Friere, rigere og trygt?

For et friere, rigere og mere trygt Danmark er titlen på VLAK-regeringens program fra november 2016. Spørgsmålet er, om det så også gælder kulturen?

CulturCommentar:

Bliver dansk kulturliv friere af initiativer i regeringsprogrammet? Bliver det rigere? Bliver det mere trygt?

Overskriften på selve kulturdelen i regeringsprogrammet er Kultur, foreningsliv og medier. Det er helt neutralt. Uden retning og uden mål.

Til forskel fra Venstres regeringsprogram fra 2015, hvor overskriften lød “Mangfoldig kultur og et stærkt foreningsliv”. Det var i det mindste en erklæring om væsentlige værdier.

SRSF-regeringens program i 2011 havde overskriften Kulturpolitik: kultur, kunst og idræt. Også dengang uden værdier. Men dog med plads til kunsten i overskriften.

Friere?

Privatisering af TV2 vil leve op til overskriften friere. Trods fortsatte public service-forpligtelser vil en ikke-statsejet tv-station være friere for politisk styring, men naturligvis mere afhængig af markedskræfterne.

Derimod vil en begrænsning af såvel licens som DR’s indhold svække DR’s frihed. Og en hårdere kurs over for medier vil i sagens natur også begrænse friheden.

Overflytning af tipsmidler fra kultur til idræt vil i denne sammenhæng være neutral.

Liberalisering af hestevæddeløb vil skabe større frihed for hestesporten.

Skattefri præmiebonus til medaljetagere vil gøre, at disse føler sig friere.

Rigere?

De formodede fremtidige ejere af et privatiseret TV2, må forventes at blive rigere. Købet af tv-stationen skal naturligvis kunne forrentes. Samtidig vil staten – frohåbentlig – score en gevinst ved salget, om ikek andet få forbedret likviditeten. Ud fra rigdomskriteriet er der således tale om en win-win situation.

Med færre licensindtægter vil DR samlet set få en lavere omsætning, altså blive fattigere.

Omlægningen af tipsmidler vil gøre sporten rigere, men øvrig kultur fattigere.

Hårdere kurs mod medier må indebære sanktioner som fx bøder, men vigtigst selvfølgelig perspektivet, at få medier til at ændre kurs og i mindre grad følge markedets logik. Altså fattigere medier.

Såvel øget statsstøtte til hestevæddeløb som liberaliseringen af sporten vil gøre hestesportens aktører rigere.

Skattefri præmiebonus til medaljetagere vil naturligvis gøre disse rigere.

Mere trygt?

Et privatiseret TV2 vil blive mere afhængigt af markedet som sådan. Uden statseje er det selvsagt mindre trygt. Mere uvist om public service-forpligtelser rent faktisk overholdes.

Et mindre DR kan heller ikke leve op til ønsket om mere tryghed. Medarbejdere vil blive afskediget. Håbet vil være, at private medier kan få bedre økonomi og dermed skabe flere arbejdspladser – i hvert fald ikke afskedige så mange.

Sætter man licensen ned med foreslåede 25% vil den enkelte familie spare godt 600 kr. i medieudgifter årligt. Det er vanskeligt at tro, at dette beløb vil blive brugt til at købe fx dagblade for.

Den “trygge” løsning ville være at begrænse DR’s opgaver uden at skære i licensen.

Overførsel af tipsmidler vil skabe større tryghed blandt idrætsorganisationer, men tilsvarende mindre i det øvrige kulturliv.

Skrappere krav over for medier vil give mindre tryghed for medierne – men større tryghed for de mennesker, som risikerer at få krænket privatlivet gennem mediernes snagen.

Aktørerne indenfor hestesporten vil blive mere trygge med øget statsstøtte. Det kan betyde, at flere travbaner overlever.

Skattefri præmiebonus til medaljetagere vil næppe påvirke trygheden. OL afholdes kun hvert fjerde år, og det er kun yderst få, som kan være trygge ud fra fast forventning om medaljer.

Plads til kunsten

Ordet kunst optræder kun 6 gange i regeringsprogrammet og de 5 gange som en del af samlebegrebet “kunst og kultur” eller “idræt, kulturarven, den skabende kunst, folkeoplysningen”. Den eneste gang ordet kunst nævnes selvstændigt er i sætningen: “Regeringen lægger vægt på, at danskerne kan opleve kunst af høj kvalitet inden for alle kunstarter”.

I Venstreregeringens program fra 2015 var ambitionen at “danskerne skal have nem adgang til nye kunsttilbud og den danske kulturarv”. Samtidskunsten eksisterer ikke som begreb i det aktuelle regeringsprogram.

Det er ligeledes påfaldende, at ingen af kunstarterne nævnes i regeringsprogrammet. Der er tilsyneladende ingen ambitioner for musikken (selv om orkestersituationen fortsat er uafklaret), litteraturen, billedkunsten, filmen eller scenekunsten.

Hverken biblioteker (lovændring om e-bøger og biblioteksafgift er ellers planlagt) eller museer nævnes.

Regeringens offentlige italesættelse af regeringsprogrammet som ambitiøst, virker ikke dækkende for kulturområdet.

Befolkningen er blevet danskere

I kulturdelen af regeringsprogrammet for VLAK-regeringen omtales ”danskere” hele 9 gange. Det sker i sammenhænge som umiddelbart er naturlige: ”vi er som danskere rundet af de kulturelle værdimønstre og traditioner”, ”alle danskere har mulighed”, ”vi danskere mødes året rundt”, ”danskerne skal have adgang”.

Ordet danskere optræder 9 gange ud af i alt 814 ord. I Venstreregeringens program fra juli 2015 optrådte danskere 3 gange ud af i alt 221 ord i kulturdelen. I SRSF-regeringens program fra oktober 2011 optrådte ordet danskere en enkelt gang – ud af 887 ord.

I VK-regeringens program fra november 2001 (Fogh Rasmussen I) var der slet ikke nogen omtale af ”danskere” i kulturdelen, som var på 572 ord. Derimod nævnte man 2 gange befolkningen (”befolkningen skal have adgang” og ”befolkningens medieønsker”).

Gennem de seneste 15 år er befolkningen altså blevet til danskere – i regeringsprogrammerne. I samme periode som diskussionen om alle de, som rent faktisk ikke er danskere, har fyldt mere og mere i den offentlige debat. Det har tilsyneladende resulteret i et stærkere behov for at markere netop det danske.

Regeringsprogrammets brug af danskere har ikke nogen praktisk endsige lovgivningsmæssig betydning. Der er ingen forslag, som handler om at prioritere etniske danskere frem for andre dele af befolkningen.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør