Licensen består – desværre

Diskussionen om licensen tager udgangspunkt i at bevare. Det ville være sjovere, hvis vi skulle udvikle såvel DR som andre medier.

CulturCommentar:

Licensen består – i denne omgang. Allerede inden diskussionen for alvor kommer i omdrejninger, har kulturministeren meldt klart ud. Der er ikke nogen grund til at lave om på et system, der fungerer, er argumentet.

Derved snævres diskussionen desværre ind til at handle om, hvordan vi kan bevare status quo i vores mediebillede og dermed i vores mediepolitik. Rapporten om alternativer til medielicensen går reelt ud fra, at befolkningens tv-vaner er statiske (Læs Licens til debat).

Da nettet overtog tv

2013 var året, hvor nye tv-vaner for alvor slog igennem. Ifølge DR Medieforskning udgør netsening nu 12% af den samlede tv-sening. Netflix er i høj grad symbolet på dette, men mange andre tilbyder tv-programmer på nettet. Især blandt unge er netsening brudt igennem, her står netsening for hele 24% af den totale tv-tid. Og dette er givetvis kun begyndelsen i en udvikling, som vil ændre vores tv-vaner for bestandigt.

Et abonnement på Netflix  koster 79 kr. månedligt, svarende til 948 kr. årligt. Denne merudgift til tv har foreløbigt 450.000 danskere taget til sig uden at kny. Til sammenligning betaler vi 2.436 kr. årligt i licens, hvoraf DR’s andel udgør 84% svarende til 2.046 kr. eller 171 kr. månedligt. For godt og vel det dobbelte af Netflix får vi 6 tv-kanaler, utallige radiokanaler, en af Danmarks mest benyttede hjemmesider, en håndfuld ensembler, en håndfuld kor, et fremragende koncerthus og en virksomhed som varetager en række reelt set myndighedsopgaver, fx medieforskning.

De såkaldte mellempakker hos udbydere af tv-pakker koster typisk omkring 4-5.000 kr. årligt. Som kunde er der ikke nogen tvivl: du får absolut mest for pengene hos DR.

Set i forhold til forbrugernes priser, har DR absolut ikke noget at skamme sig for. Der leveres ganske meget og godt for pengene. Alligevel bærer såvel den offentlige som den politiske debat præg af, at DR er en til overflod alt for dyr virksomhed. Politisk set er DR i defensiven.

Politisk uafhængighed

Det klassiske argument for at bevare licensen er, at denne sikrer, at befolkningen oplever, at DR (og andre modtagere af licensmidler) er  politisk uafhængig. Dette uanset, at det er politikere som gennem medieaftale, public service kontrakt og udpegning af bestyrelse sætter rammerne for DR’s virksomhed. Foruden de hyppige eksempler på ledende politikere som har søgt at påvirke såvel konkrete programmer som ledelsesdispositioner. Formelt er DR ikke underlagt ministerens instruktionsbeføjelse. Alligevel bliver vigtige ledelsesdispositioner afklaret med ministeren “under hånden”.

Armslængden ses som et absolut positivt grundlag for DR. Men armslængden er altså delvis en illusion og det naturligvis blot en påstand at armslængden kun kan “opleves” af befolkningen gennem licenssystemet.

Men naturligvis kan der skabes organisatoriske løsninger, som skaber endnu større formel armslængde, end man har i dag. Både i Sverige og Norge kan Riksdagen/Stortinget hvert år træffe beslutning om bevillingerne til public service virksomheder – uden at dette i sig selv anfægter den politiske uafhængighed.

Økonomisk tryghed

Hvis man politisk valgte at finansiere DR gennem finansloven, ville mange frygte at DR blot blev en del af det årlige finanspolitiske slagsmål. Uagtet at intentionen ville være at gennemføre 4-årige medieaftaler.

Licensen var senest til debat ved Kulturministeriets rapport i 2004 Dengang var DR’s licensindtægter 2.920 mio. kr. (2003). I 2014 er licensindtægterne 3.673 mio. kr. En stigning i løbende priser på 26%. I samme periode er kulturministeriets udgifter på finansloven steget fra 3.896 mio. kr. i 2003 til 6.352 mio. kr. i 2014 – en stigning på 63%. Denne store stigning skyldes ikke udelukkende ressortændringer mellem ministerierne. Fx er den budgetmæssigt stabile konto “Skabende og udøvende virksomhed” steget med 34%.

Økonomisk set har DR således ikke anledning til at frygte finansloven som økonomisk styringsinstrument. Men først og fremmest er finansloven det samlende udtryk for økonomiske prioriteringsdiskussioner. 84% af licenspengene anvendes til DR, men dele af de resterende 16% kunne lige så godt være finansieret gennem finansloven. Det gælder fx public service puljen og tilskuddet til Det Danske Filminstitut. Det Danske Filminstitut finansieres i øvrigt primært gennem finansloven, ligesom dagbladstøtte og de nye mediestøttepuljer. Med den øgede mediekonvergens giver det ad åre ingen mening i at den statslige finansiering af medier sker ad vidt forskellige veje og puljer.

Socialt skæv

Det har i alle årene været erkendt, at licensen er socialt skæv. Dette har man blødt lidt op på ved eksempelvis en særlig pensionistrabat. Rapporten Mulige alternativer til den nuværende licensfinansiering af DR og de regionale TV 2-virksomheder mv. viser en række regneeksempler på konsekvenser ved omlægning til finanslovsbevilling. Uanset, hvordan man strikker en sådan model sammen, vil vinderne blive de enlige pensionister og enlige LO-arbejder uden børn, taberne vil blive privatansatte funktionærer med børn og direktører med børn. Licensen betales i sjælden høj grad af de økonomisk set svageste.

Aktuelt har Socialdemokraterne spillet ud med et forslag om særlig rabat for unge studerende. Det skyldes, at det netop er i denne gruppe loyaliteten til licenssystemet er svagest, og samtidig at dette er en gruppe som rammes socialt skævt af licenssystemet. Der er tale om en gruppe med noget nær 100% adgang til et apparat med mulighed for at se tv og derfor licenspligtige. Med en svag SU-økonomi er licensbetaling naturligvis en udfordring.

En særlig rabat til yderligere grupper kan betales ad to veje: lavere samlet licensindtægt til DR og de øvrige eller højere licensbetaling for de der betaler fuld licens. Og når man åbner for de studerende, kan man lige så godt åbne for en række andre værdigt trængende grupper. Derved flyttes den almindelige debat om økonomisk ulighed til et kulturpolitisk afgiftssystem. Opbakningen vil svækkes af sådanne diskussioner.

licensen er jo god. Men er den god nok?

Op på hesten, DR

I DR udtrykker man tilfredshed med det nuværende system og glæde over den politiske uafhængighed. Samtidig er det tydeligt, at DR agerer professionelt og politisk i forberedelsen af de kommende medieforhandlinger. Det virker bestemt ikke tilfældigt med DR’s timing med såvel serien Arvingerne, som den omfattende brug af serien i faktabaserede programmer. Hele den politiske del af DR’s organisation er sat op til medieforhandlingerne.

Tænk, hvis DR brugte anledningen til at være offensive:

• vi vil gerne indgå i den samlede offentlige mediediskussion, ikke kun vores egen,
• vi vil gerne indgå i den samlede kulturpolitiske prioriteringsdebat, også gerne i konkurrence med andre områder
• vi er ikke bange for politikere, vi vil have tættere samspil med politikere på alle leder og kanter,
• med de store ændringer i medievilkår og -vaner vil vi ikke nøjes med at lægge planer hvert fjerde år, vi vil diskutere public service kontrakten hvert år,
• kun ved at ruske op i vores indbildte tryghed, kan vi fortsat udvikle en virksomhed som sætter nye standarder for den fælles samfundssamtale.

Det er desværre mere realistisk, at man igen blot henlægger en rapport. For licensen er jo god. Men er den god nok?

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør