre jeg modargumentet til vores forslag er – hvor skal pengene komme fra og til det er da kun at sige – tjek lige vores finanslovsudspil fra sidste år.
For det handler om at prioritere og vi har valgt at sige at vi vil styrke kulturbudgettet med en milliard.
Så kære regering kom igang og prioriter kunsten og kulturen det har vi brug for som samfund.
Opslaget opnår 90 likes, 14 delinger og 3 kommentarer.
Mogens Jensen, Socialdemokratiet, henviser til en egen artikel i Piopio.dk, hvor han præsenteer Socialdemokratiets nye kulturpolitik.
Opslaget medfører 66 likes, 8 kommentarer og 4 delinger.
En af kommentarerne spørger, hvad Socialdemokratiets officielle holdning til nedskæringerne på kultur er. Mogens Jensen svarer, at man har stemt imod regeringens nedskæringer, men først efter et valg, og “når vi har overblik over hvilken økonomi vi reelt har til rådighed”, vil man gøre op, hvilke nedskæringen man vil rulle tilbage.
Mogens Jensen linker også til en artikel i Berlingske, Styrk public service – en grundsten i dansk kultur: Vigtigt indspark fra vigtige aktører i dansk kultur- og samfundsliv: vi skal styrke public service indhold til danskerne – ikke svække det!
Opslaget opnår 74 likes, fem delinger og fire kommentarer.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. oktober 2017.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medieordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter mange andre steder.