Aktuelt · Arkitektur og design · Film · Medier og internet · Politik
Nede i Alex Nyborg Madsens kælder og andre spørgsmål til ministeren
Blandt de 446 spørgsmål, der blev stillet af folketingsmedlemmer til kulturministeren i 2013-2014, finder man enkelte, som nok kan overraske. Vi bringer her et udpluk af årets guldkorn.
Det er ikke godt at vide, hvad kulturministeren og hendes nærmeste tænker, når alskens spørgsmål dukker op. Langt de fleste berører aktuelle diskussioner i offentligheden – og kommer næppe bag på nogen. Det er klart forudsigeligt, at når DR vælger at lukke DR Underholdningsorkestret, dukker et antal kritiske spørgsmål op. Men nogle gange, må selv erfarne politikere og embedsmænd undre sig.
Vi bringer et udpluk af årets guldkorn.
Nede i Alex Nyborg Madsens kælder
Morten Marinus (DF) stillede således dette spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, hvorfor Alex Nyborg Madsen sender/laver radio til P4 fra et kælderstudie i sin egen bolig i stedet for fra et studie i TV-Byen, og om dette studie er betalt af DR?
Ministeren svarer – efter at have spurgt DR – at “der er etableret et minimalt hjemmestudie hjemme hos radiovært Alex Nyborg Madsen med det formål at udsende en række programkoncepter, hvor værten inviterer danske kunstnere inden for i privaten til personlige samtaler om deres albumudgivelser. Målet med hjemmestudiet er dermed at understøtte programmets personlige og intime stemning.”
Når staten nu har såvel Rigsrevision som Statsrevisorer (foruden DR’s interne revision), er det rart at vide, at der er nogen, som holder øje med, at licensmidlerne ikke bliver brugt til unødige formål. Selv om nogle måske måtte mene, at man går i ganske små sko.
Med fare for dyr
Det fremgår ikke hvem i folketingets kulturudvalg, som stillede dette spørgsmål:
“Kulturministeren bedes redegøre for, om DR (og TV2) har levet op til deres beredskabsfunktion set i lyset af, at medierne først reelt begyndte at advare mod at bevæge sig udenfor og rapportere om konsekvenserne af og farerne ved stormen den 28. oktober 2013, da stormen nærmede sig de tættere befolkede områder (ved 16-17 tiden) og ikke allerede ved 14 tiden, da stormen ramte Vest- og Sydjylland, og allerede da var til fare for såvel mennesker som dyr i disse egne af landet.”
Den korte version af svaret er, at DR følger varslingsmeddelelser fra politiet og modtog en sådan kl. 16.19 – og udsendte første varsel kl. 16.22.
Direktionens arbejdstid
Der er politisk opmærksomhed om, at TV2 fortsat skal sende fra Odense. Dette har givet anledning til flere spørgsmål fra Alex Ahrendtsen (DF):
“Ministeren bedes oplyse, hvor stor en del af TV2-direktionens arbejdstid der er lagt i Odense?”
Ministeren svarer: “Til brug for besvarelsen af det stillede spørgsmål har jeg indhentet bidrag fra TV2/DANMARK A/S, som har oplyst følgende:
”TV 2 opgør ikke direktionens arbejdstid og fordelingen heraf. Som tidligere oplyst afholdes TV2’s direktionsmøder fast på Kvægtorvet i
Odense.”
Restaurant Kvægtorvet
Samme spørger følger et andet spor for at finde dokumentation for, at TV2 er ved at flytte teltpælene:
“Ministeren bedes oplyse, om lukningen af restaurant Kvægtorvet kan være et udtryk for den faldende TV2-aktivitet i Odense?”
Ministeren svarer: “Til brug for besvarelsen af det stillede spørgsmål har jeg indhentet bidrag fra TV2/DANMARK A/S, som har oplyst følgende:
”Restaurant Kvægtorvet var en bortforpagtet, ekstern restaurant. Lukningen af restauranten er ikke udtryk for faldende TV2-aktivitet i hovedsædet i Odense. TV2’s
personalekantine betjener fortsat TV2’s medarbejdere på Kvægtorvet.”
Det har siden TV2’s etablering været et politisk krav, at hovedsædet er i Odense, dette er også præciseret i Medieaftalen for 2011-2014 og videreført i aftalen for 2015-2018. Det reelle spørgsmål er om de partier, som i medieaftalen for 2011-2014 fortsat arbejdede for privatisering af TV2, også forestillede sig, at en mulig køber skulle forpligtes til fortsat at have hovedsæde i Odense.
Go’ Morgen i Tivoli
Også Jørgen Arbo-Bæhr (EL) interesserer sig for TV2’s virksomhed. Han stillede derfor blandt andet dette spørgsmål til ministeren:
“Ministeren bedes kommentere, at TV2 har flyttet deres udsendelser, “Go ´morgen Danmark”, fra Hovedbanegården til Tivoli, og har lavet en aktuel serie, “Sommer i Tivoli”, herunder bedes ministeren redegøre for, om der er en sammenhæng mellem, at Lars Liebst både er direktør i Tivoli og formand for bestyrelsen i TV2. Desuden bedes ministeren oplyse, hvor meget TV2 skal betale for at leje Tivoli i forhold til lejen på Hovedbanegården.
Ministeren kan oplyse, at i TV2 træffes denne slags beslutninger af programledelsen og ikke bestyrelsen, og at TV2 har benyttet Tivoli til dette formål, også inden Lars Liebst blev medlem af TV2s bestyrelse. Og at lejemålet er gratis.
Der er naturligvis god grund til altid at være opmærksom på muligheder for inhabilitet og endog for returkommission. Men det er vel nærmest skuffende, hvis det bedste eksempel Enhedslisten kan finde på mulig inhabilitet er placeringen af TV2’s Go’Morgen i Tivoli.
Fra ministerens kalender
Mette Bock (LA) spørger: “Vil ministeren oplyse, hvorfor hun ikke deltog i mødet den 2. oktober 2013 sammen med finansministeren vedrørende statens bidrag til Aarhus som europæisk kulturhovedstad 2017?”
Ministeren svarer, at da hun ikke var involveret i mødet, har hun spurgt Finansministeriet, som svarer, at der blev afholdt et møde med borgmesteren og fire rådmænd fra Aarhus om en række forskellige sager. Aarhus 2017 indgik som et enkelt blandt mange andre dagsordenspunkter.
Kongeligt privilegerede kroer
Alex Ahrendtsen (DF) vil gerne vide, ”Hvad agter ministeren at gøre, så kroer fortsat kan kalde sig kongeligt privilegerede kroer?”
Dette foranlediger ministeren til at redegøre for såvel lovgivning som administrationspraksis vedrørende kroers benyttelse af Kongekronen. Dermed blev sikkert både spørger og minister klogere.
Store krav til private
Der stilles også spørgsmål, hvor man må sige, at der formuleres ganske store krav til ministerens kunnen og gøren.
Pia Kjærsgaard (DF) stillede dette spørgsmål: “Ministeren bedes redegøre for, om ministeren vil forpligte kommercielle biografer til at etablere sig i byer, hvor kommunalt støttede biografer efter lovændringen må give op.”
Ministeren svarer ganske kort: “Alle landets biografer vil fortsat kunne modtage kommunal støtte. Jeg hverken kan eller ønsker at forpligtige private eller offentlige aktører til at bedrive biografdrift.”
Man må nok også sige, at det ville bryde ganske væsentligt med den almindelige danske virksomhedsform for private, hvis det offentlige kunne pålægge private at etablere sig i byer, hvor det offentlige ikke har råd.
En umulig garanti
Jørgen Arbo-Bæhr (EL) vil gerne have svar på dette spørgsmål: “Kan ministeren give en garanti for, at de store biografer ikke vil prøve deres sag for EU?”
Ministeren svarer: “Jeg hverken kan eller vil give en garanti for, at de store biografer eller andre ikke vil prøve deres sag for EU-kommissionen.”
Det er nok også i helt andre og langt mindre demokratisk funderede lande, Enhedslisten vil kunne finde eksempler på, at en minister garanterer at ingen vil efterprøve en given sag retsligt.
Måske en moské i Tyrkiet
Alex Ahrendtsen (DF) er optaget af relationen mellem kristendom og islam. Derfor stiller han dette spørgsmål:
Med henvisning til artikel i Kristelig Dagblad den 14. maj 2014 om den historiske kirke Hagia Sophia i Konstantinopel bedes ministeren redegøre for, hvordan man fra dansk side vil arbejde for at sikre, at Hagia Sophia ikke bliver omdannet til en moské, og ministeren bedes redegøre for, om hun agter at tage emnet op med sine europæiske kulturministerkolleger på det kommende rådsmøde med henblik på at formulere en henvendelse til den tyrkiske regering.”
Ministeren svarer: “Jeg var under samrådet i Kulturudvalget den 14. maj 2014, hvor der blev stillet spørgsmål om sagen, ikke bekendt med Kristeligt Dagblads artikel fra den 14. maj 2014. Jeg har nu haft lejlighed til at undersøge sagen og har blandt andet noteret mig, at brugen af den historiske bygning er genstand for en løbende debat i Tyrkiet. Jeg har ikke fundet bekræftelse på, at premiereminister Recep Tayyip Erdogan skulle arbejde på at omdanne Hagia Sophia til en moske. Ligeledes er der ikke kommet oplysninger frem om, at der er planer om at ændre i bygningens arkitektur. Blandt andet i det lys finder jeg ikke grundlag for at gå ind i sagen – hverken i forhold til at rejse sagen på det kommende ministerrådsmøde i EU eller bilateralt i forhold til min tyrkiske kollega.”
I Danmark er Kirkeministeriet ved at sælge og omdanne en række kirker til andre formål. Hvad ville vi sige, hvis regeringsrepræsentanter fra andre lande henvendte sig officielt og bad os om at fastholde bygningernes hidtidige formål? Og man kan nok også hævde, at der er vigtigere fælles anliggender for diplomati mellem Danmark og Tyrkiet.
Foruden, at en sådan diplomatisk henvendelse til Tyrkiet næppe vil blive fremmet, hvis den angår en by vi kalder Konstantinopel!