Aktuelt · Biblioteker · Clip · Clip · Litteratur
Bibliotekslånerne kom tilbage
Det kan ikke undre, at folkebibliotekernes udlån faldt drastisk, da bibliotekerne lukkede ned 12. marts i år. I årets første kvartal var bibliotekernes samlede udlån 5,8 million enheder, i andet kvartal 2.8 millioner enheder.
For bibliotekerne er det dog glædeligt, at udlånet ved genåbningen straks vendte tilbage til samme niveau som før lukningen. Dette kan måske også give andre kulturinstitutioner forhåbninger om, at der er et lys på den anden side af corona.

I 2019 var det samlede udlån 29,4 millioner enheder. Udlånet i første kvartal 2020 var således på et ganske pænt niveau i forhold til 2019 – indtil corona lukkede Danmark.
E-bogsudlånet gennem ereolen.dk oplevede en kraftig stigning, da folkebibliotekerne lukkede. Det højeste udlånstal nogensinde blev registreret i maj 2020 med 301.889 udlånte e-bøger. Dette er siden faldet til et mere normalt niveau. I august 2020 var e-bogsudlånet på 203.000 stk. Dette er dog væsentligt mere end i august 2019, hvor der blev udlånt 165.000 stk.