Spillet om DR

DR er blevet det kulturpolitiske samtaleemne efter regeringsskiftet. Regeringen får dog svært ved at indfri forventningerne.

Efter regeringsskiftet tegner især én kulturpolitisk debat til at blive skillelinjen mellem regerings- og oppositionssiden: DR.

Det kom mest markant til udtryk, da Finansministeren sidst i august kom med en bredside til hele DR. Der er for meget kedeligt tv var den personlige indfaldsvinkel. Den politiske vinkel var, at DR fylder for meget i mediebilledet, især gennem dr.dk og konkurrencen med dagbladene. DR skal i højere grad koncentrere sig om det, der kaldes den centrale public service-virksomhed.

Tilsvarende udsagn er også kommet fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Kulturministeren selv har været noget mere vag i formuleringerne, idet han blot har udtrykt muligheden for at skabe ændringer for DR gennem frivillige aftaler.

Aftale binder

Det formelle grundlag for diskussionen er den mediepolitiske aftale, der blev indgået juni 2014 mellem samtlige folketingets partier (undtagen Alternativet). Aftalen gælder indtil udgangen af 2018, en ny aftale skal efter sædvane indgås sommeren 2017. Januar 2017 vil et public service-udvalg afgive en rapport, som kan blive afsæt for nye beskrivelser af public service-mediernes rolle og funktion.

Regeringsprogrammet siger: “Regeringen ønsker, at DR skal være mere kvalitetsfokuseret, og at det dansksprogede og egenproducerede indhold styrkes. I respekt for det nuværende medieforlig – og med henblik på det kommende – vil regeringen afsøge opbakning til et mere kvalitetsbåret og fokuseret DR.”

Skal der foretages ændringer i den nuværende medieaftale – og public service-kontrakt med samme udløbsdato – kræver det, at alle partier er enige om dette. Med de stærke ideologiske udsagn, der præger mediedebatten, er det næppe sandsynligt, at der vil ske væsentlige ændringer indenfor aftaleperioden. Derimod kan man måske enes om mindre justeringer, som alle kan leve med.

Der er (mindst) to grunde til, at regeringen agerer så offensivt i diskussionen om DR:

• Der er et reelt vælgerpres, utilfredshed med licensen/DR og derfor et behov for at vise, at der er kommet en ny regering.
• Der er behov for at markere retningen i god tid, inden forhandlingerne om næste medieaftale starter.

Tvangslicensen krænker

Ifølge en meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten ville 63% af de adspurgte vælge en del af DR’s programmer fra, hvis de kunne spare i medielicens. Der kan stilles mange spørgsmål til lødigheden af denne undersøgelse – for hvem vil ikke gerne spare, hvis man kan slippe for at betale for noget, man ikke selv bruger. De som betaler for kabeltv-pakker vil sikkert også gerne betale mindre, hvis de kun skulle betale for de kanaler, de bruger. Avislæsere vil sikkert også gerne spare, hvis de kan fravælge enkelte tillæg og sektioner.

Undersøgelsen afspejler dog under alle omstændigheder, at der – især på borgerlig side – er en væsentlig negativ holdning til såvel DR som til licens. Alene den succesfulde italesætning af begrebet “tvangslicens” viser, at holdningen fænger.

Der har alle dage være kritiske røster mod licens. De tog dog til, da tv- og radiolicensen i 2007 – under VK-regeringen – blev ændret til medielicens . Der var så at sige for mange, som så tv under bekvemmelighedsflag fra PC og bærbare, så selve grundlaget for tv- og radiolicens ville forvitre med den teknologiske udvikling.

Selve licenssystemet har her en negativ synlig virkning – til forskel fra fx skattefinansierede udgifter. Men 3,7 mia. kr. til en enkelt virksomhed virker alligevel voldsomt, når fx Det Kongelige Teater eller Statens Kunstfond hver især kun har en årlig bevilling på 0,5 mia. kr.

I debatten rammes DR derved dobbelt – idet både de, som er kritiske til hele eller dele af DR’s virksomhed, og de, som er kritiske til licenssystemet, kan forenes i modstand mod DR.

Skattefinansiering eller abonnement

I debatten nævnes to mulige alternativer: skattefinansiering og abonnementsbaseret.

Skattefinansiering vil i princippet være ganske simpelt. Et beløb svarende til det, der i dag hentes gennem licensen, skal betales af skatteborgerne. Bureaukratisk set en nemmere løsning end licensen. Økonomisk set en lidt mere retfærdig løsning, idet skattesystemets progression vil føre til at fx studerende vil slippe billigere end de, der betaler topskat.

Ud fra en almindelig mediepolitisk holdning dog med det væsentlige problem, at tilskuddet herefter nemt kan ændres ved de årlige finanslove. Der findes rigeligt med skrækscenarier fra lande med andre demokratiske traditioner, hvor politiske hævnmotiver (og især frygten for sådanne) spiller en afgørende rolle for forhandlinger om støtte til public service-virksomheder.

Denne sommers mere personlige indspark fra finansministeren styrker sådan set modstanden mod skattefinansiering. Tænk, hvis DR var funderet på en 4-årig politisk aftale, ligesom Det Kongelige Teater og denne aftale skulle fornyes dette efterår. Skulle man så frygte, at finansministerens kedsomhed foran skærmen kunne blive udslagsgivende for de fremtidige økonomiske bevillinger og strukturelle rammer?

I 2004 afgav en arbejdsgruppe under Kulturministeriet en rapport “Licens eller skat”. Heri var konklusionen entydig, at fastholde licenssystemet. Skattefinansiering gav frygt for at miste den redaktionelle uafhængighed. Abonnementsfinansiering ville skubbe public service-medier i kommerciel retning. I 2014 afgav en ny arbejdsgruppe en tilsvarende rapport med samme konklusion. Dog indgik end ikke overvejelserne om en abonnementsbaseret finansiering i arbejdsgruppens rapport.

Når abonnmementsfinansiering nu er genopstået i debatten, skyldes det i høj grad, at abonnementsmodeller i øvrigt vinder frem. Netflix som det mest tydelige eksempel, men også ebogstjenesten Mofibo – og såmænd også de almindelige kabel- og parabolløsninger er abonnementsbaserede.

Liberal Alliance er de klareste fortalere for en abonnementsløsning. Dette skal såvel gælde for DR, som for Radio 24/7, som i dag også finansieres gennem licensen. Partiet har ikke udtalt, hvilken finansiering man forestiller sig for TV2-Regionerne, som i dag også er licensfinansierede.

Definition af public service

Man må forvente, at public service-udvalgets rapport vil give væsentlige bidrag til den fremtidige fortolkning af public service-begrebet. Allerede nu står det dog klart, at der især blandt borgerlige breder sig en opfattelse af, at man kan skelne mellem “kerne public service” og “periferi public service”.

I kernen finder man nyheder, oplysning og børn. I periferien finder man X-factor og amerikanske film. I periferien finder man også tv-kanalen DR3 og radiokanalen P3.

DR har til en vis grad selv lagt op til denne skelnen, idet man begrunder visse programtyper ud fra flow-tv’s logik, fx at flere ser TV-avisen, når den er placeret midt i X-factor. Hvorved man altså indirekte siger, at berettigelsen for X-factor består i at lokke kunder til andre programmer.

Med flow-tv’s stadig mindre betydning vil dette argument naturligvis få mindre betydning. Men det tager tid. Hidtil har alle forudsigelser om flow-tv’s snarlige død vist sig at være mere teknologibegejstrede end befolkningens faktiske ændringer af vaner.

 Unfair konkurrence

For mange er DR’s størrelse i sig selv et problem, “mastodonten”. Men især i de senere år er der vokset en kritik frem begrundet i, at dr.dk opleves som værende i direkte konkurrence med dagbladenes netsider. Når dagblade forsøger at skabe en kommerciel forretningsmodel baseret på betalingsvægge, opleves det unfair, at man kan læse tilsvarende nyheder hos dr.dk.

Et egentligt forbud mod bogstaver på dr.dk forekommer ikke som en farbar vej.

Især regeringssiden er lydhør for denne kritik fra dagbladene og vil givetvis forsøge at skabe modeller, der begrænser DR’s muligheder på nettet. Det kan dog blive vanskeligt, efterhånden som teknologiskiftet til netbaserede løsninger sker. Et egentligt forbud mod bogstaver på dr.dk forekommer ikke som en farbar vej.

Hvor står oppositionen?

Rolledelingen forekommer fastlåst. Blå side er offensive med forslag som imødekommer befolkningens stigende individualisering. Rød side er defensive og værner om fællesskabets institutioner.

Gennemgående har de nuværende oppositionspartier altid bakket op om såvel DR som det nuværende licenssystem. Det er svært at finde et eneste synspunkt fra oppositionspartierne, som indeholder kritik af DR’s nuværende struktur, formater, ledelse eller programmer. Meget kan naturligvis – som i diskussionen om DR’s nedlæggelse af DR Underholdningsorkestret – gemmes under begrebet armslængde.

Armslængden kan dog ikke friholde oppositionen for også at tænke offensivt, som man gør for så mange andre kulturinstitutioner: nye målgrupper, nye services, digitalisering, kunstens rolle, samspil med andre kulturinstitutioner, samspil med undervisning, samspil med andre medier, samarbejde med frivillige.  Listen kan gøres meget længere, men illustrerer, at der bør være rigeligt plads til en politisk position, som ikke er båret af et forsvar for institutionen DR, men som udvikles ud fra den kultur- og mediepolitiske vision partierne i øvrigt udtrykker.