Kunsten og kulturen er ikke et nice to have i en samfundsmæssig optik. Det er et need to have. Sådan må det offentlige lære at tænke, skriver Christian Have i denne cronik.
CulturCronik:
Selvom CCR, som corporate i navnet antyder, primært er målrettet mod at virksomheder indgår partnerskaber med kunst- og kulturverdenen, så kan og bør det offentlige også spille en markant rolle. Igen må jeg konstatere, at begrebet og praksis er så relativt nyt, at det kan være svært på forhånd helt præcis at definere, hvordan det offentliges rolle skal være, men i de følgende afsnit vil jeg forsøge at komme med mine bud på, hvordan staten kan støtte, opmuntre og facilitere en udvikling indenfor CCR.
Da fondene i Danmark spiller så central en rolle i financieringen af det danske kunst- og kulturliv sammen med det offentlige, vil det være naturligt og hensigtsmæssigt om man fremover fra Staten og kommunernes side kan skabe nogle bedre platforme for udvikling af partnerskaber mellem fondene, det offentlige og de private virksomheder/enkeltpersoner. Indenfor kulturen vil det være relevant at benævne disse OFP-partnerskaber, som en pendant til OPP-partskaber, der normalt benyttes i andre sektorer i samfundet. Der er naturligvis behov for en yderligere afklaring og afdækning af såvel potentialer som udfordringer ved disse OFP-partskaber. Der skal også skabes en interesse og forståelse for, at sådanne partnerskaber både kan skabe værdi for kulturlivet, samfundet generelt og de involverede partnere. Jeg er overbevist om, at der ligger et stort og ikke indfriet potentiale, der kan skabe den nødvendige udvikling og forandring i det danske kulturliv.
Man kan se et OFP-partnerskab på følgende måde:
Som det fremgår af ovenstående OFP-partnerskabsmodel skal private virksomheders og enkeltpersoners rolle i dette felt anskues som værende en bidragende rolle og ikke en overtagende rolle. Det er væsentligt, at staten ikke sparer, og at fonde stadig bidrager, som de hidtil har gjort. Virksomheders og enkeltpersoners indtræden skal anskues, som den nye spiller på holdet. Den nye spiller, der netop kan udfylde en ellers fraværende men tiltrængt rolle, der kan være med til at sikre kvaliteten af og innovationspotentialet i partnerskabet.
Et godt eksempel på et OFP-partnerskab er Kulturmødet på Mors, der blev sat i verden for 3 år siden af Nykøbing Mors Kommune og Region Nordjylland i samarbejde med og gennem støtte fra en række fonde, Kulturministeriet og lokale virksomheder med visionen om at sætte kunst og kulturen på den lokale, regionale og nationale dagsorden. Rationalet var ikke økonomisk, men at tage et ansvar for kulturen i Danmark. Inspirationen blev hentet fra Folkemødet på Bornholm, der som bekendt blev skabt på en vision om et ægte møde mellem folket og politikere af bl.a. nuværende Kulturminister Bertel Haarder. Kulturmødet på Mors 2015 bød på 200 debatter og samtaler og et bredt kunstnerisk program med koncerter, udstillinger, film, teater, dans, musik mm. og fra en forsigtig start med ca. 6.000 deltageren i 2013 voksende det i år til 17.000 deltagere. I størrelse vil Kulturmødet altid være lillebror til Folkemødet, men er alligevel et glimrende eksempel på, hvordan kunsten kan bruges som vækstmotor.
I de kommende år vil Kulturmødet have potentialet til at blive en katalysator for kunst og kulturens udvikling i lokalområdet og regionen, være dagsordensættende for kulturen på nationalt niveau, skabe ny viden og netværk, kunne være katalysator for nye partnerskaber, vise kunst og kunstnere på nye måder på andre locations, skabe en markant brandingværdi og synlighed for Mors og Regionen, samt skabe en ikke uinteressant økonomisk omsætning.
Når vi i de følgende år kommer til at se erhvervslivet indgå langt flere partnerskaber med kunsten og kulturen, og når vi i den kommende tid ser kunstnerne og kulturlivet indtage deres retmæssige samfundsmæssige rolle, nytænke deres forretningsmodeller og for alvor får vendt digitaliseringen fra en udfordring til et potentiale, så skal staten og kommunerne bakke op om de tendenser, der er ved at udmønte sig. Det nytter ikke, at virksomhederne, kunsten og kulturen står alene. Der skal løftes i fællesskab.
Hvis jeg skal prøve at blive lidt mere konkret, vil jeg herunder liste et par forslag op, om ikke andet så til inspiration til, hvordan det offentlige og staten kan støtte op omkring CCR. Staten og det offentlige kan fx støtte CCR-processer ved at:
Nedsætte en tænketank med stærke repræsentanter fra erhvervslivet såvel som fra kunst- og kulturbranchen. Tænketankens primære funktion skal naturligvis være at sætte kulturen på den nationale dagsorden derudover at komme med bud på, hvordan CCR-konceptet kan udvikles og støttes fra statslig side. Hvordan kan kunst- og kulturverdenen indgå i de bedst tænkelige partnerskaber med henblik på at udvikle nye forretningsmodeller? Hvordan kan etablerede erhvervsvirksomheder drage nytte af kunsten og kulturens formsprog og evner? Hvordan kan mødet mellem disse faciliteres på en professionel måde. Ved at nedsætte en tænketank, som beskæftiger sig med ovenstående, vil det offentlige allerede have taget de første, spæde skridt, som måske kan forekomme store eller uoverskuelige for kunstnerne eller erhvervslivet selv at tage. Hvis staten/det offentlige allerede på nuværende tidspunkt griber bolden, vil CCR også i betragteligt højere grad kunne bruges som et redskab til en større samfundsmæssig vision.
Oprette netværksskabende platforme.En af de store udfordringer med CCR er, at virksomheder og kunstnere ikke har en særlig stor fælles berøringsflade. De kender ikke hinanden med andre ord. Det ville være oplagt for det offentlige at facilitere eller bakke op om sådanne relevante netværk, forbinde de forskellige kunst- og kulturorganisationer med relevante virksomheder og erhvervsorganisationer. Eksempler der allerede eksisterer er bl.a. platformen KulturERhverv og More Creative i Region Midtjylland.
Etablere en kulturel vækstfond, som skal indgå partnerskaber med og investere i bæredygtige kunst- og kulturøkonomiske virksomheder. Det er en kendt sag, at den største udfordring for iværksættere, kunstnere og kulturøkonomiske virksomheder er manglende likviditet og kapital. Det kunne være interessant at lave en øget og fokuseret investeringsordning, indtil de bliver bæredygtige. Hvis vi ikke investerer, så sker der ikke noget. Lidt lavmetaforisk kan man sige, at det ikke handler om at give landmanden korn, men om at lære ham at dyrke det (og skabe gode betingelser for vækst). Med etableringen af en kulturel vækstfond har staten mulighed for at lave en meget mere målrettet, bæredygtig og for alle parter gavnlig investering.
Bedrive CCR selv. Vi ser det i høj grad hos fondene, men også de mere offentlige instanser kan sagtens bedrive CCR. Ligesom i afsnittet om CCR for virksomheder, gør de samme positive effekter sig gældende for det offentlige; øget legitimitet hos befolkningen, bedre innovation, positiv effekt på bundlinjen og højere medarbejdertilfredshed, for nu blot at nævne nogle. Vi står med et samfund, hvor en af det offentliges helt store udfordringer er dialogen med borgerne i øjenhøjde. Det vil her være oplagt for det offentlige at indgå flere partnerskaber med kunst- og kulturlivet, som netop besidder evnen til at kommunikere til hjertet og forståeligt på tværs af socialklasser, alder og etnisk baggrund. Glimrende eksempler på dette er Viborg Kommunes strategiske satsning på animationsområdet og Holstebro Kommunes satsning på kulturen, som en del af alle kommunens forvaltningsområder. Stat og kommuner skal tænke i de baner, hvor det første spørgsmål i enhver proces bliver: Hvordan kan vi, med kunst og kultur som redskab, løfte denne opgave endnu bedre og få et endnu bedre outcome?
Oprette et Kulturens Analyseinstitut: Etableringen af et Kulturens Analyseinstitut vil være et oplagt initiativ for at fremme nye partnerskaber og CCR. Danmark har længe haft brug for et Kulturens Analyseinstitut, som varetager analyser på kulturområdet med udgangspunkt i kunstens og kulturens bredere samfundsmæssige og kulturpolitiske betydning. Tilsvarende institutter findes i de øvrige nordiske lande, mens Danmark halter bagefter hvad angår kulturpolitisk forskning.
Formålet med den offentlige kulturpolitik er ikke kun at skabe økonomisk vækst, men bl.a. at støtte den kunst og kultur, der ikke kan klare sig på markedet, og fx støtte ny og eksperimenterende kunst. Kunsten og kulturens fornemmeste opgave er at skabe indsigt, viden, dannelse og refleksion i samfundet. Kunst og kultur kan bidrage til udvikling af fx identitet og fællesskab i samfundet. Det overordnede kulturpolitiske spørgsmål er, hvilken kultur der skal støttes og med hvilket formål. De kulturpolitiske målsætninger er mangfoldige, og der er ikke nogen entydig og enkel kausalitet mellem midler og mål. Dette gør kulturpolitiske analyser vanskelige, men ikke mindre væsentlige.
Fra et velfærdsøkonomisk perspektiv bør det offentlige tage udgangspunkt i kulturens betydning for borgerens udvikling og velfærd og støtte de kulturaktiviteter, der har den største velfærdsøkonomiske non-market værdi fx i form af oplysning og social udvikling. I praksis er det selvfølgelig en langt mere vanskelig opgave at håndtere, idet disse non-market værdier netop er karakteriseret ved, at de er vanskelige at måle.
Det nye initiativ for kulturanalyse vil kunne varetage væsentlig kulturpolitiske analyseopgaver for staten, kommunerne og organisationer på kulturområdet. Der er et stort kundskabsbehov på det kulturpolitiske felt, og opgaverne for en ny enhed for kulturanalyse er mangfoldige. Nogle væsentlige fokusområder er fx:
- Kulturpolitikkens samfundsmæssige betydning, herunder ”social impacts”
- Analyser af det kulturpolitiske forvaltningssystem
- Analyser af kulturel mangfoldighed
- Analyser af betydningen af kunst for den enkelte modtager/forbruger af kunst
- Analyser af aktiviteterne, driften og betydning af de offentligt finansierede kulturinstitutioner
- Kulturvaner og publikumsudvikling
- Udvikling af kulturpolitiske indikatorer
- Udviklingen af en bedre og mere præcis kulturstatistik
- Sammenlignende studier af kulturpolitik og dens effekter i forskellige lande, herunder særlig Norden.
Et Kulturens Analyseinstitut har været diskuteret i de seneste år, uden at den rette institutionelle forankring er fundet. Det er vigtigt, at et sådan nyt initiativ dels støttes af de kulturpolitiske forskere i Danmark for at sikre kvaliteten, dels at kunstnerorganisationerne er positive og bakker op om ideen. De danske kunstnerorganisationer har allerede vist sig villige til at støtte ideen.
Det nordiske kulturpolitiske forskningsmiljø har et tæt netværkssamarbejde, der bl.a. er forankret i den nordiske kulturpolitiske forskningskonference (NCCPR), der afholdes hvert andet år, samt med Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift. Samarbejdet på nordisk plan vedr. udvikling af kulturstatistik og analyse er under udvikling, men savner en dansk forankring.
Ovenstående er blot mine indspark til, hvordan man fra politisk og det offentliges side kan bakke op om CCR igennem direkte initiativer, øget ansvarstagen, finansiel investering eller udveksling af viden og netværk.
| Christian Have er ejer af og kreativ direktør for Have Kommunikation. Han bidrager desuden som både moderator, debattør, foredragsholder, klummeskribent og forfatter til den offentlige debat med særligt fokus på kunsten og kulturens potentialer. Cronikken er et uddrag af hans aktuelle bog, Den Nye Guldalder. |  |
