Uden pension duer kunsten ikke. Diskussionen om kunstnerpensioner har snart ligget død i 10 år.
At over 20% af den direkte kunstnerstøtte går til kunstnere over 70 år er selvsagt et problem. Kunststøtten er jo primært tænkt som en investering og opmuntring til fortsat kunstnerisk produktion.
Skal man give kulturstøtte til kunstnere over 70 år? Selvfølgelig skal man det. Dels er mange kunstnere fortsat produktive, også selv om de overskrider den almindelige pensionsalder (i den forstand er kunstnerne gået foran i regeringens bestræbelser på at holde seniorer fast på arbejdsmarkedet!). Dels er det kun et fåtal af kunstnerne, som har en egentlig pensionsopsparing. Kulturstøtteordninger som fx biblioteksafgiften tjener dermed det indirekte formål, at sikre en mere værdig alderdom for forfattere.
I det danske samfund som helhed er det normen, at man har en pensionsopsparing ved siden af folkepensionen. Men mange kunstnere er ikke omfattet af de obligatoriske ordninger, som fx ATP og den særlige pensionsopsparing. Det gælder især for “de frie fugle”, som ikke har faste ansættelser, og som typisk lever af engangshonorarer eller engangssalg. I et vist omfang tilgodeses de indirekte ved, at ophavsretten sikrer fortsatte udbetalinger fra fx biblioteksafgift (som formelt set ikke er baseret på ophavsret), Copydan eller Koda.
For fastansatte kunstnere, som fx musikere i symfoniorkestre, gælder almindelige overenskomstsikrede pensionsvilkår. Dette er gennemført indenfor de seneste tiår.
Dette gælder dog ikke for de skabende kunstnere – bortset fra de som modtager livsvarig hædersydelse fra Statens Kunstfond. Måske er det på tide at føre en bredere politisk diskussion om pensionsforhold for kunstnere. Der er jo intet i vejen for at etablere en pensionsfond for kunstnere med bidrag fra såvel kunstnerne som det offentlige. De skattefradragsmuligheder ved pensionsindbetalinger, der er på det øvrige arbejdsmarked, har kunstnerne netop ikke. De skal spare op til pensionen gennem private henlæggelser (hvilket alle ved er svært), eller ved at håbe på at værkerne vil give fortsat indtjening, også efter man er trådt ud af de aktives rækker.
Død sag siden 2006
I 2006 var kunstnernes pensionsforhold på den politiske dagsorden. Den daværende Kulturstyrelse udarbejdede efter politisk ønske et notat, som dels beskrev kunstnernes pensionsvilkår, dels opridsede en række mulige modeller.
Kunstnerorganisationerne var dengang lunkne. Dels var man bekymret over muligheden for at fx legatudbetalinger blev reduceret (for at finansiere pensionsopsparing), dels pegede man på, at kunstnere har behov for indtægtssikring gennem hele karrieren. Dertil kommer, at løsninger kan være bøvlede, idet forholdene er vidt forskellige, afhængigt af kunstarternes struktur og vilkår.
Siden er der reelt intet sket for at finde løsninger på problemet.
Almindelige pensionsvilkår
De almindelige vilkår for pensionsopsparinger, er at pensionsbidraget udgør 8-15% af lønnen. Sædvanligvis er man nået frem til dette ved at lade lønmodtagere betale en egenandel på 1/3 og arbejdsgiveren 2/3. Hertil kommer, at der er knyttet forskellige skattefradragsregler til de forskellige ordninger. Det har man gjort, fordi det offentlige har en interesse i, at flest mulige har en tryg alderdom. Som befolkning skal vi altså lokkes til at indbetale til vores egen pension.
Kunstnere er typisk lavindkomstmodtagere med stærkt svingende indtægter. Mange kunstnere har i forvejen vanskeligt ved at håndtere B-indtægter i forhold til skattevæsenet. Pensionsperspektivet er næppe det de fleste kunstnere tænker på. Kunstnernes forhold svarer på mange måder til forholdene for den stigende gruppe af selvstændige erhvervsdrivende. Forskellen er dog, at kunstnerne i den lave ende indtægtsmæssigt – og en del af deres “løn” hentes fra det offentlige.
De politikere, som tænker kreativt, vil kunne finde en god vindersag til næste valg. Hvem tør spille ud?Derfor skal de måske hjælpes på vej.
Politisk signal efterlyses
Da man etablerede pensionsordninger for symfoniorkestrene, skete det ved udvidelse af orkestrenes økonomiske ramme. Politisk var der en opfattelse af, at man var moralsk forpligtet til at sikre pensionsvilkår svarende til det øvrige arbejdsmarked. Derfor viste man også politisk vilje til at skabe en fremtidssikret løsning.
Tilsvarende kunne man politisk signalere, at en pensionsordning for kunstnere skal udarbejdes med de samme to væsentlige incitamenter, som ellers kendes: der er en arbejdsgiverandel på 2/3 og der er en særlig skattebegunstigelse.
Hvis der er et sådant politisk udgangspunkt, vil også de kunstnere, hvis økonomi kun rækker fra dag til dag, kunne se et formål i at finde en pensionsordning, der passer den enkelte.
Det nemmeste sted at starte, ville være at lade nogle af de statslige udbetalinger bidrage: fx treårige arbejdslegater eller bibliotekspenge. Hensigten med de tre-årige arbejdslegater svarer jo fuldt ud til det almindelige arbejdsmarked: her har du fast løn på 285.000 kr. årligt i tre år. Fremover trækker vi 5% af dette, 14.250 kr., så du kun får 270.750 kr. Til gengæld får du en pensionsopsparing på 42.750 kr. pr. år.
De politikere, som tænker kreativt, vil kunne finde en god vindersag til næste valg. Hvem tør spille ud?
