Man trækker lige bødekortet

Bibliotekerne har unødvendige udgifter til uafhentede materialer. Straks er svaret bøder. Tænk jer dog om og brug digitale løsninger.

CulturCommentar:

Københavns kommunes biblioteker har gennem mange år set det som et særligt problem, at lånere, som bestiller materiale, ikke afhenter det bestilte materiale. Det giver bøvl, for når tiden for afhentning er udløbet, skal personalet sætte materiale på plads, og den næste bruger i køen skal adviseres om, at materialet nu kan afhentes.

Københavns kommune har opgjort udgiften til uafhentede bøger til 1 mio. kr. Dette er for så vidt positivt al den stund kommunen i 2010 opgjorde udgifterne til samme formål til 11 fuldtidsstillinger! Hvilke regnemetoder, Københavns kommune benytter til at beregne udgiften, er ikke klargjort. Men naturligvis genoptager man ikke diskussionen, hvis det ikke opleves som et reelt problem.

Det gælder i alle landets kommuner. Og det gælder især i de større kommuner. En af de mulige forklaringer, på at fænomenet uafhentede bøger er særligt udbredt i de største kommuner, synes at være, at det er uddannelsesbyer. Her har bibliotekerne en særlig rolle i at forsyne studerende med bøger og andre materialer.

Og de studerende er åbenbart ikke så flittige med at afmelde bestilt materiale, man alligevel ikke får brug for, når opgaven er afleveret.

Straks trækker man bødekortet

Straks et problem som dette rejses, har nogle travlt med at trække bødekortet: de, som ikke opfører sig som gode borgere, skal betale en bøde. De er til last både for os alle som skattebetalere og for de, som er bagud i køen.

Undertegnede signatur må beklageligvis – uden at være studerende – melde mig blandt de formastelige syndere, som ikke altid henter det materiale, jeg har bestilt.

I stedet for straks at trække bødekortet, kunne såvel den københavnske biblioteksledelse som folketingets kulturpolitikere tænke i digitale løsninger.

Nogle gange skyldes det ren og skær slendrian. Sms’en med besked om afhentning er modtaget – men ikke forplantet sig godt nok i hukommelsen. Nogle gange har man ventet i 1 år på en bog, og så er den ikke længere relevant. Nogle gange kan man være bortrejst, og så er 5 dages afhentningsfrist ikke tilstrækkelig. Og så er der de gange, hvor det reserverede materiale bare ikke står på den plads, som personalet har sat den på. Irriterende andre brugere kan have taget fejl og derefter sat den et helt forkert sted. Fuldstændigt som når kunder i et supermarked, der fortryder, og stiller en vare et forkert sted.

Løsningen er digital

I stedet for straks at trække bødekortet, kunne såvel den københavnske biblioteksledelse som folketingets kulturpolitikere tænke i digitale løsninger.

Nogle eksempler:

Tidligere havde den enkelte bruger på sin reservationsside i Københavns kommunes biblioteker en oversigt over reserverede bøger – og en knap, der hed, “fjern reservationer”. Knappen og muligheden for at fjerne reservationer har man også i den nuværende , version 17, af Københavns kommunes hjemmeside. Men man har helt og aldeles fjernet teksten og opfordringen til at fjerne reserveret materiale. Skal man fjerne reserveret materiale, skal man sætte hak i en checkbox ud for hvilken, der blot står, “reserveringer”. Det giver faktisk ingen mening.

Hvis problemet med uafhentede reserveringer er så stort i Københavns kommune: hvorfor har man så helt fjernet ordet “fjern” og dermed opfordringen til at droppe en reservation?

I øvrigt kan man ikke fjerne en reservation, når bogen er klar og sat frem. Det kunne dog spare nogle dage for den næste i køen.

På bibliotekets hjemmeside kan man sætte sine reservationer på en slags feriepause. Undertegnede signatur har aldrig fundet ud af om dette kun gælder de materialer, man muligvis  kunne få udleveret i ferien – eller om det også medfører yderligere forsinkelse af den bog, hvor man er nr. 149 i køen.

Men også her har Københavns kommune ændret på hjemmesiden. Tidligere var ferietilmeldingen på den side, hvor man ser sine reservationer. Nu er dette flyttet til den personlige side, hvor man kan ændre password, mailadresse og lignende.

I det omfang bibliotekets brugere faktisk benytter reservationssiden til at have overblik og eventuelt ændre i reservationer, bliver man altså ikke længere gjort opmærksom på at man kan melde sig på biblioteksferie.

Det er nok de færreste biblioteksbrugere, som aktivt går ind på bibliotekets hjemmeside for at se status for en bestilling.  Vi afventer trygt, at der en skønne dag kommer en sms eller mail fra biblioteket. Men hvorfor giver denne sms så ikke mulighed for, at vi ved et enkelt klik kan afbestille en bog? Dette ville så ske efter at bogen var sat frem, men dog gøre bogen hurtigere tilgængelig for næste bruger. Eller man kunne få en sms, når man var nr. 10 i køen: “vi forventer at du vil kunne låne denne bog om 1-3 måneder, hvis du ikke længere er interesseret, må du gerne melde fra ved at klikke her”.

Så kan vi lære det

Uanset hvor ophedet debatten om uafhentede materialer kan synes lige nu, er det værd at erindre, hvor lidt fx Københavns kommune har valgt selv at gøre ad andre veje end ønsket om lovændring.

Man kan også være ganske sikker på, at hvis der kom en lovændring, som muliggjorde bøder og Staten valgte at sige at den merindtægt kommunerne derved får, naturligvis skal modregnes efter det almindelige DUT-princip – så ville kommunerne hurtigt påstå at udgifterne til lige netop uafhentede materialer ikke var heeelt så store…

Københavns kommune har i øvrigt ikke den kønneste historik med hensyn til elektronisk kommunikation med brugerne. Så sent som i 2006 argumenterede kommunen imod sms-advisering til lånere, fordi det ville give færre bødeindtægter (se Søndag Aften arkiv).

Man kunne også udtænke andre strafsystemer end bøder. Fx at indføre en algoritme, som for hver uafhentet bog automatisk rykker øvrige bestilte materialer længere ned i køen!

Denne straf vil næppe kræve lovændringer, men vil være rigtig irriterende. Så kan vi lære det, kan vi.

Og til de som foreslår bøder: før I refleksbetonet trækker bødekortet, overvej om der ikke kunne være andre praktiske løsninger. Vi ønsker jo ikke svenske tilstande, vel?

 

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør