Aktuelt · Film · Kunst og museer · Medier og internet · Ophavsret · Politik
Facebook: DR, DR og DR
Det er stadig debatten om DR, som fylder kulturpolitikernes Facebook-tråde. Og lidt andet.
Rasmus Nordqvist, Alternativet, skriver i et Facebook-opslag:
Debatten raser om mediestøtten og ikke mindst DR.
Men desværre er det en ren skyttegravsdebat, hvor det kun blive nedskæring overfor status quo.
Jeg syntes vi skylder hinanden en ordentlig og grundig diskussion af mediestøtten, DR, public service og licens. For virkeligheden har ændret sig, nye medier kommer til og den platforme tænkning der ligger i vores nuværende ordninger er tæt på forældet.
Samtidig henviste han til en artikel han havde skrevet til Altinget.dk.
Opslaget – og artiklen – medfører 4 kommentarer, som grundlæggende er enige i forslaget om medieskat eller som alternativ blot indkomstskatten.
Desuden diskuteres, hvordan kravet til samarbejde mellem DR og eksterne bedst skal udmøntes.
Mogens Jensen, Socialdemokratiet, har to forskellige opslag, som går ind i debatten om DR:
DR’s ledelse skal ikke lade sig borgerligt presse til at lave mindre nyheder, drama og dokumentar til danskerne. Ingen kender det politiske flertal når der næste gang skal forhandles medieforlig.
Desuden – med henvisning til en anden artikel i Altinget.dk:
Vigtig udmelding fra de 23 organisationer og 18.000 medlemmer under Dansk Kunstnerråd: DF’s forslag om at skære 25% på DR vil underminere muligheden for at skabe gode rammer for kunst og kultur i public service. I lyset af, at vi befinder os i en tid, hvor der i Danmark med alt tydelighed er brug for flere forpligtende fællesskaber, er besparelser inden for public service den helt forkerte vej at gå.
Kritik af regeringen
Mogens Jensen har to andre opslag, hvor han henviser til egne artikler i Altinget.dk, hvori han kritiserer regeringen.
Bertel Haarder taler for større enheder og centralisering som led i hans nedskæringer på kultur på 640 mio kr. Det giver mindre mangfoldighed og færre kulturtilbud. Det er ikke det, danskerne eller dansk kulturliv har brug for.
Med henvisning til artiklen i Altinget.dk.
Kristian Jensen har ved 2 officielle lejligheder understreget kulturens betydning som et vigtigt element i vores udenrigs- og udviklingspolitik, men der står ikke et ord om det i regeringens oplæg til ny udviklingspolitisk strategi. Det skal der laves om på!
Dette opslag også med henvisning til en artikel i Altinget.dk.
Aftalelicens og film
Kulturministeren skriver i et opslag:
Havde møde med kommissær Ansip, der erklærede, at han anså den danske ”aftalelicens” for at være et forbillede for hele Europa. Og Ansip forsikrede, at Kommissionen ikke vil ændre ved det såkaldte territorialitetsprincippet, der sikrer den danske filmfinansiering.
Det udløste klapsalver, da jeg refererede det ved Den Danske Filmskoles 50 års jubilæum. Filmfolkene har frygtet, at mulighederne for at finansiere danske film ville blive undergravet af kommende EU-regulering.
Glæde for mæcener
Andy WARHOL:
I aftes åbnede Jørgen Leth i fin stil den nye Andy Warhol udstilling på kunstmuseet HEART i Herning. Fantastisk udstilling, hvor vi ikke blot ser Warhols kendte portrætter, men især hans angst for liv og død, tro, krop, seksualitet og alt det, der udgør et menneskeliv. En rejse værd. Udstillingen er støttet af en hel stribe fonde. Vor tids mæcener. Mærkeligt, at vi straffer fondene skattemæssigt i stedet for at sikre dem vilkår, så de i endnu højere grad kan få kulturen til at blomstre for private midler.
Kultur giver os frihed og fællesskab.
skriver Mette Bock, Liberal Alliance.