Udlicitering af kulturpolitik

Et udvalg nedsættes til at lave anbefalinger til ny blankmedieordning – udvalget udliciterer opgaven til en konsulentvirksomhed og argumentere ikke selv for trufne valg.  Kulturpolitikken udliciteres.

Udvalgsrapporten fra Blankmedieudvalget er i meget høj grad baseret på en analyse foretaget af den uafhængige konsulentvirksomhed, Seismonaut. 11. maj blev opgaven givet til konsulenterne, og allerede 12. juni var der afleveringsfrist. 19 arbejdsdage havde konsulenterne til rådighed.

Trods den korte tidsfrist er der kommet en imponerende omfangsrig rapport ud af det: EU-retten belyses, der redegøres for andre landes ordninger, markedet for blankmedier er undersøgt, og danskernes kopieringsadfærd er undersøgt ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse, den samlede værdi af kopiering er vurderet – foruden at man har opstillet mulige modeller for en fremtidig afgiftsstruktur.

Blankmedieudvalget har været så tilfredse med konsulenternes analyse, at man stort set ikke har føjet en eneste selvstændig tanke ind i udvalgsrapporten. Rapporten består nærmest udelukkende af citater fra og omskrivninger af konsulentrapporten – tilføjet de mindretalsudtalelser, som også indgår i rapporten.

Det er økonomien

Økonomisk set er det helt centrale element i Blankmedieudvalgets rapport vurderingen af, hvilket kompensationsniveau blankmedieafgiften skal give rettighedshaverne.

Herom skriver udvalget:

Flertallet anbefaler at følge Seismonauts anbefalinger til fastlæggelse af kompensationsniveau og dermed provenuet til rettighedshaverne. Det betyder, at løse lagringsmedier fremover skal takseres med DKK 1,49 og integrerede lagringsmedier med DKK 15,42. Dette giver et samlet forventet provenu på knap DKK 44 mio. svarende til DKK 7,60 pr. indbygger. Det er flertallets opfattelse, at tallene er behæftet
med usikkerhed, men at de samtidig så vidt muligt bygger på den evidens, som analysen fra Seismonaut har tilvejebragt.

Udvalgsflertallet anerkender således, at der er tale om usikkerhed, men at de bygger på evidens.

Den beregning i konsulentrapporten, som når frem til provenuet på 44 mio. kr., finder man faktisk ikke i selve rapporten fra juni 2017, men derimod i konsulentvirksomhedens anbefalinger til udvalget, dateret 23. august 2017. 7 arbejdsdage senere afgiver Blankmedieudvalget sin rapport.

Hvorfor konsulentvirksomheden skal give sine anbefalinger til udvalget, fremgår ikke af det offentligt tilgængelige materiale, ej heller mulig honorering for denne opgave. Ifølge udvalgets kommissorium skal udvalget foretage en vurdering på baggrund af en markedsanalyse. Det fremgår ikke af kommissoriet, at udvalget skal løse sin opgave ved at bede analysevirksomheden om anbefalinger.

I disse anbefalinger skriver konsulentvirksomheden, at “evidensen (af borgernes adfærd) rækker imidlertid ikke til at fastsætte konkrete takster. Det er altså denne “evidens” blankmedieudvalget vælger at følge.

I stedet vælger konsulentvirksomheden at fastsætte takster ud fra “gældende takster i sammenlignelige EU-lande”. Trods dette fremsætter man forslag til danske takster, som ligger klart under taksterne i de lande, man sammenligner sig med. Målt pr. borger er gennemsnitsprovenuet i de øvrige EU-lande 12,95 kr., konsulentvirksomhedens forslag er 7,60 kr. Hvis de danske takster skal svare til de sammenlignelige europæiske landes, skal taksterne øges med 60% i forhold til konsulentvirksomhedens forslag.

Dette forholder blankmedieudvalget sig ikke til, men nøjes med at henvise til konsulentfirmaets fund af “evidens”.

Som i 2005

Ydermere begrunder konsulentfirmaet det dermed opnåede provenu af blankmedieafgifter med, at “Vi vurderer , at det er passende, at provenuet for den nye ordning ikke overskrider 2005-niveauet…Denne vurdering beror på, at kopieringsadfærden antages at have været mere udbredt i 2005 end i dag.”

Denne antagelse er der ikke skyggen af dokumentation for i konsulentvirksomhedens rapport eller anbefalinger. Tværtimod ville man kunne hævde, at mange mennesker fyldte deres blankmedier med ulovligt kopieret materiale, hvilket ikke gav anledning til kompensation til rettighedshaverne. I dag er det langt vanskeligere at opdrive piratkopieret materiale, hvorfor man kan “antage”, at de legalt kopierede filer fylder en større andel af borgernes blanke medier.

Hertil kommer det forhold, som konsulentvirksomheden åbenbart ikke var opmærksom på, da man skrev sine anbefalinger til udvalget: I 2005 omfattede blankmedieordningen udelukkende de “løse” medier, CD-R, DVD, USB m.v. Den kommende blankmedieordning handler netop om at medtage en række faste medier som harddiske til PC og bærbare, smartphones, tablets, smart TV m.m.

Det er således på ingen måde i orden at bruge provenuet fra 2005 som rettesnor for et provenu i 2017, når hele hensigten med ændringer i 2017 er at udvide antallet medier, der skal pålægges en afgift. Ja, faktisk er hensigten at etablere et afgiftssystem, som lever op til eu-retten, hvilket det ikke har gjort siden 2005.

Til belysning af dette kan anføres, at en kopi af en film i original kvalitet fylder 7-8 GB. Blandt de blanke medier, som i 2005 var omfattet af blankmedieordningen, var det nærmest kun DVD, som kunne bruges til dette. I 2017 har tablets, smartphones, harddiske og USB kapacitet til at lagre film i original kvalitet. For films vedkommende er der således særdeles god grund til at “antage”, at den private lagring er større i 2017 end i 2005.

Endelig skal bemærkes, at afgiftsniveauet i 2005 ikke var udtryk for den faktiske privatkopiering blandt danskerne, idet blankbåndsafgiften i 2002 omfattedes af den daværende VK-regerings skattestop. Altså var afgiftsniveauet i 2005 fastfrosset i forhold til 2002 – uagtet at der sandsynligvis var en væsentlig stigning i privatkopieringen fra 2002 til 2005.

Dette forholder Blankmedieudvalgets rapport sig heller ikke til.

Gennemsnit eller median?

En del af analyseopgaven for konsulentvirksomheden var at undersøge værdien af privatkopiering, blandt andet om privatkopiering erstatter salg af værker. Selv om dette er undersøgt, har det ingen betydning for de takster og det provenu konsulentfirmaet og dermed Blankmedieudvalget foreslår.

Det har derimod betydning for mindretalsudtalelsen fra repræsentanten for kunstnerorganisationerne.

Og her skal man repetere sin matematiske kunnen fra skoletiden. Man skal huske forskellen på gennemsnit og median. Gennemsnittet er samtlige tal (fx 2, 8, 50), lagt sammen og delt med det antal tal (3) der er tale om (resultatet er 60/3=20). Median er “det midterste” tal (altså 8 i eksemplet).

I konsulentrapportens opgørelse, over hvor mange privatkopierede filer danskerne har lagret, bruger man ikke gennemsnittet, men derimod medianen. Det giver en voldsom forskel. Ifølge rapporten har danskerne gennemsnitligt 230 kopierede musikfiler, hvorimod medianborgeren kun har 12 kopierede musikfiler. Konsulentvirksomheden – og dermed Blankmedieudvalget mener, at “det er mest retvisende at tage udgangspunkt i medianen…da en lille andel af danskernes kopieringsadfærd trækker gennemsnittet markant op.”

Yderligere begrundelse er der altså ikke for dette valg af beregningsmetode. Det vil være højst overraskende, hvis dansk kulturpolitik fremover skal bruge medianen som målestok. Hvor meget får danske forfattere i biblioteksafgift? – jo medianen er…

Uanset om få danskere har lagret mange filer, har kunstnerne jo ret til en kompensation.

Har danskerne styr på privatkopiering?

Grundlaget for blankmedieordningen er kompensation for kunstnere, fordi ophavsretsloven giver befolkningen lov til at privatkopiere. For rigtig mange mennesker må det være svært at skelne mellem, om de filer, man nu engang har lagret, er anskaffet lovligt eller ulovligt.

Gennem et spøgeskema til 1.500 mennesker, er konsulentfirmaet nået frem til at fx 87% af befolkningen har en smartphone og at 20% af disse har privatkopieret indhold på denne.
Selve spørgeskemaet indgår ikke blandt analysens bilag. Men selv med den bedst formulerede spørgeteknik, er det nok et element, der bør vurderes kildekritisk: ved danskerne overhovedet hvad de har på deres smartphones – og hvorfra det stammer?

Svaret hænger i skyen

Blandt de lagringsmedier, analysen medtager, er de forskellige Cloud-tjenester. Analysen vurderer, at relativt få danskere bruger Cloud-tjenester (37%), og at kun 9% af disse lagrer kopieret indhold der. Derfor er konklusionen, at anvendelsen er så minimal, at der ikke bør være blankmedieafgift tilknyttet. Sådan kan det være i dag. Men med væksten af Cloud-tjenester kombineret med stadig bedre netforbindelser og de enkeltes vaner med at bruge flere apparater, må man forestille sig, at Cloud-tjenester vil få større betydning i de kommende år. Fototjenesten Flickr tillader således lagring af hele 1 TB (1.000 GB) gratis.

Her vil dog komme et inddrivningsproblem, nemlig at de fleste Cloud-tjenester opererer internationalt. Der kunne derfor være god grund til at rejse denne problemstilling i EU-regi, således at der er en metode til at afkræve afgifter fra Cloud-tjenester, når de får større betydning.

Smartphones betaler broderparten

Ud af den forventede indtægt på i alt 44 mio. kr. forventes smartphones at bidrage med over halvdelen, 23 mio. kr.  Det skyldes i høj grad, at konsulentrapporten anbefaler at man nøjes med to takster, en for løse medier og en for integrerede medier. Af analysen fremgår ellers, at smartphones på samtlige parametre har lavere kopieringsfaktor end fx computere og medieafspillere.

Ifølge rapporten udgør smartphones blot 10% af den samlede lagringskapacitet. 14% af samtlige kopierede filer er lagret på smartphones. Trods dette skal smartphones altså betale over 50% af den samlede blankmedieafgift.

Hvor gammelt er lageret?

I modsætning til udvalgsflertallet, mener et mindretal,  repræsentanten for CopyDan Kulturplus, at man bør tage udgangspunkt i hvilken værdi, de kopierede værker udgør.  Ifølge konsulentanalysen udgør den samlede værdi af danskernes privatkopierede “biblioteker” ca. 4.6 mia. kr.  Disse biblioteker er indsamlet over en årrække, mindretallet skønner at det gennemsnitligt er sket over 5 år. Ud fra en række mellemregninger når mindretallet frem til, at den relevante årlig kompensation til rettighedshaverne burde være 193 mio. kr.

Svagheden i denne beregningsform er dog, at man så at sige glemmer, at brugerne skifter udstyr. Der sælges i Danmark godt 3 mio. integrerede lagringsenheder årligt. Hermed øges den samlede lagerkapacitet, men naturligvis ikke fuldt ud, idet lagringsenheder også kasseres. Fx er der indenfor de seneste 4 år solgt 6,2 mio. smartphones. Da alle danskere ikke har smartphones, er der altså mange, som har købt flere smartphones i løbet af de seneste fire år. Mange køber sågar en smartphone hvert år.

Hvis man – som mindretallet foreslår – mener at danskerne har opbygget deres “bibliotek” over en årrække – skal det naturligvis også indgå i beregningen, at danskerne kommer til at betale blankmedievederlag stykvis, for hvert apparat de køber.

Som regneeksempel: såfremt den gennemsnitlige fornyelse af integrerede lagringsmedier (computer, smartphone) er hvert tredje år, skal mindretallets beregnede årlige blankmedieprovenu begrænses med en tredjedel, altså fra 193 mio. kr. til 129 mio. kr. (under forudsætning af uændret lagerkapacitet og kopieringsfrekvens).

Flertallets forslag om et provenu på 44 mio. kr. svarende til 2005-provenuet savner belæg i den reelle værdi af privatkopieringen. Mindretallets forslag om et provenu på 193 mio. kr. savner at modregne allerede afregnet lager. Et eller andet sted mellem disse to yderpunkter finder man den reelle værdi af den lovlige privatkopiering.