Kunstneruddannelser: hvad var spørgsmålet?

Alle går imod en sammenlægning af de kunstneriske uddannelser. Men hvad var egentlig spørgsmålet?

Der gik ikke mange nanosekunder fra offentliggørelsen af rapporten De kunstneriske uddannelser, til den var skudt ned. Der var åbenlyst ikke tilslutning til rapportens anbefaling af, at landets i alt 10 kunstneriske uddannelser slås sammen til én samlet skole med udstrakt lokalt selvstyre. Skoler protesterede, politikere lagde mandater sammen og talte hurtigt til mere end 90, som ikke var med på denne centralisering.

Så langt så godt, kan man sige.

Hvad var spørgsmålet?

Men måske er det godt at gå tilbage til udgangspunktet, de spørgsmål, der blev stillet i kommissoriet for rapporten:

• Hvilke strukturelle, faglige og administrative krav og udfordringer står skolerne over for – i international kontekst?
• Hvilke styrker og svagheder er i den nuværende organisering?
• Hvordan bør den fremtidige struktur være?

De ti skoler, som er omfattet af rapporten er:

• Den Danske Filmskole
• Den Danske Scenekunstskole
• Det Jyske Musikkonservatorium
• Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler
• Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
• Rytmisk Musikkonservatorium
• Syddansk Musikkonservatorium
• Det Fynske Kunstakademi
• Det Jyske Kunstakademi
• Forfatterskolen

(De tre sidstnævnte er selvejende institutioner)

I rapporten omtales de ti skoler gennemgående som “monofaglige” (18 gange!), hvilket kommer til at virke nedladende. Samtidig vil nok de fleste af de kunstneriske uddannelser betegne sig selv som flerfaglige, idet der uddannes til forskellige fagligheder. Scenografi og skuespil er vidt forskellige faglige uddannelser indenfor den samme uddannelsesinstitution.

Ifølge rapporten er udfordringerne især:

• at uddannelsesinstitutionerne lægger for få ressourcer i opbygning, udvikling og produktion af viden,
• for lidt fokus på kvalitetssikring,
• for lidt samarbejde mellem institutionerne,
• statslige effektiviseringskrav kombineret med stærkere administrative krav,
• skolerne er svage til at opnå ekstern finansiering,
• for få færdiguddannede kommer i arbejde.

Passer diagnosen?

Disse udfordringer har været helt fraværende i den offentlige debat. Man kan sige, at for at opnå enighed, om hvilken medicin der er brug for, kræves, at man først enes om diagnosen.

Er disse udfordringer de rigtige? Og gælder de for alle ti institutioner?

Rapporten giver ikke svar på, om der faktisk er enighed om diagnosen. Og slet ikke i hvilket omfang udfordringerne gælder for alle ti kunstneriske uddannelser.

Eksempelvis nævnes det flere gange, at der er øgede politiske krav om højere grad af beskæftigelse blandt nyuddannede. Men det kunne jo godt være, at man i stedet for blindt at følge et politisk krav, skulle modsige dette krav. Der vil til enhver tid være forskelle i beskæftigelsesgrad afhængigt af, om man uddannes til et rimeligt fast etableret arbejdsmarked som orkestermusiker, eller om man uddannes til fri fugl som forfatter. Det vil være aldeles naivt at forestille sig, at færdiguddannede fra Forfatterskolen skulle nyde samme beskæftigelsesgrad som de konservatorieuddannede.

Det er givetvis også rigtigt, at skolerne har svag ekstern finansiering. Men igen sondres der ikke, for de to skoler, som har den største eksterne finansiering, er Det Jyske og Det Fynske Kunstakademi. Det skyldes udelukkende de to skolers geografiske profil. Det er da værd at overveje, om lokalpolitikeres opbakning til skolerne vil svækkes, hvis skolerne indgår som en del af en større kunstnerisk uddannelsesinstitution, blot som lokale faglige afdelinger. I værste fald kan man sætte den eksterne finansiering over styr.

Efterlysning: politisk ledelse

En række af de udfordringer rapporten nævner, er ikke hidtil blevet italesat af det politiske niveau, de fremgår i hvert fald ikke af de rammeaftaler, der er indgået mellem Kulturministeriet og de enkelte uddannelser. Hvis det fx er et kulturpolitisk ønske, at de kunstneriske uddannelsesinstitutioner skal styrke det tværkunstneriske arbejde, kunne man jo starte med at skrive dette i rammeaftaler.

Og så skal man i øvrigt være opmærksom på, at tværkunstnerisk arbejde ikke kun er noget, der foregår mellem kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Der er et væld af relevante kulturinstitutioner, som arbejder med felter, som kan være givende at samarbejde om for uddannelsesinstitutionerne, også institutioner som arbejder med andre dele af udvikling og uddannelse, i ind- og udland. Ønsket om tværkunstnerisk engagement fra de kunstneriske uddannelsesinstitutioner er altså ikke blot et spørgsmål om øget samarbejde internt blandt de ti konkrete institutioner.

Ligeledes: hvis der skal øget fokus på kvalitetssikring,  kunne det jo også stå i en rammeaftale.

Dybest set er dette udtryk for, at Kulturministeriet ikke har påtaget sig et politisk lederskab.

I rapporten står eksempelvis:

“En stærkere strategisk retning på sektorniveau kan tilvejebringes ved en kombination af større politisk bevågenhed, hvor regering og Folketing sætter klare mål for sektoren, fx gennem lovgivning eller politiske aftaler for området, og en strammere ministeriel styring på sektorniveau, fx gennem flere og mere ambitiøse fælles mål i rammeaftaler og kulturpolitiske strategier (fx musikhandlingsplaner, talentstrategier).”

Dybest set er dette udtryk for, at Kulturministeriet ikke har påtaget sig et politisk lederskab. Men den dør er så åbnet nu.

Udeladelser

Rapporten indeholder også nogle udeladelser, som sikkert kunne have givet endnu stærkere reaktioner! I hvert fald, hvis man går ud fra, at diagnosen er den rette. Næsten alle uddannelser er administrativt forankret i uddannelsesministeriet. I 2011 blev design- og arkitektuddannelserne fusioneret og senere samme år, da SRSF-regeringen tiltrådte, blev denne skole administrativt flyttet fra Kulturministeriet til Uddannelsesministeriet.

I rapporten er der ikke redegjort for erfaringer fra denne fusion – og ej heller  for erfaringerne for skiftet af overordnet ministerium. Det er ganske besynderligt at undlade at inddrage erfaringer fra en fusion, så nært beslægtet de kunstneriske uddannelser. Dengang var der såmænd også ærgrelse over adskillelsen af Kunstakademiets Arkitektskole og Kunstakademiets Konservatorskole, som gik over i Uddannelsesministeriet, og Kunstakademiets Billedkunstskole, som forblev i Kulturministeriet.

Rapporten forholder sig heller ikke til resultater og erfaringer fra den omfattende fusion som er blevet til Den Danske Scenekunstskole. Denne fusion havde netop til formål at løse nogle af de udfordringer som rapporten peger på. Er det lykkedes? Kan der hentes læring fra den proces? Er der mening i at umiddelbart derefter fusionere yderligere?

En væsentlig del af de udfordringer rapporten beskriver for de kunstneriske uddannelser, handler om det internationale kvalitetssikringsarbejde, som er foregået som et led i den såkaldte Bologna-proces. Måske er en del af svaret, at Uddannelsesministeriet er bedre egnet til at gennemføre denne kvalitetssikring end Kulturministeriet?

Rapporten opererer med to mulige fusioner: enten en samlet kunstneruddannelse med ti afdelinger eller to kunstuddannelser, opdelt geografisk i en øst og en vest. Modellen med geografisk opdeling afvises i selve rapporten. Det er overraskende, at rapporten ikke ligeledes afprøver en model, hvor man fusionerer i større faglige enheder, fx fusion af de musiske skoler eller de billedkunstneriske. Det er meget muligt, at dette vil være en lige så ringe løsning som øst-vest-modellen. Men den er da så nærliggende, at argumenterne burde afprøves. Det er for så vidt den løsning, man valgte for arkitekt- og designskolerne og Den Danske Scenekunstskole.

Rapporten forholder sig heller ikke til formelle eksterne samarbejder, fx i form af bestyrelser. De ti kunstneriske uddannelser har vidt forskellige ledelsesstrukturer. Det kunne da godt overvejes, om en bestyrelse for hver enkelt institution vil styrke eksterne samarbejder og i øvrigt professionalisere ledelsesarbejdet.  En bestyrelse vil ofte komme langt tættere på institutionens daglige arbejde end et ministerium.

I rapporten savnes også overvejelser, om en given ny struktur vitterlig skal omfatte alle ti uddannelser. I rapporten nævnes særlige forhold vedr. Forfatterskolen (behov for samarbejde med andre). Men Forfatterskolen har kun 13 elever. Man kan jo godt etablere en løsning, hvor man lader nogle skoler “passe sig selv”. Med de meget forskellige skoler, der er tale om, er det ikke givet, at “one size fits all”. Det kan koste alt for mange hensyn at lave en omfattende helhedsløsning.

Kravet til internationalisering er måske heller ikke det samme til en skole, som så tydeligt er baseret på det danske sprog.