DR vores alles

Problemerne ser ud til at tårne sig op for DR: Melodi Grand Prix, sparerunde, DR Underholdningsorkestret, 1864. Vores alles DR er på alles læber – og i den grad udtryk for fællesskabet.

CulturCommentar:
Det blev godt nok et stormfuldt efterår i offentligheden for DR’s ledelse og bestyrelse: afsløring af økonomisk styringskaos ved det internationale Melodi Grand Prix, massive protester mod lukning af DR Underholdningsorkestret, stærk sympatibølge for afskediget journalist samt årtiets DR-satsning, DR-Dramas 1864, midt i tidens værdikampe.

Hver især er disse debatter ømme for DR’s ledelse – for ledelsen ser sandt at sige ikke ud som vindere i kampene.

Lad gå, at DR juridisk var bedst til at sikre sin egen økonomi i forbindelse med Melodi Grand Prix. Men man har godt nok brændt nogle broer i forhold til fremtidige samarbejder med offentlige og private parter.

Umådeholden sangdyst

Afholdelsen af det internationale Melodi Grand Prix var prissat til 247 mio. kr. før festlighederne, men er tilsyneladende endt med en samlet udgift på 334 mio. kr.

DR’s ledelse har ikke evnet at forklare, hvorfor ambitionerne i forbindelse med sangdysten skulle være så store, hvorfor DR skal markere sig internationalt ved at være større eller bedre end alle hidtidige. Det kan godt være, at det giver roser, når ledende DR-medarbejdere møder andre i EBU-samarbejdet. Men helt ærligt: who cares?

Erindrer man samtidig den exceptionelle begejstring DR’s ledelse udtrykte ved beslutningen om København som værtsby og den pinligt barnagtige glæde holdet omkring Grand Prix viste i DR’s egen dokumentar om forberedelserne, så er der ingen tvivl om, at det moralske ansvar for, at projektet i den grad kuldsejlede økonomisk ligger hos DR. DR tør næppe genudsende denne dokumentar de næste mange år.

At DR’s ledelse desuden vælger at begrunde afslag på aktindsigt med “DR’s konkurrencesituation” medvirker til indtryk af en ledelse, som har svært ved at håndtere den politiske kommunikation – for hvem skulle ønske at konkurrere med afholdelse af internationalt Melodi Grand Prix?

En dyr sparerunde

Til gengæld er det lykkedes for DR at få budskabet ud, om at sommerens mediepolitiske aftale medfører behov for en kraftig sparerunde i virksomhedens driftsbudget.

I offentligheden bliver dog to enkeltbesparelser stående som problematiske: nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret (se Søndag Aften arkiv) og afskedigelsen af en mangeårig medarbejder på P1.  I begge tilfælde har det vakt forundring, at besparelserne udmøntes, så DR får ganske beskedne besparelser i henholdsvis det første og det andet år. Kulturministeren har i et svar til folketinget sagt, at DR udviser “rettidig omhu” ved at iværksætte nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret inden forhandlingerne om public service-kontrakten påbegyndes.

I den offentlige sfære er kritikken af DR’s ledelse derfor kun et anliggende for oppositionen. Trods det er der ingen tvivl om, at DR tærer på sin politiske kapital.

Regeringspartierne er de, som mest ihærdigt forsvarer DR’s ubetingede ret til selvstændige dispositioner og er dermed samtidig de partier, som mest ihærdigt forsvarer licenssystemet.  Det pudsige er, at det især er blandt regeringspartiernes vælgergrupper, kritikken af besparelserne har vist sig: “P1-segmentet”, som ellers er de mest trofaste licensbetalere. De mange trusler på de sociale medier, om at man vil nægte at betale licens, fordi DR afskediger en enkelt medarbejder, har naturligvis ingen konsekvens. Bortset fra, at DR mister opbakning , også fra disse mennesker.

1864

De sociale medier er i sandelighed også blevet omdrejningspunkt for alskens kommentarer til DR’s store satsning på serien 1864. Mange føler det åbenlyst som en pligt, at tage offentligt stilling til serien. Ligesom mange føler behov for at sætte egen vurdering af serien i sammenhæng med egne holdninger til DR’s og instruktøren Ole Bornedals øvrige virke. For DR må det være stærkt bekræftende, foruden høje seertal, at serien i den grad er kommet i centrum for den fælles samtale. På den led er kommunikationen særdeles vellykket. 1864 går ikke sporløst forbi.

De politiske overtoner til serien er dog ganske stærke. Man kan til dels affeje dette med, at det blot er fordi Dansk Folkeparti ser sit snit til at markere sig. Det er dog værd at være opmærksom på, at Dansk Folkepartis markeringer i forhold til 1864 ikke er “populistisk”, hvilket ellers er den almindelige kritik af partiet. Med 1864 høje seertal, er der ikke i sig selv nemme point at hente i at kritisere detaljer, som forekommer den almindelige seer/vælger ligegyldig.  Tværtimod kan partiets kritik blive unødvendig støj i forhold til potentielle vælgere.

Det var medieaftalen for 2011-2014 som gav DR særbevilling på 100 mio. kr. til “produktion af en historisk dramaserie af høj kvalitet, der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i Danmarks historie”. Medieaftalen blev indgået mellem den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det var politisk set en usædvanligt smal medieaftale, uden de senere regeringspartier S,R og SF. Det kan fint være, at DR’s forhandlingsposition dengang ikke gav andre alternativer end at sige tak for de penge, man kunne få.  Men de partier, som indgik i medieaftalen, har en selvfølgelig ret til også at evaluere, hvad man fik for pengene. Aftalen brød i sig selv med armslængden, hvorfor ingen bør være overrasket over, at indholdet er til politisk diskussion.

DR vores alles

DR’s vanskelige konkurrencevilkår fremhæves ofte i mediedebatten. Og alternativer til licensfinansiering nævnes hyppigere og hyppigere. På DR’s vegne må man dog glæde sig over, at efteråret 2014 med al ønskelig tydelighed viser, at ingen er ligeglade med DR. DR er vores alles.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør