Polens nye kulturminister (og vicestatsminister), Piotr Gliński, kræver at guvernøren for regionen Nedre Schlesien forbyder teaterstykket Prinzessinnendramen (Der Tod und das Mädchen) skrevet af nobelpristageren Elfriede Jelinek. Stykket opføres for tiden på Polski Theatre i Wroclaw.
Kulturministeren skrev bl.a., at “Kulturministeriet forventer, at du beordrer øjeblikkelig aflysning af produktionen.” Det begrundes med at stykket er pornografisk.
Guvernøren for Nedre Schlesien nægter at blande sig i Polski Theatres kunstneriske frihed.
Ved præmieren blev 12 mennesker anholdt efter sammenstød mellem demonstrerende skinheads og teaterpublikum.