Det defensive DR
DR er i defensiven. Kan virksomheden – trods store sparekrav – komme ud af sin interne boble, hvor man ser sin egen verden og indsats som aldeles unik?
CulturCommentar:
Alligevel må det ærgre, at DR så entydigt blot vil forsvare, det man har, den virksomhed man nu engang er og ikke selv formulerer nye eller ændrede ambitioner.
De ambitioner, DR formår at beskrive i den økonomiske analyse, består af almindeligheder, som ingen kan modsige:
- styrke public service-profilen
- prioritere stærke redaktionelle miljøer uden for København
- fortsætte den digitale omstilling
- lukke kanaler i takt med ændrede medievaner
- skabe flere samarbejder med private aktører.
Ingen af ambitionerne er konkrete eller målbare. Og ingen af dem består lakmusprøven: vil det modsatte være relevant (á la “svække public service-profilen” eller “stoppe den digitale omstilling”).
Er 95% nok?
Utallige gange – og også i den økonomiske kortlægning – har DR’s ledelse fremhævet, at DR er i kontakt med 95% af befolkningen hver uge. Det er sådan et udsagn, som forsøger at stoppe enhver debat. For ingen kan vel kræve højere andel end 95% – det er jo ikke Sovjetunionen vi lever i. Der skal fortsat være frihed til at være eremit i Danmark.
Det er ligesom, når DSB fremhæver, at 96% af togene kører til tiden. 100% lyder umuligt, for sneen falder jo hvert år, og køreledninger er åbenbart en stor fristelse for nogle.
De 95%’s dækning gælder givetvis ikke alle dele af befolkningen. Hvilke dele af befolkningen når DR ikke – og først og fremmest: hvad vil DR gøre ved det? Hvor er ambitionerne om at ramme flere målgrupper dybere?
DR vil sig selv
Et gentaget politisk krav til DR har været at udlægge større og større dele af produktionen til eksterne aktører. Disse krav har DR fuldt ud levet op til. Samtidig fortolker DR nok dette krav om eksterne samarbejder bredere, end de fleste andre ville gøre, idet man fx om DR Drama skriver, at man “har disponeret ca. tre fjerdedele af udgifterne hertil i det private marked til betalinger af skuespillere, instruktører og produktionsfolk m.v.” DR fortolker altså løst ansatte som eksterne partnere.
For DR er der ved forslaget om at udskille ensembler fra virksomheden en ekstra omkostning, idet disse vil “miste den eksponering og markedsføring, de i dag opnår via DRs flader”. Dette er utvivlsomt rigtigt. Men det kunne jo så være, at man indgik aftaler med andre orkestre, som kunne nyde godt af eksponeringen.
DR’s egen vurdering af forslagene om at udskille dele af virksomheden er tydeligt præget af den interne boble, man lever i: der er i dag en række synergieffekter mellem de forskellige dele af DR. Jamen, tænk hvis man kunne åbne for mange flere samarbejder og dermed skabe mange flere former for synergier. Ikke blot til gavn for de “egne” orkestre, men til gavn for hele orkesterlivet i Danmark.
Pluralisme er et fremmedord
Til overvejelsen om at udskille DR’s ni distrikter er DR’s svar, at “det vil få konsekvenser for DR’s brugere, ligesom DR risikerer at miste kontakten til en stor lytterskare.” DR opstiller et tænkt scenarie for, hvordan man muligvis ville fastholde dele af den nuværende regionale forpligtelse, hvis man var nødt til at udskille distrikterne. Konklusionen er, at det er dyrt at fjerne distrikterne – hvis man vil fastholde den nuværende regionale dækning.
Man skal nok mange år tilbage, før man har hørt ledende DR-medarbejdere tale om en forpligtelse for at sikre pluralismen i mediebilledet.Ud fra DR’s regnemodel, må man kunne parallelisere og hævde, at det må være dyrt for TV2 at have selvstændige regioner (ud over evt. juridiske problemer). Spørger man i TV2’s regioner, er svaret, at selvstændigheden af de enkelte regioner styrker den publicistiske virksomhed – og pluralismen. Derfor var TV2-regionerne negative, da public service-udvalget i 2016 foreslog, at de 8 TV2-regioner skulle lægges ind under DR (se Søndag Aften arkiv).
Et af elementerne i den omfattende kritik af DR er organisationens samlede størrelse og samtidig organisationens strategiske styrkelse af fælles redaktionel indsats. Når DR buldrer i offentligheden, kan det virkelig høres.
Man skal nok mange år tilbage, for at finde ledende DR-medarbejdere tale om en forpligtelse for at sikre pluralismen i mediebilledet. De 8 TV2-regioner vælger at løse opgaverne på 8 forskellige måder, hvorimod DR’s distrikter er underlagt den samme virksomhed og dennes redaktionelle principper.
Ud af boxen
Indenfor de senere år er der opstået en sand podcast-kultur. Både blandt mennesker som lytter til podcasts og blandt nye aktører og aktivistisk engagerede producenter. Det kan måske paralleliseres til 1980’erne, da lokalradioerne blev etableret. Det så DR dels som en konkurrent, dels som lutter amatører. DR havde jo sit eget båndværksted for amatører, mere samarbejde havde man ikke brug for med verden udenfor. Hvilken strategi har DR for at samarbejde med og opkvalificere de nye podcastmiljøer?
Eller med andre ord: hvordan får man DR til i langt højere grad indgå i samarbejder med civilsamfundet? Hvorfor skal vores alles DR kun være optaget af at promovere egne produkter – hvorfor ikke kuratere radio, web eller tv udenfor koncernen?
I Sverige fylder Utbildningsradion, som sender selvstændigt på både SVT’s kanaler og SR’s kanaler, godt i public service-landskabet. Og i øvrigt har Sveriges Radio og Sveriges Television været to selvstændige virksomheder i snart 40 år – uden at det har givet anledning til ønsker om at lægge sig sammen til en stor mediekoncern. Heller ikke efter at konkurrenter som Google har etableret sig.
Udenfor de mest snævre indre cirkler i DR har det i årevis været umuligt at hitte rede i DR’s økonomi. Ganske typisk for DR har man valgt at markere den økonomiske analyse, Kortlægning og analyse af DRs aktiviteter og økonomi i 2016, med stemplet “Fortroligt”. For lægmand er det umuligt at forstå, hvad i materialet som er så sårbart, at det skal betragtes som fortroligt. Heldigvis har kulturministeren besluttet at ophæve fortrolighedsstemplet, hvorved debatten om DR’s økonomi opkvalificeres.
Med hjælp af eksterne konsulenter og en række særkørsler har det givetvis været dyrt at få lavet disse analyser. Som DR skriver: “Metoden er derfor ikke egnet til efterløbende løbende rapporteringer”. Man må håbe, at Kulturministeriet og de politiske parter nærlæser materialet og efterfølgende sætter mere præcise rammer for hvilke løbende rapporteringer, DR fremover skal levere. Det bør ikke være en kamp med en offentligt funderet publicistisk virksomhed at få et anvendeligt økonomisk overblik.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
