Licens til debat

Licens eller ej? Rapport viser fire andre alternativer til at sikre pengene til public service-medier.

På baggrund af medieaftalen for 2012-2014 har en arbejdsgruppe under Kulturministeriet udarbejdet en rapport om mulige alternativer til den nuværende licensfinansiering af Danmarks Radio. Rapporten, med den mundrette titel Mulige alternativer til den nuværende licensfinansiering af DR og de regionale TV 2-virksomheder mv., skal danne udgangspunkt for finansieringsdiskussioner i dette års medieforhandlinger (se Søndag Aften arkiv).

Diskussionen om finansieringsmodeller dukker op med mellemrum. I 2004 førte en tilsvarende rapport til fastholdelse af det nuværende licenssystem, og samtidig sagde politikerne klart nej til såvel reklamefinansiering som abonnementsfinansiering. I 2007 ændrede man til den nuværende medielicens, så alle apparater med internetadgang er omfattet af licensen.

I 2014 udgør de samlede licensindtægter 4,4 mia. kr.

Dette fordeles sådan:

• Danmarks Radio: 3.673 mio. kr.
• Regionale TV 2-stationer: 500 mio. kr.
• Driftstilskud til FM 4: 90 mio. kr.
• Lokalradio og -tv: 51 mio. kr
• Public Service Puljen: 25 mio. kr.
• Det Danske Filminstitut: 25 mio. kr.

Danmarks Radio modtager 84% af licensmidlerne.

Ambitionen er status quo

Rapporten tager udgangspunkt i, at den fremtidige finansieringsmodel skal finansiere de samme aktiviteter som nu. Der skal ikke ændres i gruppen af modtagere eller i fordelingen mellem disse. Der skal ikke lægges nye opgaver ind i den samlede pulje – eller fjernes opgaver.

En række hensyn prioriteres:

• budgetsikkerhed
• mediernes uafhængighed af staten og politikere
• økonomisk fordelingspolitik
• mængden af sortseere
• administrative lettelser

For øjeblikket sker budgetstyringen gennem de 4-årige medieaftaler. Her besluttes licensens størrelse, særlige rabatter og fordelingen mellem de forskellige medievirksomheder. Det medfører, at de licensfinansierede virksomheder kender deres økonomiske grundlag for hele 4-års-perioden.

I forbindelse med medieaftalerne indgås såkaldte public service kontrakter med de enkelte virksomheder. I princippet er det her, og kun her, den politiske påvirkning af medievirksomhederne kan foregå. Det er her politikere melder ind, om DR skal spille mere dansk musik, lave mere børnefjernsyn eller lignende.

At politikerne desuden udpeger bestyrelsen for DR og i øvrigt hyppigt diskuterer især DR’s virksomhed, underspilles i den almindelige beskrivelse af den politiske uafhængighed.

Den nuværende licens er i princippet samme beløb for alle husstande (der er enkelte rabatvarianter, fx til pensionister). En stor familie betaler det samme i licens som en der bor single. En millionær betaler det samme som en borger på kontanthjælp.

Tilsvarende skævvridning gælder virksomheders licensbetaling, hvor der opkræves samme licens uanset, om der er 1 eller 1.000 ansatte i den enkelte virksomhed.

det er naturligvis et problem, hvis mange licensbetalere føler, at det er unfair, at der er andre, som ikke betaler.

I internationale sammenligninger er antallet af sortseere lavt i Danmark (9%). Trods dette er det naturligvis et problem, hvis mange licensbetalere føler, at det er unfair, at der er andre, som ikke betaler.

Licenssystemet kræver en vis administration. I dag koster det 46 mio. kr. at drive DR Licens. Udgifterne til dette bør begrænses.

5 modeller

Rapporten ser på fem mulige modeller for finansiering af  de nuværende licensfinansierede aktiviteter: den nuværende model, en frameldemodel, obligatorisk husstandslicens, finanslovsbevilling samt medieskat.

Licensen kender vi.

Frameldemodellen er i realiteten som licensen, blot med omvendt fortegn. I stedet for at den enkelte husstand skal tilmelde sig licensen, skal den enkelte husstand framelde sig gennem en tro og love erklæring.

Fordelen ved frameldemodellen er, at der vil blive langt færre sortseere. Forventningen er, at der vil komme merindtægter på 135 mio. kr. – som også kan bruges til at sætte licensen ned for de, der betaler.

Ulempen er, at det vil have karakter af tvangsindgreb. Der vil uvægerligt opstå mange konflikter, hvor borgere ikke får meldt fra i tide. I markedsføringsloven er sådanne frameldemodeller forbudt for private virksomheder. Det vil givetvis afføde negative reaktioner, hvis DR m.fl. finansieres på denne måde. Den nuværende virksomhedslicens er dog i realiteten etableret som frameldemodel.

Obligatorisk husstandslicens er en afgift, hvor alle husstande og virksomheder skal betale licens – uanset om de har mulighed for at se TV eller ej.

Fordelen ved denne ordning er, at den er nem at administrere. Ulempen er, at den vil have karakter af tvangsafgift og af de fleste blive vurderet som tvangsskat.

Finanslovsbevilling vil blive en årlig bevilling gennem finansloven. Der kan fortsat være 4-årige medieaftaler, som sikrer samme budgetstabilitet som ved licensen. Men det vil være nemmere for politikerne at foretage budgetændringer. Og disse vil ikke blive så synlige som ved licensen. For tv-seerne vil sammenhængen mellem betaling og ydelse forsvinde. Man vil dermed ikke have samme oplevelse af at være “kunde” som i dag.

Finanslovsbevilling vil sikre, at udgifterne til de nuværende licensfinansierede aktiviteter vil blive prioriteret på samme tid og på samme måde som alle andre offentlige bevillinger. En finanslovsbevilling vil være skattefinansieret, hvorved man bedre imødekommer fordelingspolitiske mål. Progressionen i skattesystemet sikrer, at højtlønnede betaler mere i skat end lavtlønnede.

Medieskat svarer til nuværende kirkeskat – dog ikke med mulighed for at fravælge. Betalingen vil dog være synlig på den enkelte borgers skatteopgørelse. En tilsvarende model er indført i Finland fra 2013.

En medieskat vil på mange måder svare til finanslovsbevillingen. Det konkrete beløb, som den enkelte betaler, vil dog være fuldt ud synligt. Generelt set fraråder man skattepolitisk en sådan opdeling af skatten i enkeltformål. Det vil vanskeliggøre den politiske prioritering. Og hvorfor skulle det så kun være medierne? Hvorfor ikke forsvaret, sundhedsområdet, skolerne eller andre politisk relevante områder? Rapporten tager entydigt afstand fra medieskatten som reel mulighed.

Politiske forhandlinger

Kulturministeren har straks udtalt, at hun helst ser, at den nuværende model fortsætter (“tak for det store arbejde, kære embedsmænd”!). Dette begrundes primært med, at modellen fungerer så godt i dag, og at den giver befolkningen en oplevelse af politisk uafhængighed.

Socialdemokraterne har lanceret et forslag om særlig studenterrabat, i høj grad begrundet i en stigning af sortseere blandt de unge.

Liberal Alliance er fortaler for en abonnementsbaseret model. Partiet står som det eneste uden for den nuværende medieaftale. Og meldingen om abonnementsmodel kan være partiets sikkerhed for ikke at indgå i nye forhandlinger.

Øvrige partier har tilkendegivet, at de vil læse rapporten, før de tager stilling. Medieaftalen skal efter planen senest indgås i efteråret 2014.