Aktuelt · Biblioteker · Litteratur · Medier og internet · Teater og dans
Tyndt lovprogram
Kulturministerens lovprogram for 2014-2015 er nok det tyndeste i mange år. Biblioteksafgift parkeret.
Kun fire lovforslag forventer Kulturministeren at fremsætte i folketingsåret 2014/2015. To af forslagene gennemfører allerede trufne politiske aftaler, og to forslag følger arbejdsgruppers anbefalinger. Ingen af forslagene er i sig selv kontroversielle.
Radio- og tv-loven
Den medieaftale, alle folketingets partier blev enige om i juni 2014, følges op af et lovforslag, som gennemfører den politiske aftale. Det betyder eksempelvis afskaffelse af medielicensen for virksomheder og ny ordning for ikke-kommercielle lokalradier.
Lovforslaget er fremsat og forventes vedtaget inden nytår.
Videregående uddannelser
I september 2013 offentliggjordes en rapport om de scenekunstneriske uddannelser (se Søndag Aften arkiv). Rapporten indeholdt to væsentlige elementer: at de fem scenekunstskoler samles til én med én rektor, og at uddannelserne struktureres som andre videregående uddannelser med 3-årig bacheloruddannelse og en efterfølgende 2-årig kandidatuddannelse.
Kulturministerens lovforslag følger rapportens anbefalinger. Forslaget er fremsat og forventes vedtaget inden nytår.
Hestesport og doping
Nogle gange er lovgivningens veje snørklede og vanskelige at hitte rede i. Fx hvorfor Kulturministeren har fremsat et lovforslag, som er benævnt “Forslag til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og lov om fremme af dopingfri idræt.”
Sammenhængen mellem hestesporten og doping handler ikke om dopingmisbrug i hestesporten, men om en idrætspolitisk stemmeaftale indgået i maj 2014, som griber ind i en række forskellige idrætspolitiske felter.
Økonomisk set er det centrale, at der overføres penge fra hestesporten til de øvrige idrætspolitiske opgaver.
Matchfixing
Til januar fremsætter kulturministeren et lovforslag om at kriminalisere grovere tilfælde af matchfixing. Lovforslaget følger op på den rapport om matchfixing, som en arbejdsgruppe offentliggjorde i september.
Biblioteksafgiften – ikke i denne regerings tid
E-bøger fylder mere og mere i bibliotekernes virksomhed. Derfor nedsatte den daværende kulturminister i 2012 et udvalg, som skulle vurdere muligheder for at inkludere e-bøger i biblioteksafgiftssystemet. Udvalget skulle have aflagt rapport inden 1. juli 2013, men den er stadig ikke offentliggjort.
Nu må man nøjes med at konstatere, at denne afklaring ikke sker i denne regerings tid.Det skyldes behov for nærmere juridisk afklaring af de foreslåede modeller i forhold til EU-retten. Den nuværende biblioteksafgift bygger også på en accept fra EU.
For så vidt kan det siges at være besynderligt, at udvalgsmedlemmernes bidrag – som jo ikke nødvendigvis skal være endeligt juridisk afklaret – ikke offentliggøres. Det ville vel bidrage til den almindelige diskussion og afklaring, hvis man offentliggjorde en foreløbig rapport.
Nu må man nøjes med at konstatere, at denne afklaring ikke sker i denne regerings tid.