Til forsvar for politikerne i kulturdebatten, et opråb fra Tom Ahlberg i denne Culturcronik.
CulturCronik:
Armslængden går igen og igen i den kulturpolitiske debat. Det sker især hyppigt, når politikere siger noget konkret om kunst, i særdeleshed når de siger noget negativt.
Fra tid til anden udtrykkes ønsket om at få en klar definition af armslængdebegrebet. Det ville måske gøre nogle diskussioner lettere. Grunden til at der ikke foreligger en sådan klar definition er, at begrebet dækker over en kampzone, og netop lever af at være fortolkningsbart – og dermed også genstand for udvikling.
Den almindelige opfattelse fokuserer på, at armslængde handler om, at politikerne skal holde fingrene væk fra noget. Ikke at armslængde er et udtryk for en særlig samarbejdsmodel.
Kunststøtteudvalget forsøgte i 2011 at præcisere begrebet: ”Armslængdeprincippet indebærer, at støtten fordeles af sagkyndige organer, der træffer beslutning uafhængigt af det politiske system og er sammensat af kunstkyndige medlemmer, som er udpeget dels af kulturministeren, dels af kunstlivets organisationer.”
I Kunststøtteudvalgets rapport sondrede man mellem armslængde og selvforvaltning. Armslængde handler grundlæggende om at sikre kunsten mod politisk indblanding.
Selvforvaltning handler om, at organisationer eller institutioner har fået delegeret en kompetence – og der er indgået en art kontrakt mellem politikere og institution om, hvordan man samarbejder, og om hvordan ansvar for forskellige beslutninger er fordelt.
Man kan overveje, om det vi kalder et princip i virkeligheden ikke snarere er en metode. Armslængden er jo et opgør med et demokratisk princip, folkestyret. Det demokratiske princip skal bl.a. sikre, at der er folkelig opbakning. Folkestyret vælger at fravige sin magt ved at uddelegere beslutningsret til en autonom beslutningskreds. Samtidig skal der være plads til et samspil – armslængde skal altså ikke give vandtætte skodder mellem politikere og kunstfaglige.
Fra Kunststøtteudvalgets rapport:
Der er en fare for, at en alt for bred tolkning af armslængdeprincippets anvendelse kan isolere kunststøttedebatten for meget fra det politiske engagement i kunsten som område. Det er ikke nødvendigvis godt for kunsten, da kunsten har behov for politisk bevågenhed, engagement og forståelse for kunstens særlige rolle og vilkår. Det kunne tale for ikke at definere for klare grænser mellem det politiske system og armslængden, men efterlade et rum for dialog og debat.
Interesseorganisationer
I den oprindelige engelske definition af armslængde, handlede armslængde også om relationen mellem interesseorganisationer og armslængdeorganer. I dansk kontekst er dette tema underbelyst. Fx er det tydeligt i Peter Duelunds Kulturens politik fra 1996, at armslængde blot handler om det partipolitiske.
I mine øjne er det også centralt at sikre, at faglige organisationer ikke direkte blander sig i fordelingen af midler fra armslængdeorganer. Et tænkt eksempel: Statens Kunstfonds litteraturudvalg skal ikke tage hensyn til, hvilken af de to forfatterorganisationer ansøgere er medlem af. Musikudvalget skal ikke tage hensyn til magtrelationerne mellem de forskellige musiske genreorganisationer.
Også her er det vigtigt at sikre armslængde, at man ikke blander sig. Og at sikre at udpegningssystemet ikke giver grundlag for at betvivle fagligheden.
Armslængde er blevet et slags trumfkort i den offentlige kulturpolitiske debat, som lukker for debatten. Siger nogen armslængde eller ligefrem “armslængde trues”, flytter debatten sig til et principielt niveau, hvor politikere skal holde fingrene helt væk.
Statens Kunstfond
I september 2016 havde de 12 udvalgsformænd fra Statens Kunstfond en fælles kronik i Berlingske. Kronikken advarede mod den finansiering Dansk Folkeparti foreslog, for at kunne gennemføre en række prioriterede ønsker. Finansieringen skulle bl.a. skabes gennem at spare på Statens Kunstfond.
Synspunktet fra formandskollektivet var, at DF’s forslag ville svække armslængdeprincippet. Jeg skal ikke her tage stilling til DF’s finanslovsforslag, men vil hævde, at en besparelse på midler til et armslængdeorgan ikke i sig selv svækker armslængden. Ligesom en forøgelse af midlerne, heller ikke styrker armslængden.
Det er i mine øjne netop i fuld overensstemmelse med armslængdeprincippet, at man politisk kan diskutere rammerne for armslængdeorganerne, og altså også pengene.
Formandskollektivet fremhævede et ønske om armslængde frem for politisk detailstyring. Men der var ikke lagt op til politisk detailstyring i DF’s forslag. Man ville flytte penge fra Statens Kunstfond til Musikskolerne. Det er en helt legitim politisk diskussion.
Små storbyteatre
I 2012 opstod en diskussion om lukning af små storbyteatre i Københavns Kommune. Daværende kulturminister Uffe Elbæk afviste at gå ind i sagen med henvisning til, at så ville han bryde armslængden.
Også dette er for mig at se udtryk for en fejlbrug af armslængdebegrebet. Det handlede ikke om konkrete teatre, endsige konkrete forestillinger. Kulturministeren kan for mig at se glimrende afvise at bryde med det kommunale selvstyre. Også det er naturligvis legitimt. Mere interessant havde det måske været at diskutere de økonomiske rammer for storbyteatrene.
Men, hvordan forskellige myndigheder vælger at samarbejde eller kritisere hinanden, har intet med armslængde at gøre. Kommuner er ikke armslængdeorganer.
DR kanalstruktur
I august sidste år spillede DF også ud med et forslag til besparelser på DR, blandt andet nævnte man et antal kanaler, man ønskede lukket og også begrænsning i visning af udenlandske film.
Reaktionen kom prompte, fx sagde Dansk Journalistforbunds formand, at forslaget begrænser armslængden.
Nogle af de debattører som siger, at politikere skal fastsætte rammer, men ikke blande sig i indhold, skylder debatten at derefter præcisere, hvad de mener med rammer.
I mine øjne er fx kanalstrukturen i DR en del af de rammer, som bør kunne være genstand for politisk debat. Fuldstændig på samme måde som at det var daværende kulturminister Julius Bomholt (selv samme, som står som ophavsmand til armslængde i Danmark ”Støtte, men ikke styre”), som traf beslutningen om etableringen af P3, må også nutidens kulturpolitikere kunne diskutere P3’s fremtid.
Samme formand for journalistforbundet mente også, at det brød med armslængdeprincippet, når folketingspolitikere kritiserede DR’s dramaserie 1864. Igen må jeg fra min tilskuerplads sige, at jeg ikke kan se bruddet med armslængden.
Naturligvis må politikere – af enhver observans – gerne have en mening om et program i DR.
Medieaftalen 2015
Armslængden kom alvorligt i svingninger i forbindelse med den politiske debat om DR Underholdningsorkestret i 2014-2015. Selve diskussionen skal ikke gentages her, dog er der nogle væsentlige pointer at fremhæve:
1) Der er en bred og almindelig anerkendelse af, at der er armslængde mellem det politiske niveau og DR’s programtilrettelæggelse og personalepolitik.
2) Den form, komplekset af medieaftalen og public service-kontrakten har, respekterer armslængden. Omvendt ligger heri, at de elementer, som ligger i medieaftalen og public service-kontrakten, faktisk viser, hvilke elementer som ikke er omfattet af armslængden. Altså: i og med at der er en public service-kontrakt, er elementerne i denne genstand for politisk debat og beslutning.
3) Det var tydeligt i 2014, at procedurerne og forventningerne til denne politiske del af processen ikke var overensstemmende. Lavpraktisk kan rådet være, at såvel køreplan som elementerne i henholdsvis aftale og kontrakt bør være forhåndsafklaret.
Medieaftale 2018
Betragter man forspillet til den kommende medieaftale, som skal indgås i 2018, er det klart, at armslængden igen kommer i spil.
Kulturministeren har lagt op til en diskussion om mulig nyfortolkning af public service-begrebet – og især om DR’s rolle.
Jeg skal ikke gå ind i selve diskussionen, men har lyst til at udtrykke støtte til to vidt forskellige positioner.
Uden at gå ind i selve diskussionen er det interessant at følge de foreløbige positioner.
Den ene position er Kulturministerens som ønsker, at DR skal koncentrere virksomheden om såkaldt ”grundlæggende public service”, men som samtidig afviser oppositionens ønske om at konkretisere ud fra konkrete programmer.
I diskussionen fastholder ministeren altså en principiel armslængde. Ikke at tage stilling til bestemte programmer.
Omvendt ønsker oppositionen at få ministeren til at konkretisere. Man kan sige, at oppositionen beder ministeren bryde armslængden.
Det er selvfølgelig ikke et problem, at ministeren fastholder armslængden. Men det viser vanskelighederne i at føre en åben diskussion. Man skal ikke åbne mange debattråde på Facebook om DR for at finde utallige forslag til, hvordan DR skal ændre sin programlægning, fjerne eller tilføje programtyper.
De eneste som prøver at holde sig fra disse debatter, er politikerne.
Ytringsfriheden bør også gælde politikere.
Man skal i øvrigt bemærke, at omverdens kritik af politikeres misbrug af armslængde i højere grad handler om beslutningens indhold end om beslutningens art. Skærer politikere, er det brud på armslængde. Udvider politikere, så er der ingen problemer.
I 2008 besluttede armslængdeorganet Kunstrådet at stoppe tilskuddet til Den Frie Udstillingsbygning. Udstillingsstedet blev reddet af en konkret politisk tipsbevilling i 2009. Ingen sagde brud på armslængde.
I 2016 besluttede medieforligskredsen at give støtte til filmatiseringen af Lykke-Per. Ingen i filmkredse kritiserede, at politikere blandede sig i hvilken filmserie, der skulle have støtte.
Politikere som fredsmæglere
En hyppig kritik af det politiske niveau handler også om, at det politisk bliver besluttet, hvilke underpuljer og hvor meget et armslængdeorgan skal give støtte til.
”Politikere bryder armslængden ved at opdele i cigarkasser”, lyder det.
Men cigarkasserne har jo en mening. De er udtryk for politisk bevågenhed og tagen ansvar, måske for at løse en konflikt. Det er ofte kunstkredse, som selv ønsker cigarkasser: fx ønsker børneteatre 20% af teaterpengene til børneteatre.
Hvordan sikrer man, at musikdramatikken får støtte, når der er både et musik- og et scenekunstudvalg, som mener, at forpligtelsen ligger hos den anden? Udviklingen på musikområdet er illustrativ: det var åbenbart nødvendigt at etablere et selvstændigt rytmisk musikudvalg for at opnå støtte og anerkendelse. Ved reformen i 2012 kunne man så slå de musiske udvalg sammen. Det er udtryk for store bevægelser i den gensidige respekt mellem genrerne – og for en fintunet politisk opmærksomhed. Politikere som fredsmæglere.
Netværkssamfundet
I diskussionen om armslængde tenderer man ofte at glemme, at armslængde også er udtryk for et samspil mellem politikere og kunstnere.
Der skal være rum for fri meningsdannelse og erfaringsudveksling.
Armslængdeprincippet er udviklet i en historisk periode, hvor den moderne forvaltningsstruktur skulle etableres. Politisk ledelse bestod i at etablere hierarkier og klare og utvetydige grænser, myndighedsvaretagelse.
I dag foregår reelt den modsatte bevægelse på ledelsesgangene. Der bruges ressourcer på at forstå og tolke de politiske signaler – og samtidig på i fællesskab med de politiske aktører at definere fælles mål og midler.
Et vigtigt element i professionel kulturledelse består i at sikre politisk opbakning, såvel til eksisterende virksomhed som til nye udviklingsmuligheder. Ligesom ledelsen i øvrigt skal sikre nære samarbejder med såvel offentlige som private partnere.
Netværkssamfundet stiller nye krav til samspil – og der åbner alle parter op i forhold til hinanden.
I kulturministeriets regi er dette symboliseret gennem en række rapporter om God ledelse i kulturinstitutioner. Her tydeliggøres en række moderne governance-principper.
Den gode teaterleder, som har et projekt, som vil bryde sædvanlige rammer, det være sig økonomi, byggetilladelser, samarbejdsflader eller landegrænser, skal som største selvfølge søge at skaffe sig politisk opbakning. Hun skal tale med gud og hvermand, selvfølgelig også politikere. Hun skal bruge navngivne kunstnere som fængende argument. Og hun skal håbe, at politikere vil spille med, give inputs, foreslå andre kontakter – og også, at de vil forholde sig til de kunstneriske tanker, hun har gjort sig. Og hun vil lytte, når en politiker er valen ved en given kunstnerisk disposition. Måske skal hun ombestemme sig. Måske skal hun bare arbejde på at forbedre sin argumentation.
Netværk forudsætter reelle dialoger. Ikke blot et ja eller nej-stempel. Man udvikler i fællesskab, måske tager man et forslag om ny samarbejdspartner eller kobling til et politisk prioriteret indsatsområde til sig og arbejder videre ud fra dette.
Man kan sige, at armslængde giver den kunstneriske leder Frihed til at blive overset – hvor det lederen i dag ønsker er Retten til at søge medindflydelse.
Stramt taget inviterer den moderne kunstneriske leder politikeren til at bryde armslængden. Hånden kommer tættere på kroppen. Men der opstår et nyt interessant spændingsfelt.
En klarere definition af armslængde kræver også, at man forholder sig til, hvordan man mindsker berøringsangsten. Vi har ikke brug for håndsky politikere.
Tom Ahlberg
Cronikken er en redigeret udgave af et oplæg der blev holdt for Folketingets Kulturudvalg foråret 2017. Forfatteren var selv medlem af det citerede Kunststøtteudvalg.
